Vil ikke have mit barn passet :(

Miti's mama skriver:

Enig i at ville beholde barnet hjemme. Men da jeg boede i USA var det ret normalt at børn ned til 2 ugers alderen var i pasning til daglig. Så vi har lidt luksus herhjemme.

Ja vi har det heldigvis langt bedre end de fleste lande, og jeg siger bestemt ikke det er skadeligt. 

Bor selv i udlandet og forskellen er her at der er minimumsnormeringer hvilket vi mangler i danmsrk. 

Anonym skriver:

Nu har du jo tændt af på dette emne før - men vær sød at læse, hvad der står, før du gør det dér.

Jeg svarer på trådstarters situation, ikke en generalisering.

Er det ikke lidt for nemt at gemme sig bag anonymitet, mens man holder en “kendt” bruger op på, hvad hun er “tændt af på” før? 

Når det er sagt, så lyder det som om, du mener, at et barn, der har det særligt svært med fremmede, nye indtryk etc. har særligt godt af at blive udsat for masser af dette. Havde det omhandlet en 4-årig, ville jeg måske være tilbøjelig til at give dig ret i, at det ville være sundt at udvide comfortzonen lidt - men en cirka 1-årig, og så brat en overgang? Det er absolut “praktisk” og “hensigtsmæssigt”, at han “lærer det” - sådan som vi som samfund har indrettet os - men om det er godt for ham, er jeg ikke så skråsikker omkring. Den “virkelige verden” er jo i denne sammenhæng bare en kunstig konstruktion. 

Til TS: Jeg forstår din bekymring. Samtidig må det jo i den sidste ende være et forældreansvar at indrette sig på en måde, der passer til barnets behov, når det første års orlov er gået, så I kommer ikke uden om enten at vende hver en sten og se på, om en anden løsning er mulig - kan du gå på nedsat tid, kunne du blive dagplejer for ham og et par stykker til etc. etc.? - eller at fatte al mod og fortrøstning til, at han nok skal finde sig til rette i de nye omgivelser. Som tråden her viser, er du i hvert fald ikke den eneste, der har stået, hvor du gør nu. Det skal nok gå, uanset.  

Hvor gammel er din søn egentlig? 

Hvis du vitterligt ikke har muligheden for at holde ham hjemme længere tid, bliver du jo nødt til at have ja hatten på, og fokusere på de positive ting. 

Han kan i hvert fald helt sikkert mærke at du er hamrende utryg og hvis du afleverer ham sådan, så bliver han også mega utryg.

En del af grunden til han er så utryg ved fremmede er jo formodentlig også at du ikke har ville have nogen har holdt ham eller andet, så er det jo klart at han tror at verden uden for mor og far er farlig.....

HeMakesMe skriver:

God formiddag.

Det gik lige op for mig, at der kun er 14 dage til, at min søn skal starte i dagpleje.
Puha... det er alt, alt for lidt. Jeg vil helst bare have ham herhjemme. Jeg nyder dagene med ham. Han er en skøn dreng, jeg er vild med ham og selvom barslen ikke var særlig sjov i starten, fordi han aldrig sov, så er det blevet så godt nu. Jeg har slet ikke lyst til, at det skal stoppe.

Min søn er bange for fremmede og græder så snart at nogen holder ham, selv hvis det er mormor og jeg står lige ved siden af. Det hjælper da heldigvis, hvis han ikke kan se mig og det må jeg jo trøste mig med. Omvendt er han også meget interesseret i fremmede - især andre børn - men han er meget sky og det er vigtigt for ham, at han selv tager initiativ. Han bliver skræmt og ulykkelig, hvis f.eks. bedstemor prikker ham på næsten for sjov.

Heldigvis har jeg mødt hans dagplejer og jeg kan rigtig godt lide hende og synes, at hun havde et godt tag på min søn. Han turde selv kravle hen til hende, fordi hun havde spændende legetøj.

