Såret, frustreret og helt ved siden af mig selv.

Jeg er normalt ikke fortaler for, at man i et parforhold/ægteskab forbyder hinanden noget. Men hvis du virkelig har det så skidt som du beskriver, så smider du veto-kortet nu. Din mand skal ikke efterlade dig med ansvaret for to små børn, når du er på renden af et sammenbrud. Det er ganske enkelt uansvarligt, hvis ikke over for dig, så over for jeres to små børn. 

Anonym skriver:

Min mand er inviteret ud at rejse og tager derfor væk i 5 dage. Uden tvivl en lækker tur for ham - Men det er bare så dårlig timing.

For det første fik jeg kun et par ugers varsel om denne rejse. Han rejser ugen inden vi skal holde barnedåb og kommer hjem igen 3 dage før. Vi bliver 70 mennesker til denne barnedåb og størstedelen af dem er hans familie, som han har insisteret på at invitere. Da jeg fik vores ældste for lidt over 4 år siden, endte jeg med en fødselsdepression, der senere hen har ført til angstanfald. Alt dette har været under kontrol længe før vi fik nr. 2, men forskellige omstændigheder har gjort mig yderst ustabil og hele julen har jeg været lige på vippen til sammenbrud. Sammenbruddet kom så da min mand havde sagt ja til rejsen, uden at drøfte det med mig først. Jeg er nu officielt endt med fødselsdepression nr. 2, og har netop takket nej til medicinering endnu engang, da jeg ved hvad det gør ved mig istedet.

oven i depression og barnedåb, kan jeg tilføje at jeg sidste sommer takkede nej til en ferie jeg var inviteret på, da alle ekstra penge vi har, går til husopsparingen. Dette var en fælles beslutning efter samtale med min mand. Så bliver lidt skuffet når han gerne må tage fra den opsparing for at have lommepenge med på en ferie. Samtidig bruger han endnu 3 af sine sparsomme feriedage, uden mig og vores børn. Han har allerede brugt 5 fordi han til sommer er inviteret til England og se fodbold. Endnu en ting han sagde ja til uden at vi skulle drøfte det først.

Jeg har grædt siden jul, jeg har overvejet at flytte og jeg har skældt ud på min mand og andre indvolverede parter. Jeg kan i forvejen ikke holde samling på mig selv, og nu står jeg alene og skal få styr på en barnedåb og have overskud hele døgnet til de to børn. Min eneste mulighed er at tage til min mor, som har en tendens til at pille min selvtillid fuldstændig fra hinanden. 

En veninde spurgte i går om min mand havde overvejet hvad der ville ske hvis jeg endte med en indlæggelse (samme veninde der sørgede for jeg kom til lægen i dag). Min mands svar var at han så ville komme hjem med det samme.

Jeg er frustreret, rasende og dybt ulykkelig. Min mand er frustreret fordi jeg ikke har lyst til sex for tiden (og jeg bliver endnu mere irriterer når han konstant vil putte, kramme og kysse). Vi har aldrig før været uvenner eller skændtes, og lige pt kan jeg slet ikke holde ud at være i rum med ham. 

Nogen bud på en løsning? Den er tilsyneladende ikke at min mand bliver hjemme og rykker sin rejse til et mindre hektisk tidspunkt. - Min mands forslag på en løsning er at vi bestiller en fælles rejse til efteråret. Hvilket for mig ikke løser det problem jeg står overfor her og nu. Jeg har overvejet at aflyse barnedåben, men det vil min mand heller ikke. Alt andet i kalenderen er aflyst. Har meldt fra mødregruppe da jeg ikke kan overskue det, har aflyst tandlæge osv. Kun børnenes tid hos læger mm. Er bibeholdt. Alligevel virker alt så uoverskuelig.

 

Kære dudet lyder helt ærligt ikke til, at din mand helt forstår alvoren. Hvordan i løser selve konflikten har jeg ikke mange råd til. Din tillid til ham er brudt og kunne forestille mig at du føler dig uelsket. 

Ifht. Barnedåb så synes jeg klart den skal meldes fra hvis det forventes at du skal bidrage med noge til planlægningen. Kun hvis din mand gør alt, uden beklagelser og du kun skal måde op på dagen, mener jeg den skal gennemføres.

