Skirger og vil op hele tiden

Anonym skriver:

Han var til kontrol for lige knapt 2 uger siden, hvor der ikke var noget med ører eller noget. Storesøster er som nævnt ørebarn, så vi er meget obs. på at lillebror ikke skal have samme problemer med det. Det er heller ikke fordi noget "sidder fast" for han har også været ved fys og ergo i perioden, hvor der intet var at se på ham.

Håret er altid oppe (han får fat i det alligevel, på trods af at det er i knold. Halskæden er jo allerede væk (eftersom at den er i stykker) og øreringene kan jeg ikke tage ud, uden at hullerne lukker sig (som i natten over - har prøvet det engang, da min datter var lille).

Han skriger ikke bare når han er i vikle/slynge. Han hidser sig op og kæmper imod - skyder ryg, slår ud med arme og ben (så meget som han nu kan) og slynger hovedet rundt i ren arrigskab. Han er slet ikke til at holde styr på, selvom han egentlig ikke kan bevæge sig ret meget.

 

Han sover så heller ikke særlig godt (hverken dag eller nat), så mit overskud til at høre på ham er lig nul. I morges stod han op klokken 5 efter adskillige opvågninger i løbet af natten og tre perioder hvor han skulle hjælpes videre i søvnen (enten ved at vugge ham eller nusse ham på ryggen). Han kom i seng klokken 19:00.
Så sov han en lur fra klokken 08:00 til klokken 09:00, hvor han kun falder i søvn fordi han bliver trillet i vognen når storesøster skal afleves i børnehave.
Så tog han en lille lur på 45 minutter fra klokken 11:30 til 12:15.

Han har en kravlegård, som jeg ind imellem er blevet nødsaget til at sætte ham i og så bare lade ham skrige fordi der er noget jeg altså bliver nødt til at ordne. Det er aldrig mere end 5-10 minutter, men han når at få skreget sig selv fuldstændig åndeløs og rød i hovedet.

 

Hmm.. Hvad siger sundhedsplejersken og dagplejemoderen/pædagogen til det? Er det kun dig han opfører sig sådan overfor, eller er det også noget de kæmper med dét sted han bliver passet? Tænker du måske har behov for professionel pædagogisk assistance? 

Anonym skriver:

Han bliver ved med at skrige og, hvis han kan komme til det, rejser han sig op af mine ben og hiver i mine bukser imens han skriger. Han skriger mere og mere jo længere der går og bliver helt rød i hovedet og kan næsten ikke få luft, fordi han skriger. Jo mere opreven han bliver, jo dårligere bliver han også til at stå, så han falder oftere...

Hvis jeg går lidt væk, følger han efter og det samme...

Hvis jeg sidder ned, det samme...

 

Og - humoristisk som det lyder, så gør det pisse ondt - så bider han mig i knæerne.

Det lyder mega hårdt. Og jeg ville nok kaste ham ud af vinduet. 

Jeg ville vikle selvom han hader det. Måske en hoftebinding også hovedværn på. 

Måske en ringslynge er bedre for ham

Eller den her dims: https://www.babadut.dk/produkter/?brand=13982-hippychick&gclid=Cj0KCQiA38jRBRCQARIsACEqIeufpultLo7a5sN6xlhTfDPVoOChVo76QxgNLiKaZJ5PgnjwPPt1zi4aAoU2EALw_wcB

Har aldrig prøvet den men måske den kunne aflaste dig og din krop. 

Men som flere andre har skrevet så gib efter al den hjælp du kan få da du lyder til at være presset ud over alle grænser. 

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen ved at gå ud af mit gode skind af ren og skær irritation.

Min søn er lige fyldt et år, men er også præmatur og er derfor lidt "bagefter" i forhold til hans udvikling. Problemet ligger i at han skriger hele tiden - som i HELE TIDEN. Lige så snart han ikke sidder på min arm, skriger han. Han kravler rundt efter mig, rejser sig op ad mine ben, hiver i mine bukser og SKRIGER. Det eneste der hjælper er at tage ham op og bære rundt på ham, man han er en stor dreng (10+ kg) og jeg kan simpelthen ikke løfte rundt på ham på den måde længere - jeg har så ondt i ryg og nakke, samt at han hiver i både mit hår, mine øreringe og stjæler mine briller når jeg løfter på ham, så jeg skal altid have den anden hånd fri til at tage hans små hænder væk. Han plejde også at tage i min halskæde, men den fik han hevet i stykker for et par uger siden mens jeg lavede mad - det var ellers en halskæde som jeg har gået med hver dag siden min konfirmation for snart 20 år siden; med mit dagmarkors i.

