Barn i frivillig pleje

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.615 visninger
34 svar
18 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
9. april 2017

helle85

Profilbillede for helle85

Nu vil jeg stå frem og fortælle at det er mig der i slutningen af sidste år, oprettet en debat med spørgsmål omkring at sende sit barn i frivillig pleje og nogen af dem med at have det psykisk dårligt. 

Jeg stå først frem nu da jeg har haft det rigtig svært med det hele og ikke har kunne forlige mig med den beslutning vi har taget, men nu hvor der er kommet styr på mange af tingene har jeg fået det bedre og kan godt klare hvis der er nogen der har negative meninger om vores situation, for jeg ved selv det er den bedste og rigtigste beslutning for vores børn og familie.

Der er nok en del af jer her inden der ved lidt om vores situation med min søn som er lettet mentalt retarderet lider af selektiv mutisme og lettere autisme inden for alle spektrum. De 2 sidste er ikke som diagnose men da vi fik ham udret, da han var ca 4 sagde børne psyk at hvis han var normal begavet så havde han fået diagnosen selektiv mutisme. Da han gik i 0 kl sagde skolepsykologen at han havde lettet autisme.

Nå men vi tog beslutningen i slut oktober starten af november, da det piner mig at min søn lider pga det forkerte skole tilbud, lige så snart det sker den mindste uforusiglig ting så reagere han voldsom herhjemme og bliver meget aggressiv overfor sin søster, han har feks taget kvælertag på hende 2 gange, og han forstå ikke hvor farligt det kan være, vi har heldigvis været i nærheden begge gange.

da jeg lider af depression (eller anden psykisk lidelse) har jeg måtte erkende at jeg ikke magter opgaven mere. Han bliver være jo ældre han bliver og han bliver også stærkere, så få at beskytte Freja har vi helt frivillig valgt at sende ham i pleje da de nok har mere overskud til at hjælpe ham igennem de sværre ting han gå i gennem, så han kan blive tacklet på den rigtig måde.

jeg ved godt hvordan man håndtere ham men mit overskud er der bare ikke altid til det, nå jeg har ham hele tiden.

Jeg har brug for at sige at det er helt vores egen beslutning uden indblanding fra kommunen der er aldrig kommet en underretning/indberetning på mine børn eller noget og har altid fået ros for at være gode forældre. Og det kom også bag på vores sagsbehandler at vi har taget den beslutning.

Planen var at vi ville have han skulle bo hos sin aflasningsfamilie, men det kunne ikke lade sig gøre da aflasningsfamilien og kommunen ikke kunne blive enig om hvor meget vi skulle have ham hjemme.

Så vi endte med at sige ja til at de fandt en anden familie og det gjorde de så i sidste mdr, det virker til at være en sød familie og selvom de har 2 andre plejebørn med særlige behov så virker de til at have overskud til lucas også, de har haft plejebørn med særlige behov i 12 år.

I onsdags fik mine børn det af vide.

Vi havde gjort det sådan at Lucas kom hjem fra skole også kom sagsbehandleren, og hjælp med at fortalte Lucas det, allerførst spurgte han hvorfor og om han ikke kunne bo hos aflasningen, jeg forklare ham så at det måtte han ikke, men at der var fundet en sød familie til ham, han begyndte så at glæde sig til at møde dem så kørte vi ud så han kunne se familien og sit nye værelse han var selvfølgelig nervøs og sagde ikke noget men selvom vi sad og snakkede kunne han godt gå frem og tilbage fra os og hans værelse.

