Uplanlagt gravid

Anonym skriver:

Ja, det var mig der lavede den tråd også. Hvor jeg også beskrev den sorg jeg følte over ikke at få flere børn og næsten alle rådede mig til ikke at blive stereliseret fordi jeg tydeligvis ikke var klar til det og at jeg skulle lade lægerne undersøge sagen nærmere.

I den tråd blev det også fremført at lægerne absolut ingen anelse har om HVORFOR jeg fødte så tidligt som jeg gjorde, for alt gik faktisk som det skulle og alt var perfekt - alle tal var som de skulle være og jeg havde været til scanning kun et par dage før den tidlige vandafgang som startede mareridtet, hvor alting så ud som det skulle.

Den anbefaling jeg har fået er ren spekulation. De ved ikke hvorfor det skete, så derfor antager de at det vil ske igen - det var dét jeg fik af vide. De ville gå med livrem og seler.

 

Med det sagt, så selv hvis barnet kommer meget før tid, ligesom vores søn, så er der muligheden for at sige at man ikke ønsker behandling, men kun smertelindring, lige præcis fordi der er nogle forældre og/eller situationer der ikke tillader et handicappet barn.

 

Vi har stadig adskillige uger til at bestemme os for hvad vi vil og når jeg alligevel skal til samtale med lægen inæste uge, bliver det hele også vendt med hende da.

Lige for at slå det fast, så synes jeg absolut heller ikke, at du skulle steriliseres, hvis du ikke var klar :-) Du kom bare med nogle flere forklaringer i forhold til, hvorfor I nu stod ved det valg i den tråd, som jeg tog udgangspunkt i mit svar.

Jeg kan godt forstå, at du holder godt fast i det, at lægerne kommer med anbefalingerne på baggrund af skøn og ikke konkret viden. For det, at der som sådan ikke var nogen årsag, giver et håb for en sund graviditet til termin, og jeg tror, at det er rigtigt vigtigt, at du har det håb, hvis du vælger at beholde.

I sidste ende handler det om, hvorvidt I er villige til at løbe de ricisi, der MÅSKE følger med. Der synes jeg, at Line4 har rigtigt mange gode overvejelser i sit svar i og med, at hun har stået, der hvor du står. For hun har helt ret. Jeg vil aldrig vide helt, hvad det vil sige, når jeg ikke selv har stået i det.

I har, som du selv siger, stadig en del uger at løbe på, så tag en god grundig snak om det hele og mærk efter, om I er klar til at gå det hele igennem igen, hvis det været mulige sker igen. 

Og så fortjener du vist et kram

Anonym skriver:

Nu må du meget undskylde, hvis jeg bliver noget hård, men jeg bliver ærligt talt lidt rasende over at blive beskyldt for at have håbet på en graviditet - for det er det absolut SIDSTE jeg ønskede.

Det var ikke VORES valg, men MIT valg, at jeg ville lade mig stereliseres - min mand støttede mig bare i det valg, til trods for at HAN (også) ønskede flere børn senere hen.

Jeg ønsker ALDRIG at gå igennem dét, jeg gik igennem med min søn igen - ikke nu, ikke om 5 år, ikke om 10 år og ikke om 20 år - ALDRIG.

Og jeg øsnkede ALDRIG at skulle tage stilling til hvorvidt et liv skal leves eller ej - hvilket jo lige er det man skal, når man står og skal tage stilling til abort eller ej. Med sterilisationen skulle jeg sørge over fiktive børn, som vi nu aldrig kunne få - nu skal jeg sørge over et rent faktisk liv, der aldrig kommer til at blive levet.

Årsagen til at jeg lod ham tage sig af præventionen, var ikke at JEG ønsker flere børn og derfor er det HANS ansvar - det var at jeg ikke kan tåle hormonprævention, at jeg i forvejen døjer med meget voldsomme menstruationer med voldsomme smerter og derfor ikke ønsker en kobberspiral (igen) og at pessar efter sigende ikke skulle være særlig sikkert og kun bør bruges hvis man ikke er komplet afvisende overfor tanken om graviditet.

Jeg troede vitterligt at han havde kondom på den dag for et par uger siden, fordi jeg SPURGTE og han svarede "mhm", hvilket i min verden betyder JA.

 

Jeg ved godt at for mange, er det bare en embryo som skal udskilles - en klump celler som aldrig bliver til mere. Men for MIG er det et lille liv som JEG vælger at ende - for mig er det et lillebitte mord, jeg skal begå og det er en meget svær ting at forholde sig til. Jeg har ALTID sagt at jeg ALDRIG skulle have en abort og denne situation har tvunget mig til at forholde mig til at dette måske ikke bliver virkeligheden. Det er ikke noget jeg BARE gør eller noget jeg gør uden seriøse ar på sjælen, men det er noget jeg overvejer og tænker seriøst over.

Jeg fortalte min mand det igår og han havde ikke andet at sige end at undskylde en million gange og at det kunne vi jo ikke lige nu. Han er næsten lige så oprørt over tanken om abort som jeg er, men han er enig med både jer og mig i at det er det rette valg - det er bare et valg, vi lige skal vænne os til. Som jeg skrev til at starte med, så VED jeg godt at det er det rigtige at gøre og jeg VILLE også gerne kunne, men som det er lige nu KAN jeg ikke. Jeg PRØVER at gøre det rigtige, men det er virkelig svært for mig at skulle forholde mig til.

Jeg arbejder på det og vil som sagt også vende det med lægen, når jeg alligevel skal derind i næste uge.

