Jeg tror min søn har autisme..

Hej alle sammen

Jeg valgte ikke at skrive dette indlæg under kategorien 'Børn med handicap' både fordi han ikke er blevet diagnoseret endnu og som mor er det stadig svært at indse.

Jeg prøver at gøre det så kort som jeg nu kan. Jeg har tidligere skrevet herinde om mine bekymringer omkring min søns sprogudvikling og om han mon er normal osv. Min søn på to et halvt år er en rigtig dejlig dreng som har humor og er højt elsket af os og vores omgangskreds (hvilket iøvrigt slet ikke kan se noget galt med ham). Min mand og jeg har længe haft på fornemmelsen af at der er noget 'galt'. Det første år af hans liv virkede alting normalt udviklingsmæssigt. Han nåede hans milepæl som han skulle- begyndte at smile da han var 3 mdr. (Havde/har også øjenkontakt med os) pludrede og fik første tand da han var 5 mdr, kravlede 6 mdr, gik da han blev 1 år gammel osv. Dog gik vi og ventede på hans første ord og det tog lang tid. Natteuroet bemærkede vi også på det her tidspunkt. Samt at han ikke kun sidde stille, men vi tænkte at han sikkert bare er et meget aktivt barn med masser af energi. Det eneste vi kunne bruge som kunne få ham til at sidde stille var tegnefilm.
Han startede i vuggestue da han var halvandet og allerede få mdr efter blev vi bedt om at få hans ører tjekket. Det gjorde vi så, for vi kunne heller ik forstå hvorfor han ikke altid reagerede når vi kaldte på ham eller sagde nej til ham. Hans hørelse fejlede ikke noget, dog havde han lidt væske i ørerne som gik væk af sig selv. Han behøvede ikke at få dræn.
Vi har siden da haft flere samtaler omkring hans udvikling med hans pædagoger. De ting som de har påpeget talte vi med børnelægen om da vores søn var til 2 års tjek, men der var det for tidligt at sige noget og vi skulle se tiden an.
De symptomer som de fremhæver i vuggestuen ser vi også i ham. Blandt andet at han går på tæer, kan være aggressiv, bryder sig ikke om forandringer-eksempelvis at få taget sko og tøj af eller at blive skiftet, jakke skal være lukket, han gentager ting han sir (lyde), sen sprogudvikling, stiller legetøj (biler) op i en række, leger ikke med andre børn, har svært ved at sidde stille, bryder sig ikke om at man siger nej til ham, i sin egen boble osv osv.
Efter snakken med vuggestuen var det som om at det gik endnu mere op for os at det må være autisme. Det skal lige nævnes at de på ingen måder har nævnt autisme, de har blot fremhævet hvad de har bemærket ved ham og anbefalet os at få en udredning. Vi søgte hjælp med det samme og nu venter vi på at få en udredning.
Til at starte med var det som en lettelse at andre (hans pædagoger) kunne se hvad vi inderst inde gik og bekymrede os over. Det tog lige et pr dage så kom tårerne væltende ind samt endnu flere bekymringer og spørgsmål. Jeg har virkelig brug for at høre fra andre om deres erfaring. Ved godt at de svar jeg søger afhænger af den endelige diagnose, men jeg har bare brug for at høre fra andre hvad deres erfaring har været. Hvis han så tidligt får hjælp og støtte kommer han til at fungere nogenlunde normalt mht skolegang osv? Hvordan har udviklingen været i jeres tilfælde? Og hvad har i af anbefalinger? I er velkommen til at skrive al det i kan komme i tanke om. 

