Bog til forældre med en dreng der skaber sig

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.033 visninger
15 svar
111 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
3. december 2017

Jersey

Korte version: Er der nogen der kender en god bog om opdragelse der påpeger det vigtige i at man nogen gange skal være det "dumme svin" som forældre? At børn har brug for at få tydelige beskeder, ikke for mange valg og at det ikke gør noget at barnet en gang imellem følger ubehag.

 

Lange version: Jeg har en nevø på 3, han bliver 4 til februar. Han er en engel når han er sammen med mig, bedsteforældre, i børnehaven osv, men når han er sammen med hans forældre, især hans mor(min storesøster), så skaber han sig og slår og bider dem. De har droppet at lave aftensmad eller handle ind når de også skal tage sig af ham. Når de skal børste tænder på ham, er de blevet nød til at fikserer ham ved at holde hans arme med deres ben, imens han skråler og skriger. Når jeg skal børste tænder på ham, så står han helt stille og adlyder det jeg beder ham om.

 

Jeg synes generelt de er alt for vage i deres opdragelse, og forsøger at tale ham til fornuft i stedet for at komme med tydelige beskeder til hvad han skal gøre. Min far og jeg var på besøg hos dem i weekenden for at se deres nye baby, vi kan kun være hos dem i 1,5 time før vi skal videre. Da vi kommer sidder han og ser Ramasjang. Min storesøster spørger min nevø om han ikke vil slukke TV'et(hvilket fylder meget både visuelt og auditivt i deres lille stue, hvor os voksne sætter os for at snakke), han siger nej, og at han vil se programmet færdig, det synes hun er okay. Når programmet er færdigt, spørger hun ham igen om han ikke vil slukke, han siger nej fordi Gurli gris lige er begyndt. Hun argumentere for at vi skal have ro til at snakke og være sammen i stedet for at se TV. Han følger ingengang 100% med i programmet, fordi jeg og hans bedstefar sidder og pjatter og snakker med ham samtidigt med han spiser en småkager. Jeg tager fjernbetjeningen og slukker TV'et. Han begynder og græde og skrige. Vi forsøger så godt vi kan at ignorere det(jeg venter på at forældrene gør et eller andet), efter lidt tid går hen til hans mor og slår og forsøger at bide hende. Hun siger at det skal han ikke, og holder ham på afstand med armene. Han stikker hovedet ned i sofaen og græder og skriger videre, min storesøster går hen og henter noget LEGO hun har taget med fra hendes barndomshjem. Hun forsøger at få ham til at blive interesseret i LEGO'et det lykkes efter nok ca. 5-10 minutter. Resten af tiden opfører han sig pænt

 

I ovenstående situation synes jeg jo at min søster ikke burde diskutere med sin dreng om hvorvidt TV'et skulle slukkes, det skal bare slukkes. Måske var det okay at han så det første program færdigt, men så skal den sag heller ikke trækkes længere. Er jeg helt galt på den? Han er jo selvfølgelig vant til at få sin vilje og så det ville tage noget tid at ændre på den relation han har med sine forælde. Episoden med TV'et er bare en af mange jeg har oplevet, men som tidligere skrevet så er han et helt andet barn når jeg eller andre er alene med ham.

 

Som barnløs lillebror(jeg arbejder dog i en SFO som pædagogmedhjælper), så har jeg jo absolut ingen autoritet hvad angår børneopdragelse. Derudover er min storesøster umulig at snakke med omkring svære emner, hun lukker bare i og kommentere ikke hvis man forsøger at starte en samtale hun ikke er interesseret i. Så er det jo jeg tænker at en bog om opdragelse som julegave, ville give god mening, især en der påpeger det vigtige i at man nogen gange skal være det "dumme svin" som forældre. Har I nogen ideer?

 

Er I enige med mit syn på sagen ud fra hvad jeg har beskrevet? 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

3. december 2017

Mor og meget mere

Profilbillede for Mor og meget mere
Jersey skriver:

Korte version: Er der nogen der kender en god bog om opdragelse der påpeger det vigtige i at man nogen gange skal være det "dumme svin" som forældre? At børn har brug for at få tydelige beskeder, ikke for mange valg og at det ikke gør noget at barnet en gang imellem følger ubehag.

