Unge selvvalgte enlige mødre til donorbørn

Jeg skal inden længe i gang med fertilitetsbehandling med henblik på at få et donorbarn - alene. Det er noget, jeg begyndte at tænke over for tre års tid siden, og siden da har det fyldt rigtig meget i mit hoved og i mit liv. Jeg har taget beslutningen, og jeg føler mig sikker i den.

Dog er jeg ikke ret gammel, i hvert fald ikke i forhold til gennemsnittet for singlekvinder, som begiver sig ud i at forsøge at blive gravide ved hjælp af en donor. Jeg er 25.

Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre fra andre relativt unge mødre, som har fået et donorbarn alene. Hvordan blev I mødt af systemet? Her tænker jeg på lægesamtaler, henvisning til klinik og selve behandlingen. I det hele taget bare det samlede forløb.

Derudover tænker jeg på, hvordan jeres omgivelser reagerede? Min familie kender godt til mine planer om et donorbarn - dog kun min tætteste familie. Og selvom jeg hviler i min beslutning, kan jeg godt tænke meget over, hvordan resten af min familie mon vil reagere, samt mine øvrige omgivelser. Jeg forestiller mig lidt, at man som ung gravid med (og mor til) et donorbarn møder en del undren, og måske endda meget modstand? Eller er det bare en fordom, jeg har? Mit indtryk er i hvert fald, at mange mener, at det er egoistisk at sætte børn i verden som ene-forælder - især hvis man har en del frugtbare år tilbage, fordi man jo så har en chance for at nå at finde den rigtige at få børn med.

I det hele taget vil jeg bare rigtig gerne høre om dét at blive og være solomor til et donorbarn som relativt ung kvinde. Så fortæl mig meget gerne om det hele! Både jeres forløb, graviditet, fødsel og selvfølgelig livet som SEM. Man skiller sig jo lidt ud når man vælger at gøre sådan noget, hvis man er meget yngre end slut-30'erne 

Synes det handler om hvem man er.. jeg er i mødregruppe med en der er selvvalgt enlig mor med donor. Hun var 27-28 tror jeg, så det var heller ikke fordi det var sidste udkald for hende endnu overhovedet. Men jeg synes faktisk ikke det var underligt eller lign. Hun slog mig fra start som lidt en evighedssingle - ikke på den dårlige måde, men hun hviler bare meget i at være sig selv og går ikke og sukker efter kærlighed. Jeg har kendt hende i 3 år nu og hun har endnu ikke talt om dates eller kærlighed overhovedet. Jeg tror bare hun trives rigtig godt med at danne familie med sig selv. Og det virker ret naturligt mår man kender hende. Svært at beskrive  

jeg kender også en i slut 30'erne der har donorbørn. I hendes tilfælde oser det til gengæld langt væk af at hun hellere havde ønsket at få børn med en mand. Hun sukker efter en sparringspartner konstant og har meget lidt overskud i det hele taget. Hun har klart fået dem fordi det var nu eller aldrig og så måtte hun se om ikke der dukkede en mand op til hende og hendes børn. Det gjorde der så umiddelbart ikke..

Jeg er ikke ung og har ikke et donorbarn, så jeg kan ikke besvare dit spørgsmål. Tanken om at få et donorbarn strejfede mig engang, men kun fordi alderen pressede sig på. Jeg fravalgte det dog af personlige årsager.

Det er vel altid egoistisk at få børn, men jeg kan godt undre mig over, at du vælger et donorbarn, når du er så ung. Du har masser af tid til at finde en mand, så hvorfor ikke vente ? Det optimale for et barn må være at have både en mor og en far.

Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis du ikke vil.

Jeg synes, man påtager sig et stort ansvar, når man vælger at få et donorbarn. Jeg tror, det betyder meget for et barn at kende sit ophav. Har du mon set udsendelsen "Et donorbarn søger svar" ?

Det er ikke ment fordømmende - som sagt forstår jeg godt, at man kan vælge at få et donorbarn. Det undrer mig bare, at man vælger den løsning, når man kun er 25 år.