Hej Mamalu

Min søn fik diagnosen infantil autisme i foråret. Han er nu 5,5 år og vi lagde for alvor mærke til, at han var anderledes den dag han startede i børnehave. Indtil da havde vi blot en fornemmelse af, at han var meget sensitiv. Han har altid haft det svært med at tage afsked, når han er blevet afleveret i dagplejen og har altid været ængstelig i større eller mindre grad - især social angst. Havde tit og ofte natterror. Da han startede i børnehave holdt han op med at tale til alle andre end os og møllen gik i gang med støtte timer, da han ikke legede med andre børn og kun havde øje for de voksne, når han havde brug for hjælp til noget. Han fik først diagnosen selektiv mutisme, som i foråret blev ændret til infantil autisme. Støttetimerne har dog gjort underværker for ham og han taler nu til stort set alle efter en masse træning. Det skal siges, at han har ændret sig markant indenfor det seneste år. Han er blevet mere udadvendt, har fået øjnene op for de andre børn og har fået få, men gode venner han leger med i børnehaven og også nogle gange hjemme. Han tør dog ikke gå til aktiviteter, såsom sport og fødselsdage, med mindre jeg er med og til gymnastik var jeg nødt til at holde ham i hånden og løbe med på banen, så det stoppede vi med . Lige nu er vi derhenne, hvor vi skal finde ud af, hvilket skoletilbud han skal have til næste sommer og det fylder selvfølgelig en del, når han er for god til specialskole, men meget sårbar i forhold til at kunne rumme mange indtryk. Vi har i dag en dejlig dreng med en masse glæde, ballade, sjov og energi, men også med angst og dybe tanker omkring døden og sygdom og kæmpe raseri anfald, når bægeret flyder over efter en lang dag i bh. Min erfaring er, at min søns børnehave har været en kæmpe støtte, med stor rummelighed og seriøsitet. De har altid lyttet til os, og gjort hvad de kunne for at hjælpe vores søn. Vores møde med psykiatrien har også været særdeles positivt og vi har også indtryk af, at de har været meget lyttende og grundige i deres udredning af ham. Ventetiden på diagnosen var virkelig forfærdelig. Det var som at være i ingenmandsland, fyldt med håb om, at det svar vi ville få ville give mening og også dårlig samvittighed over, et eller andet sted at håbe, at der faktisk var et problem. Jeg ledte internettet op og ned og googlede alt som jeg overhovedet kunne finde om autisme - og kun autisme - for et eller andet sted, så tror jeg, at man intuitivt allerede ved, hvad det drejer sig om, men siger det bare helst ikke højt... Vores parforhold var også blevet til et mareridt. For hvad nu hvis det var os selv, der var dårlige forældre og var skyld i, at han havde de udfordringer. Ind imellem havde vi dårlige tanker om hinanden, såsom at jeg kunne beskylde far for at være alt for hård og omvendt mente min mand ind imellem at jeg ikke var konsekvent nok eller pylrede for meget om ham. Og hvis jeg overhovedet kunne finde på at håbe, at min søn havde autisme, så var jeg vel også en forfærdelig mor...

Da han fik diagnosen væltede hele min verden og jeg tudede nærmest hele tiden, og ja også på arbejde, hver gang der bare var noget, der stillede en lille smule krav til mig. Jeg var i den grad i krise, også selvom jeg i så lang tid havde forberedt mig på, at han nok havde autisme. Det gør forfærdeligt ondt at få bekræftet, at ens barn skal have et handicap, der kommer til at påvirke resten af dets liv.

Meeeeen, når det så er sagt, så elsker jeg mit liv med ham. Han er en særlig dreng og jeg har en særlig rolle for ham og elsker ham over alle skyer. Han er speciel, men vi elsker hans særheder og som min mand siger, så er det faktisk lidt anderledes og interessant at have et barn, som tænker så markant anderledes. Nogen gange siger han ting, som jeg må trække på smilebåndet af. En dag var vi ude at cykle og i det at vi cykler forbi nogle unge piger smilede jeg til dem og de smilte til os. Så spurgte han "mor, hvorfor grinte du af pigerne?" Der er en masse sociale ting han endnu ikke har fanget endnu. Men der sker så meget med hans udvikling og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at få et godt og rigt liv.

Håber du kan bruge mit svar og held og lykke med din dejlige dreng. Hvis jeg kan komme med et godt råd, så må det være at du skal huske at lytte til og stole på din intuition.

