Ville i prøve at blive udredt?

Halløj folkens.

Jeg føler mig rigtig meget i tvivl.

Jeg har siden jeg var ca 12-13 år gammel døjet rigtig meget med min psyke. (jeg er i dag 28) Jeg har rigtig svært ved at være sammen med andre mennesker længere tid af gangen, jeg overanalyserer stort set alting jeg gør, Jeg føler mig tit tom og ked af det, og banker mig selv oveni hovedet med alverdens ting. Der er mange andre ting også. Jeg har prøvet både psykolog, hypnoterapi osv. Intet har virket.

Jeg er aldrig blevet udredt. Lægerne har altid bare regnet med det var depression. Men kan det godt vare så mange år?

Ville i forsøge at få en henvisning til psykiatrisk udredning?

Chraz skriver:

Halløj folkens.

Jeg føler mig rigtig meget i tvivl.

Jeg har siden jeg var ca 12-13 år gammel døjet rigtig meget med min psyke. (jeg er i dag 28) Jeg har rigtig svært ved at være sammen med andre mennesker længere tid af gangen, jeg overanalyserer stort set alting jeg gør, Jeg føler mig tit tom og ked af det, og banker mig selv oveni hovedet med alverdens ting. Der er mange andre ting også. Jeg har prøvet både psykolog, hypnoterapi osv. Intet har virket.

Jeg er aldrig blevet udredt. Lægerne har altid bare regnet med det var depression. Men kan det godt vare så mange år?

Ville i forsøge at få en henvisning til psykiatrisk udredning?

Jeg ville vælge at blive udredt.

Jeg har også altid fået afvide at jeg ked af depression, men da jeg sagde til psykiatrien at jeg ville testes for om der var noget andet galt, så viste det sig at jeg havde 2 personlighedsforstyrrelse.

Anonym skriver:

Jeg ville vælge at blive udredt.

Jeg har også altid fået afvide at jeg ked af depression, men da jeg sagde til psykiatrien at jeg ville testes for om der var noget andet galt, så viste det sig at jeg havde 2 personlighedsforstyrrelse.

var det svært for dig at komme videre i systemet?

Chraz skriver:

var det svært for dig at komme videre i systemet?

Jeg forsøgte for en del år siden, der konkluderede de at jeg ikke fejlede noget, ud fra et par enklte samtaler.

Men her i 2016 fik jeg voldsomme selvmordstanker og blev kørt på den psykiatriske skadestue, de ville godt indlægge mig men jeg ville ikke. Der fik jeg en kontaktperson som skulle besøge mig 1 gang om ugen i 6 uger og derefter blev jeg henvist til psykiatrien endnu engang og der tog de det alvorligt.

I starten havde jeg dog en person med fra kommunen, som kender mig rigtig godt (det var også hende der kørte mig på den psykiatriskesksdestuen),  jeg ved ikke om det havde en effekt men de lyttede denne gang og tog det alvorligt.

De testede mig kun for depression til at starte med og ville have jeg startede i den gruppe terapi, men da deres psykiater nævnte noget om at teste mig senere, fordi der stod noget i min journal, så gik jeg hjem og læste min journal igennem og spurgte om de ikke kunne teste mig for de ting der stod der, for hvis jeg ikke led af depression, så var der ikke nogen grund til at jeg startede i den gruppe og det var de helt enig i så de lavede nogen udvidet teste.

Det kræver at man selv er opsøgende og stiller spørgsmålstegn ved det de siger hvis man er i tvivl. Og fortæller nøjagtig hvordan man har det tænker og følelser osv.

Jeg kender flere der er blevet afvist.

Og ellers er muligheden at du kan blive testet hos en almindelig psykiater

Jeg tror, at jeg ville starte med at gøre mig klart, hvad jeg håbede at få ud af en udredning. Det kan selvfølgelig være en fordel med en diagnose i forhold til medicinering og terapi, men også en ulempe, fordi man for evigt er stemplet i sundhedssystemet, skal betale mere for forsikringer osv.

Jeg er selv diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, og ærligt talt, så synes jeg ikke det gjorde hverken fra eller til i forhold til behandling - det var nøjagtigt det samme tilbud som før (antidepressiv medicin og psykolog).

Men personlighedsforstyrrelse er vist også est af alt en "skraldespandsdiagnose", som man får, hvis de ikke kan finde andet, men godt kan se at noget er galt.

Det er en del år siden jeg blev udredt, og i dag passer diagnosen slet ikke på mig længere. Jeg tror ikke selv på, at jeg nogensinde har haft en personlighedsforstyrrelse, jeg er "bare" særlig sensitiv, og har behov for at tage nogle særlige hensyn til mig selv i hverdagen.

Men selv om jeg har været rask og medicinfri i årevis, føler jeg mig stadig stemplet i sundhedssystemet, og irriterer mig ofte. Og så skal jeg betale langt mere for forsikringer end andre 

Jeg synes helt klart, du skal blive udredt, især når du nu har haft det, som du har det, siden du var helt ung. De ting, du nævner, lyder meget bekendt for mig, og jeg har social angst. Har dog også været ude i en depression for nogle år siden, og tit flyder diagnoser også meget sammen, så det kan være svært at vide, hvad det helt præcist er, man "fejler", og dermed hvilken behandling der vil være optimal. 

