Kvinde med Borderline 32 år og vejer for meget.

Anonymor skriver:

Distel et al (2008) finder i deres studie (heritability of borderline personality disorder features is similar across three countries) at noget med omkring 42% af variansen i BPD kan forklares af genetik. Så det er absolut en relevant faktor. 58% kan forklares af miljø.

Jeg har svært ved at tro på de tal. Hvis det var så relevant så er jeg lidt uforstående overfor at jeg ikke hørte noget om at kunne give det videre til min søn da jeg var gravid for halvandet år siden. Jeg fik nærmere det helt modsatte at vide fra min psykiater, at jeg selv bestemte det miljø min søn skulle vokse op i, og derfor var med til at sikre at han ikke ville få samme skæbne som mig. 

Mrsopsand skriver:

Jeg har svært ved at tro på de tal. Hvis det var så relevant så er jeg lidt uforstående overfor at jeg ikke hørte noget om at kunne give det videre til min søn da jeg var gravid for halvandet år siden. Jeg fik nærmere det helt modsatte at vide fra min psykiater, at jeg selv bestemte det miljø min søn skulle vokse op i, og derfor var med til at sikre at han ikke ville få samme skæbne som mig. 

Som psykolog synes jeg det er ret bekymrende, at en psykiater har udtalt sig sådan. Hvordan tallene præcist fordeler sig vil der nok være varierende fund omkring, men at påstå at genetik er fuldstændig irrelevant er altså ikke funderet i nogen som helst form for valid videnskab! 

Det er jo et komplekst samspil mellem genetik og miljø, og det betyder jo, at barnet kan nedarve nogle sårbarhed, som kan trigges i mødet med forskellige miljømæssige faktorer, men det er forkert at sige, at man selv bestemmer barnets miljø og dermed kan sikre det mod et bestemt outcome. 

Ja, vi kan skabe nogle optimale rammer. Men vi er ikke herre over medfødte sårbarheder - børn fødes ikke som blanke tavler, som vi kan forme, som vi vil. Og vi kan ikke styre alle miljøer om barnet- barnet indgår i så mange forskellige, ofte uforudsigelige, miljøer. 

Det vi _kan_ gøre er at sikre vores børn en tryg og sikker base, kærlighed og nærhed og skabe så gode rammer som muligt, for så mindskes risikoen for at en eventuel medfødt sårbarhed udvikler sig i en negativ retning.

Man skal også huske, at det, at der er en arvelighed ikke betyder, at borderline VIL nedarves i alle tilfælde. Studiet her (og de samme med andre lignende studier) viser blot, at hos dem der _har_ lidelsen kan en procentdel forklares ud fra genetik.

Dermed sagt er det ikke sikkert, at et barn vil udvikle en personlighedsforstyrrelse fordi mor eller far har en. Så simpel er genetik jo ikke.. 

Men man bør da helt sikkert gøre hvad man kan for at sikre de mest optimale miljømæssige rammer om barnet uanset om der er en mulig sårbarhed eller ej. Men det er direkte forkert at sige, at man sikre et bestemt outcome for barnets fremtid vil at kontrollere dets miljø. Så simpelt er livet og vi mennesker ikke

Som psykolog synes jeg det er ret bekymrende, at en psykiater har udtalt sig sådan. Hvordan tallene præcist fordeler sig vil der nok være varierende fund omkring, men at påstå at genetik er fuldstændig irrelevant er altså ikke funderet i nogen som helst form for valid videnskab! 

Det er jo et komplekst samspil mellem genetik og miljø, og det betyder jo, at barnet kan nedarve nogle sårbarhed, som kan trigges i mødet med forskellige miljømæssige faktorer, men det er forkert at sige, at man selv bestemmer barnets miljø og dermed kan sikre det mod et bestemt outcome. 

Ja, vi kan skabe nogle optimale rammer. Men vi er ikke herre over medfødte sårbarheder - børn fødes ikke som blanke tavler, som vi kan forme, som vi vil. Og vi kan ikke styre alle miljøer om barnet- barnet indgår i så mange forskellige, ofte uforudsigelige, miljøer. 

Det vi _kan_ gøre er at sikre vores børn en tryg og sikker base, kærlighed og nærhed og skabe så gode rammer som muligt, for så mindskes risikoen for at en eventuel medfødt sårbarhed udvikler sig i en negativ retning.

