Bog til forældre med en dreng der skaber sig

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

4. december 2017

Mariehøne123

Profilbillede for Mariehøne123
Jersey skriver:

Tak for alle svarene. Det er noget af en mundfuld og ikke lige hvad jeg havde regnet med, men jeres svar har helt sikkert sat nogle fornuftige og nødvendige tanker i gang i hovedet på mig, det er helt åbenlyst at jeg bliver nød til at gå til den her problemstilling på en anden måde. Det er tydeligt at mit indlæg har givet jer et negativt syn af mig, fair nok det må jeg tage til efterretning. Mit indlæg, og min sindstilstand da jeg skrev det, savner tydeligvis ydmyghed og anerkendelse af min søster. Jeg var nok lidt for kæphøj, fordi jeg har mødt så meget opbakning og forståelse for mine frustrationer når jeg har delt dem med kolleger eller mine forældre, det var godt at I fik mig ned på jorden igen.

 

For at adresse nogle af jeres pointer:

Det at han får et raserianfald er ikke noget nyt fænomen der er opstået i forbindelse med at han har fået en lillesøster. Det har stået på i lang tid og sker dagligt, og jeg har en bekymring for om deres parhold kan holde til det. Min søsters kæreste har fortalt at de ting jeg oplever er småting og hurtigt overstået, sammenlignet med når de er alene med ham.

 

Ja, jeg har kender til massere af børn som fungere godt i skolen/SFO, men som bliver til en helt anden når de er sammen med deres forældre. Men bare fordi det er udbredt, er det vel ikke godt? Selvfølgelig er børn forskellige i forskellige konstellationer, men derfor kan det vel godt blive for meget, for ekstremt? Er det ”helt efter bogen” at det at gå ud og handle ind med sit eget barn skal ende i ragnarok hver gang? At man ikke er i stand til at lave aftensmad?

 

I mit indlæg beskriver jeg fuldstændigt neutralt hvordan min søster håndterer hendes drengs raserianfald. Det var ikke meningen at det var den del af episoden der skulle være fokus på. Ja afledningen fungerede godt, denne gang, men det gør den ikke altid. Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.

 

Nu er det ikke bare mig min søster ikke vil snakke med svære ting om, det er også min anden søster og vores forældre. Og det handler ikke bare om børneopdragelse, men også vores fars kræft, min (nu overståede) depression.

 

”Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.”

Lige præcis, og det tror jeg min søster er rigtigt dårligt til og kunne bruge hjælp til.

 

Ja jeg er nok ude hvor jeg ikke kan bunde, men min pointe er, at det tror jeg også min søster er. Ja måske ville hun blive tosset over at få en bog om børneopdragelse af sin lillebror, men jeg føler ærlig talt at det ville være rart med en eller anden form for reaktion. Men ja, det her handler ikke om mine følelser eller mine behov.

 

Hvad er jeres råd? Skal jeg bare holde lav profil og holde min kæft?



Først og fremmest stor ros for at indse din fejl istedet for bare at droppe tråden eller blive rasende dom mange gør. 

Ja du skal bare blande dig helt udenom. Du skal hverken påtale, komme med gode råd eller påpege at du har nemmere ved barnet. Alle børn er nemmere ude, det er fordi de ikke er lige så trygge ude som hjemme, så derfor tør de ikke reagere på samme måde. 

Du synes det er ekstremt at gå amok over et tv, men lige tv er noget af det mest afhængigheds skabende især for børn of tro mig børn kan gå amok over langt mindre ting fx den forkerte tallerken til frokost. 

Måske er der ikke helt styr på situationen men for msn bør kunne lave aftensmad Mwn det er ikke dit bord. Pas på du ikke blander andre ting ind i det som fx din fars sygdom. 