Da vi kørte hjem igen sagde han at han glæde sig til at flytte og da vi kom hjem, der kom Freja fra klub og så hoppede han glad rundt og fortalte hende at han skulle flytte (det var ikke den måde hun skulle vide det på, men han ville selv fortælle hende det) hun troede selvfølgelig ikke på ham, han sagde så at det var rigtigt, så hun spurgte os om det var rigtig, jeg bad hende så om at tage sko og jakke af og sendte Lucas med min mand uden for. Jeg fortalte hende så at det var rigtig at Lucas skulle flytte og at der var fundet en sød familie til ham. Hun spurgte hvorfor, hvor jeg måtte forklare hende at det er fordi lucas er lettet mentalt retarderet og forklarede at det betyder at oppe i hans hovede er han kun som en 4 årige (plejer vi at sige nå hun spørger)og ikke 10 år. Og at de skal hjælpe ham med de ting han skal lære, hun spurgte så hvad det var, og i mangel på bedre svar skyndte jeg mig bare at sige at det var at lære at regne og læse også han kan lære at klare sig selv, hun skyndte sig så at sige at hun godt kunne læse, regne og klare sig selv, så sagsbehandleren skyndte sig at sige at det også er derfor det kun er Lucas der skulle flytte og at hun stadige skulle bo hjemme (jeg havde ikke lige tænkt tanken at hun ville tro at hun også skulle flytte). hun blev selvfølgelig ked af det og sagde at det ville hun ikke have og det blev hun ved med hvergang hun blev spurgt om der var noget hun ville vide eller spørger om.

Der er kun 1 år mellem dem så de har altid haft hinanden de har gået i samme børnehave og SFO og de gå også begge 2 i 3 kl bare i a og b kl og de kan ikke undvære hinanden, selvom de altid er uvenner og slås, nå de er sammen.

Det sværeste er at se at min søn glæder sig så meget, og  jeg følte mig som verden værste mor fordi et barn ikke burde glæde sig til at flytte fra sine forældre, men min familiekonsulent sagde at sådan som jeg fortæller at Lucas reagerer sådan reagere børn på 2-3 år, de glæder sig til at der skal ske noget nyt og spændene og ikke rigtig ved hvad det betyder, så at det ikke er fordi vi har været dårlige forældre og at hvis det var Freja så havde hun jo ikke reageret sådan (hun ville have grædt)

Og Lucas spurgte også hvad han skulle kalde dem, hvor vi måtte sige at han skulle kalde dem ved deres navn, han spurgte så om han ikke skulle kalde dem mor og far hvor vi måtte forklare ham at vi er hans mor og far og at de er x og x (vil ikke skreve deres navn) og at de andre børn og kalder dem x og x. Min familiekonsulent har så forklaret at nå børn er omkring 3 år så forbinder de en mor og far med dem der tager sig af en, giver en rent tøj på osv.

Så på de punkter er han ikke nået længere.

Det har været rigtig hård for mig efter jeg tog beslutningen da mine børn betyder alt for mig og er det vigtigste i mit liv og jeg havde svært ved at acceptere at jeg måtte opgive mit barn, så jeg overvejede at tage mit liv (det var i december) men da jeg havde haft tanken i 3 dage besluttede jeg at kontakte min familiekonsulent som så kørte mig på den psykiatriske skadestue, endte med at blive henvist til den psykiatri som ligger i vores by og skal starte i noget gruppeterapi for folk med depression og så vil de måske undersøge om jeg lider af en psykisk udvikling forstyrrelse (var til psykolog og psykiater da jeg var 18 og de mistænkte at jeg lider af det).

alt det har min familiekonsulent også hjulpet mig igennem.

Men selvom jeg har været så langt nede så er jeg kommet så langt nu at jeg godt kan se en mening med livet igen og at mine børn og mand ikke kan undvære mig. 

Og selvom mit hjerte er knust og jeg aldrig tror det heler igen, så er jeg begyndt at tro på at vi alle sammen nok skal komme igennem det.

Lucas kommer hjem hver anden weekend og fra torsdag til fredag i de uger hvor han ikke er her i weekenden, og ferier og helligdage har vi selv fået lov til at bestemme hvor meget vi vil have ham hjem. Så det er ikke fordi vi ikke ser ham☺ og indkøring sker over en mdr så han lære dem at kende.

 Og nu hvorvi har opgivet ham så har sagsbehandleren endelig sendt hans sag vidre i systemet så han forhåbentlig kan visiteres til et specielt skole tilbud.

Det blev lidt langt og ved der er mangler kommaer osv. Da jeg ikke er så god til at formulere mig på skrift så håber ikke det blevet alt for indviklet.

