Anonym skriver:
Der er et tyndt grundlag at melde folk på. Har vi ikke alle prøvet at have perioder hvor følelserne kan flyde over og kærlighedslivet bare ikke fungerer? Der siges og gøres ting man fortryder og det er ikke ensbetydende med at man er dårlig forælder. Og nogle mennesker er bare mere intense end andre, taler højere og bruger grimmere ord osv!
Politiet er kommet pga vold! Hvem har meldt dette? Er det konen selv eller endnu en nabo som spinder historier ud af lyde? Er denne voldelige mand nogensinde blevet anholdt og taget med? Jeg mener bare at snakken går stærkt og pludselig hører man spøgelser alle vegne. Jeg råber da os dagligt af mit barn fordi hun gang på gang laver et eller andet halsbrækkende som sætter skræk i livet på hendes mor og ja, så skriger hun som om hun er blevet tævet. Og det er ikke fordi der er blevet råbt, men fordi der blev sat en grænse for hendes handling på samme tid og det kan da nok godt misforstås når man kun hører og ikke ser at barnet for 10ende gang er kravlet op i vindueskarmen!
Først vil jeg lige både til ts og til alle andre, jeg bryder mig ikke om begrebet "melde" i denne kontekst. Man er ikke ude i at melde en forbryder, pege fingre eller på anden måde gøre andre ondt. Når man vælger at skrive en indberetning, så er det fordi man er usikker på om der er nogle især børn som har brug for en håndsrækning til at finde den rette kurs igen.
Og jo vi har alle prøvet at have dårlige perioder, som du skriver. Men vi har ikke alle prøvet at råbe dagligt af vores børn, vores mand, og endda i den grad så naboer bliver bekymret og politiet lige svinger forbi. Skulle jeg ende ude i den spiral, vil jeg da håbe der er mennesker omkring mig (også naboer som dårligt kender mit navn), der har mod til at indberette mig (min familie), så jeg kan få hjælp til at finde en god rytme og skabe et godt fundament til at mine børn kan vokse op og blive hele voksne.
Hvis nu man erstattede "melde" med "hjælpe", så ville vi måske ikke være så bange, så konfliktsky og så lukkede om os selv. Vi lever i en tid hvor familien er isoleret, hvor det fysiske fællesskab som fx i en landsby ikke blander sig, ikke ved der er et barn der måske har brug for lidt ekstra opmærksom. Vores mulighed er blevet indberetningen, fordi vi ikke ringer på og siger: jeg kan høre... Vi betaler os fra en del af det vi selv kunne gøre ved at være mere åbne og opmærksomme på hinanden. Så at indberette er ment som en hjælp, og ikke ment som nu stikker jeg dig for tyveri.
Og så må jeg simpelthen nød til at knytte en kommentar på at råbe af sit barn hver dag. Der er råbe og så er der at RÅBE. Jeg håber meget du mener råbe, dvs. du står ude i gangen og ser din datter stå oppe i vindueskarmen, og du råber ind til hende: kom nu ned. Jeg håber ikke du mener, du vælger at sætte grænsen ved at tage hende og råbe: du ved godt du ikke må. For den sidste er bare ikke hensigtsmæssigt, ingen lærer af råbet, ingen lærer andet end av det er farligt, nu bliver jeg bange osv.
Jeg er ingen helgen og jeg har RÅBT af mine børn (ikke ofte men når det hele brænder sammen i mit hoved) og kan huske gange hvor mens jeg råbte fik jeg set dem i øjnene og så frygten lyse ud af dem, så hvordan det slørede og tilliden til mig forsvandt. De gange jeg har råbt og jeg har set dem i øjnene, er ordene forsvundet i min mund, og jeg har efterfølgende grædt som pisket over hvordan jeg dog kunne gøre dem ondt.
Jeg har også råbt til mine børn: kom nu ned! Pas nu på! men det har været kommandoer, og det sker absolut ikke hver dag. Men skal jeg hjælpe dem med at regulere adfærd så ved jeg udmærket godt, at råb og skæld ud ikke er vejen frem.
