Jeg er misbruger

esioul skriver:

Jeg tænker, at hvis dit alkohol forbrug stoppes, så er uroen der stadig. Du bliver nødtil at blive udredt og finde ud af hvad der udløser uroen. Måske skal du mediciners eller lign. 

Jeg ved ikke hvordan jeg ville gribe det an. Jeg tror ikke man kan sætte sig ind i det, når ikke man har prøvet det. 

Tak for dit råd, og jeg er ikke uenig, jeg kan, jer ærligt bare ikke overskue hvordan jeg får “slået hul” på det. 

“Man” går jo ikke til lægen som relativt ressourcestærk og siger “hej, jeg er alkoholiker” (Det er nok virkelig dårligt formuleret, men jeg kommer meget sjældent i lægehusetj

Anonym skriver:

Også dig vil jeg takke for anerkendelsen.

I forhold til hvad der afholder mod fra at drikke, så ved jeg det ikke! Det er bare når uroen bliver for stor, hvilket vil sige omkring 1-1/2 gang om ugen. Jeg er MEGET bevidst om hvad der er rigtigt og forkert, både i forhold til alkohol og børn, og alkohol og mig selv. Hvilket betyder, at jeg de fleste dage godt kan lade være....indtil uroen bliver for massiv.

Din pointe ang at inddrage min kæreste er også spot on, der er jeg bare ikke nået til endnu. Jeg har først lige indrømmet det, så jeg tænker der er lidt vej endnu, selvom der ville være det eneste rigtig.

Ang at blive “hende de taler om i krogene” så er det, på mine børns vegne, det værste jeg kan forestille mig, hvilket jeg tænker på hver dag. 

Men, sådan helt ærligt; hvad er din tanke når du møder en tørlagt alkoholiker i virkeligheden?

Min tanke når jeg møder en tørlagt alkoholiker er at det er en utrolig stærk person. Jeg ved hvor svært jeg fx har ved at droppe sodavand og hvor tit jeg har opgivet forsøget, og alkohol er så meget mere vanedannende, og må derfor være langt sværere at lægge på hylden. - Jeg kender er par tørlagte alkoholikere og jeg kan stadig huske hvor stolte hele familien var da de erkendte deres problem og gjorde noget ved det.

I virkeligheden er alkohol jo ikke det egentlige problem. Problemet er den uro du føler. Det er den du skal finde en anden måde at dæmpe. 

Jeg kan fuldt ud forstå at det er svært at snakke med kæresten om, men jeg er sikker på at han vil have fuld forståelse for at du jo egentlig bare har udskudt det, fordi du var bange for hans reaktion, og så er tiden jo bare gået. - Hvis jeg var dig ville jeg dog nok gå til lægen først og få lagt en plan i samarbejde med fagfolk. Så når du går til din kæreste og fortæller om dit misbrug, så fortæller du ham med det samme hvad der gøres ved det. 

Som værende meget tæt på en voksen som var barn af alkoholikere så vil jeg bare sige at hvis du tror du kan fortsætte uden at børnene opdager der er noget galt eller bliver påvirket af det, så må du tro om.

Nu lyder de ikke så store endnu så du har nok lidt tid at løbe på men jeg ville bruge den her gode indrømmelse over for dig selv til at sætte alle sejl til og få hjælp til at kontrollere uroen. Det skylder du både dem og dig selv. 

Anonym skriver:

Også dig vil jeg takke for anerkendelsen.

I forhold til hvad der afholder mod fra at drikke, så ved jeg det ikke! Det er bare når uroen bliver for stor, hvilket vil sige omkring 1-1/2 gang om ugen. Jeg er MEGET bevidst om hvad der er rigtigt og forkert, både i forhold til alkohol og børn, og alkohol og mig selv. Hvilket betyder, at jeg de fleste dage godt kan lade være....indtil uroen bliver for massiv.

Din pointe ang at inddrage min kæreste er også spot on, der er jeg bare ikke nået til endnu. Jeg har først lige indrømmet det, så jeg tænker der er lidt vej endnu, selvom der ville være det eneste rigtig.

Ang at blive “hende de taler om i krogene” så er det, på mine børns vegne, det værste jeg kan forestille mig, hvilket jeg tænker på hver dag. 

Men, sådan helt ærligt; hvad er din tanke når du møder en tørlagt alkoholiker i virkeligheden?

Jeg synes, du skal begynde med at sige det til din læge. Det er lettere at sige meget svære og ‘hemmelige’ ting til en fremmed end ens nærmeste. Dernæst siger du det til en alkoholbehandler, en speciallæge, en psykolog og så har du sagt det så mange gange og lært, at verden ikke går under, når du siger det. Og så kan du sige det til din kæreste.

Sig til sin læge: ‘jeg sidder her i dag, fordi jeg har brug for hjælp med en frygtelig uro i kroppen, der 1-2 gange om ugen bliver så påtrængende, at jeg drikker en masse alkohol for at dulme det. Min mor var alkoholiker og jeg ved, at jeg har brug for hjælp for at stoppe mit eget misbrug’. 