Jeg er ikke ung og har ikke et donorbarn, så jeg kan ikke besvare dit spørgsmål. Tanken om at få et donorbarn strejfede mig engang, men kun fordi alderen pressede sig på. Jeg fravalgte det dog af personlige årsager.

Det er vel altid egoistisk at få børn, men jeg kan godt undre mig over, at du vælger et donorbarn, når du er så ung. Du har masser af tid til at finde en mand, så hvorfor ikke vente ? Det optimale for et barn må være at have både en mor og en far.

Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis du ikke vil.

Jeg synes, man påtager sig et stort ansvar, når man vælger at få et donorbarn. Jeg tror, det betyder meget for et barn at kende sit ophav. Har du mon set udsendelsen "Et donorbarn søger svar" ?

Det er ikke ment fordømmende - som sagt forstår jeg godt, at man kan vælge at få et donorbarn. Det undrer mig bare, at man vælger den løsning, når man kun er 25 år.

Jeg har altid helt de samme tanker når så unge kvinder vælger at få donorbørn, men jeg har bare aldrig synes jeg har kunne formulere det ordentligt - dér gjorde du det så for mig. Jeg kunne også godt tænke mig at få svar på hvorfor man vælger at tage så stort er skridt som et donorbarn er, så tidligt i sit liv. 

Mor11 skriver:

Synes det handler om hvem man er.. jeg er i mødregruppe med en der er selvvalgt enlig mor med donor. Hun var 27-28 tror jeg, så det var heller ikke fordi det var sidste udkald for hende endnu overhovedet. Men jeg synes faktisk ikke det var underligt eller lign. Hun slog mig fra start som lidt en evighedssingle - ikke på den dårlige måde, men hun hviler bare meget i at være sig selv og går ikke og sukker efter kærlighed. Jeg har kendt hende i 3 år nu og hun har endnu ikke talt om dates eller kærlighed overhovedet. Jeg tror bare hun trives rigtig godt med at danne familie med sig selv. Og det virker ret naturligt mår man kender hende. Svært at beskrive  

jeg kender også en i slut 30'erne der har donorbørn. I hendes tilfælde oser det til gengæld langt væk af at hun hellere havde ønsket at få børn med en mand. Hun sukker efter en sparringspartner konstant og har meget lidt overskud i det hele taget. Hun har klart fået dem fordi det var nu eller aldrig og så måtte hun se om ikke der dukkede en mand op til hende og hendes børn. Det gjorde der så umiddelbart ikke..

Jeg tror egentlig, at din beskrivelse af kvinden i din mødregruppe er meget magen til den beskrivelse, som de, der kender mig, ville lave af mig. Jeg har heller aldrig følt et behov for at finde kærligheden, og har ikke på noget tidspunkt i mit liv været træt af at være single. Har faktisk heller ikke været i et fast forhold siden jeg var 16 år gammel - ikke fordi jeg har taget et valg om ikke at ville have en kæreste, jeg tror bare, at jeg hviler så meget i mig selv og trives alene, at det simpelthen ikke falder mig så naturligt at leve i tosomhed, som det gør hos de fleste andre.

Den anden kvinde, som du beskriver, lyder mere som det typiske eksempel på en selvvalgt enlig mor. Det er jo som oftest en beslutning, man først tyer til, når ens biologiske ur er ved at løbe ud og man er nødt til at gøre noget, hvis man vil have børn. Og det giver jo sådan set meget god mening, for hvis ens drøm er at få sig en traditionel kernefamilie er det jo det, man søger efter, indtil det ikke længere er en mulighed. Sådan har jeg det bare ikke - der minder jeg som sagt nok mere om den første kvinde, du beskriver. Så ja, jeg tror du har helt ret i, at det kommer an på, hvordan man er som person 

Jeg tror egentlig, at din beskrivelse af kvinden i din mødregruppe er meget magen til den beskrivelse, som de, der kender mig, ville lave af mig. Jeg har heller aldrig følt et behov for at finde kærligheden, og har ikke på noget tidspunkt i mit liv været træt af at være single. Har faktisk heller ikke været i et fast forhold siden jeg var 16 år gammel - ikke fordi jeg har taget et valg om ikke at ville have en kæreste, jeg tror bare, at jeg hviler så meget i mig selv og trives alene, at det simpelthen ikke falder mig så naturligt at leve i tosomhed, som det gør hos de fleste andre.

