Hvordan overtaler man manden til barn nr. 3

Jeg har 2 fantastiske børn. 1 dreng på 5 og 1 pige på 3. 

Jeg har lige siden jeg fødte nr. 2 gerne ville have en 3'er. 

Min mand er ikke overbevist, han siger at han har lysten, men at han føler ikke vi har overskud til en mere. 

Pladsen og økonomien er ikke problemet. 

Men med 2 børn, 2 fuldtidsjob og en travl hverdag, ja, så er der bare ikke ret meget luft. 

Jeg forstår godt hans argumenter, for det er hårdt og havde børn, han har i 2 år sagt at jeg skal vente og hvis der kommer mere overskud, så er han klar. Men nu 2 år senere venter jeg stadig på ham, og i går meldte han ud, han stadig ikke var klar. Men jeg føler tiden render fra os nu. Jeg ønsker ikke et spædbarn, når de 2 andre er halvstore, jeg ønsker et barn NU, jeg har ikke mere tid til at vente på ham. 

Jeg troede også at jeg godt kunne leve med, kun at have 2 børn, men nu hvor udsigten til et barn mere, nok ikke kommer til at ske, kan jeg mærke et stort savn i hjertet over aldrig at få et barn. Det betyder meget mere for mig end jeg havde regnet med. Jeg er fuldstændig knust over ikke at få det barn. Min mand ved godt hvor ulykkelig jeg er lige nu over det og han har mega dårlig samvittighed, fordi det er ham der er skyld i, jeg er ulykkelig. Samtidig har jeg jo hellere ikke lyst, til at få et barn med en som ikke er klar eller ønsker det, og jeg vil hellere ikke presse ham til noget, han skal jo ikke gøre det for min skyld. 

Jeg har nu meldt ud, at siden det er ham der ikke ønsker en ny graviditet, så har han ansvar for prævision, dette er han helt med på. 

Han har lysten. Vi har pladsen og økonomien, så jeg håber at jeg på en eller anden måde, kan få ham til at indse, at overskuddet finder vi da også til en næste. Kan jeg overtale ham uden at presse ham, nogen der har haft held med det.

Anonym skriver:

Jeg har 2 fantastiske børn. 1 dreng på 5 og 1 pige på 3. 

Jeg har lige siden jeg fødte nr. 2 gerne ville have en 3'er. 

Min mand er ikke overbevist, han siger at han har lysten, men at han føler ikke vi har overskud til en mere. 

Pladsen og økonomien er ikke problemet. 

Men med 2 børn, 2 fuldtidsjob og en travl hverdag, ja, så er der bare ikke ret meget luft. 

Jeg forstår godt hans argumenter, for det er hårdt og havde børn, han har i 2 år sagt at jeg skal vente og hvis der kommer mere overskud, så er han klar. Men nu 2 år senere venter jeg stadig på ham, og i går meldte han ud, han stadig ikke var klar. Men jeg føler tiden render fra os nu. Jeg ønsker ikke et spædbarn, når de 2 andre er halvstore, jeg ønsker et barn NU, jeg har ikke mere tid til at vente på ham. 

Jeg troede også at jeg godt kunne leve med, kun at have 2 børn, men nu hvor udsigten til et barn mere, nok ikke kommer til at ske, kan jeg mærke et stort savn i hjertet over aldrig at få et barn. Det betyder meget mere for mig end jeg havde regnet med. Jeg er fuldstændig knust over ikke at få det barn. Min mand ved godt hvor ulykkelig jeg er lige nu over det og han har mega dårlig samvittighed, fordi det er ham der er skyld i, jeg er ulykkelig. Samtidig har jeg jo hellere ikke lyst, til at få et barn med en som ikke er klar eller ønsker det, og jeg vil hellere ikke presse ham til noget, han skal jo ikke gøre det for min skyld. 

 

Jeg har nu meldt ud, at siden det er ham der ikke ønsker en ny graviditet, så har han ansvar for prævision, dette er han helt med på. 

 

Han har lysten. Vi har pladsen og økonomien, så jeg håber at jeg på en eller anden måde, kan få ham til at indse, at overskuddet finder vi da også til en næste. Kan jeg overtale ham uden at presse ham, nogen der har haft held med det.

