Frøken umulig (lidt langt)

Vores dejlige datter på godt 5 år blev storesøster for 3 mdr. siden. Vi regnede selvfølgelig med at hun ville reagere på familieforøgelsen, hun har jo trods alt været enebarn i 5 år, men for pokker da!!!! Vi har forståelse for at hun pludselig er blevet den store og er generelt meget tålmodige.
Egentlig er hun meget glad for sin lillebror, han får kys og kram og hun vil pille ved ham hele tiden.
MEN hun søger vores opmærksomhed helt ekstremt.
Vi prøver at gøre som vi plejer med at læse historie for hende om aftenen. Kysse og kramme og lege som vi plejer. Hun får lov til at være med når vi laver mad eller når lillebror bliver skiftet.
Men hun er bare helt umulig.
 Den værste episode var da jeg forleden skulle hente hende i børnehaven. Hun startede med at skrige da hun så mig (HØJT) og smed sig på gulvet. Hun ville ikke have sko på, jeg måtte ikke bære autostolen med lillebror fordi hun ville holde mig i hånden (den anden hånd kunne ikke bruges) osv osv osv, alt var galt. 
Måtte have hjælp fra en pædagog for i det hele taget at få hende med hjem. Hun fortsatte med at skrige og skabe sig i 1 1/2 time!!! Det endte selvfølgelig med at min tålmodighed blev brugt op og efter adskillige diskutioner, ordrer, bønner og skrig og skrål fra både mor og datter blev hun smidt på sit værelse og døren blev låst da hun blev ved med at gå ud.

Jeg har mega dårlig samvittighed fordi jeg taklede situationen så dårligt og jeg er selvfølgelig ked af at vi skal være sure på hinanden næsten hver dag pga småting. Aner ikke hvad jeg skal stille op med hende for at vi alle kan have det godt og hun kan føle sig elsket.
Det ender som regel med at jeg køber et eller andet til hende pga. min dårlige samvittighed. Ikke lige den rette løsning.

Er der nogen der har et godt råd til hvordan vi finder hinanden igen?  

Berg skriver:

Vores dejlige datter på godt 5 år blev storesøster for 3 mdr. siden. Vi regnede selvfølgelig med at hun ville reagere på familieforøgelsen, hun har jo trods alt været enebarn i 5 år, men for pokker da!!!! Vi har forståelse for at hun pludselig er blevet den store og er generelt meget tålmodige.
Egentlig er hun meget glad for sin lillebror, han får kys og kram og hun vil pille ved ham hele tiden.
MEN hun søger vores opmærksomhed helt ekstremt.
Vi prøver at gøre som vi plejer med at læse historie for hende om aftenen. Kysse og kramme og lege som vi plejer. Hun får lov til at være med når vi laver mad eller når lillebror bliver skiftet.
Men hun er bare helt umulig.
 Den værste episode var da jeg forleden skulle hente hende i børnehaven. Hun startede med at skrige da hun så mig (HØJT) og smed sig på gulvet. Hun ville ikke have sko på, jeg måtte ikke bære autostolen med lillebror fordi hun ville holde mig i hånden (den anden hånd kunne ikke bruges) osv osv osv, alt var galt. 
Måtte have hjælp fra en pædagog for i det hele taget at få hende med hjem. Hun fortsatte med at skrige og skabe sig i 1 1/2 time!!! Det endte selvfølgelig med at min tålmodighed blev brugt op og efter adskillige diskutioner, ordrer, bønner og skrig og skrål fra både mor og datter blev hun smidt på sit værelse og døren blev låst da hun blev ved med at gå ud.

Jeg har mega dårlig samvittighed fordi jeg taklede situationen så dårligt og jeg er selvfølgelig ked af at vi skal være sure på hinanden næsten hver dag pga småting. Aner ikke hvad jeg skal stille op med hende for at vi alle kan have det godt og hun kan føle sig elsket.
Det ender som regel med at jeg køber et eller andet til hende pga. min dårlige samvittighed. Ikke lige den rette løsning.

