Ville i prøve at blive udredt?

frkchili skriver:

Jeg synes helt klart, du skal blive udredt, især når du nu har haft det, som du har det, siden du var helt ung. De ting, du nævner, lyder meget bekendt for mig, og jeg har social angst. Har dog også været ude i en depression for nogle år siden, og tit flyder diagnoser også meget sammen, så det kan være svært at vide, hvad det helt præcist er, man "fejler", og dermed hvilken behandling der vil være optimal. 

Lige præcis. Jeg er rigtig træt af at have det sådan her, for det har ødelagt rigtig meget for mig igennem årerne. Men det er sgu så utrolig skræmmende. For hvad nu hvis det bare er noget "jeg bilder mig ind"? 

(det er så nu alle panik tankerne kommer op i mig, og jeg overanalyserer)

Tommelise skriver:

Jeg ville helt klart sørge for at blive udredt. Det betyder ikke, at du er stemplet for evigt. Det kommer helt an på, hvad de kommer frem til.

ja det er selvfølgelig rigtigt. Synes det er skræmmende. 

Mor og meget mere skriver:

Som meget ung fik jeg diagnosen depressiv personlighedsforstyrrelse. Det har på ingen måde fulgt mig i sundhedssystemet. Jeg er ret overbevist om, at det enten var en fejldiagnose, eller at jeg “er vokset fra” diagnosen med tiden. Hvor præcist er det, du bliver konfronteret med diagnosen? Ingen har nemlig nogensinde nævnt den for mig siden dengang, men hvis den stadig har nogen betydning eller kan få det, kunne jeg da godt tænke mig at få den ændret. 

jeg har absolut ingen ide om, hvad jeg eventuelt kunne fejle. Jeg ved bare hvordan jeg har det. 

Men jeg er meget bange for konsekvenserne på længere sigt, og om det vil få en betydning for mit fremtidige arbejdsliv, vil det have nogen betydning for mine børn osv? 

Jeg er hverken psykolog eller læge og jeg ved ikke hvilke andre ting du bakser med, men ud fra de "symptomer" du beskriver lyder det ikke som om du er syg. Det lyder som om at du har en introvert personlighed hvilket der er rigtig mange der har, men da introverte ikke er glade for at tale eller sætte sig selv frem er der næsten ingen der taler om det.

Introverte har et rigt indre liv, de tænker over ALT, hvad andre gør og siger, hvad de selv gør og siger og især hvad de skulle have gjort. Det kan være rigtig hårdt at skulle bruge så meget energi på at analysere verden, men det hjælper at vide at man ikke er den eneste der har det på den måde og at resten af verden slet ikke går op i hvad du har sagt og gjort i samme grad som dig selv.

Der findes gode bøger på biblioteket om det at være introvert, og så behøver du ikke være i en social situation for at føle dig forstået og som en del af verden.

Hvis du er introvert vil du sikkert elske at kunne læse en bog om emnet eller finde artikler på nettet.

Chraz skriver:

jeg har absolut ingen ide om, hvad jeg eventuelt kunne fejle. Jeg ved bare hvordan jeg har det. 

Men jeg er meget bange for konsekvenserne på længere sigt, og om det vil få en betydning for mit fremtidige arbejdsliv, vil det have nogen betydning for mine børn osv? 

 

Jeg kan jo kun tale for mig selv. Men da jeg fik diagnosen - som den psykiater, jeg gik hos, iøvrigt ikke fandt særligt relevant i sig selv; han var mest fokuseret på at hjælpe mig med terapi og at finde den rette medicinske behandling - havde jeg et barn og fik de følgende år to mere. Jeg tog min uddannelse som lærer og fik job og har arbejdet lige siden. Jeg er aldrig, aldrig nogensinde blevet spurgt til diagnosen, ingen i sundhedssystemet har nævnt den for mig, og jeg tvivler såmænd på, at min praktiserende læge overhovedet er bevidst om, jeg har den. Jeg er blevet udredt for sclerose mange år senere og har bl.a. dermed haft en del med sundhedsvæsenet at gøre, og aldrig har nogen nævnt det. I sommer havde jeg en depression for første gang i mange år, og heller ikke her oomtalte min læge det med et ord. 

Så diagnosen i sig selv har, ud fra min erfaring, ingen konsekvenser haft. Den har højst været min daværende psykiaters “arbejdsredskab”. Hvad er det konkret for konseekvenser, du frygter? Hvordan skulle det kunne påvirke dine børns liv og dit arbejdsliv? 

Chraz skriver:

ja det er selvfølgelig rigtigt. Synes det er skræmmende. 

Kan du sætte ord på, hvad det er, du frygter ? - og hvad tænker du i forhold til dit job og dine børn ?