Kære du, 

Jeg synes du skal ringe til sundhedsplejersken og bede hende komme på et ekstra besøg og så bede din mand om at være hjemme til besøget. Når du så sidder storage ædende og beder om hjælp til, hvordan du skal håndtere at holde sammen på dig selv og børnenes hverdag mens manden er på hygheferie, så kan det være du får sat tingene i et andet perspektiv hos farmand. Alternativt kan det være sundhedsplejersken har mulighed for at tilbyde dig en form for aflastning i kommunalt regi til den store.

Som de andre siger jeg også, allier dig med veninder, evt naboer, søskende, etc, der kan aflaste dig lidt. Når du har det så skidt er din mor måske ikke en så god idé, hvis hun ikke kan acceptere blot at hjælpe stiltiende til uden at køre på din selvtillid. Det er det sidste du har brug for! 

Held og lykke med det hele 

Stivdie skriver:

Kære du, 

Jeg synes du skal ringe til sundhedsplejersken og bede hende komme på et ekstra besøg og så bede din mand om at være hjemme til besøget. Når du så sidder storage ædende og beder om hjælp til, hvordan du skal håndtere at holde sammen på dig selv og børnenes hverdag mens manden er på hygheferie, så kan det være du får sat tingene i et andet perspektiv hos farmand. Alternativt kan det være sundhedsplejersken har mulighed for at tilbyde dig en form for aflastning i kommunalt regi til den store.

Som de andre siger jeg også, allier dig med veninder, evt naboer, søskende, etc, der kan aflaste dig lidt. Når du har det så skidt er din mor måske ikke en så god idé, hvis hun ikke kan acceptere blot at hjælpe stiltiende til uden at køre på din selvtillid. Det er det sidste du har brug for! 

Held og lykke med det hele 

Storage ædende? Hvad mener du med det? 

Mor og meget mere skriver:

Storage ædende? Hvad mener du med det? 

Mit gæt ville være at hun mente "stor grædende".

Pyha, det er slet ikke en sjov situation at stå i. Du er nødt til at have noget hjælp, når nu der ser ud til at rejsen ikke kan rykkes. Har du ikke en mor, svigermor og/eller nogle veninder som måske vil være behjælpelige med børnene og som gerne vil stå de sidste praktiske ting med dåben? Træk på alt den hjælp som du overhovedet kan! Jeg forstår godt at du er skuffet, og det er bestemt ikke okay at sige ja til at rejse uden at have talt med dig om det. Din mand lyder dog alligevel som om at han forsøger at lytte til dig. Det kan være meget svært at sætte sig ind i hvordan det er at have en fødselsdepression. Jeg har selv stået på den anden side, fordi at min mand fik en efter at vi fik vores første søn, og halvdelen af tiden vidste jeg næsten ikke hvad jeg skulle stille op i forhold til ham. Det er så vigtigt at få talt om tingene sammen, evt. med en terapeut eller en psykolog også. Både for jeres egen og børnenes skyld fremadrettet! Det er muligt at komme om på den anden side sammen! Det lyder også til at det allerede er lykkedes jer en gang tidligere. 

Jeg håber det bedste for dig/jer!

LoveEnough skriver:

Mit gæt ville være at hun mente "stor grædende".

Arh, selvfølgelig. 

Anonym skriver:

Min mand er inviteret ud at rejse og tager derfor væk i 5 dage. Uden tvivl en lækker tur for ham - Men det er bare så dårlig timing.

For det første fik jeg kun et par ugers varsel om denne rejse. Han rejser ugen inden vi skal holde barnedåb og kommer hjem igen 3 dage før. Vi bliver 70 mennesker til denne barnedåb og størstedelen af dem er hans familie, som han har insisteret på at invitere. Da jeg fik vores ældste for lidt over 4 år siden, endte jeg med en fødselsdepression, der senere hen har ført til angstanfald. Alt dette har været under kontrol længe før vi fik nr. 2, men forskellige omstændigheder har gjort mig yderst ustabil og hele julen har jeg været lige på vippen til sammenbrud. Sammenbruddet kom så da min mand havde sagt ja til rejsen, uden at drøfte det med mig først. Jeg er nu officielt endt med fødselsdepression nr. 2, og har netop takket nej til medicinering endnu engang, da jeg ved hvad det gør ved mig istedet.

oven i depression og barnedåb, kan jeg tilføje at jeg sidste sommer takkede nej til en ferie jeg var inviteret på, da alle ekstra penge vi har, går til husopsparingen. Dette var en fælles beslutning efter samtale med min mand. Så bliver lidt skuffet når han gerne må tage fra den opsparing for at have lommepenge med på en ferie. Samtidig bruger han endnu 3 af sine sparsomme feriedage, uden mig og vores børn. Han har allerede brugt 5 fordi han til sommer er inviteret til England og se fodbold. Endnu en ting han sagde ja til uden at vi skulle drøfte det først.

