Brug for positive historier :(

Anonym skriver:

Kære du.

Nej, eksponering er ikke altid vejen frem. Det der "du SKAL"-halløj har i nogle tilfælde stik modsat effekt og kan medføre dårlig samvittighed og faktisk forstærke angsten ganske så meget.

Vi lever i et samfund med meget stort fokus på at kunne præstere: uddannelse, arbejde, mor-rolle, alt skal balanceres og nåes, helst så hurtigt som muligt. Men ved du hvad? Det når du nok. Det lyder ganske rigtig at vente med din uddannelse til du har fået bearbejdet det, der ligger under overfladen og blokerer. Måske driller dit selvværd og din selvtillid dig lidt, siden det kom i det du skulle til at præstere? 

Som du selv siger, så har det ligget i dvale lidt. Men det er tydeligvis ikke forsvundet eller behandlet. Kun symptomerne. Så nu må du tage dig tid og grave dybere, så får du også et meget bedre standpunkt når du er klar igen til din uddannelse. Du vil bedre kunne tackle de udfordringer, der rammer.

At nogen "lærer at skjule" eller "lærer at leve med" sin angst synes jeg er voldsomt sørgeligt og unødvendigt.

Pas godt på dig selv  

Åh jeg græd da jeg læste dit svar, for især det med skyldfølelse er så rigtigt. Min mand er meget med den der "du skal bare gøre..." eller "så må du bare finde et arbejde..." osv. Skal siges jeg inden studiestart har søgt rigtig mange jobs (men vel og mærke via jobindex.dk og ikke gået ud til folk).

Har ofte sagt til ham at jeg ville ønske jeg kunne tænke som ham og have den samme tilgang til tingene. Men han forstår ikke når det hele vælter, det på trods af at han har været med hos min psykolog flere gange for at få en med forståelse.

Men har lige skrevet en mail til min studievejleder om at få et møde med hende, så er ret nervøs for hvor jeg ender henne nu. 

Anonym skriver:

Åh jeg græd da jeg læste dit svar, for især det med skyldfølelse er så rigtigt. Min mand er meget med den der "du skal bare gøre..." eller "så må du bare finde et arbejde..." osv. Skal siges jeg inden studiestart har søgt rigtig mange jobs (men vel og mærke via jobindex.dk og ikke gået ud til folk).

Har ofte sagt til ham at jeg ville ønske jeg kunne tænke som ham og have den samme tilgang til tingene. Men han forstår ikke når det hele vælter, det på trods af at han har været med hos min psykolog flere gange for at få en med forståelse.

Men har lige skrevet en mail til min studievejleder om at få et møde med hende, så er ret nervøs for hvor jeg ender henne nu. 

Hvor er det flot du handler på det, du selv føler er rigtigt! Godt gået! Og hav tillid til dig selv, og din evne til at træffe beslutninger. Det møde med studievejlederen klarer du fint, bare vent og se 

Og husk at din mand højst sandsynligt tænker praktisk. Det er også fint. Prøv evt. at forklare ham, at hvis du ikke får styr på det her nu, så havner I med stor sandsynlighed samme sted igen ude i fremtiden, og det er lige netop dét du prøver at undgå. Måske kan det hjælpe lidt? 

Anonym skriver:

Kære du.

Nej, eksponering er ikke altid vejen frem. Det der "du SKAL"-halløj har i nogle tilfælde stik modsat effekt og kan medføre dårlig samvittighed og faktisk forstærke angsten ganske så meget.

Vi lever i et samfund med meget stort fokus på at kunne præstere: uddannelse, arbejde, mor-rolle, alt skal balanceres og nåes, helst så hurtigt som muligt. Men ved du hvad? Det når du nok. Det lyder ganske rigtig at vente med din uddannelse til du har fået bearbejdet det, der ligger under overfladen og blokerer. Måske driller dit selvværd og din selvtillid dig lidt, siden det kom i det du skulle til at præstere? 

Som du selv siger, så har det ligget i dvale lidt. Men det er tydeligvis ikke forsvundet eller behandlet. Kun symptomerne. Så nu må du tage dig tid og grave dybere, så får du også et meget bedre standpunkt når du er klar igen til din uddannelse. Du vil bedre kunne tackle de udfordringer, der rammer.

At nogen "lærer at skjule" eller "lærer at leve med" sin angst synes jeg er voldsomt sørgeligt og unødvendigt.