Er der nogen der har et godt råd til hvordan vi finder hinanden igen?  

Hejsa,

Bliver rigtig ked af det på din datters og jeres vegne.

Hun gør i hvertfald oprør mod et eller andet.

Mit råd vil være, læg dig fx ind i jeres seng med hende, bare dig og hende, og så sprøg hende hvad der er i vejen. Har selv en datter på 5 1/2 og hun kan meget godt forklare, når der er noget der går hende på, hvis jeg sprøger.

Dernæst vil jeg råde dig til at tage en dag med hende alene. Der er efterårsferie i næste uge, har din mand ferie der eller er der en bedste eller andet der kan tage sig af den lille??? Så tag en tur i svømmehallen, på biblioteket eller andet.

Husk hun er vant til t have haft jer for sig selv, nu skal hun hele tiden dele. Måske hun bare har brug for dig eller far helt alene uden lille ny:0)

Håber i klarer den

Christina

Valle81 skriver:



Hejsa,

Bliver rigtig ked af det på din datters og jeres vegne.

Hun gør i hvertfald oprør mod et eller andet.

Mit råd vil være, læg dig fx ind i jeres seng med hende, bare dig og hende, og så sprøg hende hvad der er i vejen. Har selv en datter på 5 1/2 og hun kan meget godt forklare, når der er noget der går hende på, hvis jeg sprøger.

Dernæst vil jeg råde dig til at tage en dag med hende alene. Der er efterårsferie i næste uge, har din mand ferie der eller er der en bedste eller andet der kan tage sig af den lille??? Så tag en tur i svømmehallen, på biblioteket eller andet.

Husk hun er vant til t have haft jer for sig selv, nu skal hun hele tiden dele. Måske hun bare har brug for dig eller far helt alene uden lille ny:0)

Håber i klarer den

Christina

Jeg tror også det ville være godt med lidt alene tid. Bare os to.
"Desværre" ammer jeg stadig og min mand arbejder meget, det gør det jo lidt sværrere. Men mon ikke vi kan finde et hul så det kan lade sig gøre, måske bare en tur på legepladsen.

Berg skriver:



Jeg tror også det ville være godt med lidt alene tid. Bare os to.
"Desværre" ammer jeg stadig og min mand arbejder meget, det gør det jo lidt sværrere. Men mon ikke vi kan finde et hul så det kan lade sig gøre, måske bare en tur på legepladsen.

Jeg tror en tur på legepladsen ville gøre underværker:0) Når lillebror er ammet og mæt, så er det bare afsted, så skulle i jo gerne have en times tid.

Børns tidsfornemmelse er ikke stor, så en time tror jeg vil gøre en verden til forskel, og hun vil føle at hun er noget helt særligt.

Håber virkelig for jer at det vender igen.

Har selv tanker om det sker for os, er gravid og skal føde til Marts, der er hun lige fyldt 6 år. Tænker meget på hvordan hun kommer til at reagere. Hun er ene barn, og har haft mig helt alene fra hun blev født og til for godt over et år siden. Der fandt jeg muin skønne kæreste. Det var meget svært for hende at der kom en hun skulle dele mig med, men han har så en søn på snart 4, så det kompenserede lidt for det.

Så det bliver spændende at se til den tid.

Christina

Valle81 skriver:



Jeg tror en tur på legepladsen ville gøre underværker:0) Når lillebror er ammet og mæt, så er det bare afsted, så skulle i jo gerne have en times tid.

Børns tidsfornemmelse er ikke stor, så en time tror jeg vil gøre en verden til forskel, og hun vil føle at hun er noget helt særligt.

Håber virkelig for jer at det vender igen.

