Brug for positive historier :(

Puha så skete det igen at angsten tog over. Ligger herhjemme i min seng og hjertet galopere derudaf... Er så ked af det, er lige startet på en ny uddannelse (været der tre uger og de super søde), kan slet ikke forstå at jeg er endt her igen med angsten.

Kunne ikke komme afsted igår og idag er ikke bedre. Er nok nødt til at indse at jeg ikke kan komme igennem en uddannelse som det er nu. Det godt nok en hård erkendelse at skulle frem til. (især fordi man altid havde forestillet sig selv som vel uddannet og med godt job osv.) 

Har virkelig brug for nogle positive historier nu, om at det godt kan blive bedre og man godt kan komme igennem livet med angst. 

Er begyndt at føle jeg lægger min mand til last og vores situation (med bolig) kan ikke blive bedre så længe jeg ikke er sikret en indkomst. Jeg er 26 og føler ikke at jeg kan komme nogle vejene i livet... Går til psykolog hver anden uge, men har snart brugt alle mine gange (har fået nummer to henvisning fra læge). Hvad gør jeg nu? 

Kan slet ikke engang overskue at melde mig syg fra studiet eller helt udmelde mig.   hvis jeg skal ud af huset er det pt kun når jeg henter børn, og hvis der skal handles bliver jeg nød til at have børnene med ellers kan jeg ikke klare det. (børnene gør at jeg ikke har tid til at tænke på om jeg møder folk jeg ikke vil møde osv.).

Puha undskyld mit deprimerende indlæg, men har virkelig brug for noget positivt fra andre. 

Der er jo ingen lette veje igennem, og psykologen kan kun hjælpe dig lidt af vejen.

Din angst bliver desværre kun forstærket af, at du undgår de ting, der udløser den. Ergo SKAL du i skole i dag, hvis du gerne vil have dit drømmeliv. For hver gang du plejer din angst med en dag derhjemme, bliver den større og stærkere. 

For nogle hjælper det at dele processen op i små dele: Først tøj på, hurra, så ud på cyklen, hurra, så hen til skolens indgang, hurra, så første time, hurra.

Hvis du bare klarer første time, har du allerede bekæmpet angsten lidt.

Jeg har ikke selv angst, men møder mennesker med angst via mit arbejde. Hvad siger din psykolog til det hele? Har du mærket fremgang i den tid, du har været i terapi? Har du de senere år haft perioder hvor du har været angst fri?

Jeg tænker umiddelbart du skal have far i din læge. Måske du skal henvises til lokalpsykiatrien istedet. 

Anonym skriver:

Puha så skete det igen at angsten tog over. Ligger herhjemme i min seng og hjertet galopere derudaf... Er så ked af det, er lige startet på en ny uddannelse (været der tre uger og de super søde), kan slet ikke forstå at jeg er endt her igen med angsten.

Kunne ikke komme afsted igår og idag er ikke bedre. Er nok nødt til at indse at jeg ikke kan komme igennem en uddannelse som det er nu. Det godt nok en hård erkendelse at skulle frem til. (især fordi man altid havde forestillet sig selv som vel uddannet og med godt job osv.) 

Har virkelig brug for nogle positive historier nu, om at det godt kan blive bedre og man godt kan komme igennem livet med angst. 

Er begyndt at føle jeg lægger min mand til last og vores situation (med bolig) kan ikke blive bedre så længe jeg ikke er sikret en indkomst. Jeg er 26 og føler ikke at jeg kan komme nogle vejene i livet... Går til psykolog hver anden uge, men har snart brugt alle mine gange (har fået nummer to henvisning fra læge). Hvad gør jeg nu? 

Kan slet ikke engang overskue at melde mig syg fra studiet eller helt udmelde mig.   hvis jeg skal ud af huset er det pt kun når jeg henter børn, og hvis der skal handles bliver jeg nød til at have børnene med ellers kan jeg ikke klare det. (børnene gør at jeg ikke har tid til at tænke på om jeg møder folk jeg ikke vil møde osv.).

Puha undskyld mit deprimerende indlæg, men har virkelig brug for noget positivt fra andre. 

Søde du...... Jeg har selv angst og ptsd.... og ved hvordan du har det 

Jeg har selv gået til psykolog i 2 år og det tog lang tid før jeg forstod at psykologen altså ikke kam fjerne min angst.. men hun kan give mig nogle redskaber jeg kan bruge når angsten melder sin ankomst.... Vil dog sige at det der hjalp mig rigtig meget var ikke kognitiv terapi men derimod meta kognitiv terapi fandt en mega dygtig psykolog som behandler efter meta kognitive principper.... 