Det er mega hårdt at stå med 2 små børn. En baby der frarøver søvn og en trodsig treårig kan udfordre alle. Hvis du vil hjælpe så tilbyd din søster aflastning. Måske kan du passe den store, få en tur med den lille, lav lasagne til fryseren, kør støvsugeren. Spørg din søster uden fordømmelse om hun har brug for hjælp

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

4. december 2017

Mor og meget mere

Profilbillede for Mor og meget mere
Jersey skriver:

Tak for alle svarene. Det er noget af en mundfuld og ikke lige hvad jeg havde regnet med, men jeres svar har helt sikkert sat nogle fornuftige og nødvendige tanker i gang i hovedet på mig, det er helt åbenlyst at jeg bliver nød til at gå til den her problemstilling på en anden måde. Det er tydeligt at mit indlæg har givet jer et negativt syn af mig, fair nok det må jeg tage til efterretning. Mit indlæg, og min sindstilstand da jeg skrev det, savner tydeligvis ydmyghed og anerkendelse af min søster. Jeg var nok lidt for kæphøj, fordi jeg har mødt så meget opbakning og forståelse for mine frustrationer når jeg har delt dem med kolleger eller mine forældre, det var godt at I fik mig ned på jorden igen.

 

For at adresse nogle af jeres pointer:

Det at han får et raserianfald er ikke noget nyt fænomen der er opstået i forbindelse med at han har fået en lillesøster. Det har stået på i lang tid og sker dagligt, og jeg har en bekymring for om deres parhold kan holde til det. Min søsters kæreste har fortalt at de ting jeg oplever er småting og hurtigt overstået, sammenlignet med når de er alene med ham.

 

Ja, jeg har kender til massere af børn som fungere godt i skolen/SFO, men som bliver til en helt anden når de er sammen med deres forældre. Men bare fordi det er udbredt, er det vel ikke godt? Selvfølgelig er børn forskellige i forskellige konstellationer, men derfor kan det vel godt blive for meget, for ekstremt? Er det ”helt efter bogen” at det at gå ud og handle ind med sit eget barn skal ende i ragnarok hver gang? At man ikke er i stand til at lave aftensmad?

 

I mit indlæg beskriver jeg fuldstændigt neutralt hvordan min søster håndterer hendes drengs raserianfald. Det var ikke meningen at det var den del af episoden der skulle være fokus på. Ja afledningen fungerede godt, denne gang, men det gør den ikke altid. Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.

 

Nu er det ikke bare mig min søster ikke vil snakke med svære ting om, det er også min anden søster og vores forældre. Og det handler ikke bare om børneopdragelse, men også vores fars kræft, min (nu overståede) depression.

 

”Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.”

Lige præcis, og det tror jeg min søster er rigtigt dårligt til og kunne bruge hjælp til.

 

Ja jeg er nok ude hvor jeg ikke kan bunde, men min pointe er, at det tror jeg også min søster er. Ja måske ville hun blive tosset over at få en bog om børneopdragelse af sin lillebror, men jeg føler ærlig talt at det ville være rart med en eller anden form for reaktion. Men ja, det her handler ikke om mine følelser eller mine behov.

 

Hvad er jeres råd? Skal jeg bare holde lav profil og holde min kæft?



Du spørger, om det er “helt efter bogen”, at en indkøbstur ender galt hver gang. Du skriver:”Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.”

Nu findes “bogen” eller “facitlisten” ikke, når det omhandler børn - lige så lidt som “bogen” om, hvordan og hvor meget, voksne familiemedlemmer kommunikerer sammen om problemer i familien. Børn reagerer forskelligt, og det normale har vide grænser. Men at en 4-årig vil se TV, er umulig at have med på indkøb og ikke kan vente med gaverne juleaften, er da hørt og beskrevet mange, mange gange før. Det er belastende at have og at overvære et udadreagerende barn i selvstændighedsalderen, ja - men det er som så meget andet en fase, som går over igen, og som kan håndteres på forskellige måder. Der er ikke én korrekt måde at møde et barn med den adfærd på. MetodEN findes ikke. 

Jeg forstår ikke, at du har behov for at dele dine frustrationer med dine kolleger og forældre. Eller at du overhovedet HAR frustrationer over, at din nevø har ramt selvstændighedsalderen med alle de udfordringer, den giver ham og omgivelserne. Hvordan er det blevet din mission at “hjælpe” din søster med opdragelsen af hendes barn? Har hun bedt om din hjælp? Har din svoger eller hun udtalt, at deres parforhold er truet? Eller observerer du og konkluderer selv, at det ender galt?

Ja, du skal holde lav profil og tie stille. Vis i stedet dit engagement ved at aflede knægten, når han bliver en stor mundfuld, og lad være med at gøre din nevø og din søster til et samtaleemne bag din søsters ryg. 

