Jeg er misbruger

Hej

Dette er nok det sværeste og mest personlige, jeg nogensinde har skrevet, så bær over med mig hvis jeg snubler i sammenhængen. Jeg har aldrig sagt dette højt før:

Jeg er misbruger!

Jeg drikker, og jeg skammer mig!

Jeg gør der når jeg er alene. Om det er en hel dag, eller to timer mellem forelæsninger inden jeg henter mine børn. 

Jeg har nogle dage drukket en flaske vin inden jeg henter mine børn, dog ikke i bil.

Jeg skammer mig.

Jeg har et godt liv; fint studie, fint arbejde, yndige børn, flot mand. 

Men jeg drikker!

Meget.

Jeg kan kun være rigtig tilstede når jeg er beruset. Det tager den Urolighed jeg har hele tiden. Der er en indre uro i min krop jeg ikke kan dæmpe på andre måder. 

Jeg ved godt hvad jeg burde gøre, få noget hjælp!

Men hvordan gør man det lige. Når det er det største tabu, selv for en selv....

KÆRe dig - du har lige taget verdens største skridt, du har erkendt dit misbrug, ja som anonym og ja egentlig uden konsekvensen, men du har erkendt det over for den vigtigste person overhovedet nemlig dig selv. 

Der skridt er det aller aller alle største på vej mod at få hjælp. 

Næsten store næsten ubærlige, hårde og grænseoverskridende skridt er at række hånden ud efter hjælp til dem der elsker dig og kan støtte dig. Måske har du brug for råd og vejledning inden (ved der findes forskellige rådgivningslibier mm), måske har du brug for at have tænkt en løsning igennem inden, måske tale med din læge inden eller andet.... men det næste skridte på vejen er at erkende det over for andre også. 

For pokker hvor er du sej, du tog der første skridt - min far tog aldrig det skridt og jeg håbede der hver dag....

Anonym skriver:

Hej

Dette er nok det sværeste og mest personlige, jeg nogensinde har skrevet, så bær over med mig hvis jeg snubler i sammenhængen. Jeg har aldrig sagt dette højt før:

Jeg er misbruger!

Jeg drikker, og jeg skammer mig!

Jeg gør der når jeg er alene. Om det er en hel dag, eller to timer mellem forelæsninger inden jeg henter mine børn. 

Jeg har nogle dage drukket en flaske vin inden jeg henter mine børn, dog ikke i bil.

Jeg skammer mig.

Jeg har et godt liv; fint studie, fint arbejde, yndige børn, flot mand. 

Men jeg drikker!

Meget.

Jeg kan kun være rigtig tilstede når jeg er beruset. Det tager den Urolighed jeg har hele tiden. Der er en indre uro i min krop jeg ikke kan dæmpe på andre måder. 

Jeg ved godt hvad jeg burde gøre, få noget hjælp!

Men hvordan gør man det lige. Når det er det største tabu, selv for en selv....

 

Har din kæreste bemærket det? 

Hvor er det flot du kommer ud med det og har indset at du har et problem. Det er første skridt på vejen til at bryde en ond cirkel.

Har du altid haft den urolighed? eller er det noget der er opstået? 

lineog4 skriver:

KÆRe dig - du har lige taget verdens største skridt, du har erkendt dit misbrug, ja som anonym og ja egentlig uden konsekvensen, men du har erkendt det over for den vigtigste person overhovedet nemlig dig selv. 

Der skridt er det aller aller alle største på vej mod at få hjælp. 

Næsten store næsten ubærlige, hårde og grænseoverskridende skridt er at række hånden ud efter hjælp til dem der elsker dig og kan støtte dig. Måske har du brug for råd og vejledning inden (ved der findes forskellige rådgivningslibier mm), måske har du brug for at have tænkt en løsning igennem inden, måske tale med din læge inden eller andet.... men det næste skridte på vejen er at erkende det over for andre også. 

For pokker hvor er du sej, du tog der første skridt - min far tog aldrig det skridt og jeg håbede der hver dag....

Tak. Selvom jeg ikke føler mig særlig sej. 

Jeg er selv vokset op med en mor der er alkoholiker, hvorfor jeg burde have kunne se mønstret noget før!

Der er intet jeg hellere vil, end ikke at give mine børn samme oplevelse. Min mor har aldrig været ubehagelig, bare fuld og fraværende så længe jeg kan huske, og det ønsker jeg ikke for mine børn.

Men det er fucking svært

esioul skriver:

Har din kæreste bemærket det? 

Hvor er det flot du kommer ud med det og har indset at du har et problem. Det er første skridt på vejen til at bryde en ond cirkel.

 

Har du altid haft den urolighed? eller er det noget der er opstået? 

Både og. Men en af fordelene/ulemperne ved at være misbruger, er at man bliver en virkelig god løgner. Det lyder som en kliché! Men med en slat rødvin på gulvet og en historie om en tabt flaske under rengøring, kommer man virkelig langt.

Og ja, jeg har altid haft massiv uro. I både krop og hoved

Anonym skriver:

Både og. Men en af fordelene/ulemperne ved at være misbruger, er at man bliver en virkelig god løgner. Det lyder som en kliché! Men med en slat rødvin på gulvet og en historie om en tabt flaske under rengøring, kommer man virkelig langt.

Og ja, jeg har altid haft massiv uro. I både krop og hoved

og du er ikke blevet udredt? Det er jo klart du gør noget for at kunne holde uroen ud. Det er jo en form for selv medicinering. Der er ingen mennesker som kan holde ud til at have uro i både krop og hoved hele tiden. 

