Uplanlagt gravid

Jeg sidder med den mærkeligeste blandede følelse af glæde, sorg, lykke og fortvivelse lige nu, for jeg har lige testet (svagt) postiv på en hjemmetest.

Lidt om min "historie", som jeg ved flere af jer herinde kender - hvilket er årsagen til at jeg vælger at være anonym, så mit screenname forbliver privat.
Jeg har en datter på knapt 3 år fra et tidligere forhold, hvor vi planlagde graviditeten efter 2 års forhold og han så bakkede ud efter positiv test, men jeg kunne ikke få en abort af et barn vi havde lavet bevidst. Jeg var alene med denne datter indtil hun var omtrent 6 måneder, hvor min nye kæreste så flyttede ind. Vi begyndte ret hurtigt at prøve at lave et nyt barn, da jeg altid har ønsket at have mine børn tæt og min kæreste informerede mig om at han og hans eks havde prøvet i 4 (7 års forhold) år uden held og at det var dét der i den sidste ende var skyld i at deres forhold gik i stykker. Vi blev dog ret hurtigt gravide, men mistede tidligt i graviditeten. Der gik et par måneder og vi blev gravide igen, med samme resultat. Tredje gang gik vi helt forbi NF før jeg i uge 19 observerede en mangel på liv og kom ind til scanning der viste et dødt foster. Fjerde gang lykkedes det at gå helt til 24. uge, hvor jeg så fødte en levende dreng som nu er knapt 9 måneder og er sluppet ret nemt fra sin ekstremt præmature fødsel, med "kun" umodne tarme, særligt sensitivitet og dårligt syn. Han er alderstilsvarende (kan det han skal kunne i hans alder og er den størrelse han skal have).

Efter den super hårde oplevelse det var at skulle igennem alt dette, var min (nu) mand og jeg blevet enige om at jeg skulle stereliseres, for at undgå at skulle igennem det igen. Dette er på trods af et stort ønske om en stor familie med mange børn. Jeg har tid ved lægen til samtale om sterilsation i næste uge.

Vi havde faktisk haft snakken om hvad vi skulle gøre, hvis nu det skulle ske at jeg blev gravid, men vi blev aldrig enige. Min mand mente at jeg bare skulle få en abort, men jeg sagde allerede da at det ville jeg ikke gøre. Han mente at det er egoistisk - hvilket det jo faktisk også er - og at jeg burde kunne se udover mine egne principper og føleleser og tænke på vores familie. Og det vil jeg gerne, hvilket er årsagen til at jeg sidder med denne sorg og fortvivlelse, for jeg tror virkelig ikke at jeg kan.

Der er jo stor risiko for at denne graviditet (også) går til, da vi jo har adskillige aborter i baggagen, så måske går "problemet" væk af sig selv, men hvis det ikke gør, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre...

Det skal nok også lige nævnes (fordi det faktisk har stor inflydelse på mine "principper") at min mand siden fødselen har stået for præventionen (kondom) og at han sommetider har brugt "træk ud" metoden i stedet, hvor jeg har troet at han har brugt kondom. Jeg har sagt til ham MANGE gange at dette ikke er en sikker måde at undgå graviditet, men han har aldrig lyttet... Sidst han brugte "træk ud" metoden var for lidt over 2 uger siden...

Jeg har ikke sagt det til min mand endnu. Jeg havde skrevet en besked, men ikke sendt den og kunne simpelthen ikke få mig selv til det...

Anonym skriver:

Jeg sidder med den mærkeligeste blandede følelse af glæde, sorg, lykke og fortvivelse lige nu, for jeg har lige testet (svagt) postiv på en hjemmetest.