Jeg ville helt klart sørge for at blive udredt. Det betyder ikke, at du er stemplet for evigt. Det kommer helt an på, hvad de kommer frem til.

Anonym skriver:

Jeg tror, at jeg ville starte med at gøre mig klart, hvad jeg håbede at få ud af en udredning. Det kan selvfølgelig være en fordel med en diagnose i forhold til medicinering og terapi, men også en ulempe, fordi man for evigt er stemplet i sundhedssystemet, skal betale mere for forsikringer osv.

Jeg er selv diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, og ærligt talt, så synes jeg ikke det gjorde hverken fra eller til i forhold til behandling - det var nøjagtigt det samme tilbud som før (antidepressiv medicin og psykolog).

Men personlighedsforstyrrelse er vist også est af alt en "skraldespandsdiagnose", som man får, hvis de ikke kan finde andet, men godt kan se at noget er galt.

Det er en del år siden jeg blev udredt, og i dag passer diagnosen slet ikke på mig længere. Jeg tror ikke selv på, at jeg nogensinde har haft en personlighedsforstyrrelse, jeg er "bare" særlig sensitiv, og har behov for at tage nogle særlige hensyn til mig selv i hverdagen.

Men selv om jeg har været rask og medicinfri i årevis, føler jeg mig stadig stemplet i sundhedssystemet, og irriterer mig ofte. Og så skal jeg betale langt mere for forsikringer end andre 

Som meget ung fik jeg diagnosen depressiv personlighedsforstyrrelse. Det har på ingen måde fulgt mig i sundhedssystemet. Jeg er ret overbevist om, at det enten var en fejldiagnose, eller at jeg “er vokset fra” diagnosen med tiden. Hvor præcist er det, du bliver konfronteret med diagnosen? Ingen har nemlig nogensinde nævnt den for mig siden dengang, men hvis den stadig har nogen betydning eller kan få det, kunne jeg da godt tænke mig at få den ændret. 

Anonym skriver:

Jeg forsøgte for en del år siden, der konkluderede de at jeg ikke fejlede noget, ud fra et par enklte samtaler.

Men her i 2016 fik jeg voldsomme selvmordstanker og blev kørt på den psykiatriske skadestue, de ville godt indlægge mig men jeg ville ikke. Der fik jeg en kontaktperson som skulle besøge mig 1 gang om ugen i 6 uger og derefter blev jeg henvist til psykiatrien endnu engang og der tog de det alvorligt.

I starten havde jeg dog en person med fra kommunen, som kender mig rigtig godt (det var også hende der kørte mig på den psykiatriskesksdestuen),  jeg ved ikke om det havde en effekt men de lyttede denne gang og tog det alvorligt.

De testede mig kun for depression til at starte med og ville have jeg startede i den gruppe terapi, men da deres psykiater nævnte noget om at teste mig senere, fordi der stod noget i min journal, så gik jeg hjem og læste min journal igennem og spurgte om de ikke kunne teste mig for de ting der stod der, for hvis jeg ikke led af depression, så var der ikke nogen grund til at jeg startede i den gruppe og det var de helt enig i så de lavede nogen udvidet teste.

Det kræver at man selv er opsøgende og stiller spørgsmålstegn ved det de siger hvis man er i tvivl. Og fortæller nøjagtig hvordan man har det tænker og følelser osv.

Jeg kender flere der er blevet afvist.

Og ellers er muligheden at du kan blive testet hos en almindelig psykiater

Tusind tak for dit svar.

Jeg er ked af alt det du har været igennem  håber du får det bedre. Det er noget af en mølle man skal igennem. 

Anonym skriver:

Jeg tror, at jeg ville starte med at gøre mig klart, hvad jeg håbede at få ud af en udredning. Det kan selvfølgelig være en fordel med en diagnose i forhold til medicinering og terapi, men også en ulempe, fordi man for evigt er stemplet i sundhedssystemet, skal betale mere for forsikringer osv.

Jeg er selv diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse, og ærligt talt, så synes jeg ikke det gjorde hverken fra eller til i forhold til behandling - det var nøjagtigt det samme tilbud som før (antidepressiv medicin og psykolog).

Men personlighedsforstyrrelse er vist også est af alt en "skraldespandsdiagnose", som man får, hvis de ikke kan finde andet, men godt kan se at noget er galt.

Det er en del år siden jeg blev udredt, og i dag passer diagnosen slet ikke på mig længere. Jeg tror ikke selv på, at jeg nogensinde har haft en personlighedsforstyrrelse, jeg er "bare" særlig sensitiv, og har behov for at tage nogle særlige hensyn til mig selv i hverdagen.

Men selv om jeg har været rask og medicinfri i årevis, føler jeg mig stadig stemplet i sundhedssystemet, og irriterer mig ofte. Og så skal jeg betale langt mere for forsikringer end andre 

Det jeg meget gerne vil opnå, er afklaring først og fremmest. Men samtidig er jeg også utrolig bange for hvad det vil have af konsekvenser for min fremtid, for mine børn osv. Jeg tænker tit på at ringe til længen, men synes næsten det kan sammenlignes med at bestige et bjerg.