Den anden kvinde, som du beskriver, lyder mere som det typiske eksempel på en selvvalgt enlig mor. Det er jo som oftest en beslutning, man først tyer til, når ens biologiske ur er ved at løbe ud og man er nødt til at gøre noget, hvis man vil have børn. Og det giver jo sådan set meget god mening, for hvis ens drøm er at få sig en traditionel kernefamilie er det jo det, man søger efter, indtil det ikke længere er en mulighed. Sådan har jeg det bare ikke - der minder jeg som sagt nok mere om den første kvinde, du beskriver. Så ja, jeg tror du har helt ret i, at det kommer an på, hvordan man er som person 

Tror du at du vil betegne dig selv som aromantisk? For i så fald er et donorbarn egentligt meget legitimt i min verden - men bare af ren nysgerrighed, har du aldrig overvejet at finde en anden enlig mand som heller ikke ønsker et forhold men udelukkende et barn eller eventuelt en homoseksuel mand eller et homoseksuelt par? Der var et program omkring det for ikke særligt lang tid siden - der er utroligt mange enlige mænd som gerne vil have et barn. På den måde kender barnet også sit ophav og har et forhold til sin far, samtidig med at en enlig mand også har fået som drøm opfyldt, som jo er langt sværere som enlig mand end som kvinde. Er der slet ikke nogle der overvejer andre muligheder end en donor? 

Tommelise skriver:

Jeg er ikke ung og har ikke et donorbarn, så jeg kan ikke besvare dit spørgsmål. Tanken om at få et donorbarn strejfede mig engang, men kun fordi alderen pressede sig på. Jeg fravalgte det dog af personlige årsager.

Det er vel altid egoistisk at få børn, men jeg kan godt undre mig over, at du vælger et donorbarn, når du er så ung. Du har masser af tid til at finde en mand, så hvorfor ikke vente ? Det optimale for et barn må være at have både en mor og en far.

Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis du ikke vil.

Jeg synes, man påtager sig et stort ansvar, når man vælger at få et donorbarn. Jeg tror, det betyder meget for et barn at kende sit ophav. Har du mon set udsendelsen "Et donorbarn søger svar" ?

Det er ikke ment fordømmende - som sagt forstår jeg godt, at man kan vælge at få et donorbarn. Det undrer mig bare, at man vælger den løsning, når man kun er 25 år.

Jeg har selv startet tråden, så selvfølgelig vil jeg gerne svare  Dog er det en helt anden debat, du lægger op til, som jeg allerede har været igennem rigtig mange gange. Og det tror jeg bare hører med, når man tager en så kontroversiel beslutning. Men jeg vil gerne lige sige dig tak for at formulere dig så konstruktivt - der er rigtig mange, som ryger op i det røde felt i debatten om donorbørn, og det gør det ret svært at forholde sig til de meninger og holdninger, som kommer på bordet.

Jeg kan sagtens forstå, at folk undrer sig over, at jeg vælger at få et donorbarn i så ung en alder. For ja, jeg har sandsynligvis en del år endnu at blive gravid i. Men jeg tror også, at en stor del af folks undren skyldes, at de fleste jo først tyer til donorbarn-løsningen, når deres biologiske ur er ved at løbe ud - hvilket jo giver god mening, hvis ens oprindelige plan var at finde drømmepartneren at få børn med. Dog forholder det sig ikke sådan for mig (se evt mit svar ovenfor), hvorfor jeg ikke ser nogen grund til at vente 10 år med at gøre noget, som jeg ved er det, jeg helst vil.