Lidt om min "historie", som jeg ved flere af jer herinde kender - hvilket er årsagen til at jeg vælger at være anonym, så mit screenname forbliver privat.
Jeg har en datter på knapt 3 år fra et tidligere forhold, hvor vi planlagde graviditeten efter 2 års forhold og han så bakkede ud efter positiv test, men jeg kunne ikke få en abort af et barn vi havde lavet bevidst. Jeg var alene med denne datter indtil hun var omtrent 6 måneder, hvor min nye kæreste så flyttede ind. Vi begyndte ret hurtigt at prøve at lave et nyt barn, da jeg altid har ønsket at have mine børn tæt og min kæreste informerede mig om at han og hans eks havde prøvet i 4 (7 års forhold) år uden held og at det var dét der i den sidste ende var skyld i at deres forhold gik i stykker. Vi blev dog ret hurtigt gravide, men mistede tidligt i graviditeten. Der gik et par måneder og vi blev gravide igen, med samme resultat. Tredje gang gik vi helt forbi NF før jeg i uge 19 observerede en mangel på liv og kom ind til scanning der viste et dødt foster. Fjerde gang lykkedes det at gå helt til 24. uge, hvor jeg så fødte en levende dreng som nu er knapt 9 måneder og er sluppet ret nemt fra sin ekstremt præmature fødsel, med "kun" umodne tarme, særligt sensitivitet og dårligt syn. Han er alderstilsvarende (kan det han skal kunne i hans alder og er den størrelse han skal have).

Efter den super hårde oplevelse det var at skulle igennem alt dette, var min (nu) mand og jeg blevet enige om at jeg skulle stereliseres, for at undgå at skulle igennem det igen. Dette er på trods af et stort ønske om en stor familie med mange børn. Jeg har tid ved lægen til samtale om sterilsation i næste uge.

Vi havde faktisk haft snakken om hvad vi skulle gøre, hvis nu det skulle ske at jeg blev gravid, men vi blev aldrig enige. Min mand mente at jeg bare skulle få en abort, men jeg sagde allerede da at det ville jeg ikke gøre. Han mente at det er egoistisk - hvilket det jo faktisk også er - og at jeg burde kunne se udover mine egne principper og føleleser og tænke på vores familie. Og det vil jeg gerne, hvilket er årsagen til at jeg sidder med denne sorg og fortvivlelse, for jeg tror virkelig ikke at jeg kan.

Der er jo stor risiko for at denne graviditet (også) går til, da vi jo har adskillige aborter i baggagen, så måske går "problemet" væk af sig selv, men hvis det ikke gør, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre...

Det skal nok også lige nævnes (fordi det faktisk har stor inflydelse på mine "principper") at min mand siden fødselen har stået for præventionen (kondom) og at han sommetider har brugt "træk ud" metoden i stedet, hvor jeg har troet at han har brugt kondom. Jeg har sagt til ham MANGE gange at dette ikke er en sikker måde at undgå graviditet, men han har aldrig lyttet... Sidst han brugte "træk ud" metoden var for lidt over 2 uger siden...

Jeg har ikke sagt det til min mand endnu. Jeg havde skrevet en besked, men ikke sendt den og kunne simpelthen ikke få mig selv til det...

Tillykke med graviditeten. Tal med din mand om fremtiden. Du skal ikke skrive så vigtig en besked til ham i SMS eller på mail. 

Et eller andet sted har din mand jo ret i, at det er egoistisk at få et barn til. Men det er alle børn jo. Det er jo egoistiske ønsker vi som forældre har. Man skal få børn for sin egen skyld og ikke andres og derfor mener jeg at det altid er egoistisk. Ment kun positivt. 

Jeg kan sagtens forstå begge jeres frygt i forhold til de mange aborter samt for tidlig fødsel. Men der er jo ingen der kan spå om det ikke bare vil gå helt vild godt i denne graviditet. 

Jeg synes at du skal lytte til din mand og hans argumenter. Men samtidig også lytte ekstremt godt efter i dit hjerte. 

Jeg kan godt huske din tråd om sterilisation (jeg er i hvert fald ret sikker på, at det er dig). Og så vidt jeg husker, var det også lægernes anbefaling, at du ikke blev gravid igen, da meget pegede på, at du ikke ville kunne gå til termin.

Jeg kan sagtens følge dig i dine principper. Selvom jeg går totalt ind for fri abort, ville jeg ikke selv kunne gøre det nu, hvor jeg har været gravid og fået et barn. Min mand og jeg er dog også enige om, at vi beholder de børn, der måtte komme, planlagte som uplanlagte. Men i og med at graviditet i dit tilfælde fører så mange komplikationer, synes jeg, at situationen ændrer sig. Det handler ikke længere kun og dine principper, og du er nødt til at kigge på det store billede.