Hej Mamalu

Min søn fik diagnosen infantil autisme i foråret. Han er nu 5,5 år og vi lagde for alvor mærke til, at han var anderledes den dag han startede i børnehave. Indtil da havde vi blot en fornemmelse af, at han var meget sensitiv. Han har altid haft det svært med at tage afsked, når han er blevet afleveret i dagplejen og har altid været ængstelig i større eller mindre grad - især social angst. Havde tit og ofte natterror. Da han startede i børnehave holdt han op med at tale til alle andre end os og møllen gik i gang med støtte timer, da han ikke legede med andre børn og kun havde øje for de voksne, når han havde brug for hjælp til noget. Han fik først diagnosen selektiv mutisme, som i foråret blev ændret til infantil autisme. Støttetimerne har dog gjort underværker for ham og han taler nu til stort set alle efter en masse træning. Det skal siges, at han har ændret sig markant indenfor det seneste år. Han er blevet mere udadvendt, har fået øjnene op for de andre børn og har fået få, men gode venner han leger med i børnehaven og også nogle gange hjemme. Han tør dog ikke gå til aktiviteter, såsom sport og fødselsdage, med mindre jeg er med og til gymnastik var jeg nødt til at holde ham i hånden og løbe med på banen, så det stoppede vi med . Lige nu er vi derhenne, hvor vi skal finde ud af, hvilket skoletilbud han skal have til næste sommer og det fylder selvfølgelig en del, når han er for god til specialskole, men meget sårbar i forhold til at kunne rumme mange indtryk. Vi har i dag en dejlig dreng med en masse glæde, ballade, sjov og energi, men også med angst og dybe tanker omkring døden og sygdom og kæmpe raseri anfald, når bægeret flyder over efter en lang dag i bh. Min erfaring er, at min søns børnehave har været en kæmpe støtte, med stor rummelighed og seriøsitet. De har altid lyttet til os, og gjort hvad de kunne for at hjælpe vores søn. Vores møde med psykiatrien har også været særdeles positivt og vi har også indtryk af, at de har været meget lyttende og grundige i deres udredning af ham. Ventetiden på diagnosen var virkelig forfærdelig. Det var som at være i ingenmandsland, fyldt med håb om, at det svar vi ville få ville give mening og også dårlig samvittighed over, et eller andet sted at håbe, at der faktisk var et problem. Jeg ledte internettet op og ned og googlede alt som jeg overhovedet kunne finde om autisme - og kun autisme - for et eller andet sted, så tror jeg, at man intuitivt allerede ved, hvad det drejer sig om, men siger det bare helst ikke højt... Vores parforhold var også blevet til et mareridt. For hvad nu hvis det var os selv, der var dårlige forældre og var skyld i, at han havde de udfordringer. Ind imellem havde vi dårlige tanker om hinanden, såsom at jeg kunne beskylde far for at være alt for hård og omvendt mente min mand ind imellem at jeg ikke var konsekvent nok eller pylrede for meget om ham. Og hvis jeg overhovedet kunne finde på at håbe, at min søn havde autisme, så var jeg vel også en forfærdelig mor...

Da han fik diagnosen væltede hele min verden og jeg tudede nærmest hele tiden, og ja også på arbejde, hver gang der bare var noget, der stillede en lille smule krav til mig. Jeg var i den grad i krise, også selvom jeg i så lang tid havde forberedt mig på, at han nok havde autisme. Det gør forfærdeligt ondt at få bekræftet, at ens barn skal have et handicap, der kommer til at påvirke resten af dets liv.

Meeeeen, når det så er sagt, så elsker jeg mit liv med ham. Han er en særlig dreng og jeg har en særlig rolle for ham og elsker ham over alle skyer. Han er speciel, men vi elsker hans særheder og som min mand siger, så er det faktisk lidt anderledes og interessant at have et barn, som tænker så markant anderledes. Nogen gange siger han ting, som jeg må trække på smilebåndet af. En dag var vi ude at cykle og i det at vi cykler forbi nogle unge piger smilede jeg til dem og de smilte til os. Så spurgte han "mor, hvorfor grinte du af pigerne?" Der er en masse sociale ting han endnu ikke har fanget endnu. Men der sker så meget med hans udvikling og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at få et godt og rigt liv.

Håber du kan bruge mit svar og held og lykke med din dejlige dreng. Hvis jeg kan komme med et godt råd, så må det være at du skal huske at lytte til og stole på din intuition.

Hej Mortilchristoffer

Jeg takker mange gange for dit svar. jeg følte både glæde og sorg af at læse det. Glæde fordi jeg føler med dig omkr din kærlighed til din søn og fordi der er håb forude mht udvikling. Sorg fordi det gør så ondt at tænke på at ens lille skat ska leve med det her usynlige handicap som man ikke selv er herre over! Jeg er også overrasket over at det tog så forfærdelig lang tid at få en diagnose! Men det er positivt at i har kunne få støtte med hans udvikling imens og at det har hjulpet!

jeg takker endnu en gang for dit svar og i ønskes al held og lykke med ham 

Er der andre som har barn med autisme??