Vi havde en dum fødsel, som endte i AKS og i de første mange måneder efter fødslen, kunne jeg slet ikke holde ud, at der var andre, der holdt ham. Det er blevet bedre, nu hvor han er stor, og ligesom selv han sige fra - da han var lille, ville de jo alle bare holde ham og jeg kunne jo se på ham, at det gjorde ham utryg, mens de stod der og dikkede. Ja, jeg er nok lidt en løvemor. Jeg lod ham aldrig gå på omgang til familiefester eller noget som helst.

Han er aldrig blevet passet, dels pga. min modvilje mod det og dels fordi familien bor så langt væk, at det ikke giver mening, at de lige kigger efter ham en times tid. Desuden har bedsteforældrene også haft travlt - ens bedsteforældre er jo ikke pensionister med masser af fritid. De arbejder også. Ja, den ene bedstemor har endda stadig selv sine egne hjemmeboende børn.

Samtidig er min søn så forbandet sart. Hvis bare vi har haft gæster et par timer, så farer han rundt med hektiske røde kinder, sutter på sin underlæbe og bliver fuldstændig stresset. Siden fødslen er han blevet overstimuleret af de mindste ting. En tur i Netto, min søster på besøg eller det værste: familiefester. Dengang var det skrigeri og uro. Nu går han ligesom "ind i sig selv", hvor han bare farer rundt og bliver så urolig, at man ikke kan holde ham og han undgår øjenkontakt. Det er svært at "finde ind til ham" igen, når han når det punkt (men det kan lade sig gøre - man skal gå afsides, pusle ham, læse og synge for ham, dæmpet eller naturlig belysning og meeeget ro!). Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en dag hos dagplejen vil gøre ved ham og han sarte sind... Skal jeg hente sådan en overstimuleret lille gut hver eneste dag?

Øv altså, jeg vil slet ikke have, at han skal starte i dagpleje. Jeg vil have ham hjemme hos mig. Stort set alle andre mødre, jeg taler med, de glæder sig bare til at få ungen passet. Sådan har jeg det slet ikke. Overhovedet. Jeg frygter det vitterligt. Jeg føler, at jeg svigter min søn stort. Nu har han været hjemme i dejlig tryghed siden sin fødsel og er blevet en glad og veludviklet dreng, som altid har haft sin mor eller far lige indenfor rækkevidde. Og så pludselig, så skal jeg forlade ham hos en fremmed. Jeg vil bare have ham her hos mig. Han har ikke brug for at komme ud. Han keder sig ikke herhjemme - jeg kan sagtens underholde ham. Vi ser jo også andre børn i løbet af ugen, går ture, på legeplads osv. Jeg kan mærke, at han bliver stimuleret lige præcis som han skal herhjemme - han har ikke brug for at komme ud udviklingsmæssigt. Det er bare fordi, samfundet siger, at jeg skal - og økonomisk kan det ikke lade sig gøre at gå hjemme med ham.

Jeg kan slet ikke have det...
Er der andre, der har haft det lige sådan? Hvordan kom I over det?

Åh hvor kan jeg godt forstå dig  Jeg har det også utrolig svært ved at lade mine børn passe. Min ældste holdte jeg derfor hjemme 6 måneder yderligere efter endt barsel, da vi godt kunne klarer os økonomisk på min mands indtægt. Nu har vi fået en mere, og han starter i vuggestue 1/3 og jeg har så ondt i maven over det De er så søde derovre, men jeg føler virkelig at jeg går glip af noget og ville ønske barslen varede 1 år mere. I min optik er det heller ikke for børnenes skyld at være institution når de er mellem 0-3 år, det er forældrenes behov fordi vi skal passe et arbejde/uddannelse. 

Det er svært at give slip på kontrollen med de små, men jeg er sikker på at det nok skal gå

HeMakesMe skriver:

God formiddag.