Man skal også huske, at det, at der er en arvelighed ikke betyder, at borderline VIL nedarves i alle tilfælde. Studiet her (og de samme med andre lignende studier) viser blot, at hos dem der _har_ lidelsen kan en procentdel forklares ud fra genetik.

Dermed sagt er det ikke sikkert, at et barn vil udvikle en personlighedsforstyrrelse fordi mor eller far har en. Så simpel er genetik jo ikke.. 

Men man bør da helt sikkert gøre hvad man kan for at sikre de mest optimale miljømæssige rammer om barnet uanset om der er en mulig sårbarhed eller ej. Men det er direkte forkert at sige, at man sikre et bestemt outcome for barnets fremtid vil at kontrollere dets miljø. Så simpelt er livet og vi mennesker ikke

Så formulerer jeg mig forkert. Hans udtalelse kom i forhold til at jeg spurgte "kan jeg give denne sygdom videre til mit barn?" Hvortil svaret lød, at min borderline og de andre personlighedsforstyrrelser jeg har, ikke kommer fra nogen i min familie (da jeg er den eneste i hele familien med psykiske lidelser), men er opstået som følge af seksuelt misbrug igennem hele min barndom (som ifølge undersøgelser en anden linkede til her i tråden, er den hyppigste årsag). Min søn er derfor ikke mere disponeret for det end alle andre. Vi har alle mennesker nogle skrøbeligheder som man er født med, men det er ikke ensbetydende med at vi alle vil opleve ting der vil udløse psykiske lidelser. Jeg er udemærket klar over at han kan komme ud for noget der kan udløse nogle ting, men jeg kan gøre mit til at sikre mig at det miljø han vokser op i, ikke er årsagen til det og det er også det min psykiater har ment. 

Jeg synes det går hen og bliver svært for mig at tro på at du sidder med de tal du remser op når jeg både har været igennem spørgsmålene med min meget anerkendte og dygtige psykiater, læger(både min egen og andre på sygehuset) og også kurset min mand og jeg var på i forbindelse med at jeg havde fået stillet mine diagnoser hvor denne "bekymrende" statistisk slet ikke er nævnt for det ville da om noget være relevant at nævne her. 

Mrsopsand skriver:

Så formulerer jeg mig forkert. Hans udtalelse kom i forhold til at jeg spurgte "kan jeg give denne sygdom videre til mit barn?" Hvortil svaret lød, at min borderline og de andre personlighedsforstyrrelser jeg har, ikke kommer fra nogen i min familie (da jeg er den eneste i hele familien med psykiske lidelser), men er opstået som følge af seksuelt misbrug igennem hele min barndom (som ifølge undersøgelser en anden linkede til her i tråden, er den hyppigste årsag). Min søn er derfor ikke mere disponeret for det end alle andre. Vi har alle mennesker nogle skrøbeligheder som man er født med, men det er ikke ensbetydende med at vi alle vil opleve ting der vil udløse psykiske lidelser. Jeg er udemærket klar over at han kan komme ud for noget der kan udløse nogle ting, men jeg kan gøre mit til at sikre mig at det miljø han vokser op i, ikke er årsagen til det og det er også det min psykiater har ment. 

Jeg synes det går hen og bliver svært for mig at tro på at du sidder med de tal du remser op når jeg både har været igennem spørgsmålene med min meget anerkendte og dygtige psykiater, læger(både min egen og andre på sygehuset) og også kurset min mand og jeg var på i forbindelse med at jeg havde fået stillet mine diagnoser hvor denne "bekymrende" statistisk slet ikke er nævnt for det ville da om noget være relevant at nævne her. 

Nu gik debatten ikke på din  specifikke sag, men om der er genetiske komponenter i lidelsen, hvilket der kan være. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at du forsøger at få det til at lyde som om, at jeg sidder og slynger opdigtede tal ud. Selv den dygtigste psykolog eller psykiater kan ikke have kendskab til al forskning. Og det du skriver her, lugter for mig meget af den desværre fremherskende misforståelse for, at der ikke er videnskab i psykologi. Jeg skrev bevidst titlen og forfatterne på studiet for at man selv kunne fremsøge artiklen - det er du meget velkommen til

Jeg hverken kan eller vil udtale mig om din specifikke sag. Jeg kommenterer på, at der var flere her i tråden der nægtede at tro, at der kan være en genetisk faktor i BPD. Og så kommenterede jeg som jeg gjorde på dit indlæg, fordi du formulerede det som du gjorde - nu har du så uddybet

Når det så er sagt, kan din psykiater ikke udtale sig med absolut sikkerhed omkring, om din BPD udelukkende skyldes hændelser, om du har haft en eller anden sårbarhed i dig på forhånd eller andet. 