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

9. april 2017

Miti's mama

Profilbillede for Miti's mama

Allerførst et kæmpe kram herfra! Åh jeg kan forstå hvor ondt det kan gøre, men hvor er det stærkt at du sætter ham først og det han nu måtte have brug for. Håber det kommer til at fungere og at der kommer noget ro på 

Anmeld Citér

9. april 2017

helle85

Profilbillede for helle85
Miti's mama skriver:

Allerførst et kæmpe kram herfra! Åh jeg kan forstå hvor ondt det kan gøre, men hvor er det stærkt at du sætter ham først og det han nu måtte have brug for. Håber det kommer til at fungere og at der kommer noget ro på 



Tak

 

Anmeld Citér

9. april 2017

TNBC

helle85 skriver:

Nu vil jeg stå frem og fortælle at det er mig der i slutningen af sidste år, oprettet en debat med spørgsmål omkring at sende sit barn i frivillig pleje og nogen af dem med at have det psykisk dårligt. 

Jeg stå først frem nu da jeg har haft det rigtig svært med det hele og ikke har kunne forlige mig med den beslutning vi har taget, men nu hvor der er kommet styr på mange af tingene har jeg fået det bedre og kan godt klare hvis der er nogen der har negative meninger om vores situation, for jeg ved selv det er den bedste og rigtigste beslutning for vores børn og familie.

Der er nok en del af jer her inden der ved lidt om vores situation med min søn som er lettet mentalt retarderet lider af selektiv mutisme og lettere autisme inden for alle spektrum. De 2 sidste er ikke som diagnose men da vi fik ham udret, da han var ca 4 sagde børne psyk at hvis han var normal begavet så havde han fået diagnosen selektiv mutisme. Da han gik i 0 kl sagde skolepsykologen at han havde lettet autisme.

Nå men vi tog beslutningen i slut oktober starten af november, da det piner mig at min søn lider pga det forkerte skole tilbud, lige så snart det sker den mindste uforusiglig ting så reagere han voldsom herhjemme og bliver meget aggressiv overfor sin søster, han har feks taget kvælertag på hende 2 gange, og han forstå ikke hvor farligt det kan være, vi har heldigvis været i nærheden begge gange.

da jeg lider af depression (eller anden psykisk lidelse) har jeg måtte erkende at jeg ikke magter opgaven mere. Han bliver være jo ældre han bliver og han bliver også stærkere, så få at beskytte Freja har vi helt frivillig valgt at sende ham i pleje da de nok har mere overskud til at hjælpe ham igennem de sværre ting han gå i gennem, så han kan blive tacklet på den rigtig måde.

jeg ved godt hvordan man håndtere ham men mit overskud er der bare ikke altid til det, nå jeg har ham hele tiden.

Jeg har brug for at sige at det er helt vores egen beslutning uden indblanding fra kommunen der er aldrig kommet en underretning/indberetning på mine børn eller noget og har altid fået ros for at være gode forældre. Og det kom også bag på vores sagsbehandler at vi har taget den beslutning.

Planen var at vi ville have han skulle bo hos sin aflasningsfamilie, men det kunne ikke lade sig gøre da aflasningsfamilien og kommunen ikke kunne blive enig om hvor meget vi skulle have ham hjemme.

Så vi endte med at sige ja til at de fandt en anden familie og det gjorde de så i sidste mdr, det virker til at være en sød familie og selvom de har 2 andre plejebørn med særlige behov så virker de til at have overskud til lucas også, de har haft plejebørn med særlige behov i 12 år.

I onsdags fik mine børn det af vide.

Vi havde gjort det sådan at Lucas kom hjem fra skole også kom sagsbehandleren, og hjælp med at fortalte Lucas det, allerførst spurgte han hvorfor og om han ikke kunne bo hos aflasningen, jeg forklare ham så at det måtte han ikke, men at der var fundet en sød familie til ham, han begyndte så at glæde sig til at møde dem så kørte vi ud så han kunne se familien og sit nye værelse han var selvfølgelig nervøs og sagde ikke noget men selvom vi sad og snakkede kunne han godt gå frem og tilbage fra os og hans værelse.