Det gik lige op for mig, at der kun er 14 dage til, at min søn skal starte i dagpleje.
Puha... det er alt, alt for lidt. Jeg vil helst bare have ham herhjemme. Jeg nyder dagene med ham. Han er en skøn dreng, jeg er vild med ham og selvom barslen ikke var særlig sjov i starten, fordi han aldrig sov, så er det blevet så godt nu. Jeg har slet ikke lyst til, at det skal stoppe.

Min søn er bange for fremmede og græder så snart at nogen holder ham, selv hvis det er mormor og jeg står lige ved siden af. Det hjælper da heldigvis, hvis han ikke kan se mig og det må jeg jo trøste mig med. Omvendt er han også meget interesseret i fremmede - især andre børn - men han er meget sky og det er vigtigt for ham, at han selv tager initiativ. Han bliver skræmt og ulykkelig, hvis f.eks. bedstemor prikker ham på næsten for sjov.

Heldigvis har jeg mødt hans dagplejer og jeg kan rigtig godt lide hende og synes, at hun havde et godt tag på min søn. Han turde selv kravle hen til hende, fordi hun havde spændende legetøj.

Vi havde en dum fødsel, som endte i AKS og i de første mange måneder efter fødslen, kunne jeg slet ikke holde ud, at der var andre, der holdt ham. Det er blevet bedre, nu hvor han er stor, og ligesom selv han sige fra - da han var lille, ville de jo alle bare holde ham og jeg kunne jo se på ham, at det gjorde ham utryg, mens de stod der og dikkede. Ja, jeg er nok lidt en løvemor. Jeg lod ham aldrig gå på omgang til familiefester eller noget som helst.

Han er aldrig blevet passet, dels pga. min modvilje mod det og dels fordi familien bor så langt væk, at det ikke giver mening, at de lige kigger efter ham en times tid. Desuden har bedsteforældrene også haft travlt - ens bedsteforældre er jo ikke pensionister med masser af fritid. De arbejder også. Ja, den ene bedstemor har endda stadig selv sine egne hjemmeboende børn.

Samtidig er min søn så forbandet sart. Hvis bare vi har haft gæster et par timer, så farer han rundt med hektiske røde kinder, sutter på sin underlæbe og bliver fuldstændig stresset. Siden fødslen er han blevet overstimuleret af de mindste ting. En tur i Netto, min søster på besøg eller det værste: familiefester. Dengang var det skrigeri og uro. Nu går han ligesom "ind i sig selv", hvor han bare farer rundt og bliver så urolig, at man ikke kan holde ham og han undgår øjenkontakt. Det er svært at "finde ind til ham" igen, når han når det punkt (men det kan lade sig gøre - man skal gå afsides, pusle ham, læse og synge for ham, dæmpet eller naturlig belysning og meeeget ro!). Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en dag hos dagplejen vil gøre ved ham og han sarte sind... Skal jeg hente sådan en overstimuleret lille gut hver eneste dag?

Øv altså, jeg vil slet ikke have, at han skal starte i dagpleje. Jeg vil have ham hjemme hos mig. Stort set alle andre mødre, jeg taler med, de glæder sig bare til at få ungen passet. Sådan har jeg det slet ikke. Overhovedet. Jeg frygter det vitterligt. Jeg føler, at jeg svigter min søn stort. Nu har han været hjemme i dejlig tryghed siden sin fødsel og er blevet en glad og veludviklet dreng, som altid har haft sin mor eller far lige indenfor rækkevidde. Og så pludselig, så skal jeg forlade ham hos en fremmed. Jeg vil bare have ham her hos mig. Han har ikke brug for at komme ud. Han keder sig ikke herhjemme - jeg kan sagtens underholde ham. Vi ser jo også andre børn i løbet af ugen, går ture, på legeplads osv. Jeg kan mærke, at han bliver stimuleret lige præcis som han skal herhjemme - han har ikke brug for at komme ud udviklingsmæssigt. Det er bare fordi, samfundet siger, at jeg skal - og økonomisk kan det ikke lade sig gøre at gå hjemme med ham.