Hmm, min mand var heller ikke sikker på nr. 3, og vi snakkede om det løst igennem 1 år, indtil han sagde ja. Men jeg pressede ham aldrig, og lod ham forstå, at jrg ville have nr.3 med ham, så han skulle ikke være bange for at jeg forlod ham.

Jeg tror jeg ville grave lidt mere i, hvorfor han synes, I mangler overskud. Har der været situationer ved de to børn, I har, hvor I har været max pressede, og som han frygter skal gentage sig? Hvad er det han frygter ved at have tre børn? Måske nyder han bare, at jeres børn er så store nu, at der måske er lidt mere frihed osv.. Jeg tænker, det er vigtigt, at du lytter og prøver st forstå ham uden, at han føler sig presset. Hvis du kan finde lige præcis der, hvor skoen trykker, så kan I måske finde en løsning/lave nogle aftaler, så han ikke behøver 'frygte' et tredje barn. Bare lidt tanker fra mig... her er det mig, der ikke er klar til nr 3. Ikke fordi jeg ikke vil have tre børn, men fordi de to første næsten 'tog livet af mig' og vores forhold, så jeg 'tør' simpelthen ikke.,. Med mindre vi får det snakket rigtig godt igennem først. 

Jeg kan som mand nok ikke helt forstå den der trang efter børn - især når man allerede har 2. Men jeg forstår heller ikke hvorfor resultatet pinedød skal blive at manden skal overtales. Hvis han nu helt inderst inde ikke har lyst til flere? 

Nu skal han til gengæld gå med dårlig samvittighed over at ikke at ville være med på en mere og iøvrigt være ene ansvarlig for prævention. Du skriver godt nok du ikke vil presse ham, men det lyder for mig som om han er under massivt pres allerede.

Det kan sagtens være han skifter mening og det ville da bare være 10-4. Til gengæld synes jeg du bør arbejde med dig for at finde ro i at der måske kun skal være 2 børn eller at den 3. eventuelt bliver en efternøler og det ikke er jordens undergang hvis de to andre bliver halvstore i mellemtiden.

Jeg tænker, at han ikke skal overtales, men du skal lytte til hvorfor han ikke vil. Hvorfor mener han der ikke er overskud til det?

Desuden er jeg enig med overstående indlæg.

Anonym skriver:

Jeg har 2 fantastiske børn. 1 dreng på 5 og 1 pige på 3. 

Jeg har lige siden jeg fødte nr. 2 gerne ville have en 3'er. 

Min mand er ikke overbevist, han siger at han har lysten, men at han føler ikke vi har overskud til en mere. 

Pladsen og økonomien er ikke problemet. 

Men med 2 børn, 2 fuldtidsjob og en travl hverdag, ja, så er der bare ikke ret meget luft. 

Jeg forstår godt hans argumenter, for det er hårdt og havde børn, han har i 2 år sagt at jeg skal vente og hvis der kommer mere overskud, så er han klar. Men nu 2 år senere venter jeg stadig på ham, og i går meldte han ud, han stadig ikke var klar. Men jeg føler tiden render fra os nu. Jeg ønsker ikke et spædbarn, når de 2 andre er halvstore, jeg ønsker et barn NU, jeg har ikke mere tid til at vente på ham. 

Jeg troede også at jeg godt kunne leve med, kun at have 2 børn, men nu hvor udsigten til et barn mere, nok ikke kommer til at ske, kan jeg mærke et stort savn i hjertet over aldrig at få et barn. Det betyder meget mere for mig end jeg havde regnet med. Jeg er fuldstændig knust over ikke at få det barn. Min mand ved godt hvor ulykkelig jeg er lige nu over det og han har mega dårlig samvittighed, fordi det er ham der er skyld i, jeg er ulykkelig. Samtidig har jeg jo hellere ikke lyst, til at få et barn med en som ikke er klar eller ønsker det, og jeg vil hellere ikke presse ham til noget, han skal jo ikke gøre det for min skyld. 

 

Jeg har nu meldt ud, at siden det er ham der ikke ønsker en ny graviditet, så har han ansvar for prævision, dette er han helt med på. 

 

Han har lysten. Vi har pladsen og økonomien, så jeg håber at jeg på en eller anden måde, kan få ham til at indse, at overskuddet finder vi da også til en næste. Kan jeg overtale ham uden at presse ham, nogen der har haft held med det.