Har selv tanker om det sker for os, er gravid og skal føde til Marts, der er hun lige fyldt 6 år. Tænker meget på hvordan hun kommer til at reagere. Hun er ene barn, og har haft mig helt alene fra hun blev født og til for godt over et år siden. Der fandt jeg muin skønne kæreste. Det var meget svært for hende at der kom en hun skulle dele mig med, men han har så en søn på snart 4, så det kompenserede lidt for det.

Så det bliver spændende at se til den tid.

Christina

Ihhhh, det lyder spændende. Tillykke! Tror du ikke det er lidt nemmere for din datter når der allerede er en bonuslillebror? Men man kan selvfølgelig aldrig vide.
Min sundhedsplejerske fortalte mig at 5-6 års alderen er den værste tid at blive storesøster/bror i mht. jalousi.
Det går op for mig at jeg har gjort det helt forkert. Har ganske vist prioriteret at bruge tid sammen med hende, men det har altid været med lillebror på slæb, så når han var utilfreds eller vågnede måtte vi afbryde. Det må da være frustrerende for hende at han altid kommer først. Bliver helt flov over mig selv.
Vi må vist lige have lavet en aftale med bedstemor, så kan hun passe lillebror mens vi hygger os sammen. 

Berg skriver:



Ihhhh, det lyder spændende. Tillykke! Tror du ikke det er lidt nemmere for din datter når der allerede er en bonuslillebror? Men man kan selvfølgelig aldrig vide.
Min sundhedsplejerske fortalte mig at 5-6 års alderen er den værste tid at blive storesøster/bror i mht. jalousi.
Det går op for mig at jeg har gjort det helt forkert. Har ganske vist prioriteret at bruge tid sammen med hende, men det har altid været med lillebror på slæb, så når han var utilfreds eller vågnede måtte vi afbryde. Det må da være frustrerende for hende at han altid kommer først. Bliver helt flov over mig selv.
Vi må vist lige have lavet en aftale med bedstemor, så kan hun passe lillebror mens vi hygger os sammen. 

Tak, ja det er spændende:0) Og vi glæder os, og det gør hun også:0)

Men nu må vi se hvordan hun reagerer, det kan jo gå begge veje´:0)

Det lyder som en god plan, og husk at slippe din dårlige samvittighed, vi er kun mennsker af kød og blod, og vi er jo ikke født med den perfekte brugsanvisning for resten af vores liv:0) Vi gør os jo en masser erfaringer og lærer hele tiden, og du er jo helt nybagt mor til nr. to:0)

Derfor er sådan en hjemmeside som denne bare så god, for vi kan tage vores problemer op i et skønt forum, hvor man tit kan få gode råd, og se sig selv lidt udefra ogfå sat sine tanker igang:0)

De kærligste hilsner fra mig
Christina
17+2

Valle81 skriver:

Tak, ja det er spændende:0) Og vi glæder os, og det gør hun også:0)

Men nu må vi se hvordan hun reagerer, det kan jo gå begge veje´:0)

Det lyder som en god plan, og husk at slippe din dårlige samvittighed, vi er kun mennsker af kød og blod, og vi er jo ikke født med den perfekte brugsanvisning for resten af vores liv:0) Vi gør os jo en masser erfaringer og lærer hele tiden, og du er jo helt nybagt mor til nr. to:0)

Derfor er sådan en hjemmeside som denne bare så god, for vi kan tage vores problemer op i et skønt forum, hvor man tit kan få gode råd, og se sig selv lidt udefra ogfå sat sine tanker igang:0)

De kærligste hilsner fra mig
Christina
17+2

TAK!!!!!