Da vi kørte hjem igen sagde han at han glæde sig til at flytte og da vi kom hjem, der kom Freja fra klub og så hoppede han glad rundt og fortalte hende at han skulle flytte (det var ikke den måde hun skulle vide det på, men han ville selv fortælle hende det) hun troede selvfølgelig ikke på ham, han sagde så at det var rigtigt, så hun spurgte os om det var rigtig, jeg bad hende så om at tage sko og jakke af og sendte Lucas med min mand uden for. Jeg fortalte hende så at det var rigtig at Lucas skulle flytte og at der var fundet en sød familie til ham. Hun spurgte hvorfor, hvor jeg måtte forklare hende at det er fordi lucas er lettet mentalt retarderet og forklarede at det betyder at oppe i hans hovede er han kun som en 4 årige (plejer vi at sige nå hun spørger)og ikke 10 år. Og at de skal hjælpe ham med de ting han skal lære, hun spurgte så hvad det var, og i mangel på bedre svar skyndte jeg mig bare at sige at det var at lære at regne og læse også han kan lære at klare sig selv, hun skyndte sig så at sige at hun godt kunne læse, regne og klare sig selv, så sagsbehandleren skyndte sig at sige at det også er derfor det kun er Lucas der skulle flytte og at hun stadige skulle bo hjemme (jeg havde ikke lige tænkt tanken at hun ville tro at hun også skulle flytte). hun blev selvfølgelig ked af det og sagde at det ville hun ikke have og det blev hun ved med hvergang hun blev spurgt om der var noget hun ville vide eller spørger om.

Der er kun 1 år mellem dem så de har altid haft hinanden de har gået i samme børnehave og SFO og de gå også begge 2 i 3 kl bare i a og b kl og de kan ikke undvære hinanden, selvom de altid er uvenner og slås, nå de er sammen.

Det sværeste er at se at min søn glæder sig så meget, og  jeg følte mig som verden værste mor fordi et barn ikke burde glæde sig til at flytte fra sine forældre, men min familiekonsulent sagde at sådan som jeg fortæller at Lucas reagerer sådan reagere børn på 2-3 år, de glæder sig til at der skal ske noget nyt og spændene og ikke rigtig ved hvad det betyder, så at det ikke er fordi vi har været dårlige forældre og at hvis det var Freja så havde hun jo ikke reageret sådan (hun ville have grædt)

Og Lucas spurgte også hvad han skulle kalde dem, hvor vi måtte sige at han skulle kalde dem ved deres navn, han spurgte så om han ikke skulle kalde dem mor og far hvor vi måtte forklare ham at vi er hans mor og far og at de er x og x (vil ikke skreve deres navn) og at de andre børn og kalder dem x og x. Min familiekonsulent har så forklaret at nå børn er omkring 3 år så forbinder de en mor og far med dem der tager sig af en, giver en rent tøj på osv.

Så på de punkter er han ikke nået længere.

Det har været rigtig hård for mig efter jeg tog beslutningen da mine børn betyder alt for mig og er det vigtigste i mit liv og jeg havde svært ved at acceptere at jeg måtte opgive mit barn, så jeg overvejede at tage mit liv (det var i december) men da jeg havde haft tanken i 3 dage besluttede jeg at kontakte min familiekonsulent som så kørte mig på den psykiatriske skadestue, endte med at blive henvist til den psykiatri som ligger i vores by og skal starte i noget gruppeterapi for folk med depression og så vil de måske undersøge om jeg lider af en psykisk udvikling forstyrrelse (var til psykolog og psykiater da jeg var 18 og de mistænkte at jeg lider af det).

alt det har min familiekonsulent også hjulpet mig igennem.

Men selvom jeg har været så langt nede så er jeg kommet så langt nu at jeg godt kan se en mening med livet igen og at mine børn og mand ikke kan undvære mig. 

Og selvom mit hjerte er knust og jeg aldrig tror det heler igen, så er jeg begyndt at tro på at vi alle sammen nok skal komme igennem det.

Lucas kommer hjem hver anden weekend og fra torsdag til fredag i de uger hvor han ikke er her i weekenden, og ferier og helligdage har vi selv fået lov til at bestemme hvor meget vi vil have ham hjem. Så det er ikke fordi vi ikke ser ham☺ og indkøring sker over en mdr så han lære dem at kende.

 Og nu hvorvi har opgivet ham så har sagsbehandleren endelig sendt hans sag vidre i systemet så han forhåbentlig kan visiteres til et specielt skole tilbud.

