Om asyl i 2 klasse

Tystys14 skriver:

Puha det er jo et farligt emne at være uenig med flertallet i. Men vover pelsen. 

Men jeg har det personligt som dig, synes det for tidligt (og familiens ansvar at formidle om) . Når det sagt har vi selv lige haft en diskussion i starten af december, omkring vores mindste i 0 klasse skulle se videoer i skolen, om børn der lever i fattigdom i andre lande... Vi var virkelig modstandere af dette, simpelthen fordi vi synes det for hårdt et emne for vores i forvejen følsomme og overtænkende pige... Hvorfor må børn ikke længere være lykkeligt uvidende om livets uretfærdigheder? Hvorfor gælder det om at gøre dem til små voksene allerede når de lige er startet i skolen?

Synes alt det med flygtninge og indvandrere, er et emne man kan tage op i skolen, når børnene er i en alder hvor de kan argumenter for deres egen holdninger. Når de så hører om livets hårde sider kan de også tage stilling til hvordan de synes, at de bedst kan gøre en forskel. (tænker 7kl og så kunne man evt gøre noget mere ud af det, evt med et projekt om emnet.) 

Lad børn være børn og lykkeligt uvidende, de skal tidsnok finde ud af hvordan vores verden er skruet sammen. Vi trods alt kun børn en gang i livet. 

Jeg synes da, at det er fair nok at have det sådan. Altså det ligger da naturligt, at man gerne vil beskytte sine børn mod ondskab og død og krig osv osv. Jeg ville egentlig bare gerne høre ts bud på, hvad hendes foragt skyldtes og det kan jo sagtens være noget i stil med det, du nævner. 

Jeg tror bare ikke helt, at jeg forstår, hvorfor det skulle være et farligt emne at være uenig med flertallet, vel ikke farligere end så mange andre emner. Altså jeg vil da for eksempel godt turde skrive, at jeg måske synes, at min dreng er for lille til seksualundervisning, hvis det er alle klassetrin, der har det i uge 6. Så jeg undrede mig bare over, hvorfor det ikke blev uddybet af ts. 

lineog4 skriver:

ej den knap på skrivebordet var jeg også bange for (den var forresten rød i min fantasi, var den også det i din?). 

Jeg blev undervist I hvad jeg skulle gøre når atom bomben faldt (ikke hvis). Kan stadig huske sandsække, under en trappe og en transistor med nok batterier og ikke mindst en masse rent vand - ikke se på lysglimtet. 

Jep, den var stor og rød. Og ja - NÅR, ikke HVIS, krigen kommer. Alternativt ville Barsebäck brænde sammen, men så var det jo altid noget, vi boede i Jylland ...

lineog4 skriver:

Fair at være uenig og kan et langt stykke hen af  vejen følge sit argument - jeg synes børn skal have lov at være børn så længe som muligt. Jeg tror bare ikke det er viden om verden, der fraholder dem fra at være børn - at være barn er jo også at kunne lege, at kunne fantasere, at kunne skabe sine egne historier om virkeligheden så virkeligheden er lettere at rumme osv. Det er ikke at have en masse fordomme, fordi livet et simpelt og nogle har rødt hår andre har sort, nogle bor i Danmark og andre bor i Afrika. 

Børnene jeg møder i skolen bliver derimod hurtigere voksne fordi de skal forholde sig til hvilket tøj de har på, om deres familie nu har råd til at komme til Thailand, om mor og far bor sammen eller ej, om de nu har lært nok i 0. Klasse, om de har fået det nyeste æg med vamse fra BR, om de har samlet alle disneykort osv. 

At komme helt uden om emner som fattigdom, sult, flygtninge, drilleri, Gud, døden og ja alle de store spørgsmål ville gøre vi stort set ikke kunne åbne et nyere litterært værk i skolen - bare Pippi og vi rammer døden, Vitello så får vi skilsmissen, mis med de blå øjne mobberi osv osv osv. Så er vi tilbage ved alle os fra Bulderby (ikke for at tale ned om den), ja selv eventyrene skal vi holde os fra. Eller for den sags skyld en del Disney film: døden der er både frost, bambi, løvernes konge (vildt sørgelig film) og snehvide. POchantos er bandlyst pga rascisme spørgsmålet osv osv osv. Inden børneverden møder vi de store spørgsmål men på en legende og eventyrlig måde der netop giver plads til børn er børn - at tale filosofi med børn er set mest livsgivende overhovedet for de vender det hele på hovedet, fantatisk. 