Jeg har grædt siden jul, jeg har overvejet at flytte og jeg har skældt ud på min mand og andre indvolverede parter. Jeg kan i forvejen ikke holde samling på mig selv, og nu står jeg alene og skal få styr på en barnedåb og have overskud hele døgnet til de to børn. Min eneste mulighed er at tage til min mor, som har en tendens til at pille min selvtillid fuldstændig fra hinanden. 

En veninde spurgte i går om min mand havde overvejet hvad der ville ske hvis jeg endte med en indlæggelse (samme veninde der sørgede for jeg kom til lægen i dag). Min mands svar var at han så ville komme hjem med det samme.

Jeg er frustreret, rasende og dybt ulykkelig. Min mand er frustreret fordi jeg ikke har lyst til sex for tiden (og jeg bliver endnu mere irriterer når han konstant vil putte, kramme og kysse). Vi har aldrig før været uvenner eller skændtes, og lige pt kan jeg slet ikke holde ud at være i rum med ham. 

Nogen bud på en løsning? Den er tilsyneladende ikke at min mand bliver hjemme og rykker sin rejse til et mindre hektisk tidspunkt. - Min mands forslag på en løsning er at vi bestiller en fælles rejse til efteråret. Hvilket for mig ikke løser det problem jeg står overfor her og nu. Jeg har overvejet at aflyse barnedåben, men det vil min mand heller ikke. Alt andet i kalenderen er aflyst. Har meldt fra mødregruppe da jeg ikke kan overskue det, har aflyst tandlæge osv. Kun børnenes tid hos læger mm. Er bibeholdt. Alligevel virker alt så uoverskuelig.

 

Aflys barnedåbsfesten, og hold en barnedåb hvor kun gudmor og faddere er inviteret. Efter barnedåben servere du noget nem f.eks smørrebrød hente i Føtex og islagkage fra Hjem Is

Lige her og nu synes jeg du skal kontakte din læge eller sundhedsplejerske og bed om hjælp. Og hvis det indbefatter medicin så vil jeg råde dig til at takle ja

Stivdie skriver:

Kære du, 

Jeg synes du skal ringe til sundhedsplejersken og bede hende komme på et ekstra besøg og så bede din mand om at være hjemme til besøget. Når du så sidder storage ædende og beder om hjælp til, hvordan du skal håndtere at holde sammen på dig selv og børnenes hverdag mens manden er på hygheferie, så kan det være du får sat tingene i et andet perspektiv hos farmand. Alternativt kan det være sundhedsplejersken har mulighed for at tilbyde dig en form for aflastning i kommunalt regi til den store.

Som de andre siger jeg også, allier dig med veninder, evt naboer, søskende, etc, der kan aflaste dig lidt. Når du har det så skidt er din mor måske ikke en så god idé, hvis hun ikke kan acceptere blot at hjælpe stiltiende til uden at køre på din selvtillid. Det er det sidste du har brug for! 

Held og lykke med det hele 

Jeg har meget svært ved at se, at en kommune skulle betale mange, MANGE tusind kroner for at få et barn i aflastning, så barnets far kunne tage på ferie.

Normalt går jeg ikke ind for ultimatummer, men kompromis og fælles løsninger. MEN jeg synes det er dybt forkasteligt at din mand bare er så ligeglad og tager afsted når du tydeligvis er på randen til et sammenbrud, specielt når den rejse slet ikke er en fælles beslutning til at starte med. Han tager det jo bare som en selvfølge at du bare passer børn og ordner barnedåb mens han kan tage afsted som det passer ham uden hensyn til dig og jeres børn. Var han min mand havde han fået valgtet mellem at blive hjemme eller tage afsted og finde et andet sted at bo når han kom hjem. Føj hvor jeg væmmes ved ham. Og så havde jeg aflyst barnedåbs fest og evt bare taget i kirken når dagen kommer. 
Og så synes jeg at du skal få alt den hjælp du kan når/hvis han tager afsted, bede venner, familie mm om hjælp og aflastning.
Og så skal du i kontakt med din læge, og evt sundhedsplejeske hvis du ikke allerede er det. Du skal ikke gå og have det så skidt! Det gavner hverken dig eller dine børn.