Jeg tænker faktisk jeg ville gå den anden vej lg arbejde for selv at kunne rumme ikke at få flere børn eller måske på et andet tidspunkt i livet end jeg lige havde regnet med. Fortælle min mand: jeg har lyttet til dig og vil ikke presse mere. 

Jeg har selv stået der efter nummer 2 (3) havde jeg et stort ønske om en til, ja nærmest inden jeg havde født. Jeg vidste min mand ikke ville og var samtidig også ked af jeg ikke bare kunne nyde nuet og vide mine børn var nok og jeg ikke konstant skulle hige efter lidt mere. Jeg brugte mange tanker på netop det og valgte at se hvad er fordelen ved ikke flere børn og listen voksede og voksede, ja den blev så lang så da heg rent faktisk blev gravid ved er uheld med nummer 3 (4) så tog det faktisk rum tid før jeg overhovedet kunne se fordelene ved at få endnu et barn. 

Og ærligt - barslen med nummer 3 var helt fin, men der blev sgu hårdt med to voksne i arbejde (og heg havde ikke fuld tid) og 3 børn. Og nu hvor de er 14, 9 og 7 der er hverdagen og weekenden en logistisk øvelse og der ikke meget tid til mor og far når de ikke er på arbejde. Jeg elsker min børneflok, men misunder nogle gange dem med kun et barn og for den sags skyld to for puha nummer 3 er bare lige den en for meget når alle tre skal noget forskelligt på en lørdag....

Jeg er meget enig i de svar, du har fået, som beskriver, at det måske mere er dine egne tanker og ønsker, du skal arbejde med. På en måde tror jeg, at jeg tænker, at ønsket om IKKE at få flere trumfer ønsket om at FÅ flere. Det er selvfølgelig en noget forenklet og unuanceret måde at se det på, men lad mig prøve at uddybe. Hvis han presses til at få et barn, han ikke kan overskue, kan det gå ud over hans overskud og engagement i familien på længere sigt. Det kan mindske hans overskud til de børn, i har i forvejen og derfor påvirke jeres samlede familieliv samlet set. I mine øjne er "overskud" ikke en størrelse, man kan bearbejde. Vi har alle en grænse for, hvor meget vi kan rumme, for at vi stadig kan være os selv og stadig være den, vi ønsker at være for vores nærmeste. At forsøge at rykke, manipulere med og fjerne den grænse er virkelig ikke fordrende.

Accept af at "nøjes" med to kan man til gengæld bearbejde. Og i virkeligheden tænker jeg... Jeg vil ikke underkende dit ønske og følelser! Men i har to. Jeg ville måske svare anderledes, hvis i ingen børn havde. Eller hvis i kun havde én - for så var der måske også ønsket om at kunne give sit barn søskende. Men i har haft fornøjelsen af at give jeres børn hinanden. I har stadig få nok børn til, at der er mere plads til én til én tid og til at rumme deres forskellige behov i hverdagen. I er et sted, hvor der lader til at være en rummelighed og god funktion i måden i lever jeres liv på. Hvorfor skal din mand presses til at sætte det over styr?

For jo. Jeg synes, at du presser ham. Jeg synes, at du presser ham, når du demonstrativt erklærer, at så må han stå for beskyttelse. For så har du lukket af: Du har åbent og demonstrativt vist, at hvis ikke du kan få det på din måde, så må han indrette sig og finde ud af tingene selv. Hvorfor skal han efterleve dit ønske, når du ikke kan respektere hans og forsøger at overbevise ham om noget, som han ikke har overskuddet til det?

Jeg tager hatten af for din mand. Jeg synes, at det er en meget flot og moden erkendelse at sige, at "ved du hvad. Jo, jeg har lyst - Men jeg har også en erkendelse af, at jeg, som mand og far ikke kan rumme og overskue et barn mere". Hvorfor vil du presse ham ud i en underskudssituation? Hvorfor vil du overhovedet have et barn mere? For mig lyder det som et brændende ønske for dig. Men hvad med jeres familie? For de er også en faktor. Og når i har et velfungerende familieliv lige nu, når der er overskud til de børn i har, så synes jeg ikke, at det er rimeligt over for hverken mand eller børn at presse ham til et valg, som - i lyset af hans erkendelse - vil ramme ham, dermed børnene og formentlig jeres parforhold.