Så vidt jeg husker, var det sidste forløb med din for tidligt fødte søn ret hårdt for både dig, din mand og især din datter. Ved at fortsætte graviditeten, kan du ende i samme situation, denne gang er der bare et ekstra barn, som også har behov for sin mor. Dertil kommer, at det på ingen måde er sikkert, at endnu et for tidligt født barn vil slippe for komplikationer. Kan du og din familie klare de følger, der eventuelt vil følge med i form af svære handicap? 

Og så er det heller ikke helt irrelevant at kigge på, hvilke komplikationer du kan komme ud for. Hvis der sker dig noget, står din mand alene med to, måske tre forholdsvis små børn, hvoraf det ene kan være svært handicappet (det håber jeg selvfølgelig ikke!). 

Din historik taget i betragtning, tror jeg ikke, jeg ville gennemføre graviditeten. De to børn, der allerede er her, har brug for dig, og i dette tilfælde synes jeg, at det er nødt til at trumfe en ny graviditet.

MiniMe2005 skriver:

Jeg kan godt huske din tråd om sterilisation (jeg er i hvert fald ret sikker på, at det er dig). Og så vidt jeg husker, var det også lægernes anbefaling, at du ikke blev gravid igen, da meget pegede på, at du ikke ville kunne gå til termin.

Jeg kan sagtens følge dig i dine principper. Selvom jeg går totalt ind for fri abort, ville jeg ikke selv kunne gøre det nu, hvor jeg har været gravid og fået et barn. Min mand og jeg er dog også enige om, at vi beholder de børn, der måtte komme, planlagte som uplanlagte. Men i og med at graviditet i dit tilfælde fører så mange komplikationer, synes jeg, at situationen ændrer sig. Det handler ikke længere kun og dine principper, og du er nødt til at kigge på det store billede.

Så vidt jeg husker, var det sidste forløb med din for tidligt fødte søn ret hårdt for både dig, din mand og især din datter. Ved at fortsætte graviditeten, kan du ende i samme situation, denne gang er der bare et ekstra barn, som også har behov for sin mor. Dertil kommer, at det på ingen måde er sikkert, at endnu et for tidligt født barn vil slippe for komplikationer. Kan du og din familie klare de følger, der eventuelt vil følge med i form af svære handicap? 

Og så er det heller ikke helt irrelevant at kigge på, hvilke komplikationer du kan komme ud for. Hvis der sker dig noget, står din mand alene med to, måske tre forholdsvis små børn, hvoraf det ene kan være svært handicappet (det håber jeg selvfølgelig ikke!). 

Din historik taget i betragtning, tror jeg ikke, jeg ville gennemføre graviditeten. De to børn, der allerede er her, har brug for dig, og i dette tilfælde synes jeg, at det er nødt til at trumfe en ny graviditet.

Ja, det var mig der lavede den tråd også. Hvor jeg også beskrev den sorg jeg følte over ikke at få flere børn og næsten alle rådede mig til ikke at blive stereliseret fordi jeg tydeligvis ikke var klar til det og at jeg skulle lade lægerne undersøge sagen nærmere.

I den tråd blev det også fremført at lægerne absolut ingen anelse har om HVORFOR jeg fødte så tidligt som jeg gjorde, for alt gik faktisk som det skulle og alt var perfekt - alle tal var som de skulle være og jeg havde været til scanning kun et par dage før den tidlige vandafgang som startede mareridtet, hvor alting så ud som det skulle.

Den anbefaling jeg har fået er ren spekulation. De ved ikke hvorfor det skete, så derfor antager de at det vil ske igen - det var dét jeg fik af vide. De ville gå med livrem og seler.

Med det sagt, så selv hvis barnet kommer meget før tid, ligesom vores søn, så er der muligheden for at sige at man ikke ønsker behandling, men kun smertelindring, lige præcis fordi der er nogle forældre og/eller situationer der ikke tillader et handicappet barn.

Vi har stadig adskillige uger til at bestemme os for hvad vi vil og når jeg alligevel skal til samtale med lægen inæste uge, bliver det hele også vendt med hende da.

puha en situation at stå i...

kæmpe kram til dig...

har ingen gode råd...

andet end husk at virkelig overveje alle muligheder...

Jeg synes som din mand, at du bør se primært på dine børns behov - og de har behov for deres mor nu og ikke for en lillebror/lillesøster. 

