Vil ikke have mit barn passet :(

God formiddag.

Det gik lige op for mig, at der kun er 14 dage til, at min søn skal starte i dagpleje.
Puha... det er alt, alt for lidt. Jeg vil helst bare have ham herhjemme. Jeg nyder dagene med ham. Han er en skøn dreng, jeg er vild med ham og selvom barslen ikke var særlig sjov i starten, fordi han aldrig sov, så er det blevet så godt nu. Jeg har slet ikke lyst til, at det skal stoppe.

Min søn er bange for fremmede og græder så snart at nogen holder ham, selv hvis det er mormor og jeg står lige ved siden af. Det hjælper da heldigvis, hvis han ikke kan se mig og det må jeg jo trøste mig med. Omvendt er han også meget interesseret i fremmede - især andre børn - men han er meget sky og det er vigtigt for ham, at han selv tager initiativ. Han bliver skræmt og ulykkelig, hvis f.eks. bedstemor prikker ham på næsten for sjov.

Heldigvis har jeg mødt hans dagplejer og jeg kan rigtig godt lide hende og synes, at hun havde et godt tag på min søn. Han turde selv kravle hen til hende, fordi hun havde spændende legetøj.

Vi havde en dum fødsel, som endte i AKS og i de første mange måneder efter fødslen, kunne jeg slet ikke holde ud, at der var andre, der holdt ham. Det er blevet bedre, nu hvor han er stor, og ligesom selv han sige fra - da han var lille, ville de jo alle bare holde ham og jeg kunne jo se på ham, at det gjorde ham utryg, mens de stod der og dikkede. Ja, jeg er nok lidt en løvemor. Jeg lod ham aldrig gå på omgang til familiefester eller noget som helst.

Han er aldrig blevet passet, dels pga. min modvilje mod det og dels fordi familien bor så langt væk, at det ikke giver mening, at de lige kigger efter ham en times tid. Desuden har bedsteforældrene også haft travlt - ens bedsteforældre er jo ikke pensionister med masser af fritid. De arbejder også. Ja, den ene bedstemor har endda stadig selv sine egne hjemmeboende børn.

Samtidig er min søn så forbandet sart. Hvis bare vi har haft gæster et par timer, så farer han rundt med hektiske røde kinder, sutter på sin underlæbe og bliver fuldstændig stresset. Siden fødslen er han blevet overstimuleret af de mindste ting. En tur i Netto, min søster på besøg eller det værste: familiefester. Dengang var det skrigeri og uro. Nu går han ligesom "ind i sig selv", hvor han bare farer rundt og bliver så urolig, at man ikke kan holde ham og han undgår øjenkontakt. Det er svært at "finde ind til ham" igen, når han når det punkt (men det kan lade sig gøre - man skal gå afsides, pusle ham, læse og synge for ham, dæmpet eller naturlig belysning og meeeget ro!). Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en dag hos dagplejen vil gøre ved ham og han sarte sind... Skal jeg hente sådan en overstimuleret lille gut hver eneste dag?

Øv altså, jeg vil slet ikke have, at han skal starte i dagpleje. Jeg vil have ham hjemme hos mig. Stort set alle andre mødre, jeg taler med, de glæder sig bare til at få ungen passet. Sådan har jeg det slet ikke. Overhovedet. Jeg frygter det vitterligt. Jeg føler, at jeg svigter min søn stort. Nu har han været hjemme i dejlig tryghed siden sin fødsel og er blevet en glad og veludviklet dreng, som altid har haft sin mor eller far lige indenfor rækkevidde. Og så pludselig, så skal jeg forlade ham hos en fremmed. Jeg vil bare have ham her hos mig. Han har ikke brug for at komme ud. Han keder sig ikke herhjemme - jeg kan sagtens underholde ham. Vi ser jo også andre børn i løbet af ugen, går ture, på legeplads osv. Jeg kan mærke, at han bliver stimuleret lige præcis som han skal herhjemme - han har ikke brug for at komme ud udviklingsmæssigt. Det er bare fordi, samfundet siger, at jeg skal - og økonomisk kan det ikke lade sig gøre at gå hjemme med ham.

Jeg kan slet ikke have det...
Er der andre, der har haft det lige sådan? Hvordan kom I over det?

Har haft det med alle 3 - hadet at de skulle passes og opholde sig i en institution bare fordi jeg skulle arbejde 

Med den første var jeg i gang med mit speciale så det blev udskudt til hun var 14 måneder og i måneden op til gik jeg rundt og hadede, hadede de pædagoger der skulle være sammen med hende, hadede den dumme legende hun skulle være på osv. 

