Anonym skriver:
Jeg har to særligt sensitive børn. Min datter på 3 år og min søn på 10 måneder. Og så er jeg selv blevet erklæret særlig sensitiv, som voksen.
Da min datter var baby, var hun meget kontaktsyg, men ellers mærkede jeg ikke ret meget til at hun var særligt sensitiv. Hun tog alle udfordringer der blev kastet efter hende, kravlede allerede da hun var 4 måneder og gik frit da hun var 10 måneder. Det var først da hun startede i dagpleje, da hun var lidt over årsgammel, at vi begyndte at mærke noget til det. Hun var så overstimuleret når hun kom hjem at hun ikke engang kunne holde til at skulle spise. Alt blev til en kamp med hende og selv hendes badetid, som hun elelrs altid havde elsket meget højt, blev til noget hun græd og blev ked over.
Når hun blev (og bliver) ked af det, græder hun så meget at hun ikke kan få luft og jeg må sidde og ae hende over håret - nogle gange i flere timer - og synge stille og roligt for hende. Som regel falder hun til ro efter omkring 10 minutter, men hvis jeg stopper før hun er klar, så starter det bare forfra.
Når hun bliver gal, slår, sparker og kaster hun med ting. Hvis der er ikke er nogen hun kan slå eller sparke, eller noget hun kan kaste med, så skader hun sig selv. Slår hovedet ind i væggen, kradser sig selv, bider sig selv.
Hun fik sin ikke-diagnose da hun var 1,5 år gammel.
Min søn blev født meget for tidligt, så derfor var vi meget forberedte på at hun ville være sensitiv og vi troede at vi vidste hvad vi gik ind til, fordi vi havde jo prøvet det én gang før. Vi tog fejl. Han er sensitiv på en helt anden måde. Hvor min datter altid reagerede udaf, reagerer han indad. I stedet for at græde, skrige, slå og hidse sig op, trækker han sig ind i sig selv. Han kan slet ikke håndtere at blive håndteret, hvis han er blevet overstimuleret. Så han ligger sig bare til at sove. Hvis han vågner og der stadig foregår for meget omkring ham, ja, så sover han bare videre. Til han egen dåb, præsterede han at sove i lige omkring 10 timer i løbet af dagen, hvor vi måtte vække ham for at give ham mad, fordi han ikke selv vågnede til det. Vi frygtede at han så ikke ville sove om natten, men han sov præcis som han plejede. Børneterapauten forklarede at det var fordi det var en anden slags søvn, hvor han ikke rigtig sov på samme måde.
Han fik sin ikke-diagnose umiddelbart efter sin dåb, da han var 7 måneder gammel (dog kun 3 måneder korrigeret).
Han er så nu 10 måneder (6 mdr. kor.) og er lige begyndt at kravle, trille fra ryg til mave, sidde og rejse sig op af ting; alt sammen på én gang fras den ene dag til den anden.
Jeg ved af gode grunde ikke med sikkerhed hvordan jeg selv var som baby, men ifølge hvad jeg har fået af vide af min mor, så sov jeg aldrig. Jeg tog små-lure på 10-20 minutter hele døgnet rundt og ellers var der bare fuldt drøn på mig. Jeg kravlede da jeg 4 måneder og gik frit da jeg var 6 måneder (kan ikke anbfales, da det har givet mig skæve ben). Og der var fuldt drøn på mig som barn, hvor jeg klatrede i træer og spillede fodbold og generelt bare altid skulle lave noget. Jeg kunne overhovedet ikke finde ro i mig selv og, selv i den tid jeg selv kan huske, kunne jeg ligge og vende og dreje mig og stå op og tøffe rundt i huset hele natten, uden at opnå søvn. Min far plejede at stå op med mig, da jeg nåede skolealderen, og så sad vi og så film inde i stuen mens alle andre sov. Da jeg var 13 var der et tidspunkt hvor jeg ikke sov i en hel uge og endte med at besvime ovre i skolen.
Jeg fik først min ikke-diagnose da jeg var 23 år gammel og selvom det ikke har ændret på noget, så har det alligevel været skønt nok at vide at jeg ikke er mærkelig, men rent faktisk har en reel grund til at være sådan som jeg er.
Jeg bliver altså lidt nysgerrig på det du skriver...
Hvad har i gjort for at den store fx. ikke bliver udadreagerende?
Jeg tænker lidt på hvad i så nu gør for at de kan fungere, og hvordan jeres hverdag er?