Anmeld Citér

4. december 2017

lineog4

Profilbillede for lineog4
Mod
Jersey skriver:

Tak for alle svarene. Det er noget af en mundfuld og ikke lige hvad jeg havde regnet med, men jeres svar har helt sikkert sat nogle fornuftige og nødvendige tanker i gang i hovedet på mig, det er helt åbenlyst at jeg bliver nød til at gå til den her problemstilling på en anden måde. Det er tydeligt at mit indlæg har givet jer et negativt syn af mig, fair nok det må jeg tage til efterretning. Mit indlæg, og min sindstilstand da jeg skrev det, savner tydeligvis ydmyghed og anerkendelse af min søster. Jeg var nok lidt for kæphøj, fordi jeg har mødt så meget opbakning og forståelse for mine frustrationer når jeg har delt dem med kolleger eller mine forældre, det var godt at I fik mig ned på jorden igen.

 

For at adresse nogle af jeres pointer:

Det at han får et raserianfald er ikke noget nyt fænomen der er opstået i forbindelse med at han har fået en lillesøster. Det har stået på i lang tid og sker dagligt, og jeg har en bekymring for om deres parhold kan holde til det. Min søsters kæreste har fortalt at de ting jeg oplever er småting og hurtigt overstået, sammenlignet med når de er alene med ham.

 

Ja, jeg har kender til massere af børn som fungere godt i skolen/SFO, men som bliver til en helt anden når de er sammen med deres forældre. Men bare fordi det er udbredt, er det vel ikke godt? Selvfølgelig er børn forskellige i forskellige konstellationer, men derfor kan det vel godt blive for meget, for ekstremt? Er det ”helt efter bogen” at det at gå ud og handle ind med sit eget barn skal ende i ragnarok hver gang? At man ikke er i stand til at lave aftensmad?

 

I mit indlæg beskriver jeg fuldstændigt neutralt hvordan min søster håndterer hendes drengs raserianfald. Det var ikke meningen at det var den del af episoden der skulle være fokus på. Ja afledningen fungerede godt, denne gang, men det gør den ikke altid. Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.

 

Nu er det ikke bare mig min søster ikke vil snakke med svære ting om, det er også min anden søster og vores forældre. Og det handler ikke bare om børneopdragelse, men også vores fars kræft, min (nu overståede) depression.

 

”Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.”

Lige præcis, og det tror jeg min søster er rigtigt dårligt til og kunne bruge hjælp til.

 

Ja jeg er nok ude hvor jeg ikke kan bunde, men min pointe er, at det tror jeg også min søster er. Ja måske ville hun blive tosset over at få en bog om børneopdragelse af sin lillebror, men jeg føler ærlig talt at det ville være rart med en eller anden form for reaktion. Men ja, det her handler ikke om mine følelser eller mine behov.

 

Hvad er jeres råd? Skal jeg bare holde lav profil og holde min kæft?



Først hvor er det skønt du reelt bekymrer dig for din søster og gerne vil hjælpe. Jeg tror bare du skal forstå hjælpen ikke er, at din søster bliver banket i hovedet med en bog om hvordan man skal gøre når man er “rigtig” især ikke hvis din bekymring er reel. 

Hvad du derimod kan er at tilbyde dig selv, tilbyde at komme og være en lækker onkel som kan lege med lillemanden, være ham den skønne som giver hendes dreng en god tid (og dermed også mor en god tid). En onkel som ikke blander sig, men som er netop en onkel der øser af sit overskud. Onkel skal ikke slukke fjernsynet, onkel skal pjatte. Onkel skal ikke give en bog om børneopdragelse, en onkel skal tage drengen med i ZOO. Onkel skal ikke kommentere raseri anfaldene, en onkel skal tilbyde at gå en tur med barnevognen så mor kan nyde sin store dreng. En onkel skal ikke dømme, men tilbyde sin hjælp fx ikke komme på besøg uden også at tilbyde at lave en god aftensmad så mor ikke skal tænke på det. 