Det bliver lige en kort kommenrar,  men prøv at læs om sansemotoriske forstyrrelser, det kan også være sådan noget, og det kan der gøres noget ved

Har skrevet privat besked

Anonym skriver:

Det bliver lige en kort kommenrar,  men prøv at læs om sansemotoriske forstyrrelser, det kan også være sådan noget, og det kan der gøres noget ved

Mange tak for infoen. Det vil jeg læse lidt mere om. 

Mamalu skriver:

Hej alle sammen

Jeg valgte ikke at skrive dette indlæg under kategorien 'Børn med handicap' både fordi han ikke er blevet diagnoseret endnu og som mor er det stadig svært at indse.

Jeg prøver at gøre det så kort som jeg nu kan. Jeg har tidligere skrevet herinde om mine bekymringer omkring min søns sprogudvikling og om han mon er normal osv. Min søn på to et halvt år er en rigtig dejlig dreng som har humor og er højt elsket af os og vores omgangskreds (hvilket iøvrigt slet ikke kan se noget galt med ham). Min mand og jeg har længe haft på fornemmelsen af at der er noget 'galt'. Det første år af hans liv virkede alting normalt udviklingsmæssigt. Han nåede hans milepæl som han skulle- begyndte at smile da han var 3 mdr. (Havde/har også øjenkontakt med os) pludrede og fik første tand da han var 5 mdr, kravlede 6 mdr, gik da han blev 1 år gammel osv. Dog gik vi og ventede på hans første ord og det tog lang tid. Natteuroet bemærkede vi også på det her tidspunkt. Samt at han ikke kun sidde stille, men vi tænkte at han sikkert bare er et meget aktivt barn med masser af energi. Det eneste vi kunne bruge som kunne få ham til at sidde stille var tegnefilm.
Han startede i vuggestue da han var halvandet og allerede få mdr efter blev vi bedt om at få hans ører tjekket. Det gjorde vi så, for vi kunne heller ik forstå hvorfor han ikke altid reagerede når vi kaldte på ham eller sagde nej til ham. Hans hørelse fejlede ikke noget, dog havde han lidt væske i ørerne som gik væk af sig selv. Han behøvede ikke at få dræn.
Vi har siden da haft flere samtaler omkring hans udvikling med hans pædagoger. De ting som de har påpeget talte vi med børnelægen om da vores søn var til 2 års tjek, men der var det for tidligt at sige noget og vi skulle se tiden an.
De symptomer som de fremhæver i vuggestuen ser vi også i ham. Blandt andet at han går på tæer, kan være aggressiv, bryder sig ikke om forandringer-eksempelvis at få taget sko og tøj af eller at blive skiftet, jakke skal være lukket, han gentager ting han sir (lyde), sen sprogudvikling, stiller legetøj (biler) op i en række, leger ikke med andre børn, har svært ved at sidde stille, bryder sig ikke om at man siger nej til ham, i sin egen boble osv osv.
Efter snakken med vuggestuen var det som om at det gik endnu mere op for os at det må være autisme. Det skal lige nævnes at de på ingen måder har nævnt autisme, de har blot fremhævet hvad de har bemærket ved ham og anbefalet os at få en udredning. Vi søgte hjælp med det samme og nu venter vi på at få en udredning.
Til at starte med var det som en lettelse at andre (hans pædagoger) kunne se hvad vi inderst inde gik og bekymrede os over. Det tog lige et pr dage så kom tårerne væltende ind samt endnu flere bekymringer og spørgsmål. Jeg har virkelig brug for at høre fra andre om deres erfaring. Ved godt at de svar jeg søger afhænger af den endelige diagnose, men jeg har bare brug for at høre fra andre hvad deres erfaring har været. Hvis han så tidligt får hjælp og støtte kommer han til at fungere nogenlunde normalt mht skolegang osv? Hvordan har udviklingen været i jeres tilfælde? Og hvad har i af anbefalinger? I er velkommen til at skrive al det i kan komme i tanke om. 