 

Lange version: Jeg har en nevø på 3, han bliver 4 til februar. Han er en engel når han er sammen med mig, bedsteforældre, i børnehaven osv, men når han er sammen med hans forældre, især hans mor(min storesøster), så skaber han sig og slår og bider dem. De har droppet at lave aftensmad eller handle ind når de også skal tage sig af ham. Når de skal børste tænder på ham, er de blevet nød til at fikserer ham ved at holde hans arme med deres ben, imens han skråler og skriger. Når jeg skal børste tænder på ham, så står han helt stille og adlyder det jeg beder ham om.

 

Jeg synes generelt de er alt for vage i deres opdragelse, og forsøger at tale ham til fornuft i stedet for at komme med tydelige beskeder til hvad han skal gøre. Min far og jeg var på besøg hos dem i weekenden for at se deres nye baby, vi kan kun være hos dem i 1,5 time før vi skal videre. Da vi kommer sidder han og ser Ramasjang. Min storesøster spørger min nevø om han ikke vil slukke TV'et(hvilket fylder meget både visuelt og auditivt i deres lille stue, hvor os voksne sætter os for at snakke), han siger nej, og at han vil se programmet færdig, det synes hun er okay. Når programmet er færdigt, spørger hun ham igen om han ikke vil slukke, han siger nej fordi Gurli gris lige er begyndt. Hun argumentere for at vi skal have ro til at snakke og være sammen i stedet for at se TV. Han følger ingengang 100% med i programmet, fordi jeg og hans bedstefar sidder og pjatter og snakker med ham samtidigt med han spiser en småkager. Jeg tager fjernbetjeningen og slukker TV'et. Han begynder og græde og skrige. Vi forsøger så godt vi kan at ignorere det(jeg venter på at forældrene gør et eller andet), efter lidt tid går hen til hans mor og slår og forsøger at bide hende. Hun siger at det skal han ikke, og holder ham på afstand med armene. Han stikker hovedet ned i sofaen og græder og skriger videre, min storesøster går hen og henter noget LEGO hun har taget med fra hendes barndomshjem. Hun forsøger at få ham til at blive interesseret i LEGO'et det lykkes efter nok ca. 5-10 minutter. Resten af tiden opfører han sig pænt

 

I ovenstående situation synes jeg jo at min søster ikke burde diskutere med sin dreng om hvorvidt TV'et skulle slukkes, det skal bare slukkes. Måske var det okay at han så det første program færdigt, men så skal den sag heller ikke trækkes længere. Er jeg helt galt på den? Han er jo selvfølgelig vant til at få sin vilje og så det ville tage noget tid at ændre på den relation han har med sine forælde. Episoden med TV'et er bare en af mange jeg har oplevet, men som tidligere skrevet så er han et helt andet barn når jeg eller andre er alene med ham.

 

Som barnløs lillebror(jeg arbejder dog i en SFO som pædagogmedhjælper), så har jeg jo absolut ingen autoritet hvad angår børneopdragelse. Derudover er min storesøster umulig at snakke med omkring svære emner, hun lukker bare i og kommentere ikke hvis man forsøger at starte en samtale hun ikke er interesseret i. Så er det jo jeg tænker at en bog om opdragelse som julegave, ville give god mening, især en der påpeger det vigtige i at man nogen gange skal være det "dumme svin" som forældre. Har I nogen ideer?

 

Er I enige med mit syn på sagen ud fra hvad jeg har beskrevet? 



Kort og godt: Jeg ville blive stikhamrende tosset, hvis min barnløse bror gav mig en bog om opdragelse af “børn, der skaber sig” i julegave. Forestiller du dig oprigtigt, hun ville blive glad og taknemmelig?? 

Selvfølgelig er han sød og nem sammen med andre. Grænser prøves af hos dem, man er tryg ved, og hvis ubetingede kærlighed, man stoler fuldt og fast på. 

Anmeld Citér

3. december 2017

LilleAsMor

Profilbillede for LilleAsMor
Mor og meget mere skriver:



Kort og godt: Jeg ville blive stikhamrende tosset, hvis min barnløse bror gav mig en bog om opdragelse af “børn, der skaber sig” i julegave. Forestiller du dig oprigtigt, hun ville blive glad og taknemmelig?? 

Selvfølgelig er han sød og nem sammen med andre. Grænser prøves af hos dem, man er tryg ved, og hvis ubetingede kærlighed, man stoler fuldt og fast på. 



Jeg er helt enig!

Du har forsøgt at tale med din søster. Hun var ikke interesseret. 

Jeg ville blive virkelig gal, hvis jeg fik en sådan “gave”.