Pas godt på dig selv  

Hvorfor er det så slemt at lære at leve med sin angst? For nogen mennesker forsvinder den aldrig, og så er det da altafgørende at man får nogle metoder og værktøjer til at gøre angsten tålelig og håndterbar.

IenFart skriver:

Hvorfor er det så slemt at lære at leve med sin angst? For nogen mennesker forsvinder den aldrig, og så er det da altafgørende at man får nogle metoder og værktøjer til at gøre angsten tålelig og håndterbar.

Der er forskel. Hvis man ved den aldrig forsvinder må man gå ud fra man har forsøgt, og så er vi helt enige i at man selvfølgelig må lære at bruge den konstruktivt/leve med den. Sådan som det bliver præsenteret her, lyder det mest som om, at man lever med den fordi man ikke har forsøgt at gøre noget ved det, som en slags misforstået måde at være stærk på?Det kan selvfølgelig handle om måden man læser det på.

Anonym skriver:

Der er forskel. Hvis man ved den aldrig forsvinder må man gå ud fra man har forsøgt, og så er vi helt enige i at man selvfølgelig må lære at bruge den konstruktivt/leve med den. Sådan som det bliver præsenteret her, lyder det mest som om, at man lever med den fordi man ikke har forsøgt at gøre noget ved det, som en slags misforstået måde at være stærk på?Det kan selvfølgelig handle om måden man læser det på.

Det kan godt være det for tidligt for TS at forsøge at være "stærk". Det kan jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg læser det som om TS faktisk har gjort noget for at finde ud af hvor angsten egentlig stammer fra og også har fremskridt med det, men nu mangler noget helt konkret at gribe til når anfaldene rammer. Og det er for mig at se at man lærer at leve med angsten, mens man eventuelt bearbejder det bagvedliggende.

Det kan godt være det for tidligt for TS at forsøge at være "stærk". Det kan jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg læser det som om TS faktisk har gjort noget for at finde ud af hvor angsten egentlig stammer fra og også har fremskridt med det, men nu mangler noget helt konkret at gribe til når anfaldene rammer. Og det er for mig at se at man lærer at leve med angsten, mens man eventuelt bearbejder det bagvedliggende.

Så snakker vi forbi hinanden. 

Jeg taler ikke om noget ts har skrevet. Det er et andet indlæg.

Anonym skriver:

Så snakker vi forbi hinanden. 

Jeg taler ikke om noget ts har skrevet. Det er et andet indlæg.

Jeg tror jeg afslutter den her. Man kan ikke diskutere sådan noget over internettet, der mangler alt for mange nuancer. Hvad der er rigtigt for den ene er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Det, der er min pointe er egentlig bare at man skal være forsigtig med eksponering, særlig når det handler om mere komplekse problematikker end "bare" højdeskræk fx. 

Til ts.

Jeg håber, du finder din vej. Du skal stole på dig selv. Jeg synes et forum som dette er et farligt sted når man er i en sårbar situation, for man har paraderne nede og tager alt ind. Følg din intuition i stedet. Stor respekt til dig for at tage et vigtigt skridt i dag. Du har rakt hånden ud og gjort noget godt for dig selv. 

Ønsker dig held og lykke fremover 

Anonym skriver:

Jeg tror jeg afslutter den her. Man kan ikke diskutere sådan noget over internettet, der mangler alt for mange nuancer. Hvad der er rigtigt for den ene er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Det, der er min pointe er egentlig bare at man skal være forsigtig med eksponering, særlig når det handler om mere komplekse problematikker end "bare" højdeskræk fx. 

Til ts.

Jeg håber, du finder din vej. Du skal stole på dig selv. Jeg synes et forum som dette er et farligt sted når man er i en sårbar situation, for man har paraderne nede og tager alt ind. Følg din intuition i stedet. Stor respekt til dig for at tage et vigtigt skridt i dag. Du har rakt hånden ud og gjort noget godt for dig selv. 

Ønsker dig held og lykke fremover 

Tusind tak for dine svar, kan nikke genkende til mange af de ting som bliver skrevet herinde. Har været ramt af angst i snart to år, men var et år om at søge den hjælp jeg havde brug for. Dog et den psykolog jeg går til ikke god til at give mig redskaber med videre nu, hun var god til at få mig til at se hvor det gik galt og hvad der udløste min angst.