Jeg har selv en søn på 6 1/2år. Som vi også har haft en fornemmelse af, var anderledes. Vi kontaktede selv PPR sidste sommer og nu har vi så været til vores 3. Og sidste undersøgelse på børnepsykriatisk i Aalborg og afventer svar på alle undersøgelser. Han har altid været meget sensitiv og kan ikke have tøj der strammer eller jakken hvis ikke den er lynet op, kan kun lide joggintøj der er blødt og kan ikke lide at have strømper på. Han har meget høje lyde og udbrud indimellem. Han kan ikke sidde stille, kun med sin tablet lidt tid af gangen. Han kan ikke finde ud af de sociale spilleregler og kommer som oftest til at ødelægge andres leg da han istedet for at spørge om de vil lege, bare går hen og ødelægger det de leger med. Han er meget smilende og fjollet, viser sjællent aldrig andre ansigtsudtryk end smilende, fjollet, drillende eller ked af det, frustreret . Han kan flippe ud over meget små ting fx. Imorges da vi ikke havde leverpostej, fordi det ville han have og kunne ikke bruge en af de 8 andre valgmuligheder, så det tog ham 20min med at rode rundt på gulvet og være "tvær" over det. Han er meget impulsiv, og er svær faktisk umulig at stoppe når han først får en ide så forfølger han den, fx at løbe hjem fra skole midt i skoletiden. Han er kommer i en ASF klasse, hvor der er 4 elever i klassen og altid 2 pædagoger/ lærer af gangen, det profitere han meget godt af. 

Børnepsyk har mistænkt ADHD samt en grad af autisme, hvilket vi får svar på i starten af oktober. 

Mortilchristoffer skriver:

Hej Mamalu

Min søn fik diagnosen infantil autisme i foråret. Han er nu 5,5 år og vi lagde for alvor mærke til, at han var anderledes den dag han startede i børnehave. Indtil da havde vi blot en fornemmelse af, at han var meget sensitiv. Han har altid haft det svært med at tage afsked, når han er blevet afleveret i dagplejen og har altid været ængstelig i større eller mindre grad - især social angst. Havde tit og ofte natterror. Da han startede i børnehave holdt han op med at tale til alle andre end os og møllen gik i gang med støtte timer, da han ikke legede med andre børn og kun havde øje for de voksne, når han havde brug for hjælp til noget. Han fik først diagnosen selektiv mutisme, som i foråret blev ændret til infantil autisme. Støttetimerne har dog gjort underværker for ham og han taler nu til stort set alle efter en masse træning. Det skal siges, at han har ændret sig markant indenfor det seneste år. Han er blevet mere udadvendt, har fået øjnene op for de andre børn og har fået få, men gode venner han leger med i børnehaven og også nogle gange hjemme. Han tør dog ikke gå til aktiviteter, såsom sport og fødselsdage, med mindre jeg er med og til gymnastik var jeg nødt til at holde ham i hånden og løbe med på banen, så det stoppede vi med . Lige nu er vi derhenne, hvor vi skal finde ud af, hvilket skoletilbud han skal have til næste sommer og det fylder selvfølgelig en del, når han er for god til specialskole, men meget sårbar i forhold til at kunne rumme mange indtryk. Vi har i dag en dejlig dreng med en masse glæde, ballade, sjov og energi, men også med angst og dybe tanker omkring døden og sygdom og kæmpe raseri anfald, når bægeret flyder over efter en lang dag i bh. Min erfaring er, at min søns børnehave har været en kæmpe støtte, med stor rummelighed og seriøsitet. De har altid lyttet til os, og gjort hvad de kunne for at hjælpe vores søn. Vores møde med psykiatrien har også været særdeles positivt og vi har også indtryk af, at de har været meget lyttende og grundige i deres udredning af ham. Ventetiden på diagnosen var virkelig forfærdelig. Det var som at være i ingenmandsland, fyldt med håb om, at det svar vi ville få ville give mening og også dårlig samvittighed over, et eller andet sted at håbe, at der faktisk var et problem. Jeg ledte internettet op og ned og googlede alt som jeg overhovedet kunne finde om autisme - og kun autisme - for et eller andet sted, så tror jeg, at man intuitivt allerede ved, hvad det drejer sig om, men siger det bare helst ikke højt... Vores parforhold var også blevet til et mareridt. For hvad nu hvis det var os selv, der var dårlige forældre og var skyld i, at han havde de udfordringer. Ind imellem havde vi dårlige tanker om hinanden, såsom at jeg kunne beskylde far for at være alt for hård og omvendt mente min mand ind imellem at jeg ikke var konsekvent nok eller pylrede for meget om ham. Og hvis jeg overhovedet kunne finde på at håbe, at min søn havde autisme, så var jeg vel også en forfærdelig mor...