Jeg undskylder, men når man ikke kender den tidligere tråd, så lyder din post altså som en der ikke er klar til at opgive drømmen om en stor familie, og det synes jeg hellerikke du skal. Der er jo mulighed for f.eks kobberspiral, som ikke er hormonbaseret, sterilisation er bare så endeligt, hvis nu i får overskud om nogen år.

nu ved jeg ikke om du har fået fortalt manden det endnu, og synes han har opført sig usselt ved ligefrem at lyve om kondom. Herhjemme havde nok fået lov til at opleve cølibat, hvis han ikke kunne finde ud af det for jeg ville ikke ønske for nogen at stå i jeres situation, og ved udmærket at en abort ikke er bare.

jeg håber virkelig i finder en løsning, som hele familien får det godt med. 

Anonym skriver:

Jeg sidder med den mærkeligeste blandede følelse af glæde, sorg, lykke og fortvivelse lige nu, for jeg har lige testet (svagt) postiv på en hjemmetest.

Lidt om min "historie", som jeg ved flere af jer herinde kender - hvilket er årsagen til at jeg vælger at være anonym, så mit screenname forbliver privat.
Jeg har en datter på knapt 3 år fra et tidligere forhold, hvor vi planlagde graviditeten efter 2 års forhold og han så bakkede ud efter positiv test, men jeg kunne ikke få en abort af et barn vi havde lavet bevidst. Jeg var alene med denne datter indtil hun var omtrent 6 måneder, hvor min nye kæreste så flyttede ind. Vi begyndte ret hurtigt at prøve at lave et nyt barn, da jeg altid har ønsket at have mine børn tæt og min kæreste informerede mig om at han og hans eks havde prøvet i 4 (7 års forhold) år uden held og at det var dét der i den sidste ende var skyld i at deres forhold gik i stykker. Vi blev dog ret hurtigt gravide, men mistede tidligt i graviditeten. Der gik et par måneder og vi blev gravide igen, med samme resultat. Tredje gang gik vi helt forbi NF før jeg i uge 19 observerede en mangel på liv og kom ind til scanning der viste et dødt foster. Fjerde gang lykkedes det at gå helt til 24. uge, hvor jeg så fødte en levende dreng som nu er knapt 9 måneder og er sluppet ret nemt fra sin ekstremt præmature fødsel, med "kun" umodne tarme, særligt sensitivitet og dårligt syn. Han er alderstilsvarende (kan det han skal kunne i hans alder og er den størrelse han skal have).

Efter den super hårde oplevelse det var at skulle igennem alt dette, var min (nu) mand og jeg blevet enige om at jeg skulle stereliseres, for at undgå at skulle igennem det igen. Dette er på trods af et stort ønske om en stor familie med mange børn. Jeg har tid ved lægen til samtale om sterilsation i næste uge.

Vi havde faktisk haft snakken om hvad vi skulle gøre, hvis nu det skulle ske at jeg blev gravid, men vi blev aldrig enige. Min mand mente at jeg bare skulle få en abort, men jeg sagde allerede da at det ville jeg ikke gøre. Han mente at det er egoistisk - hvilket det jo faktisk også er - og at jeg burde kunne se udover mine egne principper og føleleser og tænke på vores familie. Og det vil jeg gerne, hvilket er årsagen til at jeg sidder med denne sorg og fortvivlelse, for jeg tror virkelig ikke at jeg kan.

Der er jo stor risiko for at denne graviditet (også) går til, da vi jo har adskillige aborter i baggagen, så måske går "problemet" væk af sig selv, men hvis det ikke gør, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre...

Det skal nok også lige nævnes (fordi det faktisk har stor inflydelse på mine "principper") at min mand siden fødselen har stået for præventionen (kondom) og at han sommetider har brugt "træk ud" metoden i stedet, hvor jeg har troet at han har brugt kondom. Jeg har sagt til ham MANGE gange at dette ikke er en sikker måde at undgå graviditet, men han har aldrig lyttet... Sidst han brugte "træk ud" metoden var for lidt over 2 uger siden...

Jeg har ikke sagt det til min mand endnu. Jeg havde skrevet en besked, men ikke sendt den og kunne simpelthen ikke få mig selv til det...

Jeg ved ikke om du kan bruge det til nået men nu får du lige min venindes historie. Hun blev gravid første gang da hun var 25, deres søn kom alt for tidligt og overlevede kun få dage. Så gik der 7 år med ufrivillige aborter før deres anden søn kom til verden også alt for tidligt, men han klarede den og er en helt normal velfungerende dreng. De troede ikke de kunne få flere børn men fem år efter kom en skøn datter til verden helt uden komplikationer og til tiden.

Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige eller forkerte lige præcis for jer. Og mon det nogensinde bliver det helt forkerte - uanset, hvad der sker.

men jeg vil lige hurtigt fortælle, om hvad der skete med en uplanlagt graviditet hjemme hos os. Vi har et fælles barn og min kæreste har et andet. Det hele har været en stor mundfuld for især ham. Så da vi havde snakken om endnu et barn var han meget skeptisk. Vi blev enige om, at det alligevel ikke skulle være herognu og udsatte snakken. Men han var i hvertfald ikke klar. Få dage senere finder jeg ud af, at jeg er gravid og er på baggrund af snakken overbevist om, en abort er det eneste rigtige. Men da jeg siger det til min kæreste er han uenig. Han ender med at fraråde en abort (det er i sidste ende helt op til mig, siger han). Så nu venter jeg mig igen. Og med hans opbakning.

min pointe er, at din kæreste måske ser anderledes på det, nu hvor du er gravid. I har haft snakken i en virkelighed, hvor det kunne undgås. Nu er du så gravid, og udgangspunktet et helt anderledes. Uanset hvad, skal du gennemgå noget, der er hårdt. Så se, hvordan han reagere og mærk så satans godt efter, hvilken beslutning, der for dig er nemmest at leve med.