Børn har holdninger, de har rigtig mange holdninger til deres eget liv og dermed også til andres. De er endnu ikke farvet af det økonomiske aspekt men er stadig i den dejlige lige til verden, hvor fx fattigdom kan ændres hvis bare vi tryller - hvis vi husker at rumme deres perspektiv så bliver hi for det første klogere, men vi træder heller ikke hen over deres grænser. Det gør vi i min optik tilgengæld, hvis vi tror de ikke hører og har meninger og derfor tysser det ned. 

De fleste børn (normalt fungerende) jeg her mødt ved der flygtninge, de ved også der er nogle mennesker der ikke har mange penge, de ved der er nogle der dør, de ved der er en sygdom som måske hedder noget med k, de ved når mor og far skændes osv. Og de nyder når jeg vil lytte til dem og forsøger på bedste vis at svare på deres spørgsmål. De vil egentlig gerne tages alvorligt. Jeg her haft elever i klassen som er meget følsomme som fx din datter, de elskede kristendom hvor de store spørgsmål kom i spil og hvor det var okay at tale om det svære, de fik ikke mareridt. De gjorde de tilgengæld når vikaren valgte at vise dem en Disney film

Åh jeg mener det slet ikke så rosenrødt som det måske lød.  Og er også enig med dig. Men vores børn har f.eks. Været gode til at komme og spørge selv til de ting de undre sig over. Hvis vores store f.eks. Spørg hvorfor en i klassen ikke altid er så glad og ikke taler dansk så godt, jam så for hun selvfølgelig svar på sit spørgsmål. 

Synes bare ikke det nødvendigt at hive det ned over dem så tidligt. Verden er ikke rosenrød.  Selvfølgelig skal de lærer om disse emner. 

Børn skal ikke pakkes ind, men vil godt selv være den der lærer mit barn/børn om disse emner og tage det som det kommer. Som du selv nævner har børn holdninger osv. (Børn er kloge)  men så vil de spørgsmål også komme naturligt på et tidspunkt. 

Rosa-Sofia skriver:

Jeg synes da, at det er fair nok at have det sådan. Altså det ligger da naturligt, at man gerne vil beskytte sine børn mod ondskab og død og krig osv osv. Jeg ville egentlig bare gerne høre ts bud på, hvad hendes foragt skyldtes og det kan jo sagtens være noget i stil med det, du nævner. 

Jeg tror bare ikke helt, at jeg forstår, hvorfor det skulle være et farligt emne at være uenig med flertallet, vel ikke farligere end så mange andre emner. Altså jeg vil da for eksempel godt turde skrive, at jeg måske synes, at min dreng er for lille til seksualundervisning, hvis det er alle klassetrin, der har det i uge 6. Så jeg undrede mig bare over, hvorfor det ikke blev uddybet af ts. 

Helt enig, man bør uddybe hvis man kommer med en holdning på sådan her et forum.  

Og vil også sige, at selvfølgelig skal vores børn lærer om de her ting, og har de spørgsmål så skal de have svar, ikke pakkes ind. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror slet ikke, den tid har eksisteret, hvor børn var lykkeligt uvidende om livets uretfærdigheder. Jeg er 47, og i min skoletid havde vi i de små klasser emnearbejde om fattige børn i U-landene. Generationen før mig, min mors, var født under eller lige efter 2. Verdenskrig, og det blev naturligvis heller ikke forbigået i tavshed. Jeg kan ikke se, man bliver gjort til en lille voksen, fordi man får formidlet info om store, aktuelle emner i børnehøjde. Tværtimod er det min erfaring, at børn ved og hører meget mere, end mange voksne aner, og at misforstået tavshed fra de voksnes side skaber grobund for mareridt og frygt. 

Jeg troede, dengang jeg var barn i 80’erne, at USA’s og Sovjets præsidenter havde knapper installeret på deres skriveborde, som kunne starte en atomkrig. Jeg så for mig, at en af dem ved en fejl kom til at trykke på den. Fførst da jeg fik sat ord på min rædsel ved tanken, fik jeg forklaringen om, at det ikke foregik sådan, og så kunne jeg sove roligt igen. Og min mor anede da heller ikke, at jeg havde hørt lidt hist, lidt pist, og var nået frem til min egen, misforståede opfattelse af tingene. 

