Unge selvvalgte enlige mødre til donorbørn

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

25. april 2017

Anonym trådstarter

Aristocats skriver:



Jeg har altid helt de samme tanker når så unge kvinder vælger at få donorbørn, men jeg har bare aldrig synes jeg har kunne formulere det ordentligt - dér gjorde du det så for mig. Jeg kunne også godt tænke mig at få svar på hvorfor man vælger at tage så stort er skridt som et donorbarn er, så tidligt i sit liv. 



Jeg kan sagtens forstå din undren - den deler du med mange! Henviser dig lige til mine svar ovenfor, dem håber jeg du kan få noget ud af 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

25. april 2017

Aristocats

Profilbillede for Aristocats
Anonym skriver:



Jeg ved ikke, om jeg vil gå så langt som at kalde mig selv aromantisk. Det er jo heller ikke så sort-hvidt, men jo, jeg skiller mig helt klart ud fra gennemsnittet i den forstand, at jeg tilsyneladende ikke har det samme behov for et partnerskab som de fleste andre.

Jeg har skam overvejet muligheden for et regnbuebarn, og du kan nok godt have ret i, at dette på mange måder ville være mere optimalt for et barn, fordi det ville have både en mor og en far (eller flere mødre) i sit liv. Det ville jo komme til at minde om at have fraskilte forældre - mor og far bor forskellige steder, de indgår begge aktivt i barnets liv og har primært til opgave at samarbejde om barnets opvækst og trivsel. Der var også en periode, hvor jeg færdedes inde på regnbuebarn.dk og holdt øje med potentielle "samarbejdspartnere" for at se det hele lidt an. Men jeg kan slet ikke forestille mig den proces at skulle finde den rigtige medforælder, som ens eneste forbindelse til er barnet. Man bestemmer selvfølgelig selv, hvor lang tid man vil bruge på at lære en person at kende, før man tager skridtet videre og forsøger at få et barn sammen med vedkommende, men det valg betyder jo, at man er bundet til personen resten af ens liv, og at man skal gennemgå stort set alt med hensyn til opdragelse og barnets opvækst, inden man overhovedet går i gang. I et parforhold gælder det samme, ja, men her er barnet et resultat af tosomheden og kærligheden, som bor i den. I et regnbueforælderskab er det lidt omvendt - det er barnet, der resulterer i partnerskabet/samarbejdet, hvilket gør, at der er nogle helt andre "spilleregler". Jeg har jo ikke prøvet det, så jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det reelt ville være. Og det er helt sikkert også meget forskelligt fra person til person, hvordan man vil praktisere den form for familieliv.

Jeg føler dog, at jeg har fundet ro med min beslutning om at være enlig med et donorbarn, og jeg synes, at jeg har givet mit barn de bedst mulige forudsætninger under omstændighederne. Der er fordele og ulemper ved alle familieformer, men jeg føler ikke, at jeg frarøver mit barn noget ved at lade det komme til verden i en familie, hvor der kun er mig. Og som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, er jeg af den overbevisning, at man skal gøre det, som føles rigtigt for én selv og ens kommende familie. Hvis andre så er uenige med min beslutning, så kan de jo vælge at gøre det anderledes 

Jeg så i øvrigt godt det program, du snakker om, og jeg må ærligt indrømme, at jeg blev en smule harm over det. Nu skal jeg ikke skære alle over én kam, men det er mit indtryk, at mænd nu til dags generelt gerne vil have børn senere end kvinder. Det hænger sikkert også fint sammen med biologien, da mænd jo bliver ved med at være fertile. Men eftersom de fleste samtidig gerne vil have en nogenlunde jævnaldrende partner, er der rigtig mange kvinder, som ikke når at finde en mand, som gerne vil have børn med dem - i hvert fald ikke på et tidspunkt, så både mand og kvinde kan nå at få de børn de ønsker sig. Dette er én af grundene til, at så mange kvinder ender med at få børn alene. Og så nytter det jo ikke noget som 45-årig mand at komme i tanke om, at man egentlig gerne vil have nogle børn - det kan i hvert fald ikke være kvindernes ansvar at tage hånd om dette. Men jeg giver dig ret i, at det er ærgerligt, at det som enlig mand er så svært at få de børn, man ønsker sig, uanset hvornår man ønsker sig dem. 