Anmeld Citér

3. december 2017

Soonmom

Profilbillede for Soonmom

Altså jeg er enig med dig i at man burde stå fast. Men derudover er det overhovedet ikke noget du skal blande dig i. 

Jeg var også blevet tosset hvis nogen skulle fortælle mig hvordan jeg skulle gøre tingene. Især hvis det er en uden børn og som kun er medhjælper i en institution og altså heller ingen faglig viden har. 

Så med mindre du elsker at skabe konflikter, så ville jeg holde mig fra at give en bog om opdragelse og i øvrigt lade være med at kommentere på hvordan de skal håndtere deres barn

Anmeld Citér

3. december 2017

Anonymor

Profilbillede for Anonymor

Jeg er fuldstændig enig med de andre, og jeg vil være så fræk at sige, at jeg er enig med en del "autoritet" som psykolog med speciale i børn og familie. Jeg synes, at du udtaler dig meget skråsikkert om et emne, du ikke ved noget om. Og da du arbejder med børn i det daglige, synes jeg faktisk, at det ville være en god idé, at du læste lidt faglitteratur omkring børns udvikling og reaktionsmønstre. 

Det er helt efter bogen, at din nevø er en engel sammen med jer andre i familien, men er på tværs med sine forældre. Som andre i tråden påpeger, er forældrene den sikre base, hvor der netop er plads til alle følelser. Det er lige som børn der har været artige hele dagen i børnehaven og får en sammensmeltning, mår forældrene kommer. Det er ikke fordi, forældrene er uduelige, men fordi børn kan 'give slip på sig selv', når deres primær omsorgspersoner er der. Det håber jeg egentlig også du ved, når du arbejder i sådan et miljø til daglig. Uddannet eller ej.

Dertil kommer, at du giver udtryk for, at der lige er kommet en ny baby. Sådan et skift er enormt svært for et lille barn, særligt et barn i lige dén alder. Så synes jeg, at det er rigtig fint og lige efter bogen, at forældrene giver mere snor og ikke stiller for voldsomme krav. Jeg læser et par forældre, som er gode til at være rolige og forklare barnet tingene på et passende niveau. Det er helt super - det udvikler også barnets mentaliseringsevne, som er enormt vigtig for barnets videre udvikling og trivsel.

Jeg synes ikke, at man kan sige, at alle voksne uden børn intet aner. Men dine beskrivelser her vidner om uvidenhed, særligt baseret på alle dine eksempler, som jeg faktisk synes er i orden. Jeg håber, at du vil give dig til at lære mere om børns udvikling, hvis det er børn, du vil arbejde med. 

Og så giv din søster noget respekt og anerkendelse. Hun lyder til at gøre det godt. Tænk sig - det kan jo være, at hun går og er super usikker, når hun er sammen med dig, fordi hun ved, at du fordømmer hendes forældreevner. 

Anmeld Citér

3. december 2017

Anonymor

Profilbillede for Anonymor

I øvrigt. I forhold til din beskrivelse af hendes reaktion, da han slår og bider. Hvad havde du ellers tænkt sig, at hun skulle? Give sig til at råbe af ham? Jo mere ophidsede børn er, jo mindre er de i stand til at modtage fornuft og opdragelse. Hun forklarer ham jo tilsyneladende tydeligt, at det ikke er i orden han slår, imens hun holder ham på arms længde.

Et barn, der på den måde har vanskeligt ved at sætte ord på sin frustration og får en udadreagerende adfærd, har brug for at blive rummet. Barnet skal stadig vide, at dets handling er uacceptabel, hvilket jeg også hører, at din søster giver udtryk for. Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.

Og jeg tænker, at I den givne situation er det forståeligt, at han reagerer med voldsom frustration. Mor giver udtryk for én ting, men onkel slukker bare fjernsynet. Så afreagerer barnet på sin trygge base.

Han reagerer med raseri, 'vold' og bliver fanget i sine store følelser. Mor holder ham på afstand og signalerer, at hun ikke vil have ham tæt på, når han slår og bider. Hun siger det også verbalt, og er dermed meget tydelig. 

Barnet er dog stadig fanget så voldsomt i dets følelser, at det lader til han ikke han komme videre. Så hun afleder. Ærlig talt synes jeg, at det lyder rigtig fint. Nogen gange er man nødt til at hjælpe sit barn videre, og her tænker jeg, at din søster kender sin dreng godt. Ja, hun kunne stædigt og surt holde på, hun ikke ville kendes ved ham, før han havde sagt undskyld, men hvem skulle det hjælpe. Han forstår det jo ikke, det er et for stort krav til så lille et menneske, der står i en kæmpe omvæltning. Hun formår at hjælpe ham videre, efter hun i situationen tydeligt har udtrykt, at hans adfærd ikke er i orden. 

