Lje skriver:
Det er korrekt. Og jeg koger mig vel ikke mere end du gør? Bestemt går livet videre. Men når man har et barn sammen, så er man ekstra forbandet forpligtiget til at tænke sig om for at varetage barnets bedste.
Jeg spørger såmænd, hvorfor du vil prioritere mormor og morfar på bekostning af får som 'barnets bedste'?
Vh.
Det var et eksempel. Der kan være mange årsager til, man nogle år efter en skilsmisse vælger at flytte til en anden by. Familie, job, økonomi, et nyt parforhold eller drømmeboligen kan være blandt årsagerne hertil.
Man skal passe på med at tro, at alle skilsmisser ser ens ud, at alle børn trives med 7/7, og at alle fædre/ mødre træder i karakter og tager deres del af ansvaret.
Jeg siger ikke, at børn skal undvære deres far (eller mor). Men samarbejdet mellem to fraskilte forældre kan variere meget fra par til par. Og man kan godt som enlig mor (eller far) stå i en situation, hvor bedsteforældrene og netværket vil tilbyde mere hjælp og støtte end barnets far. Jeg siger ikke, det er tilfældet her. Jeg siger bare, at et hensyn til barnets tarv er meget mere end hensynet til den enkelte forældres retsfølelse.
Reglerne for bopæl er ret rigide. Dvs hvis mor er bopælsforælder og har været det i nogle år, og hun så vælger at flytte og varsler det med de her 6 uger, kan far som samværsforælder stort set ikke gøre andet end at samarbejde om en ny samværsordning. Far kan godt søge om at blive bopælsforælder. Men så er flytningen ikke argument nok for at blive bopælsforælder. Her skal der argumenteres for, at far er en bedre primær forælder end mor, der har været det i XX antal år. Flytning er som udgangspunkt ikke skadeligt for barnets trivsel i Statsforvaltningens øjne. Og som udgangspunkt kan man efter en skilsmisse ikke stavnsbinde forældrene til at fortsætte deres liv i samme by resten af livet.
Jeg har selv stået i den situation, at jeg var nødsaget til at flytte pga job, økonomi og behov for mere ro og hjælp til mine børn. Fordi både de og jeg havde brug for en stabil og rolig hverdag uden stress og jag. I de år, jeg boede tæt på mine børns far, nægtede han fx at hjælpe til ifm sygdom og samarbejdet med børnenes skole - når børnene var syge hos ham, afleverede han dem fx tilbage til mig, fordi han ikke havde tid til at tage barn syg. Vi har aldrig haft 7/7. Og det er utroligt hårdt og sårbart at være alenemor. Uanset hvad.
Da jeg fik muligheden for at flytte til den by, hvor min familie bor, hvor drømmejobbet var, muligheden for at købe drømmehuset osv. Så tog jeg den beslutning efter at have præsenteret min eks for mine overvejelser flere gange. Og mine børn har nydt utroligt godt af det valg. De har fået stabilitet, ro, en god hverdag, søde legekammerater osv.
I vores tilfælde valgte min eks naturligvis og forståeligt nok også at søge om bopælspligten. Og det blev afvist af Statsforvaltningen, fordi der ikke var hårdtslående argumenter herfor.
Det er altid børnene, det går mest udover, når far og mor bliver skilt. Og hvordan vi som forældre klarer den udfordring og kommer videre med livet med det formål at give vores børn den bedste opvækst er individuel og præget af mange personlige årsager. Skilsmisse er aldrig den nemme løsning.
Nu har jeg bare selv været igennem turen og kan sige, at lovgivningen er sådan, at det der med at tage bopælspligten fra en velfungerende forældre, hvor børnene trives hos - det kan stort set ikke lade sig gøre.