Han har en storesøster på snart 4, som jo også har behov for mig endnu, men jeg kan bare overhovedet ikke være der for hende på den måde som jeg gerne ville, fordi lillebror er så krævende. For jeg kan ikke tumle med hende, med en baby på armen.

Min søn har ingen interesse for legetøj, han gider ikke lege titte-bøh, klappe kage eller andre sjove ting - han vil bare hænge på min arm og hive mig i håret/ørene/brillerne.

Min mand arbejder længe, så han er først hjemme til aftensmaden og jeg står derfor meget alene med børnene - han hjælper med fodring og putning og det er det.

 

Nogen der har nogle gode råd eller løsningsmodeller?

Jeg har fulgt med i din tråd og enten har jeg overset det eller også skriver du det ikke - så hvor gammel er din søn? Måske han er klar til dagpleje, måske han keder sig? Hvornår er det planen han skal i dagpleje/vuggestue? :-) 

Min datter har været meget lignende fra hun var ca 2 mdr gammel. Bange for alle nye mennesker, kun far, mor og storesøster hun ikke var bange for. Hun skal holdes konstant! Skal røre mig hele tiden, og skriger hvis jeg sætter mig ned eller hun bliver båret. Det er megahårdt! Her den sidste måneds tid er hun blevet bedre, og de sidste to uger har hun kunnet sidde og lege på gulvet selv i længere og længere tid. Hun er 10 mdr nu. Jeg har prøvet ALT, men intet virkede. Jeg vil foreslå at du bliver ved med at prøve at gøre tingene på en mere behagelig måde for dig, få evt en slynge til at hjælpe dig, og så må han vænne sig til ikke at få sin vilje. Det er jo bestemt ikke holdbart i længden.

Bliv ved, og det kommer 

Stivdie skriver:

Hmm.. Hvad siger sundhedsplejersken og dagplejemoderen/pædagogen til det? Er det kun dig han opfører sig sådan overfor, eller er det også noget de kæmper med dét sted han bliver passet? Tænker du måske har behov for professionel pædagogisk assistance? 

Han er ikke i pasning endnu, men skal starte op til Januar. Vi håber på at det kommer til at have en effekt; både på hans "humør" og på hans søvn.

Sundhedsplejersken er ret ubrugelig i de fleste situationer. Hun har ingen erfaring med præmature, men "skyder skylden på" at han er præmatur ved alle problemer jeg har med ham og siger at jeg skal kontakte børneafdelingen hvis jeg har problemer.

LiselotteF skriver:

Jeg har fulgt med i din tråd og enten har jeg overset det eller også skriver du det ikke - så hvor gammel er din søn? Måske han er klar til dagpleje, måske han keder sig? Hvornår er det planen han skal i dagpleje/vuggestue? :-) 

Det står som noget af det første, at han lige er blevet et år han er omkring 8 måneder korrigeret.

Han skal starte i dagpleje til Januar, men har opført sig på denne måde i omtrent 4 måneder (siden han var 8 måneder (4 måneder korrigeret)).

Anonym skriver:

Det står som noget af det første, at han lige er blevet et år han er omkring 8 måneder korrigeret.

Han skal starte i dagpleje til Januar, men har opført sig på denne måde i omtrent 4 måneder (siden han var 8 måneder (4 måneder korrigeret)).

Ja det kan jeg da godt se, nu du nævner det  okay, vores søn er også præmatur, dog kun født 5½ uge for tidligt. Han er fra marts 16 og skulle ha startet i dagpleje december 16, men grundet pludselig flytning i november 16 måtte han vente på at komme i dagpleje til februar 17 - han var ligesom din fra september og indtil februar hvor han startede i dagpleje, han havde simpelthen brug for at komme ud, der gik 2 dage fra han begyndte dagpleje til vi var ovre den adfærd