Jeg synes dit valg lyder velovervejet og er helt sikker på at du har truffet den bedste beslutning for dig - og tak for uddybningen, ønsker dig alt held og lykke i projektet. 

Anmeld Citér

25. april 2017

Anonym trådstarter

Aristocats skriver:



Jeg synes dit valg lyder velovervejet og er helt sikker på at du har truffet den bedste beslutning for dig - og tak for uddybningen, ønsker dig alt held og lykke i projektet. 



Mange tak, og tak for dine konstruktive indlæg!

Anmeld Citér

25. april 2017

MillyMy

Profilbillede for MillyMy
Anonym skriver:

Jeg skal inden længe i gang med fertilitetsbehandling med henblik på at få et donorbarn - alene. Det er noget, jeg begyndte at tænke over for tre års tid siden, og siden da har det fyldt rigtig meget i mit hoved og i mit liv. Jeg har taget beslutningen, og jeg føler mig sikker i den.

Dog er jeg ikke ret gammel, i hvert fald ikke i forhold til gennemsnittet for singlekvinder, som begiver sig ud i at forsøge at blive gravide ved hjælp af en donor. Jeg er 25.

Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre fra andre relativt unge mødre, som har fået et donorbarn alene. Hvordan blev I mødt af systemet? Her tænker jeg på lægesamtaler, henvisning til klinik og selve behandlingen. I det hele taget bare det samlede forløb.

Derudover tænker jeg på, hvordan jeres omgivelser reagerede? Min familie kender godt til mine planer om et donorbarn - dog kun min tætteste familie. Og selvom jeg hviler i min beslutning, kan jeg godt tænke meget over, hvordan resten af min familie mon vil reagere, samt mine øvrige omgivelser. Jeg forestiller mig lidt, at man som ung gravid med (og mor til) et donorbarn møder en del undren, og måske endda meget modstand? Eller er det bare en fordom, jeg har? Mit indtryk er i hvert fald, at mange mener, at det er egoistisk at sætte børn i verden som ene-forælder - især hvis man har en del frugtbare år tilbage, fordi man jo så har en chance for at nå at finde den rigtige at få børn med.

I det hele taget vil jeg bare rigtig gerne høre om dét at blive og være solomor til et donorbarn som relativt ung kvinde. Så fortæl mig meget gerne om det hele! Både jeres forløb, graviditet, fødsel og selvfølgelig livet som SEM. Man skiller sig jo lidt ud når man vælger at gøre sådan noget, hvis man er meget yngre end slut-30'erne 



Nu har jeg læst hele tråden og dine svar igennem - Syntes du lyder meget velovervejet i dine svar, og det virker som om du har tænkt det hele godt igennem, så syntes da helt klart det er det du skal gøre 

Jeg er selv enlig mor til et donorbarn, godt nok var jeg 30 år da processen startede, og er nu 31 med en lille pige på 10 uger 

Jeg valgte åben donor, både for at få lidt flere oplysninger om manden, men også for at min datter som 18 årig havde mulighed for at mødes med sin "far" Dette syntes jeg ikke jeg kunne tage fra hende.

Mit ønske fra starten var dog ikke at være mig selv, men det var altså sådan det blev, jeg har altid gerne ville have børn - og da det gik i den retning hvor jeg altså skulle til at tage en beslutning, blev det uden manden....Men gudskelov havde jeg nogle fantastiske forældre, og de sødeste veninder til at hjælpe og bakke op! For hold op det har været hårdt med så bette en - Nu er hun ikke så gammel endnu, så det hele er jo meget nyt.

For mig har det været det rigtige valg på det givne tidspunkt!

Held og lykke med hele processen - Håber det hurtig bære frugt, når du går i gang 

Anmeld Citér

25. april 2017

Anonym

Jeg har ikke så meget at tilføje :-) Du virker meget velovervejet.