At det er din mands 'skyld', at du er blevet gravid, er helt ligegyldigt. Dine børn skal ikke straffes for din mands dumheder - og du har jo også haft muligheden for at bruge prævention eller nødprævention.

Får du moralske kvaler af en abort? Ja, det gør du måske. Får du moralske kvaler af at få et barn til så tæt på dine 2 andre skrøbelige børn? Ja, det gør du ret sikkert.

Hvem skal lide for jeres uforsigtighed? Børn eller voksne? Jeg synes, at I som voksne mennesker skal træffe den ansvarlige beslutning og vælge en abort.

Anonym skriver:

Ja, det var mig der lavede den tråd også. Hvor jeg også beskrev den sorg jeg følte over ikke at få flere børn og næsten alle rådede mig til ikke at blive stereliseret fordi jeg tydeligvis ikke var klar til det og at jeg skulle lade lægerne undersøge sagen nærmere.

I den tråd blev det også fremført at lægerne absolut ingen anelse har om HVORFOR jeg fødte så tidligt som jeg gjorde, for alt gik faktisk som det skulle og alt var perfekt - alle tal var som de skulle være og jeg havde været til scanning kun et par dage før den tidlige vandafgang som startede mareridtet, hvor alting så ud som det skulle.

Den anbefaling jeg har fået er ren spekulation. De ved ikke hvorfor det skete, så derfor antager de at det vil ske igen - det var dét jeg fik af vide. De ville gå med livrem og seler.

 

Med det sagt, så selv hvis barnet kommer meget før tid, ligesom vores søn, så er der muligheden for at sige at man ikke ønsker behandling, men kun smertelindring, lige præcis fordi der er nogle forældre og/eller situationer der ikke tillader et handicappet barn.

 

Vi har stadig adskillige uger til at bestemme os for hvad vi vil og når jeg alligevel skal til samtale med lægen inæste uge, bliver det hele også vendt med hende da.

Kan man sige til lægerne, at man ikke ønsker barnet skal overleve "bare" fordi at det er født som ekstrem præmatur, hvis barnet viser god livsvilje og selv trækker vejret ?, eller har jeg helt misforstået den sætning

Hck skriver:

Kan man sige til lægerne, at man ikke ønsker barnet skal overleve "bare" fordi at det er født som ekstrem præmatur, hvis barnet viser god livsvilje og selv trækker vejret ?, eller har jeg helt misforstået den sætning

Hvis barnet ikke er selvstændigt levedygtigt - altså ikke kan leve uden hjælp fra maskiner som f.eks. respirator eller lignende - kan man bede om at barnet ikke skal have denne hjælp, men blot skal have lov til at sove stille ind. Men der er ikke noget "bare" over det.

Lægerne kan også tage valget for en, hvis de ikke mener at forældrene ville være i stand til at passe et barn med de særlige behov der nu engang skulle komme.

Anonym skriver:

Hvis barnet ikke er selvstændigt levedygtigt - altså ikke kan leve uden hjælp fra maskiner som f.eks. respirator eller lignende - kan man bede om at barnet ikke skal have denne hjælp, men blot skal have lov til at sove stille ind. Men der er ikke noget "bare" over det.

Lægerne kan også tage valget for en, hvis de ikke mener at forældrene ville være i stand til at passe et barn med de særlige behov der nu engang skulle komme.

Jo, men en eventuel respirator behandling, behøver jo at have så meget med det senere udfald at gøre, jeg mener eventuelle handicap. Jeg har selv født i uge 25, en lille bebs på 665 gr og han lever fint i dag 21 år efter. Han kom ikke i respirator på noget tidspunkt, men alligevel kunne lægerne dengang ikke sige noget om senfølger. 

Hck skriver:

Jo, men en eventuel respirator behandling, behøver jo at have så meget med det senere udfald at gøre, jeg mener eventuelle handicap. Jeg har selv født i uge 25, en lille bebs på 665 gr og han lever fint i dag 21 år efter. Han kom ikke i respirator på noget tidspunkt, men alligevel kunne lægerne dengang ikke sige noget om senfølger. 

Det ved jeg skam godt, men det er jo lige det. Der er en RISIKO for at barnet bliver handicappet, på samme vis som der er en risiko for at jeg føder for tidligt - og se bare hvor mange der råder mig til at ende graviditeten, på grund af den risiko.