Det der hjalp mig i den terapi var at jeg lærte at angst "bare" er tanker og bekymringer.... Jeg bekymrer mig ikke fordi jeg har angst..... Jeg får angst fordi jeg bekymre mig og tænker for mange bekymringstanker.....  Det er måske en sætning der lyder mærkelig men det er SÅ rigtigt..... og som en anden skriver... hvis du lader angsten/bekymringerne vinde ved at blive væk så forstærker det kun angsten.. så fortæller du netop hjernen at der netop er noget ar være bange for.... Du bli'r nødt til at sætte det ene ben foran det andet og komme afsted  ved godt det er svært men der er der eneste rigtige at gøre

Og husk.... angst er bare tanker og der er de tanker der giver kroppen nogle symptomer som selvfølgelig er rigtig ubehagelige.. men ikke farlige..... hvis du går og glæder dig til noget får du også nogle symptomer i kroppen... men dem er du ikke bange for 

Mit råd er at søge hjælp ved en psykolog der beskæftiger sig med meta kognitiv terapi..... bare vær opmærksom på at det er en HEL anden form for terapi

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har brug for det 

Abracadabra skriver:

Der er jo ingen lette veje igennem, og psykologen kan kun hjælpe dig lidt af vejen.

Din angst bliver desværre kun forstærket af, at du undgår de ting, der udløser den. Ergo SKAL du i skole i dag, hvis du gerne vil have dit drømmeliv. For hver gang du plejer din angst med en dag derhjemme, bliver den større og stærkere. 

For nogle hjælper det at dele processen op i små dele: Først tøj på, hurra, så ud på cyklen, hurra, så hen til skolens indgang, hurra, så første time, hurra.

Hvis du bare klarer første time, har du allerede bekæmpet angsten lidt.

Fuldstændig enig i ovenstående. 

Min mand lider af angst og faktisk ret meget. Men vi andre mærker det ikke, fordi han har lært at styre den og det har han gjort ved at tvinge sig igennem de ting der udløste den. Da jeg mødte ham kunne han ikke køre over broer altså Lillebælt og Storebælt fx. Jo han kunne godt men der skulle fuld udblæsning på kold luft i hans hoved der måtte ikke være musik og så skulle man "tale ham over" broen. I dag kører han bare. Han får stadig suget i maven men han er ikke ved at kollapse over det mere. Og han har angst i mange henseender men han konfronterer sig selv med det hver dag. Faktisk har han så meget styr på det at ingen kan mærke det på ham og selv jeg glemmer det til tider. 

Angst skal groft sagt arbejdes væk kan man sige. 

Abracadabra skriver:

Der er jo ingen lette veje igennem, og psykologen kan kun hjælpe dig lidt af vejen.

Din angst bliver desværre kun forstærket af, at du undgår de ting, der udløser den. Ergo SKAL du i skole i dag, hvis du gerne vil have dit drømmeliv. For hver gang du plejer din angst med en dag derhjemme, bliver den større og stærkere. 

For nogle hjælper det at dele processen op i små dele: Først tøj på, hurra, så ud på cyklen, hurra, så hen til skolens indgang, hurra, så første time, hurra.

Hvis du bare klarer første time, har du allerede bekæmpet angsten lidt.

Det er også fuldstændig sådan jeg har grebet dagene an indtil i fredags hvor det hele væltede. Vi skulle fremlægge en showcase men fik et angst anfald og måtte forlade lokalet. (virkelig ydmygende og havde ellers gjort alt klart til det så er faktisk også ked af jeg ikke fik forsvaret mit produkt).

Men efter det har jeg været i en slags tåge og frygter hele tiden aftentimerne fordi så nærmer næste dag sig,  og så skal jeg igen tage stilling til en ny dag...

Det har før, (det sidste halve år) fungeret fint at overkomme et problem af gangen (også derfor jeg tænkte nu jeg klar til at komme igang igen,) men pt kan jeg ikke engang overskue at skulle ud af sengen og møde folk. 

Tobis skriver:

Jeg har ikke selv angst, men møder mennesker med angst via mit arbejde. Hvad siger din psykolog til det hele? Har du mærket fremgang i den tid, du har været i terapi? Har du de senere år haft perioder hvor du har været angst fri?

Jeg tænker umiddelbart du skal have far i din læge. Måske du skal henvises til lokalpsykiatrien istedet. 

Det sidste år har jeg fået det meget bedre og i det sidste halve år, vil jeg næsten påstå jeg ikke har mærket ret meget til angsten, (kunne shoppe i byen, handle, tager børnene til deres sport osv uden at lade det "vinde"). Også derfor jeg tænkte at jeg var klar til det "virkelige" liv og få en uddannelse.

Men det hele væltede i fredags. Det har selvfølgelig været svært at starte og de har været meget lige på og hårdt, men det gik faktisk okay. Men da jeg skulle fremlægge en showcase i fredags fik jeg et angst anfald og måtte forlade skolen. Det var mega ydmygende og har været i en slags tåge siden...

Kender alle fra psykiatrien da jeg har arbejdet derude tidligere i forbindelse med tidligere uddannelse, så er ikke meget for at blive tilknyttet dem. Plus jeg er meget imod at skulle dopes med medicin hvis det kan undgås. 

Søde du...... Jeg har selv angst og ptsd.... og ved hvordan du har det 

Jeg har selv gået til psykolog i 2 år og det tog lang tid før jeg forstod at psykologen altså ikke kam fjerne min angst.. men hun kan give mig nogle redskaber jeg kan bruge når angsten melder sin ankomst.... Vil dog sige at det der hjalp mig rigtig meget var ikke kognitiv terapi men derimod meta kognitiv terapi fandt en mega dygtig psykolog som behandler efter meta kognitive principper.... 