Jeg har aldrig overvejet donorbarn, nok mest af alt, fordi et barn aldrig har været krav. Mødte jeg en mand, der ikke ville have børn, var det ikke en dealbreaker for mig. Men jeg genkender dine følelser omkring forhold. Jeg trives også rigtigt godt i mit eget selskab. Jeg var også single fra jeg var 16 år, og det passede mig fint. Der var da nogle fyre en gang i mellem, men ikke noget fast. Jeg vil ikke sige, at jeg havde givet op på kærligheden, jeg troede nok bare ikke på, at den fandtes. Jeg var nok ekstra rationel den gang :-) Sådan var det indtil jeg var 24. Der mødte jeg min mand, og han slog fuldstændigt benene væk under mig. Det havde jeg helt ærligt aldrig troet ville ske. 

Og det er nok grunden til, at jeg altid tænker "vent!", når jeg læser om kvinder, der vælger at blive solomødre tidligt. Men samtidigt kan jeg også godt forstå dig. Havde jeg ikke mødt min mand, og havde jeg haft en stor drøm om børn, er det meget muligt, at jeg med tiden havde valgt samme vej som dig :-)

Jeg har ikke andet at sige end respekt og held og lykke :-)

Anmeld Citér

25. april 2017

Anonym trådstarter

MillyMy skriver:



Nu har jeg læst hele tråden og dine svar igennem - Syntes du lyder meget velovervejet i dine svar, og det virker som om du har tænkt det hele godt igennem, så syntes da helt klart det er det du skal gøre 

Jeg er selv enlig mor til et donorbarn, godt nok var jeg 30 år da processen startede, og er nu 31 med en lille pige på 10 uger 

Jeg valgte åben donor, både for at få lidt flere oplysninger om manden, men også for at min datter som 18 årig havde mulighed for at mødes med sin "far" Dette syntes jeg ikke jeg kunne tage fra hende.

Mit ønske fra starten var dog ikke at være mig selv, men det var altså sådan det blev, jeg har altid gerne ville have børn - og da det gik i den retning hvor jeg altså skulle til at tage en beslutning, blev det uden manden....Men gudskelov havde jeg nogle fantastiske forældre, og de sødeste veninder til at hjælpe og bakke op! For hold op det har været hårdt med så bette en - Nu er hun ikke så gammel endnu, så det hele er jo meget nyt.

For mig har det været det rigtige valg på det givne tidspunkt!

Held og lykke med hele processen - Håber det hurtig bære frugt, når du går i gang 



Tak for dit svar! Selvom du er nogle år ældre end mig, er du stadig ung i en SEM-sammenhæng, så dejligt at høre fra dig  Og tillykke med din lille pige, det må være så stort endelig at sidde med resultatet af hele det forløb, man har været igennem.

Selvom du oprindeligt gerne ville have haft børn med en mand, lader det alligevel til, at du har handlet lidt ligesom jeg - du har altid gerne villet have børn, og derfor har du truffet et valg om at få et donorbarn alene, selvom du potentielt stadig havde nogle år tilbage at finde den rigtige partner i. Og uanset hvad synes jeg helt bestemt, at når der opstår det her brændende ønske om et barn, så skal man reagere på det. Som du selv siger, var det det rigtige valg på det givne tidspunkt, og så er det jo, som det skal være  

Jeg tænker også meget over, hvor hårdt det sikkert bliver at være alene med et barn. Heldigvis har jeg også nogle friske og støttende forældre + søskende, så mit netværk er i og for sig i orden. Dog bor jeg ret langt fra dem, så på den måde er der grænser for, hvor meget de kan hjælpe i hverdagen. Men jeg tror også, det handler om, hvad man indstiller sig på, og som mor får man jo tingene til at fungere - om det så er ens forældre, søskende, en barnepige, en reservebedste eller nogle helt andre, man får hjælp fra. 