Det blev lidt langt og ved der er mangler kommaer osv. Da jeg ikke er så god til at formulere mig på skrift så håber ikke det blevet alt for indviklet.



Kan godt være du synes du er den værste mor, men jeg synes du er en super sej og stærk mor.. 

Jeg er sikker på at det bliver hårdt, men jeg tror det bliver godt for jer alle. Og som du siger, I ser ham jo tit og I kan ringe sammen. 

Jeg er glad for at I har fundet en sød familie. 

Kæmpe  fra mig.. I er squ seje, at I tænker på hvad der vil være bedst for ham. 

Anmeld Citér

9. april 2017

CBbaby

Profilbillede for CBbaby

Wow! 

Du er da den sejeste! Det der lyder som den bedste løsning. Du er fortjener intet andet end ros. Masser af kærlige tanker herfra!!!!

Anmeld Citér

9. april 2017

klmf

Profilbillede for klmf

Kære du.

Det lyder til, at det er den helt rigtige beslutning for her alle! Kan godt forstå dit hjerte går helt i stykker

 

Hilsen lotchen 

 

 

Anmeld Citér

9. april 2017

helle85

Profilbillede for helle85
TNBC skriver:



Kan godt være du synes du er den værste mor, men jeg synes du er en super sej og stærk mor.. 

Jeg er sikker på at det bliver hårdt, men jeg tror det bliver godt for jer alle. Og som du siger, I ser ham jo tit og I kan ringe sammen. 

Jeg er glad for at I har fundet en sød familie. 

Kæmpe  fra mig.. I er squ seje, at I tænker på hvad der vil være bedst for ham. 



 tak 

Ja det er og bliver hårdt

idag skulle han der ud i 3 timer alene, hvis min datter ikke havde været hjemme så havde jeg sat mig ned og grædt (valgte at bruge tiden på at gøre rent), bare det at skulle aflevere sit barn til næsten fremmede mennesker og vide at han slet ikke siger noget til dem men det hjælper en del at han er glad og ikke græder nå han skal af sted og han har heldigvis hygget sig.

Vi kan ikke snakke med ham i tlf, det vil han ikke, det er meget få gange han har snakket i tlf også har han kun sagt et par ord han nikker og ryster på hovdet. 

Men nå han er flyttede ind (sker den 8 Maj)så den første uge skal de lige sende en sms om aften for at fortælle hvordan det er gået og efter den uge skal de ringe engang om ugen for at informere mig om hvordan det gå både med ham skole osv. 

Anmeld Citér

9. april 2017

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
helle85 skriver:



 tak 

Ja det er og bliver hårdt

idag skulle han der ud i 3 timer alene, hvis min datter ikke havde været hjemme så havde jeg sat mig ned og grædt (valgte at bruge tiden på at gøre rent), bare det at skulle aflevere sit barn til næsten fremmede mennesker og vide at han slet ikke siger noget til dem men det hjælper en del at han er glad og ikke græder nå han skal af sted og han har heldigvis hygget sig.

Vi kan ikke snakke med ham i tlf, det vil han ikke, det er meget få gange han har snakket i tlf også har han kun sagt et par ord han nikker og ryster på hovdet. 

Men nå han er flyttede ind (sker den 8 Maj)så den første uge skal de lige sende en sms om aften for at fortælle hvordan det er gået og efter den uge skal de ringe engang om ugen for at informere mig om hvordan det gå både med ham skole osv. 



Kære du.

Det er så stærkt og modigt af dig at træffe den beslutning, som du kan se, er det bedste for din søn og din familie lige nu.

Jeg kan virkelig godt forstå, at det er hårdt, men du er en rigtig god mor, som sætter dine børns behov før dit eget.

Jeg håber, at du kan få det bedre, så du engang kan få din søn hjem igen.

Kæmpe kram til dig.

 

Anmeld Citér

9. april 2017

Chrissi

Profilbillede for Chrissi
helle85 skriver:

Nu vil jeg stå frem og fortælle at det er mig der i slutningen af sidste år, oprettet en debat med spørgsmål omkring at sende sit barn i frivillig pleje og nogen af dem med at have det psykisk dårligt. 