Jeg har faktisk lidt svært ved at forstå, hvorfor du synes, at det er så forkert. I forhold til din fordømmelse af, at din søster ikke vil snakke om de svære emner. Det forstår jeg da godt - du er jo tydeligvis ikke interesseret i hendes vinkel. Du er ikke interesseret i at forstå, hvorfor hun gør som hun gør. Nej, du konstaterer blot det er forkert, og vil give hende en bog om opdragelse, så hun kan lære at 'gøre det ordentligt'. Forventer du helt ærligt, at hun vil snakke om svære emner med sådan en person?

Og en sidste kommentar. Din overskrift tydeliggør i den grad, at du er ude, hvor du ikke kan bunde, når du omtaler et lille barn normale adfærd og reaktion som skaberi. 

Anmeld Citér

3. december 2017

Jersey

Tak for alle svarene. Det er noget af en mundfuld og ikke lige hvad jeg havde regnet med, men jeres svar har helt sikkert sat nogle fornuftige og nødvendige tanker i gang i hovedet på mig, det er helt åbenlyst at jeg bliver nød til at gå til den her problemstilling på en anden måde. Det er tydeligt at mit indlæg har givet jer et negativt syn af mig, fair nok det må jeg tage til efterretning. Mit indlæg, og min sindstilstand da jeg skrev det, savner tydeligvis ydmyghed og anerkendelse af min søster. Jeg var nok lidt for kæphøj, fordi jeg har mødt så meget opbakning og forståelse for mine frustrationer når jeg har delt dem med kolleger eller mine forældre, det var godt at I fik mig ned på jorden igen.

 

For at adresse nogle af jeres pointer:

Det at han får et raserianfald er ikke noget nyt fænomen der er opstået i forbindelse med at han har fået en lillesøster. Det har stået på i lang tid og sker dagligt, og jeg har en bekymring for om deres parhold kan holde til det. Min søsters kæreste har fortalt at de ting jeg oplever er småting og hurtigt overstået, sammenlignet med når de er alene med ham.

 

Ja, jeg har kender til massere af børn som fungere godt i skolen/SFO, men som bliver til en helt anden når de er sammen med deres forældre. Men bare fordi det er udbredt, er det vel ikke godt? Selvfølgelig er børn forskellige i forskellige konstellationer, men derfor kan det vel godt blive for meget, for ekstremt? Er det ”helt efter bogen” at det at gå ud og handle ind med sit eget barn skal ende i ragnarok hver gang? At man ikke er i stand til at lave aftensmad?

 

I mit indlæg beskriver jeg fuldstændigt neutralt hvordan min søster håndterer hendes drengs raserianfald. Det var ikke meningen at det var den del af episoden der skulle være fokus på. Ja afledningen fungerede godt, denne gang, men det gør den ikke altid. Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.

 

Nu er det ikke bare mig min søster ikke vil snakke med svære ting om, det er også min anden søster og vores forældre. Og det handler ikke bare om børneopdragelse, men også vores fars kræft, min (nu overståede) depression.

 

”Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.”

Lige præcis, og det tror jeg min søster er rigtigt dårligt til og kunne bruge hjælp til.

 

Ja jeg er nok ude hvor jeg ikke kan bunde, men min pointe er, at det tror jeg også min søster er. Ja måske ville hun blive tosset over at få en bog om børneopdragelse af sin lillebror, men jeg føler ærlig talt at det ville være rart med en eller anden form for reaktion. Men ja, det her handler ikke om mine følelser eller mine behov.

 

Hvad er jeres råd? Skal jeg bare holde lav profil og holde min kæft?

Anmeld Citér

3. december 2017

LilleAsMor

Profilbillede for LilleAsMor

Du skal holde lav profil og tie stille. I værste fald ender det med, at din søster ikke vil tale med dig. Du kan ikke tvinge hende til at tale om (i dine øjne) svære ting.

Du har forsøgt. Det er op til hende nu. Det er hendes familie. 

Og apropos: jeg har også en 3-årig, der flipper skråt over de mindste ting for tiden. Jeg ville aldrig nogensinde diskutere det med min bror. Jeg sparrer omkring det andetsteds, hvor kompetencerne til den slags findes.