Jeg kan slet ikke have det...
Er der andre, der har haft det lige sådan? Hvordan kom I over det?

Jeg læser at du har haft en masse at se til fra dag 1. Du har klaret at komme så langt at din dreng nu er ved at skulle møde verden for alvor.

Det kan blive en hård omgang, men ikke nødvendigvis. Jeg har mødt flere børn som løber skrigende væk, når der kommer fremmede ind i deres synsfelt. Det er "bare" deres alarmsystem som aktiveres og det er helt almindeligt. Jeg gætter at du har talt med din dagplejer om at du er nervøs for overgangen ellers kan det gøre de første dage nemmere for din søn og dig, hvis hun blev indviet i det. Så kan hun også forslå en måde at køre ham ind på som giver mening/tryghed for ham.

Simuleret er et relativt begreb, hvis du spørger mig, fordi der er mange ting som du ikke kan erstatte med andet end den virkelige ting, så der vil nok altid være lidt overstimulering her og understimulering der...

Åh hvor kan jeg godt forstå dig  Jeg har det også utrolig svært ved at lade mine børn passe. Min ældste holdte jeg derfor hjemme 6 måneder yderligere efter endt barsel, da vi godt kunne klarer os økonomisk på min mands indtægt. Nu har vi fået en mere, og han starter i vuggestue 1/3 og jeg har så ondt i maven over det De er så søde derovre, men jeg føler virkelig at jeg går glip af noget og ville ønske barslen varede 1 år mere. I min optik er det heller ikke for børnenes skyld at være institution når de er mellem 0-3 år, det er forældrenes behov fordi vi skal passe et arbejde/uddannelse. 

Det er svært at give slip på kontrollen med de små, men jeg er sikker på at det nok skal gå

Et år mere kunne muligvis være en god ide på flere niveauer. Så er spørgsmålet bare om arbejdspladsen er gearet til dét !

Institutionen er der bla. for at integrer børnene, så de bliver rustet til livets mange udfordringer, men ja, det er et pasningsorgan af en slags i sidste ende som har udviklet sig meget igennem årene.

De tager ikke skade af at være i en institution, men nogle børn lider dog under temmelig lange dage i institutionen som er unødvendig stress for dem.

Det er SÅ dejligt at se forældre holder af deres børn, men en overpylret aflevering er ikke sundt for barnet. Det er yderst forskelligt fra institution til institution, men der er ofte en "fast" måde at aflevere barnet på hvert sted.

Kurt_H skriver:

Et år mere kunne muligvis være en god ide på flere niveauer. Så er spørgsmålet bare om arbejdspladsen er gearet til dét !

Institutionen er der bla. for at integrer børnene, så de bliver rustet til livets mange udfordringer, men ja, det er et pasningsorgan af en slags i sidste ende som har udviklet sig meget igennem årene.

De tager ikke skade af at være i en institution, men nogle børn lider dog under temmelig lange dage i institutionen som er unødvendig stress for dem.

Det er SÅ dejligt at se forældre holder af deres børn, men en overpylret aflevering er ikke sundt for barnet. Det er yderst forskelligt fra institution til institution, men der er ofte en "fast" måde at aflevere barnet på hvert sted.

 

 

Jeg har stor respekt for vores insitutioner og de fagpersoner der arbejder der, men jeg er ked af at sige det. Insitutioner er lavet for at  begge forældre kan komme på arbejdsmarkedet og betale skat til det danske samfunds økonomi. 

Ja så har man lavet en uddannelse, man har valgt at fokusere på, hvad institutionerne så også kan give, men det er og bliver pasning og den integration og ruste til fremtiden kunne også sagtens ske hjemme i gården med en bunke forældre der gik hjemme, i legestuer, i familien hvis der er flere børn osv. 