Du bliver simpelthen nødtil at gå til bekendelse overfor din kæreste, så han kan støtte dig og tage med dig til lægen. Du bliver nødtil at passe på dine børn. Hvis først dit misbrug bliver synligt når du bringer og afhenter dine børn, kan konsekvensen jo virkelig blive mindre god. 

esioul skriver:

og du er ikke blevet udredt? Det er jo klart du gør noget for at kunne holde uroen ud. Det er jo en form for selv medicinering. Der er ingen mennesker som kan holde ud til at have uro i både krop og hoved hele tiden. 

Du bliver simpelthen nødtil at gå til bekendelse overfor din kæreste, så han kan støtte dig og tage med dig til lægen. Du bliver nødtil at passe på dine børn. Hvis først dit misbrug bliver synligt når du bringer og afhenter dine børn, kan konsekvensen jo virkelig blive mindre god. 

 

Hvad tænker du en psykiatrisk udredning vil gære godt for? Ikke at jeg er decideret afvisende, men mere nysgerrig. 

Og ang at gå til bekendelse, så er jeg ikke uenig   Men hvordan ville du selv gøre det? Efter at have levet på en løgn i 8 år?

Som sagt, så er denne post første gang jeg har indrømmet noget som helst

Hvor er det stort at du har indrømmet det overfor dig selv - nu er det så "bare" at tage næste skeidt og gøre noget ved det.

Det lyder jo ikke ligefrem som om du selv syntes at det er verdens bedste ide at du drikker som du gør, så hvad afholder dig egentlig fra at stoppe? Ud over tabuet ved at skulle indrømme det overfor andre? - og så selvfølgelig det at man ikke bare stopper fra den ene dag til den anden.

Det næste store skridt du skal tage, er at gå til din læge og fortælle hvad du nu har fortalt os herinde. At du drikker, og at du gør det fordi det er det eneste måde du kan holde uroen i krop og hoved ud. H*n kan hjælpe dig til at få vendt dig af med alkoholen og derefter finde ud af hvor uroen hos dig kommer og hvad der kan gøres ved den. - selvmedicinering er sjældent en god ting, og det er hvad du gør lige nu.

Det er uden tvivl svært at række hånden ud og erkende at man har brug for hjælp, men ingen vil se ned på dig af den grund. Tværtimod vil alle syntes at det er sejt at du beder om hjælp, hvorimod du uden hjælp, vil blive hende alle snakker om i krogene. Så få hjælpen nu, få det stoppet inden dine børn mærker at noget er galt. Kan du ikke gøre det for sin egen skyld, så gør det for børnenes.

Anonym skriver:

Hvad tænker du en psykiatrisk udredning vil gære godt for? Ikke at jeg er decideret afvisende, men mere nysgerrig. 

Og ang at gå til bekendelse, så er jeg ikke uenig   Men hvordan ville du selv gøre det? Efter at have levet på en løgn i 8 år?

Som sagt, så er denne post første gang jeg har indrømmet noget som helst

Jeg tænker, at hvis dit alkohol forbrug stoppes, så er uroen der stadig. Du bliver nødtil at blive udredt og finde ud af hvad der udløser uroen. Måske skal du mediciners eller lign. 

Jeg ved ikke hvordan jeg ville gribe det an. Jeg tror ikke man kan sætte sig ind i det, når ikke man har prøvet det. 

Thea14 skriver:

Hvor er det stort at du har indrømmet det overfor dig selv - nu er det så "bare" at tage næste skeidt og gøre noget ved det.

Det lyder jo ikke ligefrem som om du selv syntes at det er verdens bedste ide at du drikker som du gør, så hvad afholder dig egentlig fra at stoppe? Ud over tabuet ved at skulle indrømme det overfor andre? - og så selvfølgelig det at man ikke bare stopper fra den ene dag til den anden.

Det næste store skridt du skal tage, er at gå til din læge og fortælle hvad du nu har fortalt os herinde. At du drikker, og at du gør det fordi det er det eneste måde du kan holde uroen i krop og hoved ud. H*n kan hjælpe dig til at få vendt dig af med alkoholen og derefter finde ud af hvor uroen hos dig kommer og hvad der kan gøres ved den. - selvmedicinering er sjældent en god ting, og det er hvad du gør lige nu.

Det er uden tvivl svært at række hånden ud og erkende at man har brug for hjælp, men ingen vil se ned på dig af den grund. Tværtimod vil alle syntes at det er sejt at du beder om hjælp, hvorimod du uden hjælp, vil blive hende alle snakker om i krogene. Så få hjælpen nu, få det stoppet inden dine børn mærker at noget er galt. Kan du ikke gøre det for sin egen skyld, så gør det for børnenes.

Også dig vil jeg takke for anerkendelsen.

I forhold til hvad der afholder mod fra at drikke, så ved jeg det ikke! Det er bare når uroen bliver for stor, hvilket vil sige omkring 1-1/2 gang om ugen. Jeg er MEGET bevidst om hvad der er rigtigt og forkert, både i forhold til alkohol og børn, og alkohol og mig selv. Hvilket betyder, at jeg de fleste dage godt kan lade være....indtil uroen bliver for massiv.

Din pointe ang at inddrage min kæreste er også spot on, der er jeg bare ikke nået til endnu. Jeg har først lige indrømmet det, så jeg tænker der er lidt vej endnu, selvom der ville være det eneste rigtig.

Ang at blive “hende de taler om i krogene” så er det, på mine børns vegne, det værste jeg kan forestille mig, hvilket jeg tænker på hver dag. 

Men, sådan helt ærligt; hvad er din tanke når du møder en tørlagt alkoholiker i virkeligheden?