Brug for positive historier :(

Anonym skriver:

Puha så skete det igen at angsten tog over. Ligger herhjemme i min seng og hjertet galopere derudaf... Er så ked af det, er lige startet på en ny uddannelse (været der tre uger og de super søde), kan slet ikke forstå at jeg er endt her igen med angsten.

Kunne ikke komme afsted igår og idag er ikke bedre. Er nok nødt til at indse at jeg ikke kan komme igennem en uddannelse som det er nu. Det godt nok en hård erkendelse at skulle frem til. (især fordi man altid havde forestillet sig selv som vel uddannet og med godt job osv.) 

Har virkelig brug for nogle positive historier nu, om at det godt kan blive bedre og man godt kan komme igennem livet med angst. 

Er begyndt at føle jeg lægger min mand til last og vores situation (med bolig) kan ikke blive bedre så længe jeg ikke er sikret en indkomst. Jeg er 26 og føler ikke at jeg kan komme nogle vejene i livet... Går til psykolog hver anden uge, men har snart brugt alle mine gange (har fået nummer to henvisning fra læge). Hvad gør jeg nu? 

Kan slet ikke engang overskue at melde mig syg fra studiet eller helt udmelde mig.   hvis jeg skal ud af huset er det pt kun når jeg henter børn, og hvis der skal handles bliver jeg nød til at have børnene med ellers kan jeg ikke klare det. (børnene gør at jeg ikke har tid til at tænke på om jeg møder folk jeg ikke vil møde osv.).

Puha undskyld mit deprimerende indlæg, men har virkelig brug for noget positivt fra andre. 

Hej 

Du skriver, at du har brug for positive historier, og derfor får du min (tror måske det bliver langt):

Jeg har haft angst i mange år, og der gik rigtig længe før psykologer fandt ud af at det var det, der drillede mig.

Jeg har haft så slemt angst, at jeg undgik at gå ud, med mindre jeg virkelig var nødt til det. Jeg turde ikke tage det offentlige, og jeg magtede ingenting. 

Jeg har snakket med mange psykologer og psykiatere, og jeg har også været på medicin. 

Jeg var ved at give op. Jeg troede aldrig, jeg ville lære at leve med angsten. 

Jeg kom så i noget gruppeterapi, hvor man lærer om sin sygdom, og hvor man prøver udfordre angsten og har små delmål for sin angst. Det var rigtig grænseoverskridende. Jeg troede faktisk, jeg kendte til angst, og var rigtig godt informeret, men det gav mig lige det ekstra og rigtig god forståelse for, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. 

Desuden var det rigtig rart at møde nogle, som havde det ligesom mig. 

Vi lærte, at man skulle lave små mål og så udfordre angsten, og så blive ved med at gøre den samme udfordring igen og igen, og så ville angsten blive mindre, fordi man lærer det ikke er farligt. Først tænkte jeg, det er godt nok noget vrøvl.

Men nej. Jo flere gange du har gjort de ting, som du er bange for, jo mindre bliver angsten.

Jeg gik i skole på samme tid med det her gruppeterapi, og jeg havde det faktisk ligesom dig, men jeg lærte at skolen ikke var farlig, fordi jeg blev ved med at dukke op.

Jeg lærte os, at det er ok, at angsten nogle gange tager over, og så prøver man igen.

Jeg lider stadigvæk af angst, men jeg har lært at leve med den, og jeg ved, den dukker op nogle gange, men så ved jeg også, hvad der skal til for at få den væk. Jeg kan nu tage det offentlige og har idag et job.

Det er nemmere sagt end gjort, for det kræver rigtigt hårdt arbejde.

Jeg vil give dig et rigtig stort kram, for angst er hårdt at leve med.  

Lillefis90 skriver:

Hej 

Du skriver, at du har brug for positive historier, og derfor får du min (tror måske det bliver langt):

Jeg har haft angst i mange år, og der gik rigtig længe før psykologer fandt ud af at det var det, der drillede mig.

Jeg har haft så slemt angst, at jeg undgik at gå ud, med mindre jeg virkelig var nødt til det. Jeg turde ikke tage det offentlige, og jeg magtede ingenting. 

Jeg har snakket med mange psykologer og psykiatere, og jeg har også været på medicin. 

Jeg var ved at give op. Jeg troede aldrig, jeg ville lære at leve med angsten. 

Jeg kom så i noget gruppeterapi, hvor man lærer om sin sygdom, og hvor man prøver udfordre angsten og har små delmål for sin angst. Det var rigtig grænseoverskridende. Jeg troede faktisk, jeg kendte til angst, og var rigtig godt informeret, men det gav mig lige det ekstra og rigtig god forståelse for, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. 

Desuden var det rigtig rart at møde nogle, som havde det ligesom mig. 

Vi lærte, at man skulle lave små mål og så udfordre angsten, og så blive ved med at gøre den samme udfordring igen og igen, og så ville angsten blive mindre, fordi man lærer det ikke er farligt. Først tænkte jeg, det er godt nok noget vrøvl.

Men nej. Jo flere gange du har gjort de ting, som du er bange for, jo mindre bliver angsten.

Jeg gik i skole på samme tid med det her gruppeterapi, og jeg havde det faktisk ligesom dig, men jeg lærte at skolen ikke var farlig, fordi jeg blev ved med at dukke op.

Jeg lærte os, at det er ok, at angsten nogle gange tager over, og så prøver man igen.