Men afsted er de alle 3 kommet, jeg siger ikke det er det bedste - på ingen måde og havde jeg haft et økonomisk råderum så de kunne have ventet så havde jeg valgt det. Men de overlevede og jeg overlevede og så var det bare om at være nærværende og nyde den tid man så havde sammen, prøve at finde hullerne og kunne give dem fridage (med den mellemste var den ingen huller, han var også den der startede tidligst før han var 11 mnd, nej det var hårdt).

Pøj pøj med det - og nej du er absolut ikke den eneste jeg stemmer for barsel i 2 år 

Har du mulighed for at gå hjemme nogen år endnu? Økonomisk?

Der en gruppe på facebook for hjemmegående forældre, der kan du finde inspiration til om det kan lade sig gøre økonomisk i forhold til fradrag og de udgifter i har. Ud over det er der nogen kommuner der giver tilskud til pasning af eget barn i op til et år efter barsel, det værd at undersøge  

Hvis du kan gå hjemme og nyder det som du gør nu, er det en tid givet godt ud, den tid du har med ham som lille er en tid du ikke får igen, så hvis muligheden er der og lysten er det godt for jer begge 

havde jeg den økonomiske mulighed, havde jeg holdt min søn hjemme, men anede ikke jeg ville have det sådan før han var kommet til verden. 

Jeg syntes det var så svært! Min første gik jeg hjemme med indtil hun var næsten 2 år, og hun var mere end klar, men jeg var stadig ikke glad ved det. Min anden var det anderledes, hun skulle starte da hun var 10.5 mdr og indtil hun var 10mdr var hun nøjagtig som din søn. Hun kunne kun sidde hos mig, ville dårligt nok sidde på gulvet derhjemme, og var rædselslagen for andre end mig, far og storesøster. Så vendte det lige pludselig og vi havde en langsom indkøring i dagpejen. Og det gik jo fint lige pludselig. 

Snak med din dagplejemor, fortæl hvordan du har det, og tag en lidt langsommere indkørsel. Det skal nok gå.

Det lyder til at vi har mange ting til fælles... Hvor gammel er din søn? Jeg valgte at udsætte min egen søns dagplejestart fra han var 11 måneder til han var 16 måneder, og jeg tror at det var rigtig godt for ham på utroligt mange områder. Han er også voldsomt sensitiv, bliver let overstimuleret, er stort set aldrig blevet passet før dagplejestart og har altid været en mors dreng. Det gjorde dog også hans opstart sværere i og med at han var så bevidst om at jeg var nødt til at gå. Han var længe om at lukke dagplejemoderen ind og knytte sig til hende, og det mener de fra dagplejens side af skyldtes netop hans alder. På samme tid blev jeg også bakket op i at det i hans tilfælde havde været det rigtige at gøre at lytte til hans behov og skærme ham det ekstra til han var mere klar til at rumme alle de indtryk der er i en dagpleje vs. derhjemme. Det blev han meget mere klar til efter de ekstra måneder hjemme. For ham var hans start nok blevet svær uanset hvad, specielt fordi at han hele tiden har været så stærkt knyttet til mig og hans far og aldrig har brudt sig vildt meget om fremmede (heller ikke helt som spæd, hvor han bestemt ikke ville holdes af andre end mig og hans far). Det tog ham også lidt tid at vende sig til hverdagen i dagplejen med alle dens nye indtryk, men det var tydeligt at han samtidig godt kunne lide at være der. I den første tid var vi kun hjemme når han ikke var af sted... ingen gæster, ingen fødselsdage eller noget som helst... det kunne han simpelthen ikke rumme lige i starten. Efter nogle måneder havde han vænnet sig til det, og nu bliver han slet ikke overstimuleret af det på samme måde mere. Han nyder at være der og er glad for dagplejemor og de andre børn, og enkelte dage har han slet ikke villet med hjem fordi at de lige var i gang med en rigtig god leg. Han er for resten lige knap 2 år i dag. Jeg er som sagt glad for at jeg udsatte hans dagplejestart med lige knap et halvt år, selvom det havde konsekvenser for mit studie, og min mand måtte bruge hans omsorgsdage og noget af hans ferie i de dage hvor jeg skulle i praktik (resten af studiet udover praktikken og eksaminerne kan heldigvis læses hjemmefra). Det halve år gjorde som sagt utroligt meget for ham i forhold til at kunne rumme alt det nye.

HeMakesMe skriver:

God formiddag.

Det gik lige op for mig, at der kun er 14 dage til, at min søn skal starte i dagpleje.
Puha... det er alt, alt for lidt. Jeg vil helst bare have ham herhjemme. Jeg nyder dagene med ham. Han er en skøn dreng, jeg er vild med ham og selvom barslen ikke var særlig sjov i starten, fordi han aldrig sov, så er det blevet så godt nu. Jeg har slet ikke lyst til, at det skal stoppe.