Med den vinkel på sagen er der selvfølgelig set lidt bort fra spørgsmålet om, hvilken familieform der er bedst for barnet. Og det er også noget, jeg har brugt utallige timer på at tænke over. Nu nævner du barnets ophav, og det tror jeg også er vigtigere end selve familieformen. Netop derfor har jeg også valgt en donor, som jeg har rigtig mange oplysninger om, både i form af billeder, stemmeoptagelse, interview, stamtræ, personlighedstest og mange andre ting. Det er selvfølgelig ikke det samme som at have en far, men der er trods alt mulighed for, at mit barn kan få et indtryk af donoren og forhåbentlig spejle sig lidt i ham igennem alle disse oplysninger.

Jeg ville have meget svært ved at forsvare at vælge en fuldstændig anonym donor, men jeg kan mærke, at jeg har det godt med det valg, jeg har taget i donorudvælgelsen. Så kan det selvfølgelig godt være, at andre er uenige med mig, men jeg er også bare nået dertil, hvor jeg har erkendt, at det vigtigste er, at jeg selv hviler i min beslutning og tror på, at jeg gør det rigtige - for så tror jeg også, at mit barn vil vokse op i harmoni med vores familieform og dets tilværelse som donorbarn. 

Håber, det kan give dig en lidt bedre forståelse for mit valg. Ellers må du gerne skrive igen! Selvom jeg har taget min beslutning, vil jeg stadig gerne have andres øjne på sagen for at få et bredere perspektiv på det hele 

Aristocats skriver:

Tror du at du vil betegne dig selv som aromantisk? For i så fald er et donorbarn egentligt meget legitimt i min verden - men bare af ren nysgerrighed, har du aldrig overvejet at finde en anden enlig mand som heller ikke ønsker et forhold men udelukkende et barn eller eventuelt en homoseksuel mand eller et homoseksuelt par? Der var et program omkring det for ikke særligt lang tid siden - der er utroligt mange enlige mænd som gerne vil have et barn. På den måde kender barnet også sit ophav og har et forhold til sin far, samtidig med at en enlig mand også har fået som drøm opfyldt, som jo er langt sværere som enlig mand end som kvinde. Er der slet ikke nogle der overvejer andre muligheder end en donor? 

Jeg kan sagtens forstå din undren - den deler du med mange! Henviser dig lige til mine svar ovenfor, dem håber jeg du kan få noget ud af 

Tommelise skriver:

Jeg er ikke ung og har ikke et donorbarn, så jeg kan ikke besvare dit spørgsmål. Tanken om at få et donorbarn strejfede mig engang, men kun fordi alderen pressede sig på. Jeg fravalgte det dog af personlige årsager.

Det er vel altid egoistisk at få børn, men jeg kan godt undre mig over, at du vælger et donorbarn, når du er så ung. Du har masser af tid til at finde en mand, så hvorfor ikke vente ? Det optimale for et barn må være at have både en mor og en far.

Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis du ikke vil.

Jeg synes, man påtager sig et stort ansvar, når man vælger at få et donorbarn. Jeg tror, det betyder meget for et barn at kende sit ophav. Har du mon set udsendelsen "Et donorbarn søger svar" ?

Det er ikke ment fordømmende - som sagt forstår jeg godt, at man kan vælge at få et donorbarn. Det undrer mig bare, at man vælger den løsning, når man kun er 25 år.

Forresten - nej, jeg har ikke set "Et donorbarn søger svar", men det lyder utrolig interessant. Ved du, om den ligger på nettet et sted? Vil rigtig gerne se det!