Din læge vil ikke sige, hov, hov, din ressourcestærke kvinde, hvad kommer du rendende her for med dine luksusproblemer. Og i øvrigt kan man slet ikke være alkoholiker, hvis man har en uddannelse og søde børn. Praktiserende læger ved godt, at alkoholproblemer findes i alle samfundslag og ikke har noget at gøre med at have et godt liv.

Du har taget et vigtigt skridt. Nu skal du tage det næste. Og stole på at folk gerne vil hjælpe dig.

Kære du!

Først og fremmest: hvor er det pissesejt, at du har erkendt over for dig selv, at du er ude i et misbrug. Og at du i øvrigt rækker ud efter hjælp - for det er jo faktisk det, du gør, når du skriver i et forum som dette. 

Det, som er vigtigt at forholde sig til i forhold til ethvert misbrug, er det bagvedliggende. At finde frem til den egentlige grund til, hvorfor man har behov for at flygte ved fx at drikke. Når du tænker tilbage, hvad var det så, der i første omgang drev dig til at drikke? Var du stresset, deprimeret, ked af noget bestemt eller bare træt af din hverdag? 

Jeg har selv været ude i et alkoholmisbrug, dog ikke så langvarigt. Det stod på mens jeg var studerende, og jeg var i start 20'erne. Mens det stod på, oplevede jeg det mest som et frirum. Jeg røg i samme periode meget hash, og kombinationen af de to ting gav mig adgang til en sanseverden, hvor jeg virkelig fik brugt min kreativitet. Når jeg var påvirket, skrev jeg rigtig mange digte (det blev senere til en udgivelse), malede, spillede musik og svælgede i melankolien. Det "rum", jeg befandt mig i, når jeg var i den tilstand, holder jeg stadig meget af, men det er ikke længere et sted, jeg besøger særlig tit, fordi det for mig ofte bare hænger sammen med rusen. Mens jeg var ude i mit misbrug, fik jeg det vendt til noget positivt (syntes jeg dengang), fordi det jo gjorde, at jeg kunne udfolde mig på denne måde. Men samtidig ødelagde det også en masse, fordi jeg ikke kunne passe min hverdag. Jeg forsømte mit studie og endte med at droppe ud, jeg var ked af det når jeg ikke var påvirket, og jeg isolerede mig rigtig meget. 

Det endte med, at jeg erkendte for mig selv, at jeg havde et problem, hvorefter jeg gik til min læge og fik en henvisning til psykiatrien. Mit misbrug bundede i virkeligheden i min depression og min angst, og sidenhen har jeg lært at arbejde med mine diagnoser, så de ikke får lov at styre mit liv. At søge ud i et misbrug er lidt som at stille en spand under et hul i taget, men hvis du finder frem til den oprindelige grund til dit misbrug, kan du i stedet få lappet hullet.

Derfor vil jeg råde dig til at få snakket med din mand. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt svært, når nu du har holdt dit misbrug skjult så længe. Men han vil helt sikkert synes, at du er modig at bede om hjælp, og mon ikke han også vil støtte dig i dit videre forløb? Derefter synes jeg, du skal kontakte din læge. Uanset hvad det handler om, kan du via din læge blive ledt videre hen til det sted, der er relevant for netop dig og din situation. 

Husk, at der ingen skam er i at bede om hjælp til at komme ud af dit misbrug. Du er stærk, netop fordi du tør sige det højt og bede om hjælp! Du skylder både dine børn, din familie og ikke mindst dig selv at blive fri af dit misbrug. Og det ved jeg, at du kan - du har nemlig allerede gjort det allersværeste i den proces, som er at erkende sit problem over for sig selv. Ønsker dig alt det bedste 

Anonym skriver:

Hej

Dette er nok det sværeste og mest personlige, jeg nogensinde har skrevet, så bær over med mig hvis jeg snubler i sammenhængen. Jeg har aldrig sagt dette højt før:

Jeg er misbruger!

Jeg drikker, og jeg skammer mig!

Jeg gør der når jeg er alene. Om det er en hel dag, eller to timer mellem forelæsninger inden jeg henter mine børn. 

Jeg har nogle dage drukket en flaske vin inden jeg henter mine børn, dog ikke i bil.

Jeg skammer mig.

Jeg har et godt liv; fint studie, fint arbejde, yndige børn, flot mand. 

Men jeg drikker!

Meget.

Jeg kan kun være rigtig tilstede når jeg er beruset. Det tager den Urolighed jeg har hele tiden. Der er en indre uro i min krop jeg ikke kan dæmpe på andre måder. 

Jeg ved godt hvad jeg burde gøre, få noget hjælp!

Men hvordan gør man det lige. Når det er det største tabu, selv for en selv....

 

Du er mega sej - ikke fordi du drikker, men fordi du tør sige det højt! 

Det er første skridt på vejen. Google nærmeste misbrugscenter, de kan hjælpe dig i gang. Alternativt få fat i din læge. 