Normalt ville jeg ikke skrive offentligt men har ikke ret meget familie og venner er der ikke noget af mere. Så er ret ensom omkring det... Som sagt forstår min mand det ikke rigtigt.

Anonym skriver:

Måske jeg skulle prøve det samme, for hende jeg har gået hos indtil nu har hjulpet mig en del frem, men det har også virket som om jeg lidt er gået i stå med hende.

Har fået bearbejdet det, som der ligger til grund for min angst blev udløst for år tilbage gennem psykologen, men mangler stadigvæk redskaber til hvad jeg kan gøre på dage som idag, hvor man faktisk ikke kan holde ud at være til pga man er så bange og bekymringerne hober sig op.

Fandt selv frem til for et lille års tid siden, at hvis jeg kun sørgede for at der var meget få ting i kalenderen om ugen og jeg tog en ting af gangen om dagen så gik det meget bedre. Men kan godt mærke at det at være på studiet gør at mine rutiner bliver ændret meget og kan ikke længere overskue få ting af gangen. Når det sagt så gik det ellers okay indtil i fredags hvor vi skulle fremlægge en showcase, (havde ellers gjort alt klart og var parat til det), men fik et angst anfald i klassen og måtte forlade skolen, det var hæsligt og følte mig tilbage på 0...

Har bare været i en tåge siden og kan ikke engang overskue at gøre børnene klar om morgenen.  hvordan finder man en psykolog med erfaring inden for Meta kognitiv terapi? 

Hvad var det der gjorde du fik et angst anfald da du skulle fremlægge?? Dine tanker omkring det? At det var for grænseoverskridende.. Hvad hvis jeg kludrer i det... Hvad hvis underviserne synes det er dårligt.. Hvad hvis nogen griner? 200% sikkert gik der nogle tanker igennem hoved på dig... Ikke sikkert du kan huske dem... men de var der... Du synes det var for skræmmende og fjernede dig selv fra situationen der gav dig angsten.... 

Meta kognitive terapeuter er der ikke mange af i Danmark endnu da det stadig er meget nyt herhjemme.... Jeg kontaktede dem der hedder MindChp.dk og fik sessioner over Skype... og ja det fungere rigtig fint.......   4 sessioner så behøvede jeg ikke mere og nu mærke en KÆMPE forskel...... bare husk på det er ikke terapi hvor du skal sidde og snakke om hvorfor! Du har angst og hvad det kan bunde i osv.... Det handler meget om dine tanker og hvordan de skaber din angst... og hvad du kan gøre for ikke at bekymre dig og gruble så meget..... for tro mig!! Det er sådan det hænger sammen det er den terapi form der virker Aller hurtigst og dens er enorm effektiv og lærer dig at tænke på en hel anden måde... men vær forberedt på at de også fortæller dig at det værste du kan gøre er at fjerne dig fra det der giver dig angst..... for så fortæller du din hjerne at det du egentlig kun tænker(og er der pt du får angst over) er virkelighed og så bli'r det en ind spiral

Anonym skriver:

Tusind tak for dine svar, kan nikke genkende til mange af de ting som bliver skrevet herinde. Har været ramt af angst i snart to år, men var et år om at søge den hjælp jeg havde brug for. Dog et den psykolog jeg går til ikke god til at give mig redskaber med videre nu, hun var god til at få mig til at se hvor det gik galt og hvad der udløste min angst.

Normalt ville jeg ikke skrive offentligt men har ikke ret meget familie og venner er der ikke noget af mere. Så er ret ensom omkring det... Som sagt forstår min mand det ikke rigtigt.

 

En god psykolog er vejen frem. Sammen skal I nok få det vendt. Jeg vil ikke forsøge at blive mere konkret og grave dybere, det vil kræve man sidder overfor hinanden. 

Som du kan se i denne debat er der forskel på hvordan man vil tackle din situation, men jeg synes nu stadig du har gjort det flot. Jeg personligt er dog stadig af den holdning, at du trænger til en pause og ikke skal tvinge dig ud i noget. Jeg har oftest set det udvikle sig i en negativ retning hvis man overhører kroppens signaler, og ofte er det heldigvis ikke noget der er super kompliceret at behandle. Angst forsvinder jo aldrig helt, for den er ganske nødvendig for vores overlevelse. Men det skal ikke styre din hverdag. Så er det et problem.