Håber i hvert fald også, det viser sig, at mit valg er det rigtige på det givne tidspunkt, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang 

Anmeld Citér

25. april 2017

Anonym trådstarter

Anonym skriver:

Jeg har ikke så meget at tilføje :-) Du virker meget velovervejet.

Jeg har aldrig overvejet donorbarn, nok mest af alt, fordi et barn aldrig har været krav. Mødte jeg en mand, der ikke ville have børn, var det ikke en dealbreaker for mig. Men jeg genkender dine følelser omkring forhold. Jeg trives også rigtigt godt i mit eget selskab. Jeg var også single fra jeg var 16 år, og det passede mig fint. Der var da nogle fyre en gang i mellem, men ikke noget fast. Jeg vil ikke sige, at jeg havde givet op på kærligheden, jeg troede nok bare ikke på, at den fandtes. Jeg var nok ekstra rationel den gang :-) Sådan var det indtil jeg var 24. Der mødte jeg min mand, og han slog fuldstændigt benene væk under mig. Det havde jeg helt ærligt aldrig troet ville ske. 

Og det er nok grunden til, at jeg altid tænker "vent!", når jeg læser om kvinder, der vælger at blive solomødre tidligt. Men samtidigt kan jeg også godt forstå dig. Havde jeg ikke mødt min mand, og havde jeg haft en stor drøm om børn, er det meget muligt, at jeg med tiden havde valgt samme vej som dig :-)

Jeg har ikke andet at sige end respekt og held og lykke :-)



Dejligt at høre fra én, som har det lidt ligesom jeg, når det kommer til parforhold  Jeg skal jo heller ikke kunne sige, om der pludselig står en drømmepartner foran mig, som vender op og ned på hele mit liv. Der er sikkert også nogle, som vil mene, at jeg kun er af den opfattelse, at jeg trives bedst alene, fordi jeg simpelthen bare ikke har mødt den rigtige endnu. Men det er jo dumt at gå og vente på, at det sker, når jeg kan mærke med mig selv, at jeg egentlig allerhelst vil stifte familie alene. Jeg kan dog sagtens forstå dine tanker om, at man bør vente til man er lidt ældre og har givet sig selv en chance for at finde kærligheden - for det kan jo gå, som det har gjort for dig. Og det er du garanteret ovenud lykkelig for, selvom du aldrig har haft tankerne om at få et donorbarn.

Tak for dit konstruktive indlæg 

Anmeld Citér

25. april 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Anonym skriver:



Jeg har selv startet tråden, så selvfølgelig vil jeg gerne svare  Dog er det en helt anden debat, du lægger op til, som jeg allerede har været igennem rigtig mange gange. Og det tror jeg bare hører med, når man tager en så kontroversiel beslutning. Men jeg vil gerne lige sige dig tak for at formulere dig så konstruktivt - der er rigtig mange, som ryger op i det røde felt i debatten om donorbørn, og det gør det ret svært at forholde sig til de meninger og holdninger, som kommer på bordet.

Jeg kan sagtens forstå, at folk undrer sig over, at jeg vælger at få et donorbarn i så ung en alder. For ja, jeg har sandsynligvis en del år endnu at blive gravid i. Men jeg tror også, at en stor del af folks undren skyldes, at de fleste jo først tyer til donorbarn-løsningen, når deres biologiske ur er ved at løbe ud - hvilket jo giver god mening, hvis ens oprindelige plan var at finde drømmepartneren at få børn med. Dog forholder det sig ikke sådan for mig (se evt mit svar ovenfor), hvorfor jeg ikke ser nogen grund til at vente 10 år med at gøre noget, som jeg ved er det, jeg helst vil.

Med den vinkel på sagen er der selvfølgelig set lidt bort fra spørgsmålet om, hvilken familieform der er bedst for barnet. Og det er også noget, jeg har brugt utallige timer på at tænke over. Nu nævner du barnets ophav, og det tror jeg også er vigtigere end selve familieformen. Netop derfor har jeg også valgt en donor, som jeg har rigtig mange oplysninger om, både i form af billeder, stemmeoptagelse, interview, stamtræ, personlighedstest og mange andre ting. Det er selvfølgelig ikke det samme som at have en far, men der er trods alt mulighed for, at mit barn kan få et indtryk af donoren og forhåbentlig spejle sig lidt i ham igennem alle disse oplysninger.