Det der hjalp mig i den terapi var at jeg lærte at angst "bare" er tanker og bekymringer.... Jeg bekymrer mig ikke fordi jeg har angst..... Jeg får angst fordi jeg bekymre mig og tænker for mange bekymringstanker.....  Det er måske en sætning der lyder mærkelig men det er SÅ rigtigt..... og som en anden skriver... hvis du lader angsten/bekymringerne vinde ved at blive væk så forstærker det kun angsten.. så fortæller du netop hjernen at der netop er noget ar være bange for.... Du bli'r nødt til at sætte det ene ben foran det andet og komme afsted  ved godt det er svært men der er der eneste rigtige at gøre

Og husk.... angst er bare tanker og der er de tanker der giver kroppen nogle symptomer som selvfølgelig er rigtig ubehagelige.. men ikke farlige..... hvis du går og glæder dig til noget får du også nogle symptomer i kroppen... men dem er du ikke bange for 

Mit råd er at søge hjælp ved en psykolog der beskæftiger sig med meta kognitiv terapi..... bare vær opmærksom på at det er en HEL anden form for terapi

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har brug for det 

Måske jeg skulle prøve det samme, for hende jeg har gået hos indtil nu har hjulpet mig en del frem, men det har også virket som om jeg lidt er gået i stå med hende.

Har fået bearbejdet det, som der ligger til grund for min angst blev udløst for år tilbage gennem psykologen, men mangler stadigvæk redskaber til hvad jeg kan gøre på dage som idag, hvor man faktisk ikke kan holde ud at være til pga man er så bange og bekymringerne hober sig op.

Fandt selv frem til for et lille års tid siden, at hvis jeg kun sørgede for at der var meget få ting i kalenderen om ugen og jeg tog en ting af gangen om dagen så gik det meget bedre. Men kan godt mærke at det at være på studiet gør at mine rutiner bliver ændret meget og kan ikke længere overskue få ting af gangen. Når det sagt så gik det ellers okay indtil i fredags hvor vi skulle fremlægge en showcase, (havde ellers gjort alt klart og var parat til det), men fik et angst anfald i klassen og måtte forlade skolen, det var hæsligt og følte mig tilbage på 0...

Har bare været i en tåge siden og kan ikke engang overskue at gøre børnene klar om morgenen.  hvordan finder man en psykolog med erfaring inden for Meta kognitiv terapi? 

Dorthe1986 skriver:

Fuldstændig enig i ovenstående. 

Min mand lider af angst og faktisk ret meget. Men vi andre mærker det ikke, fordi han har lært at styre den og det har han gjort ved at tvinge sig igennem de ting der udløste den. Da jeg mødte ham kunne han ikke køre over broer altså Lillebælt og Storebælt fx. Jo han kunne godt men der skulle fuld udblæsning på kold luft i hans hoved der måtte ikke være musik og så skulle man "tale ham over" broen. I dag kører han bare. Han får stadig suget i maven men han er ikke ved at kollapse over det mere. Og han har angst i mange henseender men han konfronterer sig selv med det hver dag. Faktisk har han så meget styr på det at ingen kan mærke det på ham og selv jeg glemmer det til tider. 

Angst skal groft sagt arbejdes væk kan man sige. 

Puha det så hårdt, føler med din mand, men sejt han er kommet så langt. Jeg konfronterede også min angst ved at starte på studiet, og starten var også sindssyg hård. Men efter første uge gik det faktisk meget bedre, lige indtil i fredags hvor det hele væltede.

Fik et angstanfald i klassen og måtte tage hjem, hvilket var meget ydmygende. Det har jeg haft svært ved at komme igen efter og går lidt i en tåge tilstand hvor jeg ikke kan overskue noget. 

Kære du.

Nej, eksponering er ikke altid vejen frem. Det der "du SKAL"-halløj har i nogle tilfælde stik modsat effekt og kan medføre dårlig samvittighed og faktisk forstærke angsten ganske så meget.

Vi lever i et samfund med meget stort fokus på at kunne præstere: uddannelse, arbejde, mor-rolle, alt skal balanceres og nåes, helst så hurtigt som muligt. Men ved du hvad? Det når du nok. Det lyder ganske rigtig at vente med din uddannelse til du har fået bearbejdet det, der ligger under overfladen og blokerer. Måske driller dit selvværd og din selvtillid dig lidt, siden det kom i det du skulle til at præstere? 

Som du selv siger, så har det ligget i dvale lidt. Men det er tydeligvis ikke forsvundet eller behandlet. Kun symptomerne. Så nu må du tage dig tid og grave dybere, så får du også et meget bedre standpunkt når du er klar igen til din uddannelse. Du vil bedre kunne tackle de udfordringer, der rammer.

At nogen "lærer at skjule" eller "lærer at leve med" sin angst synes jeg er voldsomt sørgeligt og unødvendigt.

Pas godt på dig selv