Jeg tror, selvom det er svært, at vi nogen gange må erkende, at vi ikke kan få alt i livet. At man er nødt til at indtage et metaperspektiv og se det hele lidt for oven. Hvad har jeg? Hvad er værdien i det, jeg allerede har? Hvordan kan jeg sætte pris på og dyrke det liv, jeg har nu? Hvad vil det skade dig at 'nøjes' med to, når det resulterer i en sund og velfungerende kernefamilie?

Jeg kan se masser af værdi i det, i har. Det lyder til, at din mand også kan. Det lyder til, at det derfor er en familiesammensætning, som børnene også trives med. Kan det ikke være nok?

Jeg er meget enig med lineog4. 

Jeg havde sidste år en ufrivillig abort, og herefter gik der en tid inden jeg blev gravid igen. I den tid følte jeg, at jeg blev nødt til at forholde mig til muligheden for, at jeg ikke blev gravid igen og at min datter ville blive enebarn. 

Det hjalp mig at finde fordele ved kun at have et barn (forældre med større overskud til at være der for barnet, bedre økonomi, mere plads til at dyrke mig selv og komme i form igen, osv.). Jeg nåede endda til at kigge lidt efter en hobby jeg kunne kaste mig over, når jeg nu kunne bruge mere tid på igen selv, og så blev jeg gravid igen. 

Pt. er jeg 27 uger henne, havde døgnkvalme til jeg var 19 uger henne, og nu har jeg problemer med hofterne og højt blodtryk, hvilket har gået en del ud over min datter, da jeg har behov for ret meget hvile og aflastning. Det har sat en stopper for enhver drøm jeg måtte have haft en gang om en 3'er. Graviditet er for min krop en så stor belastning, så jeg tror ikke jeg vil udsætte mig selv for det igen. 

Så vil jeg lige svare på deres spørgsmål. 

Angående prævention. Jeg har i 2 år taget P-piller, men da jeg jo i virkeligheden ikke ønsker at tage dem, har jeg til tider glemt dem, og jeg har været bange for at blive gravid ved et uheld og han så vil tro jeg har gjort det med vilje, hvilket jeg aldrig kunne finde på at gøre med vilje. 

Jeg har forslået ham, at jeg kunne få en spiral, så vi ikke kom til at stå med en smutter, men dette ønsker han ikke at jeg skal få. (Fordi han selvfølgelig håber på at han ombestemmer sig)Så derfor har jeg bedt ham om at stå for det, da P-piller vil ende galt før eller siden. 

Så jeg presser ham ikke til at stå for prævention, det har han selv valgt ved at vælge spiralen fra og P-piller ikke fungere. 

Jeg skriver jo netop at jeg ikke vil presse ham, jeg har gjort ham klar over hvor ulykkelig jeg P.t. er, men at jeg selvfølgelig overlever. 

I dag begyndte jeg at sælge Børneting til salg, barnevogn osv. men da jeg ville sætte det op på nettet, bad han mig lade være med at sælge ud og vente, og se om han ikke blev klar. 

Det jeg er mest ulykkelig over, er at jeg faktisk For 1 år siden havde accepteret at vi ikke skulle have en mere og da jeg så sagde at jeg ville stoppe, så begyndte han at åbne op for en mere, hvilket han indtil det tidspunkt sagde sagt klart nej, DER satte han et håb op for mig igen, et håb som på det tidspunkt ikke var der. Siden da har han bare haft 180 undskyldninger for at vente lidt længere og lidt længere og der kommer hele tiden nye ting vi skal havde styr på først, og jeg føler jeg kæmper en kamp, som han bare tager fra mig hele tiden. så derfor blev jeg helt knust, da han hele tiden har sagt. Hvis vi får styr på dette, så vil jeg... nej, vi skal lige have styr på dette også, så vil jeg derefter... nej, vi skal lige over sommeren.... nej, vi skal lige have styr på en ting mere. Og jeg kæmper for at gøre ham tilfreds, men jeg føler jeg kæmper en tabt kamp. 

Jeg har gjort det klart for ham, at jeg kun vil have en 3'erne med ham, så han ved at jeg ikke forlader ham, hvis jeg ikke får det. 

Jeg lytter skam også til ham, for han har ret i mange af de ting han siger, og vi har meget at se til i hverdagen, så selvfølgelig kan jeg godt sætte mig ind i hans tanker, jeg har selv tænkt de samme ting. Den største grund til at han ikke har lyst er fordi vi ingen hjælp har/får i hverdagene, vi har ingen familie som kan hjælpe os, når lokummet brænder. Så vi har til tider været meget hårdt presset. 

