Det gik ikke.
Jeg var hos dagplejeren de første par dage af indkøringen og det jeg så på den korte tid, var ikke det, vi var blevet lovet i første omgang. Det havde været en flot salgstale, men der var måske også smurt lidt tykt på.
Jeg var også så dybt ulykkelig, at det slet ikke var til at holde ud... Jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skal klare, at han skal passes ude!!! 
Jeg gik jo bare rundt herhjemme og tudede (når han sov), fordi jeg ville være sammen med ham. Jeg vil ikke undvære ham.
Det er mærkeligt, at det er "tabu" ikke at ville have sit barn passet og ønske at være hjemme. I hvert fald i mine kredse (er højtuddannet) rystes der voldsomt på hovedet. Men omvendt må min veninde hjertens gerne sidde og fortælle om den lettelse, hun følte, da hun afleverede sit barn i vuggestue for første gang...
Nu har vi ham herhjemme lidt endnu, det har vi råd til, og så må vi se... Prøver at starte med at lade familiemedlemmer passe ham i vores eget hjem... det har jeg det meget bedre med. Så kan vi begge to lære, at man godt kan have det sjovt og være glad, uden at far og mor er der...
Anmeld
Citér
