Kvinde med Borderline 32 år og vejer for meget.

Hej Allesammen.

Jeg håber i kan komme med nogle gode råd.

Der er en lidt blandet landhandel.

Jeg er en kvinde på 32 jeg har borderline nogen vil sige i mild form.

Så vejer jeg for meget, men min mand vil meget gerne have børn, vi har opsøgt information i forhold til støtte i forhold til min diagnose. 

Da vi vil sikre vores børn bedst muligt og give dem bedst mulige opvækst. 

Jeg har været stabil i nogle år efterhånden.

Men er der andre herinde som har en diagnose som har fået børn, hvad har i gjort få at sikre jeres børn og jer selv hvad har gjort jer klar til at få børn.

For som nok alle kender det, er jeg bange for ikke at slå til og være en dårlig mor. 

Samtidigt skal jeg nok af noget medicin som kan give mig udfordringer. hvordan har i håndteret det. 

Samtigit skal jeg tabe tyve - tredive kilo nogle råd til at holde motivation for at tabe sig. 

Den flyvende vibe skriver:

Hej Allesammen.

Jeg håber i kan komme med nogle gode råd.

Der er en lidt blandet landhandel.

Jeg er en kvinde på 32 jeg har borderline nogen vil sige i mild form.

Så vejer jeg for meget, men min mand vil meget gerne have børn, vi har opsøgt information i forhold til støtte i forhold til min diagnose. 

Da vi vil sikre vores børn bedst muligt og give dem bedst mulige opvækst. 

Jeg har været stabil i nogle år efterhånden.

Men er der andre herinde som har en diagnose som har fået børn, hvad har i gjort få at sikre jeres børn og jer selv hvad har gjort jer klar til at få børn.

For som nok alle kender det, er jeg bange for ikke at slå til og være en dårlig mor. 

Samtidigt skal jeg nok af noget medicin som kan give mig udfordringer. hvordan har i håndteret det. 

Samtigit skal jeg tabe tyve - tredive kilo nogle råd til at holde motivation for at tabe sig. 

 

 

 

 

Jeg har selv borderline og har 3 børn, jeg er førtidspensionist ellers ville jeg ikke ha det overskud det kræver at ha børn, jeg bliver rigtig hurtigt stresset. Dengang jeg havde arbejde sov jeg fra jeg kom hjem til næste morgen. Jeg har selv bedt kommunen om hjælp ved den første da jeg var meget usikker og de har efterfølgende været på besøg nogle gange efter hver fødsel og de mener at jeg er en fantastisk mor. Jeg får så ikke medicin, fik det faktisk meget bedre efter jeg stoppede med medicinen. Er forresten 31. Du er velkommen til at skrive privat hvis du har spørgsmål.

Ikke for at gøre det endnu mere uoverskueligt. Men borderline - er det ikke arveligt..? Det er måske også et aspekt du skal overveje. 

Jullesnulle skriver:

Ikke for at gøre det endnu mere uoverskueligt. Men borderline - er det ikke arveligt..? Det er måske også et aspekt du skal overveje. 

Arg det synes jeg er tarveligt skrevet, der er mange fysiske sygdomme som også er arvelige, og hvis man skulle lade være med at få børn fordi en sygdom er arvelig så ku ingen af os jo få børn. 

Jullesnulle skriver:

Ikke for at gøre det endnu mere uoverskueligt. Men borderline - er det ikke arveligt..? Det er måske også et aspekt du skal overveje. 

Borderline er ikke arveligt! 

En utryg, ustabil barndom uden tilstrækkelig omsorg i de første leveår kan være årsag til at personligheds forstyrrelser udvikles.

Vi kommer alle til verden med nogle sårbarheder. Folk der udvikler en personlighedsforstyrrelse, gør det oftest pga de levevilkår de har i de første år, og her kan man jo som mor med en personlighedsforstyrrelse ha virkelig gode muligheder for netop ikke at give sit barn en usikker barndom hvis man får den rette hjælp og støtte, netop fordi man jo for alt i verden ikke ønsker ens barn skal gennemgå det samme som en selv. 

MorTil3+ skriver:

Arg det synes jeg er tarveligt skrevet, der er mange fysiske sygdomme som også er arvelige, og hvis man skulle lade være med at få børn fordi en sygdom er arvelig så ku ingen af os jo få børn. 

Det er da pænt skrevet og et relevant input  

Jeg ville da overveje mine børns fremtid om jeg havde en fysisk eller psykisk sygdom. Det er da også derfor man idag tilbyder ægsortering ved nogle arvelige sygdomme. 

Selvfølgelig kan vi alle give dårlige gener videre men hvis jeg vidste mine børn havde stor risiko for at arve en sygdom psykisk som fysisk ville det da være en del af mine overvejelser. 