Hvis han bare ville melde klart ud at det er nej. Så kunne jeg forberede mig på ikke at få barnet, men når han hele tiden sætter et nyt håb op for mig, så får jeg mere og mere svært ved at acceptere et nej. 

Anonym skriver:

Så vil jeg lige svare på deres spørgsmål. 

Angående prævention. Jeg har i 2 år taget P-piller, men da jeg jo i virkeligheden ikke ønsker at tage dem, har jeg til tider glemt dem, og jeg har været bange for at blive gravid ved et uheld og han så vil tro jeg har gjort det med vilje, hvilket jeg aldrig kunne finde på at gøre med vilje. 

Jeg har forslået ham, at jeg kunne få en spiral, så vi ikke kom til at stå med en smutter, men dette ønsker han ikke at jeg skal få. (Fordi han selvfølgelig håber på at han ombestemmer sig)Så derfor har jeg bedt ham om at stå for det, da P-piller vil ende galt før eller siden. 

Så jeg presser ham ikke til at stå for prævention, det har han selv valgt ved at vælge spiralen fra og P-piller ikke fungere. 

 

Jeg skriver jo netop at jeg ikke vil presse ham, jeg har gjort ham klar over hvor ulykkelig jeg P.t. er, men at jeg selvfølgelig overlever. 

I dag begyndte jeg at sælge Børneting til salg, barnevogn osv. men da jeg ville sætte det op på nettet, bad han mig lade være med at sælge ud og vente, og se om han ikke blev klar. 

 

Det jeg er mest ulykkelig over, er at jeg faktisk For 1 år siden havde accepteret at vi ikke skulle have en mere og da jeg så sagde at jeg ville stoppe, så begyndte han at åbne op for en mere, hvilket han indtil det tidspunkt sagde sagt klart nej, DER satte han et håb op for mig igen, et håb som på det tidspunkt ikke var der. Siden da har han bare haft 180 undskyldninger for at vente lidt længere og lidt længere og der kommer hele tiden nye ting vi skal havde styr på først, og jeg føler jeg kæmper en kamp, som han bare tager fra mig hele tiden. så derfor blev jeg helt knust, da han hele tiden har sagt. Hvis vi får styr på dette, så vil jeg... nej, vi skal lige have styr på dette også, så vil jeg derefter... nej, vi skal lige over sommeren.... nej, vi skal lige have styr på en ting mere. Og jeg kæmper for at gøre ham tilfreds, men jeg føler jeg kæmper en tabt kamp. 

Jeg har gjort det klart for ham, at jeg kun vil have en 3'erne med ham, så han ved at jeg ikke forlader ham, hvis jeg ikke får det. 

Jeg lytter skam også til ham, for han har ret i mange af de ting han siger, og vi har meget at se til i hverdagen, så selvfølgelig kan jeg godt sætte mig ind i hans tanker, jeg har selv tænkt de samme ting. Den største grund til at han ikke har lyst er fordi vi ingen hjælp har/får i hverdagene, vi har ingen familie som kan hjælpe os, når lokummet brænder. Så vi har til tider været meget hårdt presset. 

Hvis han bare ville melde klart ud at det er nej. Så kunne jeg forberede mig på ikke at få barnet, men når han hele tiden sætter et nyt håb op for mig, så får jeg mere og mere svært ved at acceptere et nej. 

Okay - der kom jo så flere aspekter med som ikke var i dit første opslag. På den ene side lyder det som om han hele tiden har undskyldninger for at udskyde det fordi han reelt ikke har lyst til flere. Hvis det er tilfældet er det totalt vattet at han ikke siger det ligeud. 

Men hvis han helt selv er gået med på at stå for prævention selvom du har tilbudt forskellige løsninger så kan det godt være han faktisk er med på det,  men bare ikke kan overskue det nu og bruger undskyldninger til at trække tiden. 

Du kommer nok ikke udenom at snakke med ham igen og få klarlagt hvad det egentlig handler om. Hvis det er det sidste så kan I jo aftale ikke at bringe det på banen det næste to år eller hvad ved jeg. Ja, så bliver de andre måske større end du kunne tænke dig men det går nok. 

Hvis det er det første så må du jo få ham forklaret at han er nødt til at melde åbent ud istedet for at fedte med det.