Anonym skriver:
Nu må du meget undskylde, hvis jeg bliver noget hård, men jeg bliver ærligt talt lidt rasende over at blive beskyldt for at have håbet på en graviditet - for det er det absolut SIDSTE jeg ønskede.
Det var ikke VORES valg, men MIT valg, at jeg ville lade mig stereliseres - min mand støttede mig bare i det valg, til trods for at HAN (også) ønskede flere børn senere hen.
Jeg ønsker ALDRIG at gå igennem dét, jeg gik igennem med min søn igen - ikke nu, ikke om 5 år, ikke om 10 år og ikke om 20 år - ALDRIG.
Og jeg øsnkede ALDRIG at skulle tage stilling til hvorvidt et liv skal leves eller ej - hvilket jo lige er det man skal, når man står og skal tage stilling til abort eller ej. Med sterilisationen skulle jeg sørge over fiktive børn, som vi nu aldrig kunne få - nu skal jeg sørge over et rent faktisk liv, der aldrig kommer til at blive levet.
Årsagen til at jeg lod ham tage sig af præventionen, var ikke at JEG ønsker flere børn og derfor er det HANS ansvar - det var at jeg ikke kan tåle hormonprævention, at jeg i forvejen døjer med meget voldsomme menstruationer med voldsomme smerter og derfor ikke ønsker en kobberspiral (igen) og at pessar efter sigende ikke skulle være særlig sikkert og kun bør bruges hvis man ikke er komplet afvisende overfor tanken om graviditet.
Jeg troede vitterligt at han havde kondom på den dag for et par uger siden, fordi jeg SPURGTE og han svarede "mhm", hvilket i min verden betyder JA.
Jeg ved godt at for mange, er det bare en embryo som skal udskilles - en klump celler som aldrig bliver til mere. Men for MIG er det et lille liv som JEG vælger at ende - for mig er det et lillebitte mord, jeg skal begå og det er en meget svær ting at forholde sig til. Jeg har ALTID sagt at jeg ALDRIG skulle have en abort og denne situation har tvunget mig til at forholde mig til at dette måske ikke bliver virkeligheden. Det er ikke noget jeg BARE gør eller noget jeg gør uden seriøse ar på sjælen, men det er noget jeg overvejer og tænker seriøst over.
Jeg fortalte min mand det igår og han havde ikke andet at sige end at undskylde en million gange og at det kunne vi jo ikke lige nu. Han er næsten lige så oprørt over tanken om abort som jeg er, men han er enig med både jer og mig i at det er det rette valg - det er bare et valg, vi lige skal vænne os til. Som jeg skrev til at starte med, så VED jeg godt at det er det rigtige at gøre og jeg VILLE også gerne kunne, men som det er lige nu KAN jeg ikke. Jeg PRØVER at gøre det rigtige, men det er virkelig svært for mig at skulle forholde mig til.
Jeg arbejder på det og vil som sagt også vende det med lægen, når jeg alligevel skal derind i næste uge.
Vil skynde mig at skrive med det samme, at jeg hverken vil råde frem eller tilbage - kun du og din mand kan finde den rette løsning.
HVorfor vil jeg så egentlig svare? Fordi den her tråd sprang mig i øjnene i går og her til morgen, hvor jeg lige har 5 minutters pause så kom den frem igen og jeg tænkte igen det samme: det er så nemt når man ikke har stået der og står der.
Din datter gik igennem et helvede og det kan jeg relatere til: min datter gik igennem et helvede da hendes lillesøster døde og hendes mor og far derved blev fraværende i en eller grad i hvert fald mentalt. Hun er i dag 14 år og jeg har stadig dårlig samvittighed, jeg kan stadig se på billeder af hende før Lia døde og tænke; hvad fanden var det jeg gjorde ved hende, hvorfor skulle hun igennem det så ung, hvorfor kunne jeg ikke mande mig om med det samme osv. Og ved du hvad så gentog jeg det hele igen, jeg valgte trods en forhøjet risiko for endnu et hjertebarn, at blive gravid umiddelbart efter, gå igennem sorg og graviditet med et barn som lige som jeg også var i sorg og havde oplevet et kæmpe chok, og jeg gjorde det næsten uden at blinke. Udfaldet var godt, han lever den dag i dag og der er umiddelbart intet med hjertet. Så burde vi jo have stoppet - hvorfor udsætte vores datter for endnu en omgang, men som jer endte vi med at stå uforberedte med en positiv test, her var det så mig der havde haft Roskilde syge og pillerne var måske kommet op igen, eller hvad ved jeg resultatet var i hvert fald en positiv test trods p-piller, og gen valgte vi den egoistiske vej, vi valgte barnet til trods en forhøjet risiko, trods min datter så igen skulle gå igennem en graviditet hvor hun var bange osv. Var det forkert, ærligt jeg følte det hele tiden, jeg så på min skønne datter og søn og tænkte; de er dejlige nu, de har det godt, men måske har jeg endnu en gang truffet et valg der smadrer vores lille familie, måske kender min søn til døden lige om lidt og mister sin barnlige naivitet.
Er jeg glad for valget, ja for pokker han løber lyslevende rundt og er lige startet i 1. Klasse. Ville jeg gøre det igen, ja for pokker hvis livet var et andet, tiden en anden, også selvom jeg har en forhøjet risiko og jeg nu ved man ikke har kontrollen. Skal du gøre det, måske måske ikke.... Men valget skal træffes ud fra hvad I kan leve med, hvad I tænker er bedst for jeres familie både de voksne og børn (og børnene er så vigtigst, men er de voksne i knæ kan de ikke give det bedste til børnene).
Så kæmpe kram i en situation som virker som loose loose lige nu, håber I finder den løsning der er bedst for jer alle sammen, også selvom den lige nu syns at være forsvundet.