Til trådstarter: 

Jeg har selv 4 forskellige personlighedsforstyrrelser, heriblandt borderline. Udover dette har jeg også panikangst og periodevis depression (jep, det er en diagnose )

Jeg blev gravid efter en meget stabil periode på ca 4 år. Jeg havde støtte fra hele familien og en kæmpe støtte i min mand. Alligevel lavede min jordemoder en underretning til kommunen som satte en socialrådgiver på sagen. Jeg fik også et besøg af sp før fødslen. Alt dette var jeg utrolig vred over. Jeg følte at de ikke kiggede på mig som enkeltperson, men kun tog udgangspunkt i diagnoserne.

Jeg fik en virkelig god snak med socialrådgiveren der kom ud, hvor hun forklarede, at mange kvinder med psykiske lidelser oplevede et opsving i forbindelse med graviditeten hvor de simpelthen følte de kunne klare det hele. Hormonerne i kroppen er med til at holde en på en virkelig stabil kurs. Den første tid efter fødslen oplever næsten lige så mange desværre at alt dette forsvinder. Og jeg sad der og tænkte "ja ja, blah blah, det sker hvert fald ikke for mig." Der blev lavet en aftale om at jeg skulle følges tæt af sp, med ca 2 ugentlige besøg, og så herefter kunne vi trappe det ned hvis jeg og sp var tryg ved det. 

Vi gjorde det, at vi ansatte en rengøringskone der startede kort før fødslen. Hun skulle komme 2 gange om ugen og ordne vasketøj og gøre rent så jeg kunne koncentrere mig 100% om mig selv og baby. Det var virkelig godt givet ud! Vores kommune havde også andre tilbud om hjælp på dette område, det ved socialrådgiveren meget mere om.

Efter fødslen oplevede jeg 3 virkelig svære uger Du får slet ikke den søvn du er vant til, og så stiger stresshormonerne altså, især for en i forvejen sårbar mor. Det gjorde virkelig noget ved min angst og jeg var ved læge flere gange fordi jeg var sikker på jeg skulle dø. Jeg følte ikke jeg kunne kende min krop og det fik virkelig min angst op at ringe. Jeg var til samtaler hos min psykiater som også havde fulgt mig tæt i graviditeten (fordi jeg er på medicin) og han forsikrede mig om at alt hvad jeg oplevede var helt normalt. De første uger efter fødslen er VIRKELIG svære for de fleste kvinder, og vi er altså mere udsatte som psykisk syge hvad enten vi vil det eller ej. Det hjalp mig virkelig meget at sp kom så ofte i starten, hun gav mig ro i al min usikkerhed om jeg nu gjorde det godt som mor, og hun støttede mig igennem min angst også. Efter de første tre uger forsvandt min angst igen og jeg blev mig selv igen følte jeg. Da min søn blev tre måneder, var socialrådgiveren på besøg igen, og vi blev her enige om at den ekstra støtte ikke længere var nødvendigt fordi vi klarede det så fint selv. 

Nåh, men for at runde den af, så tag imod al den hjælp du kan få. Det er aldrig sjovt at sidde der i starten og føle at man mister lidt af kontrollen fordi der kommer nogle ind over, men i sidste ende er det virkelig udelukkende for at hjælpe og man kan aldrig på forhånd sige "det får jeg ikke brug for". 

Mariehøne123 skriver:

Det er da pænt skrevet og et relevant input  

Jeg ville da overveje mine børns fremtid om jeg havde en fysisk eller psykisk sygdom. Det er da også derfor man idag tilbyder ægsortering ved nogle arvelige sygdomme. 

Selvfølgelig kan vi alle give dårlige gener videre men hvis jeg vidste mine børn havde stor risiko for at arve en sygdom psykisk som fysisk ville det da være en del af mine overvejelser. 

Jeg tror bare jeg ville passe på med at give gode råd hvis jeg ikke var helt sikker på hvad jeg snakkede om. 

Mrsopsand skriver:

Jeg tror bare jeg ville passe på med at give gode råd hvis jeg ikke var helt sikker på hvad jeg snakkede om. 

Jeg ville nødig ødelægge tråden men jeg synes bare hun kommer med et relevant spørgsmål og en hurtig googling viser desuden at borderline kan være arvelig. 

http://www.psykiatrifonden.dk/viden/diagnoser/personlighedsforstyrrelser/borderline/borderline.aspx

Jeg ved ikke meget om psykiske sygdomme så der vil jeg bare sige at det er super godt du er opmærksom på eventuelle udfordringer. 

Mange vægttab så søg hjælp. 20-30 kg er meget og overvægt kan være umuligt at bekæmpe uden kvalificeret hjælp. Måske en diætist eller evt psykolog hvis overvægten bunder dybere. Og sørg for at få omverdenen til at bakke op. Det betyder alt at din mand støtter og hjælper dig. Har du tv2play så se en kur der dur der er gode input og inspiration. 

Hwld og lykke