Jeg tror det er vigtigt at forstå, at selvom vi deler en rolle nemlig mor til et dødt barn, så er vi stadig forskellige. Der er tanker som jeg synes jeg kan se gå igen hos mødre til døde børn og udfordringer som går igen, fx noget i forhold til det her med erstatning.
Nogle vælger bevidst at beskytte sig og vente med graviditeten og være i sorgen og det nu. Andre vælger meget aktivt at forsøge at blive gravide og har nok en tro på det kan dulme sorgen på en eller anden måde, andre igen er knap så bevidste om noget men beskytter sig ikke. Og så er der garanteret en million nuancer imellem. Der er ingen forkert måde, og sådan set heller ikke en rigtig, og umiddelbart vil jeg sige, at der heller ikke er en måde hvorpå man kan få en "lettere" graviditet, jeg har mødt nogle der havde en "let" graviditet hvor de blev gravide hurtige og omvendt også nogle der havde en "svær" der havde ventet - der findes ingen opskrift. Og man kan skifte mening tusind gange i forløbet, da jeg mistede skulle jeg absolut ikke have flere børn, allerede den første nat nåede jeg at tænke på nyt barn. Og sådan gik det frem og tilbage til jeg var gravid.
Du og din mand/kæreste skal gøre hvad I tror er bedst for jer, og de gode råd (og dem får man tusind af), dem skal I vide kommer, tag dem til jer I kan bruge.
Og erstatning, ja vi ved alle sammen godt rationelt vi ikke kan erstatte det unikke lille menneske vi har mistet, men det betyder da ikke vi ikke leder efter en form for erstatning. Jeg kunne da have taget der hittebarn der blev fundet den nat Lia døde, alt i mig skreg efter en baby og min baby var væk. Jeg italesatte et skel mellem baby (en hvilken som helst baby) og Lia (min unikke datter). Og baby delen kunne jeg altså erstatte, jeg kunne erstatte drømmen om en baby, om to børn, om barslen osv med en anden baby, men jeg kunne ikke erstatte Lia - og det var så den rationelle fortælling, for et eller andet sted helt nede i mine følelsers vold troede jeg måske jeg kunne få hende igen uden en hjertefejl, troede det helt ind til jeg fik at vide der var en dreng i min mave, så var det jo ikke Lia, g alligevel for det blev en Lia med m = liam.
Nå en masse ord, hvor jeg jo egentlig bare ville fortælle vi er forskellige og der ikke er en rigtig måde som gælder for alle, men den rigtige eller den mulige eller den ikke-forkerte for en familie. Jeg var selv der jeg ikke kunne beskytte os, ikke aktivt kunne fravælge at blive gravid når alt i mig skreg efter en baby (forstod pludselig hvordan nogle kunne tage en baby ud af barnevognen).
Og nej graviditet har ikke efter Lia været en dans på roser. Fysisk har jeg haft det fantastisk, men min hjerne har fucket op mange gange og jeg har ikke igen kunne nyde graviditeten på den der romantiske måde - men igen har altså mødt kvinder har mistet der godt kunne, godt kunne tro på selvsagt gik det godt denne gang. Men lad os lade den ligge for nu, fortæller gerne om graviditet når du er gravid (forhåbentlig snart hvis det er jeres ønske).