Jeg prøver ikke at pille dig ned - der er ingen tvivl om, at du har oplevet nok har været med til at udløse lidelsen, som jeg i øvrigt er ked af at høre, at du har. Jeg synes det er dejligt, at du ser optimistisk på tingene, og du lyder til at håndtere situationen som forældre godt med et fokus på at optimere fremtiden for dit barn. Det kan man ikke sige noget dårligt om! 

Mit input skal ses som en nuancering til den klassiske nature vs nuture-debat. Det er nemlig næsten altid et komplekst samspil mellem de to, snarere end at man kan reducere noget til enten det ene eller det andet.

det lyder til, at du tager mig indlæg lidt nært og tror, at jeg prøver at sige, at dit barn også får BPD. Det siger jeg ikke. Jeg siger blot, at  generelt set er udviklingen af BPD et komplekst samspil mellem gener og faktorer. Og det du gør for at sikre et trygt miljø for ham er - uanset hvad - den helt rigtige vej at gå!

Gunderso (2009): Borderline personality disorder: ontogeny of a diagnosis
"Results: Borderline personality disorder has moved from being a psychoanalytic colloquialism for untreatable neurotics to becoming a valid diagnosis with significant heritability and with specific and effective psychotherapeutic treatments. "

Little (2014): Borderline personality disorder: neuroscience and responsibility
"Biological advances, including a larger than expected heritability, raise questions as to whether the person with borderline personality disorder can reasonably be held responsible for, or realistically change, their behavior."

Distel et al. (2009): The five-factor model of personality and borderline personality disorder: A genetic analysis of comorbidity.
Et studie der viser, at visse personlighedstræk (neuroticisme og lav 'agreeeableness') hænger sammen med udviklingen af BPD, personlighedstræk er for en stor del arvelige.

New & Stanley (2010): An opioid deficit in borderline personality disorder: Self-cutting, substance abuse, and social dysfunction 

Studie der diskuterer neurobiologiske fund af, at der er en sammenhæng mellem opioid-deficitter og BPD, hvoraf disse deficitter kan være arvelige.

____________________

Jeg prøver ikke at være en asshole, og det er jo i virkeligheden off topic, jeg vil simpelthen bare ikke have skudt i skoene, at jeg bare sidder og finder på. Der er mange, mange, mange flere forskningsartikler og studier end dem nævnt ovenfor, jeg vil anbefale, at man prøver at søge lidt på psychinfo, hvis man er nysgerrig. I kan ikke tilgå artiklerne, hvis i ikke er tildelt adgang, men man kan typisk få lov at læse et abstract, som opsummerer studiets fund og konklusioner. Så det vil jeg anbefale, hvis man er forvirret eller nysgerrig omkring arvelighed i BPD.

Pointen jeg egentlig prøvede at lave med alt det her er, at det ALTID er en god idé at være opmærksom på, hvis man er psykisk sårbar, at der er en hvis grad af arvelighed. Grunden til det er så vigtigt at være opmærksom på er, at det selvfølgelig betyder, at det er ekstra vigtigt at overveje, om man selv er psykisk robust og klar nok til at skabe de rette betingelser for sit barn, som måske også kan være sårbart.

Ingen tvivl om, at man kan være en fantastisk mor, hvis man er behandlet og velreguleret i sin BPD - Men man kan ikke være forberedt på, hvordan man reagerer, når man er søvnløs, brugt og ikke har tid til at pleje sine egne behov. Så der er nogle ting, man bør overveje, ligesom vi alle har ting vi skal overveje, når vi tænker på at få børn. Det er egentlig første skridt, tænker jeg: At man er moden nok til at overveje, om man er moden og stærk nok til at løfte opgaven. Selvfølgelig kan man ikke forberede sig 100%, men man kan gøre sig nogle vigtige overvejelser.

Jullesnulle skriver:

Ikke for at gøre det endnu mere uoverskueligt. Men borderline - er det ikke arveligt..? Det er måske også et aspekt du skal overveje. 

Det er det ikke. Men oftest skyldes det en ustabil barndom, som en med borderline desværre er lidt bedre til at give.