Dernæst vis din mand denne besked du har skrevet herinde, så får du revet plasteret af og forhåbentligt kan han støtte dig i at komme videre med og fastholde den process du nu skal igennem. 

Det første skridt mod hjælp - er at erkende man har brug for hjælp.

¨,og siger det højt!

Du har taget det første skridt,nu er det næste at kontakte det nærmeste misbrugscenter.

Du skal ikke skamme dig.

Mange mennesker har haft eller har et misbrug.

Det kan være alt fra alkohol ,hårde stoffer ,medicin eller mad.

Min ene søn har haft et voldsomt hashmisbrug ,som kom af at han som har ADD ikke kunne nøjes med den alm medicin ,og derfor røg mere og mere hash for at få styr på hans mylder i hovedet.

Han gik til samtaler og terapi i et misbrugscenter,og lærte at takle hans prob med andet end hash.

Du skal have hjælp til at erstatte dit misbrug med noget andet.

Og inden det tager så meget overhånd at du ikke kan komme fri.

Jeg vil sige som andre har sagt ,at du kan løfte hovedet og sige - at du tager ansvar.

Det er ikke en skam at have brug for hjælp-og slet ikke en skam at række ud efter hjælp.

Du starter med at fortælle det til din mand. Herefter støtter han dig i at gå til lægen som kan henvise dig videre til behandling. 

Hvis du altid har haft uro kan det sagtens være relevant at udrede dig. Nogle psykiske lidelser er netop kendetegnet ved at man har uro og ikke kan “falde ned”.

men start med at fortæl det til din mand så du har en støtte.... og jo du kan sagtens gå i lægehuset med din blankpolerede overflade og sige “jeg har brug for hjælp - jeg drikker”. Det er det de er der til for.

Jeg kan love dig for, at du kan gå til din læge og sige: "Hej, jeg har et alkoholproblem" og din læge vil tage dig alvorligt. Alkoholafhængighed syndrom er en diagnose, og kræver behandling. At du har et alkoholproblem er - ud fra hvad du beskriver - din selvmedicinering for at håndtere den indre uro. Så der er en hel masse mere end 'bare' et alkoholproblem.

Du er sej for at anerkende dit problem, også som anonym på et website, og du skal gøre dig selv den tjeneste at gå videre med den anerkendelse og få hjælp. For din egen skyld og for din families skyld.

Jeg er nødt til at understrege, at hvis din mor var/er alkoholiker, og du er nu alkoholiker, så er dine børn massivt disponerede for et alkoholmisbrug. Det er ikke fordi de absolut og indiskutabelt vil udvikle et misbrug, men de er i risiko for det. Derfor skal du også søge hjælp, selvom du føler det er svært at gå til egen læge.

Der er masser af hjælp at hente. Du har også en fordel i at være ressourcestærk.

Jeg møder primært misbrugere, både aktivt misbrugende og tørlagte/afholdende, via mit arbejde. Jeg ser ikke mine patienter anderledes end jeg ser et hvert andet menneske. Alkoholmisbrug eller ej, vi er alle mennesker. 

Jeg havde et meget nært familiemedlem.. ressourcestærk som bare pokker! Lederstilling, god løn, fantastisk familie, vellidt af alle. 

Hun fik angst, udløst af ensomhed. Hendes reaktion var at drikke. Hun købte en halv liter vodka på tanken hver morgen på vej på job, oh igen på vej hjem. 

Da hun endelig nåede dertil hvor du er, hvor hun erkendte problemet, tog hun det største og sejeste skridt! Nemlig at tage fat i hendes nærmeste - her var det hendes søster og voksne børn. Hulkende fortalte hun dem virkeligheden. Deres reaktion - vores alles reaktion - lettelse!! Der var SÅ mange ting der faldt på plads! Små Ting i hendes adfærd gav pludselig mening hvis hun havde været fuld hele tiden. 

Og så fik hun 110% støtte! Af alle omkring hende!! der har været tilbagefald hvor vi har samlet hende op og startet forfra osv. Det er en del af processen.

det er 5år siden. Ingen tænker på hende om tørlagt alkoholiker idag. Jovist det er hun da, men det er bestemt ikke det første hun er! Det er nok det sidste man tænker på, når man tænker på hende! 

Drikkeriet var som ved dig, udløst af en følelse i kroppen hun ikke kunne udholde. Det var dén følelse hun skulle til livs og lære at tackle. Hun anede ikke hvad der var galt inden hun begyndte at drikke. Men læssevis af samtaler har lært hende at hun ganske enkelt led af angst for at være alene i sit eget hjem. Og det har hun så arbejdet intensivt med og taget nogen valg sammen med hendes mand der har gjort hendes liv meget lettere.

kære du! Du er så sej at du har erkendt problemet! Tag skridtet nu og fortæl din mand/kæreste det. Jeg lover dig at han nok skal stå klar med 100% støtte når du åbner op for noget SÅ alvorligt og svært.