PL skriver:

Jeg er hverken psykolog eller læge og jeg ved ikke hvilke andre ting du bakser med, men ud fra de "symptomer" du beskriver lyder det ikke som om du er syg. Det lyder som om at du har en introvert personlighed hvilket der er rigtig mange der har, men da introverte ikke er glade for at tale eller sætte sig selv frem er der næsten ingen der taler om det.

Introverte har et rigt indre liv, de tænker over ALT, hvad andre gør og siger, hvad de selv gør og siger og især hvad de skulle have gjort. Det kan være rigtig hårdt at skulle bruge så meget energi på at analysere verden, men det hjælper at vide at man ikke er den eneste der har det på den måde og at resten af verden slet ikke går op i hvad du har sagt og gjort i samme grad som dig selv.

Der findes gode bøger på biblioteket om det at være introvert, og så behøver du ikke være i en social situation for at føle dig forstået og som en del af verden.

Hvis du er introvert vil du sikkert elske at kunne læse en bog om emnet eller finde artikler på nettet.

 

Nu har jeg lige læst lidt om det, og synes jeg kan genkende rigtig meget af mig selv i det, så det kan da godt være at det er det.

Chraz skriver:

Nu har jeg lige læst lidt om det, og synes jeg kan genkende rigtig meget af mig selv i det, så det kan da godt være at det er det.

Er du ikke sød at svare på mine (- og Tommelises -) spørgsmål? Jeg vil rigtigt gerne forstå, hvad din frygt gælder. 

Chraz skriver:

Nu har jeg lige læst lidt om det, og synes jeg kan genkende rigtig meget af mig selv i det, så det kan da godt være at det er det.

Hvis det "bare" er det, så tillykke med "diagnosen"  og velkommen til den dybere mere eftertænksomme del af befolkningen.
Du burde have det en del bedre nu, kun fordi du har et ord at sætte på, men der er stadig en del arbejde forude for dig.
Jeg vil gerne give dig nogle råd, og som med alle råd skal du tage dét du kan bruge og dét der gælder for dig og så smide alt andet væk.

I forhold til at få det bedre med sociale relationer (fester, møder, familie, venner og den slags) er det vigtigt at du kender dine egne grænser og at du selv respektere dine egne grænser. Ingen andre kender dine grænser medmindre du har fortalt dem hvad de er og så kan det være svært at respektere dem.
Du vil sikkert opleve at når du siger til dig selv at "jeg kan tage hjem når jeg vil" eller "det er ok at jeg lige holder en pause", så kan du være i de sociale situationer meget længere end du plejer.

Husk at du typisk oplader mental energi når du er alene og afslappet og aflader når du er sammen med andre eller stresset. Så sørg for at få lidt alene tid og brug den på at tænke på positive ting. Der er jo ingen andre der kan høre dine tanker, det er dine tanker til dig selv, så hvorfor bruge dem på noget negativt når du i stedet kan fortælle dig selv hvor sej du er.

Det er svært at få hjælp af en psykolog eller psykiater til det her, for de vil typisk lede efter ting der er tegn på sygdom eller unormalt og det du oplever er jo helt normalt, også selvom det ikke er alle mennesker der oplever det samme.

Husk at fortælle dine børn hvilken slags person du er og at det også er ok, det kan jo være at de er ligesom dig og det ville være ærgerligt hvis de skulle igennem det samme.

Mor og meget mere skriver:

Jeg kan jo kun tale for mig selv. Men da jeg fik diagnosen - som den psykiater, jeg gik hos, iøvrigt ikke fandt særligt relevant i sig selv; han var mest fokuseret på at hjælpe mig med terapi og at finde den rette medicinske behandling - havde jeg et barn og fik de følgende år to mere. Jeg tog min uddannelse som lærer og fik job og har arbejdet lige siden. Jeg er aldrig, aldrig nogensinde blevet spurgt til diagnosen, ingen i sundhedssystemet har nævnt den for mig, og jeg tvivler såmænd på, at min praktiserende læge overhovedet er bevidst om, jeg har den. Jeg er blevet udredt for sclerose mange år senere og har bl.a. dermed haft en del med sundhedsvæsenet at gøre, og aldrig har nogen nævnt det. I sommer havde jeg en depression for første gang i mange år, og heller ikke her oomtalte min læge det med et ord. 

Så diagnosen i sig selv har, ud fra min erfaring, ingen konsekvenser haft. Den har højst været min daværende psykiaters “arbejdsredskab”. Hvad er det konkret for konseekvenser, du frygter? Hvordan skulle det kunne påvirke dine børns liv og dit arbejdsliv? 

 

Jeg er bare bange for om det kan have en negativ indflydelse på mine børn opvækst at jeg har det sådan. Altså jeg er bange for at påvirke dem i en negativ retning, selvom jeg ved det hele kun er i mit hoved. (får ikke andet end ros for mine børn)

Men hensyn til arbejdslivet, kan jeg frygte at jeg aldrig får mine drømme opfyldt, fordi jeg ikke rigtig har kunne gennemføre noget pga meget fravær.