Anonymor skriver:

Nu gik debatten ikke på din  specifikke sag, men om der er genetiske komponenter i lidelsen, hvilket der kan være. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at du forsøger at få det til at lyde som om, at jeg sidder og slynger opdigtede tal ud. Selv den dygtigste psykolog eller psykiater kan ikke have kendskab til al forskning. Og det du skriver her, lugter for mig meget af den desværre fremherskende misforståelse for, at der ikke er videnskab i psykologi. Jeg skrev bevidst titlen og forfatterne på studiet for at man selv kunne fremsøge artiklen - det er du meget velkommen til

Jeg hverken kan eller vil udtale mig om din specifikke sag. Jeg kommenterer på, at der var flere her i tråden der nægtede at tro, at der kan være en genetisk faktor i BPD. Og så kommenterede jeg som jeg gjorde på dit indlæg, fordi du formulerede det som du gjorde - nu har du så uddybet

Når det så er sagt, kan din psykiater ikke udtale sig med absolut sikkerhed omkring, om din BPD udelukkende skyldes hændelser, om du har haft en eller anden sårbarhed i dig på forhånd eller andet. 

Jeg prøver ikke at pille dig ned - der er ingen tvivl om, at du har oplevet nok har været med til at udløse lidelsen, som jeg i øvrigt er ked af at høre, at du har. Jeg synes det er dejligt, at du ser optimistisk på tingene, og du lyder til at håndtere situationen som forældre godt med et fokus på at optimere fremtiden for dit barn. Det kan man ikke sige noget dårligt om! 

Mit input skal ses som en nuancering til den klassiske nature vs nuture-debat. Det er nemlig næsten altid et komplekst samspil mellem de to, snarere end at man kan reducere noget til enten det ene eller det andet.

det lyder til, at du tager mig indlæg lidt nært og tror, at jeg prøver at sige, at dit barn også får BPD. Det siger jeg ikke. Jeg siger blot, at  generelt set er udviklingen af BPD et komplekst samspil mellem gener og faktorer. Og det du gør for at sikre et trygt miljø for ham er - uanset hvad - den helt rigtige vej at gå!

Jeg ved godt du ikke kan kommentere på min konkrete situation, nu nævnte jeg det mere fordi jeg på intet tidspunkt er blevet gjort bekendt med de undersøgelser du henviste til selvom de har været meget relevante for os når jeg nu netop har spurgt efter det alle steder, og jeg så ikke en kildehenvisning, men den kom så her, så nu vil jeg kigge på det og læse mere om det, så tak for det.

Jeg vil også lige sige, at du misforstår mig, jeg har stor respekt for psykologi, jeg har selv været igennem en del psykologer i min psykiatriske behandling og det har hjulpet mig helt utroligt da jeg endelig fandt den rigtige behandler. Min psykiater har bare hjulpet mig allermest og derfor tog jeg det lidt nært at du skrev negativt om hans udtalelser, netop fordi jeg ved at han har en helt enorm stor viden om psykiatri og selv har henvist mig til forskning og undersøgelser som har relevans for mig. 

Men derudover tager jeg ikke dit indlæg personligt.  Jeg hviler meget i mig selv i dag og er sikker på at jeg kan give min søn de bedste vilkår for at vokse op i en tryg, stabil og rolig hverdag, og vi har taget snakken og lagt en plan om hvordan vi undgår han bliver påvirket af det hvis min sygdom gør mig ustabil igen, så her går jeg ikke op i hvad folk tænker om mig. 

Men med udgangspunkt i min egen situation føler jeg bare stærkt for at det eneste man som borderline patient skal bekymre sig om, er om man kan være stabil nok til at kunne sætte sit barn over sine sygdoms symptomer altid og ikke om man giver sine skrøbeligheder videre til sit barn eller ej, for dem kommer vi alle til verden med. 

Mrsopsand skriver:

Til trådstarter: 

Jeg har selv 4 forskellige personlighedsforstyrrelser, heriblandt borderline. Udover dette har jeg også panikangst og periodevis depression (jep, det er en diagnose )

Jeg blev gravid efter en meget stabil periode på ca 4 år. Jeg havde støtte fra hele familien og en kæmpe støtte i min mand. Alligevel lavede min jordemoder en underretning til kommunen som satte en socialrådgiver på sagen. Jeg fik også et besøg af sp før fødslen. Alt dette var jeg utrolig vred over. Jeg følte at de ikke kiggede på mig som enkeltperson, men kun tog udgangspunkt i diagnoserne.