Min søn er bange for fremmede og græder så snart at nogen holder ham, selv hvis det er mormor og jeg står lige ved siden af. Det hjælper da heldigvis, hvis han ikke kan se mig og det må jeg jo trøste mig med. Omvendt er han også meget interesseret i fremmede - især andre børn - men han er meget sky og det er vigtigt for ham, at han selv tager initiativ. Han bliver skræmt og ulykkelig, hvis f.eks. bedstemor prikker ham på næsten for sjov.

Heldigvis har jeg mødt hans dagplejer og jeg kan rigtig godt lide hende og synes, at hun havde et godt tag på min søn. Han turde selv kravle hen til hende, fordi hun havde spændende legetøj.

Vi havde en dum fødsel, som endte i AKS og i de første mange måneder efter fødslen, kunne jeg slet ikke holde ud, at der var andre, der holdt ham. Det er blevet bedre, nu hvor han er stor, og ligesom selv han sige fra - da han var lille, ville de jo alle bare holde ham og jeg kunne jo se på ham, at det gjorde ham utryg, mens de stod der og dikkede. Ja, jeg er nok lidt en løvemor. Jeg lod ham aldrig gå på omgang til familiefester eller noget som helst.

Han er aldrig blevet passet, dels pga. min modvilje mod det og dels fordi familien bor så langt væk, at det ikke giver mening, at de lige kigger efter ham en times tid. Desuden har bedsteforældrene også haft travlt - ens bedsteforældre er jo ikke pensionister med masser af fritid. De arbejder også. Ja, den ene bedstemor har endda stadig selv sine egne hjemmeboende børn.

Samtidig er min søn så forbandet sart. Hvis bare vi har haft gæster et par timer, så farer han rundt med hektiske røde kinder, sutter på sin underlæbe og bliver fuldstændig stresset. Siden fødslen er han blevet overstimuleret af de mindste ting. En tur i Netto, min søster på besøg eller det værste: familiefester. Dengang var det skrigeri og uro. Nu går han ligesom "ind i sig selv", hvor han bare farer rundt og bliver så urolig, at man ikke kan holde ham og han undgår øjenkontakt. Det er svært at "finde ind til ham" igen, når han når det punkt (men det kan lade sig gøre - man skal gå afsides, pusle ham, læse og synge for ham, dæmpet eller naturlig belysning og meeeget ro!). Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en dag hos dagplejen vil gøre ved ham og han sarte sind... Skal jeg hente sådan en overstimuleret lille gut hver eneste dag?

Øv altså, jeg vil slet ikke have, at han skal starte i dagpleje. Jeg vil have ham hjemme hos mig. Stort set alle andre mødre, jeg taler med, de glæder sig bare til at få ungen passet. Sådan har jeg det slet ikke. Overhovedet. Jeg frygter det vitterligt. Jeg føler, at jeg svigter min søn stort. Nu har han været hjemme i dejlig tryghed siden sin fødsel og er blevet en glad og veludviklet dreng, som altid har haft sin mor eller far lige indenfor rækkevidde. Og så pludselig, så skal jeg forlade ham hos en fremmed. Jeg vil bare have ham her hos mig. Han har ikke brug for at komme ud. Han keder sig ikke herhjemme - jeg kan sagtens underholde ham. Vi ser jo også andre børn i løbet af ugen, går ture, på legeplads osv. Jeg kan mærke, at han bliver stimuleret lige præcis som han skal herhjemme - han har ikke brug for at komme ud udviklingsmæssigt. Det er bare fordi, samfundet siger, at jeg skal - og økonomisk kan det ikke lade sig gøre at gå hjemme med ham.

Jeg kan slet ikke have det...
Er der andre, der har haft det lige sådan? Hvordan kom I over det?

"Og er blevet en glad og veludviklet dreng, som altid har haft sin mor eller far lige indenfor rækkevidde".

Den er jeg nødt til lige at udfordre - for sådan lyder din dreng ikke, han reagerer ikke, som børn er flest, dermed ikke sagt, at der er noget galt, men mon ikke han vil have rigtigt godt af at komme ud i den rigtige verden.

Anonym skriver:

"Og er blevet en glad og veludviklet dreng, som altid har haft sin mor eller far lige indenfor rækkevidde".

Den er jeg nødt til lige at udfordre - for sådan lyder din dreng ikke, han reagerer ikke, som børn er flest, dermed ikke sagt, at der er noget galt, men mon ikke han vil have rigtigt godt af at komme ud i den rigtige verden.