De yngste elever på min skole kender og har undervisning sammen med flygtningebørn. Det KAN ikke være gået hen over hovedet på flertallet af børn i 6-7-års-alderen, at børn i denne verden er på flugt. Så gælder det da NETOP om at forklare dem, at det at skulle flygte fra krig ikke kommer til at ske for dem. Og rent lavpraktisk, skulle man så forbyde børnene fra modtageklasserne at fortælle deres jævnaldrende, hvorfra de kommer, og hvorfor de er havnet her? 

Små børn leger krig og skyder hinanden i leg. Det kommer et sted fra - de hører langt mere, end nogle voksne tror. Så kan vi lade dem drage deres egne, misforståede konklusioner, eller vi kan forklare dem på deres niveau, hvad der er tale om. 

 

Kan godt se det jeg skrev lød meget rosenrødt, også mere end jeg faktisk ville have det til.  Selvfølgelig er børn ikke uvidende, eller ubevidste om hvordan verden ser ud. Men jeg mente blot at jeg synes emnerne skal tages op når børnene er “klar” til det og selv sætter spørgsmålstegn ved et emne. 

Er slet ikke uenig i at de skal have undervisning i emnet på et tidspunkt, kun uenig i at det for tidligt i 0-1 og 2klasse.  I denne aldersgruppe ville jeg som forældre gerne være den der fortæller og forklare når der er et spørgsmål omkring asyl, flygtninge og lign. 

Tystys14 skriver:

Åh jeg mener det slet ikke så rosenrødt som det måske lød.  Og er også enig med dig. Men vores børn har f.eks. Været gode til at komme og spørge selv til de ting de undre sig over. Hvis vores store f.eks. Spørg hvorfor en i klassen ikke altid er så glad og ikke taler dansk så godt, jam så for hun selvfølgelig svar på sit spørgsmål. 

Synes bare ikke det nødvendigt at hive det ned over dem så tidligt. Verden er ikke rosenrød.  Selvfølgelig skal de lærer om disse emner. 

Børn skal ikke pakkes ind, men vil godt selv være den der lærer mit barn/børn om disse emner og tage det som det kommer. Som du selv nævner har børn holdninger osv. (Børn er kloge)  men så vil de spørgsmål også komme naturligt på et tidspunkt. 

 

En væsentlig del af dét at sende sit barn i skole er at acceptere, at barnet vil lære om og få kendskab til emner og forhold, som man måske ville foretrække selv at sætte dem ind i på sin egen måde. Eneste alternativ er, hårdt sat op, hjemmeundervisning. 

I en klasse kan der sidde en større flok, hvis forældre slet ikke taler med dem om “svære” emner, en lille flok, som næsten ved “for meget” om dem, nogle, der har fået meget korte svar på deres spørgsmål, og sågar også en enkelt, der har hørt derhjemme, at “de der flygtninge er nogle nassere, der skulle smides hjem!”. Fælles viden er den eneste måde at nå alle elever på, så ingen tumler med misforståelser og frygt grundet uvidenhed. 

lineog4 skriver:

ej den knap på skrivebordet var jeg også bange for (den var forresten rød i min fantasi, var den også det i din?). 

Jeg blev undervist I hvad jeg skulle gøre når atom bomben faldt (ikke hvis). Kan stadig huske sandsække, under en trappe og en transistor med nok batterier og ikke mindst en masse rent vand - ikke se på lysglimtet. 

Jeg husker også det med lysglimtet. Og så at det ikke nyttede noget at gemme sig i et hul, for så ville det radioaktive affald bare falde ned på dig. Du måtte grave en tunnel eller være i et bomberum. Jeg tror jeg sneg mig til at se lidt af en dokumtar de voksne så på en aften efter sengetid. 

Og knappen var rød!

Jeg fik forklaret, at man måtte have den riktige kode for at affyre atomvåben, så jeg så for mig noget a la en kodelås fra en koffert monteret i skrivebordet ved siden af knappen.

Jeg har undervist børn på flere klassetrin, på en skole der fik asylcenter som nabo og med tre modtager klasser. De danske børn, både i 2 og 8 klasse sagde ord ret mange af de samme ting. Den mest hyppige: de er ikke danskere, for rigtige danskere spiser bacon og det gør de det ikke... for vores skole var det vigtigt at have en åben dialog med børnene på alle klassetrin, for at afdæmonisere de flygtninge børn der med hårdt arbejde kom ud til klasserne. Det er vigtigt for børn at vide hvad flygtninge er, og det skal selvfølgelig foregå på deres niveau. Ved at gemme det væk, gør man det kun værre.