Jeg stå først frem nu da jeg har haft det rigtig svært med det hele og ikke har kunne forlige mig med den beslutning vi har taget, men nu hvor der er kommet styr på mange af tingene har jeg fået det bedre og kan godt klare hvis der er nogen der har negative meninger om vores situation, for jeg ved selv det er den bedste og rigtigste beslutning for vores børn og familie.

Der er nok en del af jer her inden der ved lidt om vores situation med min søn som er lettet mentalt retarderet lider af selektiv mutisme og lettere autisme inden for alle spektrum. De 2 sidste er ikke som diagnose men da vi fik ham udret, da han var ca 4 sagde børne psyk at hvis han var normal begavet så havde han fået diagnosen selektiv mutisme. Da han gik i 0 kl sagde skolepsykologen at han havde lettet autisme.

Nå men vi tog beslutningen i slut oktober starten af november, da det piner mig at min søn lider pga det forkerte skole tilbud, lige så snart det sker den mindste uforusiglig ting så reagere han voldsom herhjemme og bliver meget aggressiv overfor sin søster, han har feks taget kvælertag på hende 2 gange, og han forstå ikke hvor farligt det kan være, vi har heldigvis været i nærheden begge gange.

da jeg lider af depression (eller anden psykisk lidelse) har jeg måtte erkende at jeg ikke magter opgaven mere. Han bliver være jo ældre han bliver og han bliver også stærkere, så få at beskytte Freja har vi helt frivillig valgt at sende ham i pleje da de nok har mere overskud til at hjælpe ham igennem de sværre ting han gå i gennem, så han kan blive tacklet på den rigtig måde.

jeg ved godt hvordan man håndtere ham men mit overskud er der bare ikke altid til det, nå jeg har ham hele tiden.

Jeg har brug for at sige at det er helt vores egen beslutning uden indblanding fra kommunen der er aldrig kommet en underretning/indberetning på mine børn eller noget og har altid fået ros for at være gode forældre. Og det kom også bag på vores sagsbehandler at vi har taget den beslutning.

Planen var at vi ville have han skulle bo hos sin aflasningsfamilie, men det kunne ikke lade sig gøre da aflasningsfamilien og kommunen ikke kunne blive enig om hvor meget vi skulle have ham hjemme.

Så vi endte med at sige ja til at de fandt en anden familie og det gjorde de så i sidste mdr, det virker til at være en sød familie og selvom de har 2 andre plejebørn med særlige behov så virker de til at have overskud til lucas også, de har haft plejebørn med særlige behov i 12 år.

I onsdags fik mine børn det af vide.

Vi havde gjort det sådan at Lucas kom hjem fra skole også kom sagsbehandleren, og hjælp med at fortalte Lucas det, allerførst spurgte han hvorfor og om han ikke kunne bo hos aflasningen, jeg forklare ham så at det måtte han ikke, men at der var fundet en sød familie til ham, han begyndte så at glæde sig til at møde dem så kørte vi ud så han kunne se familien og sit nye værelse han var selvfølgelig nervøs og sagde ikke noget men selvom vi sad og snakkede kunne han godt gå frem og tilbage fra os og hans værelse.

Da vi kørte hjem igen sagde han at han glæde sig til at flytte og da vi kom hjem, der kom Freja fra klub og så hoppede han glad rundt og fortalte hende at han skulle flytte (det var ikke den måde hun skulle vide det på, men han ville selv fortælle hende det) hun troede selvfølgelig ikke på ham, han sagde så at det var rigtigt, så hun spurgte os om det var rigtig, jeg bad hende så om at tage sko og jakke af og sendte Lucas med min mand uden for. Jeg fortalte hende så at det var rigtig at Lucas skulle flytte og at der var fundet en sød familie til ham. Hun spurgte hvorfor, hvor jeg måtte forklare hende at det er fordi lucas er lettet mentalt retarderet og forklarede at det betyder at oppe i hans hovede er han kun som en 4 årige (plejer vi at sige nå hun spørger)og ikke 10 år. Og at de skal hjælpe ham med de ting han skal lære, hun spurgte så hvad det var, og i mangel på bedre svar skyndte jeg mig bare at sige at det var at lære at regne og læse også han kan lære at klare sig selv, hun skyndte sig så at sige at hun godt kunne læse, regne og klare sig selv, så sagsbehandleren skyndte sig at sige at det også er derfor det kun er Lucas der skulle flytte og at hun stadige skulle bo hjemme (jeg havde ikke lige tænkt tanken at hun ville tro at hun også skulle flytte). hun blev selvfølgelig ked af det og sagde at det ville hun ikke have og det blev hun ved med hvergang hun blev spurgt om der var noget hun ville vide eller spørger om.