Det kan godt være din nevø er over grænsen, det kan godt være din nevø er udfordret. Er det tilfældet så vil den institution han er i formodentlig reagere, gør de ikke betyder det han jo kender grænserne, og rent faktisk er opdraget forholdsvist godt for ellers ville det også vise sig i andre tilfælde. Og nej det er ikke nødvendigvis godt, at børnene reagerer anderledes med forældre, men der tror jeg du skyder et forkert sted hen. Du kunne jo også vende den om, og overveje: hvor hårdt må det ikke være for de små pus at være 8 timer et sted hvor de ikke tør reagere? Hvad er det de små pus fortæller når de er så flade når de bliver hentet så det eneste man kan som forældre er at bøje sig, give sutten og anerkende at supermarkedet er noget man ikke når den dag? 

Jo der findes forældre ude i det danske land, hvor forældreevne er lav, men ærligt din søster lyder absolut ikke til at falde i den kategori. Det lyder til hun forsøger at tilrettelægge et liv, hvor din nevø har det godt og et liv han kan rumme med sin ader og sin personlighed. Og jo nogle gange får man sagt det forkerte og må leve med konsekvensen - fx er vi i den danske middelklasse utrolig gode til at give befalinger som spørgsmål a la det din søster gør med fjernsynet, men den bog har alle børn bare ikke læst, og de er konkret tænkende: vil du slukke? Nej, og Gud hjælpe den der så siger: men det skal du! Har du først trådt i spinaten, så må du gennemføre, du har spurgt, fået svaret og så må du forstå at næste gang spørger du så ikke. Og ja jeg kan godt læse, at det fangede din søster ikke lige, men tro mig med en nyfødt var der mange ting jeg ikke fangede, for jeg var flad med tak streg under og også i en helt anden verden oppe på min lyserøde sky. Og skulle mine børn lig er de dage få lov at se fjernsyn 10 timer i streg, så gik det nok. Og forstyrrede det mine gæster, så var de velkomne til at gå. 

Anmeld Citér

4. december 2017

Abracadabra

Profilbillede for Abracadabra

Måske er det dig og bedsteforældrene, der skal opdrage barnet? Hvis I nu kan fastholde barnet i en mere normal adfærd, så får han formentlig færre problemer senere hen, end hvis I også lader ham køre frihjul. Hvis I heller ilke stiller krav, så møder han for få rammer i sin tidlige barndom, og det er utrygt for ham og potentielt skadeligt.

Så i virkeligheden er din bedste hjælp aflastning af din søster ved at være mere sammen med din nevø. Når du så er sammen med ham, forkæler du ham med struktur og faste rammer. 

Anmeld Citér

4. december 2017

Flomama

Profilbillede for Flomama

Jeg er meget som du beskriver dig selv. En hård mor der giver tydelige beskeder og har faste regler og rammer og ved du hvad? 

I knapt et år kunne jeg ikke lave mad fordi min søn på 3 år. skreg, råbte og smadrede ting, jeg kunne ikke have ham med ud og handle, han bed, slog og var Undskyld sproget.  røv belastende! 

Men nu er han 5 år, hjælper i køkkenet, henter varer for mig i super markedet osv. Så din nevøs adfærd kan sagtens skyldes aldren.

Vi kører I øvrigt 3 chancer herhjemme, jeg siger det en gang, 2 gang meget tydeligt, 3 gang så gør jeg det for ham  feks:  

Du skal slukke tvet

Jeg vil have du slukker  nu 

Nu slukker jeg tvet for dig. 

Selvom man har strenge rammer, nytter det ikke noget at overfuse barnet eller fra start af være streng, streng er kun noget man skal være når man er nødvenindigt. 

Og så vil jeg sige du finder ikke nogen bøger der bakker op af forældre skal  være dumme svin, men du kan finde om konsekvens pædagogik primært på engelsk, det er dog ikke anerkendt på nogen måde i dk hvor vi holder os meget til anerkendene pædagogik 

 

Anmeld Citér

4. december 2017

Flomama

Profilbillede for Flomama

https://www.verywell.com/types-of-child-discipline-1095064

 

Ved ikke om du er god til engelsk  

Men på denne side kan du læse om de 5 diciplins former om finde mange artikler om konsekvent opdragelse, hav dog i mængde at i usa (har boet her i 1.5 år) er det lovligt at slå og det gør i mange sammenhænge at opdragelsen er meget mere "hård og diciplinær" end dansk opdragelse   

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+