Åh, stakkels lille pige....det må være hårdt for hende.
Du bliver nød til at rumme hendes følelser og ikke ekskludere hende og da slet ikke låse hende inde!
Giv hende nogle goder ved at være den store så ikke bare det er det trælse med at "du er da stor nok, det kan du når du er stor, du er jo ikke en baby osv osv" alt det man let får sagt.
Lav en time hver aften hvor babybror ikke er der, lav noget, sid sammen, gå en tur, bare vær sammen og snak med hende...evt fortæl hende om da du fik en lillesøster eller bror, hvis du har fået det selvfølgelig så kan du måske hjælpe med at sætte ord på hendes følelser...fortæl hende og VIS hende at ALLE følelser er ok, men at visse handlinger nok ikke er så heldige.
Og huske så hun stadig er et lille barn...
Min store søn var 5 år da han blev storebror og jeg ville ønske han havde reageret, så jeg kunne have handlet og kommet ind til ham.
Det der skete var at jeppe efter måneder en dag sad på trappen og kikkede på jeg skiftede Bertram og så sagde han det jeg aldrig glemmer: "Mor, det er som om du ikke elsker mig mere og kun vil have Bertram!!!!!" Jeg blev så kd og alt det havde han bare stiltiende gået med uden reaktion....
Nå, men held og lykke tl jer...
Knus Eva..

Eva skriver:

Åh, stakkels lille pige....det må være hårdt for hende.
Du bliver nød til at rumme hendes følelser og ikke ekskludere hende og da slet ikke låse hende inde!
Giv hende nogle goder ved at være den store så ikke bare det er det trælse med at "du er da stor nok, det kan du når du er stor, du er jo ikke en baby osv osv" alt det man let får sagt.
Lav en time hver aften hvor babybror ikke er der, lav noget, sid sammen, gå en tur, bare vær sammen og snak med hende...evt fortæl hende om da du fik en lillesøster eller bror, hvis du har fået det selvfølgelig så kan du måske hjælpe med at sætte ord på hendes følelser...fortæl hende og VIS hende at ALLE følelser er ok, men at visse handlinger nok ikke er så heldige.
Og huske så hun stadig er et lille barn...
Min store søn var 5 år da han blev storebror og jeg ville ønske han havde reageret, så jeg kunne have handlet og kommet ind til ham.
Det der skete var at jeppe efter måneder en dag sad på trappen og kikkede på jeg skiftede Bertram og så sagde han det jeg aldrig glemmer: "Mor, det er som om du ikke elsker mig mere og kun vil have Bertram!!!!!" Jeg blev så kd og alt det havde han bare stiltiende gået med uden reaktion....
Nå, men held og lykke tl jer...
Knus Eva..

Åhhh altså, ved det godt. Det er bare så svært når man står i situationen med skrig og skrål. Har aldrig været særlig pædagogisk så jeg skal virkelig tage mig sammen for at det ikke ender i diskution. Men ja du har fuldstændig ret. Og fra i dag begynder vi med alene tid. Farmand må tage lillebror (det ved han godt nok ikke endnu)
Syntes jo ellers vi har været gode til at lytte til hende og snakke, lege og tumle med hende når lillebror har sovet eller bare leget lidt for sig selv. Men han er der jo stadig og jeg vil jo altid reagere når han kræver mig.
Har før hørt når den ældste af en børneflok siger det der med at mor/far elsker lillebror/søster mest. Hvor må det dog være forfærdeligt.

Pyha ja det er må være svært.. sender en masse tanker herfra... tror det kommer an på hvor følsomt barnet er, hvor meget opmærksomhed det har fået tidligere.. mm.

Min fætter og hans kone har det samme problem. Dog er aldersforskellen meget mindre.. 3 år. Hun er helt umulig og slår og skubber til ham. Men hun er har også været monster forkælet virkeligt meget.. hun har nok 5 gange så meget legetøj som vores datter osv osv. Nicklas tog det faktisk også lidt svært.. han havde været alene i 7 år!

Dog havde han også andre ting som gjorder han havde det svært. Men han sagde til hans farmor at han ville ønske han var født på samme tid som Nadia. Og vi havde også nogle ture med ham. han tilbeder hans lillesøster om omvendt. Så det er heldigvis slet ikke sådan mere. Men det tog da ca. 1-2 års tid (der var også flytning osv indblandet, der gjorder han havde det svært) 

Men nu går det super godt ud over normale drillerier

Kram og tanker herfra