Anonymor skriver:
Altså du kender jo mig og ved, at jeg altid har været meget meget meget pro samsovning. Men jeg har på det seneste måtte erkende, at det må ikke altid er så simpelt som at det bedste er, at de bare får lov. Min pige, du ved, er altid kommet ind til os. De senere år på en ekstra madras. Men i et stykke tid nu har vi oplevet, at vanen - for det virkede bestemt som vane mere end behov - faktisk forstyrrede hendes søvn. Hun blev forstyrret af os, når vi gik i seng, hun blev forstyrret hvis en af os (eller.. Det er altid mig
) skulle op at tisse om natten osv. Det vil sige rigtig mange opvågninger selvom vi forsøgte at være stille. Derfor har vi den seneste uge arbejdet hende ind på at sove hele natten i egen seng, og hun sover SÅ godt nu. Hun falder hurtigt i søvn, sover hele natten og har mere energi om dagen. Så jeg tænker, at der er tilfælde hvor det er mere til skade end gavn for barnet at samsovning, selvom de allerhelst kunne tænke sig det
hun tager det heldigvis fint.
Nåh ja, til de der ikke kender mig, er min datter knap 6 år.
PRÆCIS hvad jeg altid har tænkt når folk kommer med deres "behov"snak. Klart at hvis børn har mareridt skal de da bare ind i smørhullet og krammes i søvn, og trøstes, og så må man prøve at gøre så de ikke er bange for værelset.
Men børn kan altså også være meget accepterende, og gør altså indimellem som forældre nu har lært dem og viser dem er okay. Så hvis de nu engang tror at det er meningen man skal sove sammen, så gør de det altså, de ved ikke at de måske kunne have bedre søvn alene, uden fars snorken, og mors roteren rundt i sengen..
Skal lige siges vi voksne jo også indimellem skifter vores 1½ mands seng ud med 2 senge, så vi ikke mærker den andens bevægelser i sengen, og det kan ikke være sjovt for et barn at skulle sove på den samme madras som 2 voksne.
Igen, indimellem er det okay man får ændret en vane, når der ikke længere er et dybere behov, og når det faktisk kun gør alle glade.
Anmeld
Citér