Aristocats skriver:

Tror du at du vil betegne dig selv som aromantisk? For i så fald er et donorbarn egentligt meget legitimt i min verden - men bare af ren nysgerrighed, har du aldrig overvejet at finde en anden enlig mand som heller ikke ønsker et forhold men udelukkende et barn eller eventuelt en homoseksuel mand eller et homoseksuelt par? Der var et program omkring det for ikke særligt lang tid siden - der er utroligt mange enlige mænd som gerne vil have et barn. På den måde kender barnet også sit ophav og har et forhold til sin far, samtidig med at en enlig mand også har fået som drøm opfyldt, som jo er langt sværere som enlig mand end som kvinde. Er der slet ikke nogle der overvejer andre muligheder end en donor? 

Jeg ved ikke, om jeg vil gå så langt som at kalde mig selv aromantisk. Det er jo heller ikke så sort-hvidt, men jo, jeg skiller mig helt klart ud fra gennemsnittet i den forstand, at jeg tilsyneladende ikke har det samme behov for et partnerskab som de fleste andre.

Jeg har skam overvejet muligheden for et regnbuebarn, og du kan nok godt have ret i, at dette på mange måder ville være mere optimalt for et barn, fordi det ville have både en mor og en far (eller flere mødre) i sit liv. Det ville jo komme til at minde om at have fraskilte forældre - mor og far bor forskellige steder, de indgår begge aktivt i barnets liv og har primært til opgave at samarbejde om barnets opvækst og trivsel. Der var også en periode, hvor jeg færdedes inde på regnbuebarn.dk og holdt øje med potentielle "samarbejdspartnere" for at se det hele lidt an. Men jeg kan slet ikke forestille mig den proces at skulle finde den rigtige medforælder, som ens eneste forbindelse til er barnet. Man bestemmer selvfølgelig selv, hvor lang tid man vil bruge på at lære en person at kende, før man tager skridtet videre og forsøger at få et barn sammen med vedkommende, men det valg betyder jo, at man er bundet til personen resten af ens liv, og at man skal gennemgå stort set alt med hensyn til opdragelse og barnets opvækst, inden man overhovedet går i gang. I et parforhold gælder det samme, ja, men her er barnet et resultat af tosomheden og kærligheden, som bor i den. I et regnbueforælderskab er det lidt omvendt - det er barnet, der resulterer i partnerskabet/samarbejdet, hvilket gør, at der er nogle helt andre "spilleregler". Jeg har jo ikke prøvet det, så jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det reelt ville være. Og det er helt sikkert også meget forskelligt fra person til person, hvordan man vil praktisere den form for familieliv.

Jeg føler dog, at jeg har fundet ro med min beslutning om at være enlig med et donorbarn, og jeg synes, at jeg har givet mit barn de bedst mulige forudsætninger under omstændighederne. Der er fordele og ulemper ved alle familieformer, men jeg føler ikke, at jeg frarøver mit barn noget ved at lade det komme til verden i en familie, hvor der kun er mig. Og som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, er jeg af den overbevisning, at man skal gøre det, som føles rigtigt for én selv og ens kommende familie. Hvis andre så er uenige med min beslutning, så kan de jo vælge at gøre det anderledes 

Jeg så i øvrigt godt det program, du snakker om, og jeg må ærligt indrømme, at jeg blev en smule harm over det. Nu skal jeg ikke skære alle over én kam, men det er mit indtryk, at mænd nu til dags generelt gerne vil have børn senere end kvinder. Det hænger sikkert også fint sammen med biologien, da mænd jo bliver ved med at være fertile. Men eftersom de fleste samtidig gerne vil have en nogenlunde jævnaldrende partner, er der rigtig mange kvinder, som ikke når at finde en mand, som gerne vil have børn med dem - i hvert fald ikke på et tidspunkt, så både mand og kvinde kan nå at få de børn de ønsker sig. Dette er én af grundene til, at så mange kvinder ender med at få børn alene. Og så nytter det jo ikke noget som 45-årig mand at komme i tanke om, at man egentlig gerne vil have nogle børn - det kan i hvert fald ikke være kvindernes ansvar at tage hånd om dette. Men jeg giver dig ret i, at det er ærgerligt, at det som enlig mand er så svært at få de børn, man ønsker sig, uanset hvornår man ønsker sig dem.