Anonym skriver:
Men for mig er der forskel på at sætte et barn i verden, med mine forudsætninger for at være mor, end når man allerede ved at man kommer til at døje med dårlig ryg osv.
Jeg har en længeregående uddannelse med bachelorgrad, så jeg er ikke i tvivl om at min søn kommer til at klare sig i verden.
Jeg er selv vokset op med en far, der var 60 % invalid efter en færdselsulykke. Ulykken skete mange år, før han mødte min mor.
Han var ved landbruget, og det kunne han jo så ikke blive ved med. Han fik tilbudt det, der dengang hed invalidepension, men han valgte at tage en uddannelse, hvor han kunne få et stillesiddende job.
Der er selvfølgelig den forskel, at det jo ikke var ham, der skulle igennem graviditet og fødsel.
Men jeg har aldrig - aldrig nogensinde - syntes, det var pinligt eller begrænsende, at min far var halt. Han kunne ikke løbe, og han kunne ikke rende udenfor og spille bold og den slags, men han kunne så meget andet.
Efter ulykken mente han faktisk, at han aldrig skulle have kone og børn, for han ville have, at hun skulle "trækkes med en halt".
Jeg er dybt taknemmelig for, at han ændrede mening, og jeg kunne ikke have haft en bedre far. Han og min mor har givet mig de bedste forudsætninger for et godt liv.
Min holdning er så også, at en med f.eks. en håndværkeruddannelse, har lige så godt forudsætninger for at få børn, der klarer sig, som dem der har en længere uddannelse. Det andet synes jeg nok grænser lidt til snobberi.