Men nej så er samfundet og arbejdspladsen ikke gearet til det, men det er ikke for børnenes skyld vi har vuggestuer og dagplejer, det er for de voksne. Og ja så samtidig har børnene det også godt der og de møder fantastisk personale (og dårlige normeringer)

Jeg er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan - jeg møder nemlig ikke altid megen forståelse i min omgangskreds.

Jeg kan mærke, at de lidt har den holdning, at "det har han nok godt af", netop fordi han er lidt sky overfor andre end sine forældre. De har vist aldrig åbnet en bog om barnets psykologiske udvikling, der netop beskriver, hvordan barnet i denne alder (10 måneder) er meget knyttet til sine forældre og skeptisk - men nysgerrig - på omverdenen.

Man taler jo også om gentilnærmelsesfasen, hvor barnet kravler ud og undersøger, men derefter lige skal hen til mor/far og have et knus, inden det fortsætter sin udforsken.

Jeg ser derfor min søns skyhed som naturlig. Han er nemlig samtidig enormt interesseret i andre mennesker - stirrer på folk i byen, vinker gerne til en gammel dame i bussen og så videre. Han vil gerne andre mennesker, men det skal være på hans præmisser.

Jeg mener stadig, at han er for lille til at starte, men det er der bare ikke noget at gøre ved, for vi har ikke råd til at holde ham hjemme. Samtidig siger min mor, der har arbejdet i vuggestue i mange år, at min søns alder trods alt er den alder, hvor de er nemmest at køre ind - senere bliver det sværere. Jeg må jo bare tage hendes ord for gode varer...

Men nøj, hvor bliver det svært at aflevere ham... han kommer til at græde så meget i starten... Og det er han nok ikke den eneste, der gør.

Mærkeligt samfund, som har udviklet sig til, at vi skal give afkald på vores børn, når de stadig er så små.
Det er så ironisk, for når vi skal føde og babyerne er nyfødte, får vi hele tiden at vide, at vi skal stole på os selv og vores instinkter. Der lærer man at gøre og har som regel god succes med det - og pludselig kommet samfundet og siger, at man skal undertrykke sine instinkter og give sit barn væk...

Drømmer om  mulighed for en længere barsel for dem, der ønsker det. Og det gør jeg - og heldigvis også andre, kan jeg se i den her tråd.

Nu må jeg bare tage en dyb indånding, dyrke lidt yoga og give min søn så god en start som muligt... (selvom alt i mig strider i mod...)

Husk når I snakker om andre lande hvor børnene går hjemme - det er i kulture og områder hvor man altså også har udtrykket "it takes a village".. Man er som regel mange kvinder sammen, det er ikke unormalt man har mange "mostre", og man er helt tryg ved at andre holder ens barn, lige ser efter sit barn mens man er ude og købe ind, og generelt er man flere generationer om at opdrage på børnene. Man er ikke bange for andre mennesker.

Her i Danmark sidder man på en helt anden måde på sine børn, alle andre skal bare klappe kaje og passe deres eget, og ingen må knap røre et barn før det er så gammelt det ikke er vant til ikke altid at have al opmærksomheden. I de lande vil man være vant til at der er plads til alle, fordi man ikke er opdraget alene..

"Jamen vi tager i legestue 2-3 gange om ugen!!!", er simpelthen bare ikke nok, når man ikke tør vise sit barn man også stoler på andre kan være der for det, og lære det tryghed i sit nærmiljø, og med de mennesker de omgiver sig med.

Nu har jeg ikke læst hele tråden, men i nogle kommuner (i hvert fald i Odense Kommune, hvor jeg bor), kan man få tilskud (cirka 5000 kr i op til et år) for at passe sit eget barn.

https://www.odense.dk/borger/familie-boern-og-unge/pasning/private-tilbud/pasning-af-egne-boern