Rosalyn skriver:
For 3 år siden fik jeg en abort, da vi ved første scanning så, at barnet manglede noget af kraniet. Vi fik at vide, at hvis barnet overlevede graviditeten, ville det dø kort efter fødslen, og det kunne være farligt for mig at gennemføre graviditeten. Så en abort var det eneste, vi kunne gøre. Men vi blev rigtige kede af det. Både vi og vores 2 ældre børn har drømt om en efternøler. Der er ingen fætre eller kusiner til trods for søskende både på min mands og min side, så vores to børn vil stå der som de eneste i deres generation. Så efter aborten følte vi et afsavn, og som om der manglede noget, men det at gå målrettet efter at blive gravide igen var også svært at tale højt om. Vi begyndte så efter et stykke tid at lade være med at beskytte os, da vi tænkte, at vi ville gøre et sidste forsøg, men det var ved at være sidste udkald, pga. vores alder. Så i sommers fandt vi ud af, at jeg er gravid. Jeg har alderen lidt imod mig, da jeg er 43 år, men jeg har indtrykket af, at der trods alt er en del kvinder i dag, der får børn sent. og raske børn. Men de sidste 14 dage har været en enorm frustrerende følelsesmæssig rutschetur. Vi fik til vores scanning at vide, at der var 1:4 chance for et barn med Down´s syndrom. Da risikoen var så høj blev vi anbefalet at få taget en moderkageprøve. Det fik vi foretaget, men jeg læste artikler om, at en tyk nakkefold kunne være mange andre ting; det var der bare ikke så meget fokus på. Så vi håbede af hele vores hjerte, at det ville være en kromosonfejl, barnet ville kunne leve med, uden et alt for anderledes liv. Men så fik vi at vide, at det er Downs syndrom. Vi har set flere klip om folk med børn med Downs syndrom, psykologer mm, og budskabet er, at man skal føle efter, hvilken beslutning, der er rigtig for én. Men at finde ud af det, er noget af det sværeste vi har prøvet. På den ene side vil vi så gerne have barnet, tanken om at det ikke kommer er ikke til at bære - ikke efter at det også gik galt sidste gang. Endnu en abort er ikke ligefrem noget jeg jubler efter. Men vi er bare så hundeangst for, hvordan vores liv vil blive. Vi er ved at spare op til en tur til USA, som vores store børn glæder sig enormt til, men kan sådan noget gennemføres med et barn med Downs syndrom? Hvor meget skal vores nuværende børns liv ændres? Vil det koste venner? Familiesamvær? Nogle historier, vi har hørt, lyder så positive. Men så er der andre historier om børn med Downs syndrom, hvor barnet er i 20´erne, stadig går med ble, aldrig har fået sprog og næsten ikke kan kommunikeres med, og som sagt er jeg 43 nu, næsten 4 måneder henne... Det er skræmmende at stå som gammel mor med et stort barn med sådanne behov. Det virker helt uoverskueligt, og hvad hvis man slet ikke kan magte det? Vi har på sin vis ikke lyst til at have et barn med meget svære særlige behov. Men bare tanken om at fjerne barnet, og at det aldrig kommer, er ikke til at holde ud. Det er et lille barn, man ville vælge fra. Så vi aner simpelt hen ikke, hvordan vi skal komme tættere på en afklaring af, hvad det rigtige for os er. Er der nogen, der kan nikke genkendende til dette? Er der nogen, der har nogle råd? Vi er meget frustrerede.
Hilsner...
I jeres situation ville jeg vælge at få barnet �� Sandsynligvis ville i nok ikke kunne få flere, og det lyder som om det er en stor drøm for jer.
Og ja der er mange bekymringer, men hvis man altid lod sig stoppe af sine bekymringer ville man hverken få dårlige eller gode oplevelser i livet...