Jeg ville have meget svært ved at forsvare at vælge en fuldstændig anonym donor, men jeg kan mærke, at jeg har det godt med det valg, jeg har taget i donorudvælgelsen. Så kan det selvfølgelig godt være, at andre er uenige med mig, men jeg er også bare nået dertil, hvor jeg har erkendt, at det vigtigste er, at jeg selv hviler i min beslutning og tror på, at jeg gør det rigtige - for så tror jeg også, at mit barn vil vokse op i harmoni med vores familieform og dets tilværelse som donorbarn. 

Håber, det kan give dig en lidt bedre forståelse for mit valg. Ellers må du gerne skrive igen! Selvom jeg har taget min beslutning, vil jeg stadig gerne have andres øjne på sagen for at få et bredere perspektiv på det hele 




Dit svar giver rigtig god mening. Man hører nogle gange om unge kvinder, der overvejer et donorbarn, fordi de absolut vil være unge mødre, og der var for et stykke tid siden en tråd (kan dog ikke huske om, det var på denne debatside), hvor en ung kvinde argumenterede for, at det nærmest ville være en fordel for barnet kun at have hende.

Men du virker moden, og jeg er sikker på, at din beslutning er helt rigtig for dig. Det lyder, som om du har et realistisk forhold til det at blive selvvalgt enlig mor og ikke bare tror, at det er en dans på roser. Du har jo også netop en del oplysninger om donoren, så selv om han ikke bliver en far, så vil dit barn kunne få noget at vide om sit ophav - det synes jeg også er vigtigt i forhold til evt. arvelige sygdomme.

Når din drøm ikke er en kernefamilie, kan du jo lige så godt gå i gang nu.

Jeg hviler også rigtig meget i mig selv - nu - men det gjorde jeg ikke, da jeg var yngre. Som ung var min drøm kernefamilien. Men i dag må jeg sige, at jeg er glad for, at jeg ikke fik barn med min ekskæreste - vi havde så forskellige livsværdier.

Jeg mødte aldrig den rigtige, og derfor har jeg ingen børn. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så strejfede tanken om at få et donorbarn mig - men jeg gik ned med en dyb depression, så jeg var nødt til at vælge det fra - og da jeg fik det godt igen, syntes jeg, at jeg var blevet for gammel.

I dag er jeg afklaret med, at jeg aldrig blev mor, og så har min nuværende kæreste tre skønne drenge. Men han og jeg bor ikke sammen - jeg tror, jeg har boet alene så længe, så jeg er blevet lidt for selvstændig - hihi - og trives rigtig godt i mit eget selskab.

Rigtig meget held og lykke med projektet. Jeg tror, du bliver en rigtig mor og at være et meget ønsket barn er ikke det dårligste udgangspunkt. Og som du selv skriver, så findes der mange forskellige familieformer i dag. Det var din unge alder, der undrede mig - men det er der jo en rigtig god forklaring på.

Anmeld Citér

25. april 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise

Hov - i sidste afsnit skulle der stå, at jeg tror du bliver en rigtig GOD mor.

Anmeld Citér

25. april 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Anonym skriver:



Forresten - nej, jeg har ikke set "Et donorbarn søger svar", men det lyder utrolig interessant. Ved du, om den ligger på nettet et sted? Vil rigtig gerne se det!



Hmm det var en dokumentarudsendelse, jeg engang så i fjernsynet. Jeg har prøvet at google det, og så kommer der en artikel frem om en ung kvinde, der hedder Frida, som er donorbarn - det ser ud som om det er fra 2005, og så længe siden synes jeg ikke, det er, jeg så det på TV.

Men jeg tænker også, at din situation er lidt anderledes, da der ikke er tale om en anonym donor.

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.