Da han fik diagnosen væltede hele min verden og jeg tudede nærmest hele tiden, og ja også på arbejde, hver gang der bare var noget, der stillede en lille smule krav til mig. Jeg var i den grad i krise, også selvom jeg i så lang tid havde forberedt mig på, at han nok havde autisme. Det gør forfærdeligt ondt at få bekræftet, at ens barn skal have et handicap, der kommer til at påvirke resten af dets liv.

Meeeeen, når det så er sagt, så elsker jeg mit liv med ham. Han er en særlig dreng og jeg har en særlig rolle for ham og elsker ham over alle skyer. Han er speciel, men vi elsker hans særheder og som min mand siger, så er det faktisk lidt anderledes og interessant at have et barn, som tænker så markant anderledes. Nogen gange siger han ting, som jeg må trække på smilebåndet af. En dag var vi ude at cykle og i det at vi cykler forbi nogle unge piger smilede jeg til dem og de smilte til os. Så spurgte han "mor, hvorfor grinte du af pigerne?" Der er en masse sociale ting han endnu ikke har fanget endnu. Men der sker så meget med hans udvikling og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at få et godt og rigt liv.

Håber du kan bruge mit svar og held og lykke med din dejlige dreng. Hvis jeg kan komme med et godt råd, så må det være at du skal huske at lytte til og stole på din intuition.

Min "særlige" søn sagde en dag, da vi sad og så et program om fugle der dansede parringsdans og så parede de i 3 sekunder, så siger han "mor, så lang tid tager det ikke med mennesker vel"  han er meget dyre interesseret og han siger ofte meget mærkelige ord til at være en på 6år fx. Det er besynderligt mor 

Mullesmith skriver:

Jeg har selv en søn på 6 1/2år. Som vi også har haft en fornemmelse af, var anderledes. Vi kontaktede selv PPR sidste sommer og nu har vi så været til vores 3. Og sidste undersøgelse på børnepsykriatisk i Aalborg og afventer svar på alle undersøgelser. Han har altid været meget sensitiv og kan ikke have tøj der strammer eller jakken hvis ikke den er lynet op, kan kun lide joggintøj der er blødt og kan ikke lide at have strømper på. Han har meget høje lyde og udbrud indimellem. Han kan ikke sidde stille, kun med sin tablet lidt tid af gangen. Han kan ikke finde ud af de sociale spilleregler og kommer som oftest til at ødelægge andres leg da han istedet for at spørge om de vil lege, bare går hen og ødelægger det de leger med. Han er meget smilende og fjollet, viser sjællent aldrig andre ansigtsudtryk end smilende, fjollet, drillende eller ked af det, frustreret . Han kan flippe ud over meget små ting fx. Imorges da vi ikke havde leverpostej, fordi det ville han have og kunne ikke bruge en af de 8 andre valgmuligheder, så det tog ham 20min med at rode rundt på gulvet og være "tvær" over det. Han er meget impulsiv, og er svær faktisk umulig at stoppe når han først får en ide så forfølger han den, fx at løbe hjem fra skole midt i skoletiden. Han er kommer i en ASF klasse, hvor der er 4 elever i klassen og altid 2 pædagoger/ lærer af gangen, det profitere han meget godt af. 

Børnepsyk har mistænkt ADHD samt en grad af autisme, hvilket vi får svar på i starten af oktober. 

Mange tak for dit svar  må jeg spørge hvornår i begyndte at mærke at han var anderledes? Eller at der ar noget galt..? Det er godt at jeres søn er kommet i en special klasse og at i snart får en diagnose.

Min søn skal også ha lukket jakke, skal have strømper på og jeans!! Kan nærmest ik uden. Kan fx aldrig få ham til at tage sandaler på uden strømper. Og så kommer han også ofte med høje udbrud/skrig. Det værste er når vi kommer hjem fra fx legepladsen, han råber og skriger- smider sig på gulvet. Kort sagt han får et flip/raseri anfald næsten hver gang