Jeg fik en virkelig god snak med socialrådgiveren der kom ud, hvor hun forklarede, at mange kvinder med psykiske lidelser oplevede et opsving i forbindelse med graviditeten hvor de simpelthen følte de kunne klare det hele. Hormonerne i kroppen er med til at holde en på en virkelig stabil kurs. Den første tid efter fødslen oplever næsten lige så mange desværre at alt dette forsvinder. Og jeg sad der og tænkte "ja ja, blah blah, det sker hvert fald ikke for mig." Der blev lavet en aftale om at jeg skulle følges tæt af sp, med ca 2 ugentlige besøg, og så herefter kunne vi trappe det ned hvis jeg og sp var tryg ved det. 

Vi gjorde det, at vi ansatte en rengøringskone der startede kort før fødslen. Hun skulle komme 2 gange om ugen og ordne vasketøj og gøre rent så jeg kunne koncentrere mig 100% om mig selv og baby. Det var virkelig godt givet ud! Vores kommune havde også andre tilbud om hjælp på dette område, det ved socialrådgiveren meget mere om.

Efter fødslen oplevede jeg 3 virkelig svære uger Du får slet ikke den søvn du er vant til, og så stiger stresshormonerne altså, især for en i forvejen sårbar mor. Det gjorde virkelig noget ved min angst og jeg var ved læge flere gange fordi jeg var sikker på jeg skulle dø. Jeg følte ikke jeg kunne kende min krop og det fik virkelig min angst op at ringe. Jeg var til samtaler hos min psykiater som også havde fulgt mig tæt i graviditeten (fordi jeg er på medicin) og han forsikrede mig om at alt hvad jeg oplevede var helt normalt. De første uger efter fødslen er VIRKELIG svære for de fleste kvinder, og vi er altså mere udsatte som psykisk syge hvad enten vi vil det eller ej. Det hjalp mig virkelig meget at sp kom så ofte i starten, hun gav mig ro i al min usikkerhed om jeg nu gjorde det godt som mor, og hun støttede mig igennem min angst også. Efter de første tre uger forsvandt min angst igen og jeg blev mig selv igen følte jeg. Da min søn blev tre måneder, var socialrådgiveren på besøg igen, og vi blev her enige om at den ekstra støtte ikke længere var nødvendigt fordi vi klarede det så fint selv. 

Nåh, men for at runde den af, så tag imod al den hjælp du kan få. Det er aldrig sjovt at sidde der i starten og føle at man mister lidt af kontrollen fordi der kommer nogle ind over, men i sidste ende er det virkelig udelukkende for at hjælpe og man kan aldrig på forhånd sige "det får jeg ikke brug for". 

 

Håber det er okay jeg spørger

Hvor længe havde din mand barsel? Er der mulighed for ekstra barsel til faderen, når moderen har behov for ekstra støtte?

loop skriver:

Håber det er okay jeg spørger

Hvor længe havde din mand barsel? Er der mulighed for ekstra barsel til faderen, når moderen har behov for ekstra støtte?

Jeg er jo førtidspensionist så vores situation var lidt speciel. Fordi jeg ikke selv kan tage barsel har min mand ret til det hele. Han tog en måned til at starte med og har indimellem taget 14 dage når det har været nødvendigt. Men de samme regler gælder jo hvis man er på SU, så kan partneren som ikke er på SU tage hele barslen. 

Men ud over det tror jeg ikke faderen kan få betalt mere barsel end normalt. 

Jeg forstår udemærket dine bekymringer, det er naturligt for et menneske med empati.

Jeg har selv diagnosen borderline, da vi besluttede os om at få børn i sin tid havde vi præcis de samme bekymringer, ville jeg være en god mor? vil jeg være istand til at tage vare på børnene, familien og mig selv?

Det der gjorde udslaget for mig og som hjalp utrolig meget var at komme i professionel psykoterapi i København, startede en rum tid inden jeg blev gravid og fik rigtig meget hjælp til hvordan jeg kunne arbejde med min personligheds forstyrrelse, det har hjulpet mig utrolig meget i min hverdag, ved ikke om du pt er i terapi, men det er bestemt værd at prøve!

Alt held og lykke fremadrettet