Der er kun 1 år mellem dem så de har altid haft hinanden de har gået i samme børnehave og SFO og de gå også begge 2 i 3 kl bare i a og b kl og de kan ikke undvære hinanden, selvom de altid er uvenner og slås, nå de er sammen.

Det sværeste er at se at min søn glæder sig så meget, og  jeg følte mig som verden værste mor fordi et barn ikke burde glæde sig til at flytte fra sine forældre, men min familiekonsulent sagde at sådan som jeg fortæller at Lucas reagerer sådan reagere børn på 2-3 år, de glæder sig til at der skal ske noget nyt og spændene og ikke rigtig ved hvad det betyder, så at det ikke er fordi vi har været dårlige forældre og at hvis det var Freja så havde hun jo ikke reageret sådan (hun ville have grædt)

Og Lucas spurgte også hvad han skulle kalde dem, hvor vi måtte sige at han skulle kalde dem ved deres navn, han spurgte så om han ikke skulle kalde dem mor og far hvor vi måtte forklare ham at vi er hans mor og far og at de er x og x (vil ikke skreve deres navn) og at de andre børn og kalder dem x og x. Min familiekonsulent har så forklaret at nå børn er omkring 3 år så forbinder de en mor og far med dem der tager sig af en, giver en rent tøj på osv.

Så på de punkter er han ikke nået længere.

Det har været rigtig hård for mig efter jeg tog beslutningen da mine børn betyder alt for mig og er det vigtigste i mit liv og jeg havde svært ved at acceptere at jeg måtte opgive mit barn, så jeg overvejede at tage mit liv (det var i december) men da jeg havde haft tanken i 3 dage besluttede jeg at kontakte min familiekonsulent som så kørte mig på den psykiatriske skadestue, endte med at blive henvist til den psykiatri som ligger i vores by og skal starte i noget gruppeterapi for folk med depression og så vil de måske undersøge om jeg lider af en psykisk udvikling forstyrrelse (var til psykolog og psykiater da jeg var 18 og de mistænkte at jeg lider af det).

alt det har min familiekonsulent også hjulpet mig igennem.

Men selvom jeg har været så langt nede så er jeg kommet så langt nu at jeg godt kan se en mening med livet igen og at mine børn og mand ikke kan undvære mig. 

Og selvom mit hjerte er knust og jeg aldrig tror det heler igen, så er jeg begyndt at tro på at vi alle sammen nok skal komme igennem det.

Lucas kommer hjem hver anden weekend og fra torsdag til fredag i de uger hvor han ikke er her i weekenden, og ferier og helligdage har vi selv fået lov til at bestemme hvor meget vi vil have ham hjem. Så det er ikke fordi vi ikke ser ham☺ og indkøring sker over en mdr så han lære dem at kende.

 Og nu hvorvi har opgivet ham så har sagsbehandleren endelig sendt hans sag vidre i systemet så han forhåbentlig kan visiteres til et specielt skole tilbud.

Det blev lidt langt og ved der er mangler kommaer osv. Da jeg ikke er så god til at formulere mig på skrift så håber ikke det blevet alt for indviklet.



Respekt for jeres valg!

Det er så stærkt som forældre at anerkende, at man ikke længere kan overskue opgaven med et handicappet barn og følgerne heraf..

Det bliver da helt sikkert hårdt, men selvfølgelig skal i nok komme igennem det og få overskud i hverdagen igen 

Anmeld Citér

9. april 2017

helle85

Profilbillede for helle85
CBbaby skriver:

Wow! 

Du er da den sejeste! Det der lyder som den bedste løsning. Du er fortjener intet andet end ros. Masser af kærlige tanker herfra!!!!



Tak 

 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.