Den rigtige verden for et så lille barn er hjemme hos mor og far og ikke i institution eller dagpleje. Sådan har det været i gerationer. Den eneste grund til børnepasning er opfundet er for samfundets skyld absolut ikke børnenes! Du finder ingen ekspert som vil anbefale vuggestue /dagpleje frem for tid hjemme. 

Danmark er det eneste land i verden hvor en så stor andel af børn er i institution tidligt. Og børn klarer sig fint i resten af verden. 

Jeg siger bestemt ikke det er skadeligt for børn at være afsted men præmissen om at det er bedst for dem er ikke rigtig. 

Til trådstarter lyt til dit hjerte og overvej alle muligheder om hvad der er rigtigt for jer. Helt ærligt kender jeg ingen dee fortryder den tid de havde med deres børn men mange der har fortrudt de så deres børn for lidt. I kan jo også starte op og se hvordan det går og handle hvis i ikke trives. Hvis man tør og er villig til at ofre ting er det ofte muligt at skabe et andet liv end det flertallet lever. 

Mariehøne123 skriver:

Den rigtige verden for et så lille barn er hjemme hos mor og far og ikke i institution eller dagpleje. Sådan har det været i gerationer. Den eneste grund til børnepasning er opfundet er for samfundets skyld absolut ikke børnenes! Du finder ingen ekspert som vil anbefale vuggestue /dagpleje frem for tid hjemme. 

Danmark er det eneste land i verden hvor en så stor andel af børn er i institution tidligt. Og børn klarer sig fint i resten af verden. 

Jeg siger bestemt ikke det er skadeligt for børn at være afsted men præmissen om at det er bedst for dem er ikke rigtig. 

Til trådstarter lyt til dit hjerte og overvej alle muligheder om hvad der er rigtigt for jer. Helt ærligt kender jeg ingen dee fortryder den tid de havde med deres børn men mange der har fortrudt de så deres børn for lidt. I kan jo også starte op og se hvordan det går og handle hvis i ikke trives. Hvis man tør og er villig til at ofre ting er det ofte muligt at skabe et andet liv end det flertallet lever. 

Nu har du jo tændt af på dette emne før - men vær sød at læse, hvad der står, før du gør det dér.

Jeg svarer på trådstarters situation, ikke en generalisering.

Mariehøne123 skriver:

Den rigtige verden for et så lille barn er hjemme hos mor og far og ikke i institution eller dagpleje. Sådan har det været i gerationer. Den eneste grund til børnepasning er opfundet er for samfundets skyld absolut ikke børnenes! Du finder ingen ekspert som vil anbefale vuggestue /dagpleje frem for tid hjemme. 

Danmark er det eneste land i verden hvor en så stor andel af børn er i institution tidligt. Og børn klarer sig fint i resten af verden. 

Jeg siger bestemt ikke det er skadeligt for børn at være afsted men præmissen om at det er bedst for dem er ikke rigtig. 

Til trådstarter lyt til dit hjerte og overvej alle muligheder om hvad der er rigtigt for jer. Helt ærligt kender jeg ingen dee fortryder den tid de havde med deres børn men mange der har fortrudt de så deres børn for lidt. I kan jo også starte op og se hvordan det går og handle hvis i ikke trives. Hvis man tør og er villig til at ofre ting er det ofte muligt at skabe et andet liv end det flertallet lever. 

Enig i at ville beholde barnet hjemme. Men da jeg boede i USA var det ret normalt at børn ned til 2 ugers alderen var i pasning til daglig. Så vi har lidt luksus herhjemme.

Anonym skriver:

Nu har du jo tændt af på dette emne før - men vær sød at læse, hvad der står, før du gør det dér.

Jeg svarer på trådstarters situation, ikke en generalisering.

Jeg tænder skam ikke af, der skal meget mere til men du har ret i at det er min kæphest at vi har et samfund hvor mange tror det bedste for børn helt ned til 9-10 mdr er at komme i pasning istedet for at være hjemme. Jeg synes det er synd at det ofte er således at dem der vælger institution fra skal forklare deres valg og folk tror det er synd for deres børn. 

Jeg vil gerne høre din argumentation for hvorfor det skulle gavne et lille følsomt barn der let bliver overstimuleret at komme ud til en dagplejemor, der ikke har mulighed for at tilpasse dagen til hans behov, for det synes jeg ikke du skriver?

jeg er stor fan af de muligheder vuggestuer og dagplejer har givet kvinderne på arbejdsmarkedet og DEn ligestilling det har medført, men argumentet har aldrig været at det er for børnenes skyld og, med den kvalitet og manglende normering der er nu mener jeg ikke noget barn har godt af det og jeg har sat mig ret godt ind i det og har endnu til gode at finde en ekspert der ikke er enig med mig. Så hvis du har andre kilder vil jeg rigtig gerne se dem.