Jeg lider stadigvæk af angst, men jeg har lært at leve med den, og jeg ved, den dukker op nogle gange, men så ved jeg også, hvad der skal til for at få den væk. Jeg kan nu tage det offentlige og har idag et job.

Det er nemmere sagt end gjort, for det kræver rigtigt hårdt arbejde.

Jeg vil give dig et rigtig stort kram, for angst er hårdt at leve med.  

Tusind tusind tak for dit svar. Er virkelig glad for at høre det gået godt for dig nu og du er i stand til at være i arbejde. Havde jeg brug for at hører.

Min største frygt er ikke at komme i arbejde og hjælpe familien økonomisk da vi sidder rigtig stramt i det. Så hvis bare jeg kan nå dertil hvor jeg kan møde på et job og gøre det okay så vil det virkelig være et fremskridt for mig.

Det ærgerlige ved den uddannelse jeg er på, er at det faktisk gik okay med at møde op (ikke nemt, men muligt) dog væltede det hele da vi skulle fremlægge allerede efter tre uger, i noget jeg aldrig har lavet før (på trods af dette var mit produkt faktisk okay tror jeg), men at blive konfronteret på den måde er simpelthen for meget pt.

Tror ikke jeg kan komme igennem denne uddannelse før angsten er mere i kontrol eller jeg bedre kan klare det når angst anfaldene kommer, for det er mig pt. Helt umuligt at skulle fremlægge hver fjortende dag som det vil blive på resten af uddannelsen.  Tror jeg skal et sted hen hvor starten er mere blød og jeg langsomt kan få succes med at møde hver dag uden at skulle fremhæve mig selv foran andre.

Ved du hvordan man kan komme til så sådanne gruppeterapier? Tænker det måske også kan være mig en hjælp. 

Anonym skriver:

Tusind tusind tak for dit svar. Er virkelig glad for at høre det gået godt for dig nu og du er i stand til at være i arbejde. Havde jeg brug for at hører.

Min største frygt er ikke at komme i arbejde og hjælpe familien økonomisk da vi sidder rigtig stramt i det. Så hvis bare jeg kan nå dertil hvor jeg kan møde på et job og gøre det okay så vil det virkelig være et fremskridt for mig.

Det ærgerlige ved den uddannelse jeg er på, er at det faktisk gik okay med at møde op (ikke nemt, men muligt) dog væltede det hele da vi skulle fremlægge allerede efter tre uger, i noget jeg aldrig har lavet før (på trods af dette var mit produkt faktisk okay tror jeg), men at blive konfronteret på den måde er simpelthen for meget pt.

Tror ikke jeg kan komme igennem denne uddannelse før angsten er mere i kontrol eller jeg bedre kan klare det når angst anfaldene kommer, for det er mig pt. Helt umuligt at skulle fremlægge hver fjortende dag som det vil blive på resten af uddannelsen.  Tror jeg skal et sted hen hvor starten er mere blød og jeg langsomt kan få succes med at møde hver dag uden at skulle fremhæve mig selv foran andre.

Ved du hvordan man kan komme til så sådanne gruppeterapier? Tænker det måske også kan være mig en hjælp. 

Hvilken uddannelse er du på? Jeg sagde faktisk ærligt, at jeg led af angst, og derfor nogle ganer godt kunne trække i mig selv osv. Det hjalp at sige det højt, men det kommer nok også an på hvilke slags mennesker man er på hold med.. 

jeg troede heller ikke, jeg ville få arbejde. Jeg har en mislykket uddannelse, men har alligevel formået at få to uddannelser  

jeg var faktisk 100 procent sikker på, at jeg aldrig ville kunne klare fuldtidsarbejde.. 

Mht. Gruppeterapi fik jeg en henvisning til psykiatrien, som havde det forløb. Tror desværre ikke alle steder har det. Hvor henne i landet bor du? Du er meget velkommen til at skrive PB, hvis du føler behov for det. 

Det er kun dig, som kan mærke om det er for meget lige nu med en uddannelse, eller måske en anden? Derfor er det vigtigt at mærke virkelig godt efter. Snak med din mand om det også. Jeg synes ofte, det hjælper at sige højt hvad man er angst for osv.

Anonym skriver:

Kære du.

Nej, eksponering er ikke altid vejen frem. Det der "du SKAL"-halløj har i nogle tilfælde stik modsat effekt og kan medføre dårlig samvittighed og faktisk forstærke angsten ganske så meget.

Vi lever i et samfund med meget stort fokus på at kunne præstere: uddannelse, arbejde, mor-rolle, alt skal balanceres og nåes, helst så hurtigt som muligt. Men ved du hvad? Det når du nok. Det lyder ganske rigtig at vente med din uddannelse til du har fået bearbejdet det, der ligger under overfladen og blokerer. Måske driller dit selvværd og din selvtillid dig lidt, siden det kom i det du skulle til at præstere? 

Som du selv siger, så har det ligget i dvale lidt. Men det er tydeligvis ikke forsvundet eller behandlet. Kun symptomerne. Så nu må du tage dig tid og grave dybere, så får du også et meget bedre standpunkt når du er klar igen til din uddannelse. Du vil bedre kunne tackle de udfordringer, der rammer.

At nogen "lærer at skjule" eller "lærer at leve med" sin angst synes jeg er voldsomt sørgeligt og unødvendigt.

Pas godt på dig selv  

Skjule og leve med - det handler vel mere om at man lærer at tackle den. Ikke alle kan blive den kvit men de fleste kan lære st tackle den. Men hvordan skal skal man lærer at tackle den hvis ikke man konfronterer de situationer der udløser angst.