Jersey skriver:
Tak for alle svarene. Det er noget af en mundfuld og ikke lige hvad jeg havde regnet med, men jeres svar har helt sikkert sat nogle fornuftige og nødvendige tanker i gang i hovedet på mig, det er helt åbenlyst at jeg bliver nød til at gå til den her problemstilling på en anden måde. Det er tydeligt at mit indlæg har givet jer et negativt syn af mig, fair nok det må jeg tage til efterretning. Mit indlæg, og min sindstilstand da jeg skrev det, savner tydeligvis ydmyghed og anerkendelse af min søster. Jeg var nok lidt for kæphøj, fordi jeg har mødt så meget opbakning og forståelse for mine frustrationer når jeg har delt dem med kolleger eller mine forældre, det var godt at I fik mig ned på jorden igen.
For at adresse nogle af jeres pointer:
Det at han får et raserianfald er ikke noget nyt fænomen der er opstået i forbindelse med at han har fået en lillesøster. Det har stået på i lang tid og sker dagligt, og jeg har en bekymring for om deres parhold kan holde til det. Min søsters kæreste har fortalt at de ting jeg oplever er småting og hurtigt overstået, sammenlignet med når de er alene med ham.
Ja, jeg har kender til massere af børn som fungere godt i skolen/SFO, men som bliver til en helt anden når de er sammen med deres forældre. Men bare fordi det er udbredt, er det vel ikke godt? Selvfølgelig er børn forskellige i forskellige konstellationer, men derfor kan det vel godt blive for meget, for ekstremt? Er det ”helt efter bogen” at det at gå ud og handle ind med sit eget barn skal ende i ragnarok hver gang? At man ikke er i stand til at lave aftensmad?
I mit indlæg beskriver jeg fuldstændigt neutralt hvordan min søster håndterer hendes drengs raserianfald. Det var ikke meningen at det var den del af episoden der skulle være fokus på. Ja afledningen fungerede godt, denne gang, men det gør den ikke altid. Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.
Nu er det ikke bare mig min søster ikke vil snakke med svære ting om, det er også min anden søster og vores forældre. Og det handler ikke bare om børneopdragelse, men også vores fars kræft, min (nu overståede) depression.
”Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.”
Lige præcis, og det tror jeg min søster er rigtigt dårligt til og kunne bruge hjælp til.
Ja jeg er nok ude hvor jeg ikke kan bunde, men min pointe er, at det tror jeg også min søster er. Ja måske ville hun blive tosset over at få en bog om børneopdragelse af sin lillebror, men jeg føler ærlig talt at det ville være rart med en eller anden form for reaktion. Men ja, det her handler ikke om mine følelser eller mine behov.
Hvad er jeres råd? Skal jeg bare holde lav profil og holde min kæft?
Først hvor er det skønt du reelt bekymrer dig for din søster og gerne vil hjælpe. Jeg tror bare du skal forstå hjælpen ikke er, at din søster bliver banket i hovedet med en bog om hvordan man skal gøre når man er “rigtig” især ikke hvis din bekymring er reel.
Hvad du derimod kan er at tilbyde dig selv, tilbyde at komme og være en lækker onkel som kan lege med lillemanden, være ham den skønne som giver hendes dreng en god tid (og dermed også mor en god tid). En onkel som ikke blander sig, men som er netop en onkel der øser af sit overskud. Onkel skal ikke slukke fjernsynet, onkel skal pjatte. Onkel skal ikke give en bog om børneopdragelse, en onkel skal tage drengen med i ZOO. Onkel skal ikke kommentere raseri anfaldene, en onkel skal tilbyde at gå en tur med barnevognen så mor kan nyde sin store dreng. En onkel skal ikke dømme, men tilbyde sin hjælp fx ikke komme på besøg uden også at tilbyde at lave en god aftensmad så mor ikke skal tænke på det.
Det kan godt være din nevø er over grænsen, det kan godt være din nevø er udfordret. Er det tilfældet så vil den institution han er i formodentlig reagere, gør de ikke betyder det han jo kender grænserne, og rent faktisk er opdraget forholdsvist godt for ellers ville det også vise sig i andre tilfælde. Og nej det er ikke nødvendigvis godt, at børnene reagerer anderledes med forældre, men der tror jeg du skyder et forkert sted hen. Du kunne jo også vende den om, og overveje: hvor hårdt må det ikke være for de små pus at være 8 timer et sted hvor de ikke tør reagere? Hvad er det de små pus fortæller når de er så flade når de bliver hentet så det eneste man kan som forældre er at bøje sig, give sutten og anerkende at supermarkedet er noget man ikke når den dag?
Jo der findes forældre ude i det danske land, hvor forældreevne er lav, men ærligt din søster lyder absolut ikke til at falde i den kategori. Det lyder til hun forsøger at tilrettelægge et liv, hvor din nevø har det godt og et liv han kan rumme med sin ader og sin personlighed. Og jo nogle gange får man sagt det forkerte og må leve med konsekvensen - fx er vi i den danske middelklasse utrolig gode til at give befalinger som spørgsmål a la det din søster gør med fjernsynet, men den bog har alle børn bare ikke læst, og de er konkret tænkende: vil du slukke? Nej, og Gud hjælpe den der så siger: men det skal du! Har du først trådt i spinaten, så må du gennemføre, du har spurgt, fået svaret og så må du forstå at næste gang spørger du så ikke. Og ja jeg kan godt læse, at det fangede din søster ikke lige, men tro mig med en nyfødt var der mange ting jeg ikke fangede, for jeg var flad med tak streg under og også i en helt anden verden oppe på min lyserøde sky. Og skulle mine børn lig er de dage få lov at se fjernsyn 10 timer i streg, så gik det nok. Og forstyrrede det mine gæster, så var de velkomne til at gå.