Det kan jo være, at din søster gør det samme.

Anmeld Citér

4. december 2017

Sprit25

Profilbillede for Sprit25

Hvis min barnløse bror gav mig en bog om opdragelse ville han få den lige tilbage i fjæset. Det ville han også hvis han havde børn. 

Du skal ikke blande dig og at du går direkte mod mor og slukker tvet herhjemme var du blevet smidt ud. 

Du er deres onkel og dit ENESTE job er at forkæle. At din søster og dig har nogle flere og dybdeliggende problemer skal ikke gå udover hendes børn

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«. 

Anmeld Citér

4. december 2017

Tullemoar

Profilbillede for Tullemoar
Jersey skriver:

Tak for alle svarene. Det er noget af en mundfuld og ikke lige hvad jeg havde regnet med, men jeres svar har helt sikkert sat nogle fornuftige og nødvendige tanker i gang i hovedet på mig, det er helt åbenlyst at jeg bliver nød til at gå til den her problemstilling på en anden måde. Det er tydeligt at mit indlæg har givet jer et negativt syn af mig, fair nok det må jeg tage til efterretning. Mit indlæg, og min sindstilstand da jeg skrev det, savner tydeligvis ydmyghed og anerkendelse af min søster. Jeg var nok lidt for kæphøj, fordi jeg har mødt så meget opbakning og forståelse for mine frustrationer når jeg har delt dem med kolleger eller mine forældre, det var godt at I fik mig ned på jorden igen.

 

For at adresse nogle af jeres pointer:

Det at han får et raserianfald er ikke noget nyt fænomen der er opstået i forbindelse med at han har fået en lillesøster. Det har stået på i lang tid og sker dagligt, og jeg har en bekymring for om deres parhold kan holde til det. Min søsters kæreste har fortalt at de ting jeg oplever er småting og hurtigt overstået, sammenlignet med når de er alene med ham.

 

Ja, jeg har kender til massere af børn som fungere godt i skolen/SFO, men som bliver til en helt anden når de er sammen med deres forældre. Men bare fordi det er udbredt, er det vel ikke godt? Selvfølgelig er børn forskellige i forskellige konstellationer, men derfor kan det vel godt blive for meget, for ekstremt? Er det ”helt efter bogen” at det at gå ud og handle ind med sit eget barn skal ende i ragnarok hver gang? At man ikke er i stand til at lave aftensmad?

 

I mit indlæg beskriver jeg fuldstændigt neutralt hvordan min søster håndterer hendes drengs raserianfald. Det var ikke meningen at det var den del af episoden der skulle være fokus på. Ja afledningen fungerede godt, denne gang, men det gør den ikke altid. Det er det, at noget så simpelt som at slukke et TV ender i et raserianfald, jeg mener er problemet. Nu var det et forstyrrende TV, i morgen vil han måske ikke lade min søster tage sig af den lille ny fordi han kræver opmærksomhed, når de handler ind er det at han ikke må tage ting ned fra hylderne, juleaften er det at han skal vente med at åbne gaverne osv.

 

Nu er det ikke bare mig min søster ikke vil snakke med svære ting om, det er også min anden søster og vores forældre. Og det handler ikke bare om børneopdragelse, men også vores fars kræft, min (nu overståede) depression.

 

”Men man er nødt til at hjælpe barnet med at sætte ord på dets frustrationer, for ellers lærer barnet aldrig at handle på andre måder end den fysiske.”

Lige præcis, og det tror jeg min søster er rigtigt dårligt til og kunne bruge hjælp til.

 

Ja jeg er nok ude hvor jeg ikke kan bunde, men min pointe er, at det tror jeg også min søster er. Ja måske ville hun blive tosset over at få en bog om børneopdragelse af sin lillebror, men jeg føler ærlig talt at det ville være rart med en eller anden form for reaktion. Men ja, det her handler ikke om mine følelser eller mine behov.

 

Hvad er jeres råd? Skal jeg bare holde lav profil og holde min kæft?



Jeg synes, du skal lade din søster opdrage sine børn... du kan komme med din mening, hvis hun spørger efter den eller det passer i en sammenhæng. 

Jeg ville seriøst blive tosset, hvis jeg fik en bog om børneopdragelse! 

Din søster søger sikkert råd andetsteds.. 

Husk på, at der ikke kun er en måde at opdrage på, men mange forskellige.

 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.