Retten til samvær??

Kære alle mødre og gerne fædrene også. 

Min kæreste og jeg er desværre gået fra hinanden. Sammen har vi to små guldklumper. Den store er lige fyldt 3 år og lillebror er 5 måneder. 

Faren har desværre ikke været her meget og prioritet arbejde og fritid meget højt. Det har aldrig generet mig. Tværtimod har jeg beundret hans vilje for, at arbejde og kæmpe for hvor langt han er nået i dag. Det er så sejt! 

Jeg har derimod været her for vores børn døgnet rundt og jeg elsker livet som mor. 

Det har fungeret fint, indtil nu. Og nu fungere vi bare ikke som par længere, men vi skilles som rigtig gode venner. 

Vi er begge enige i, at han skal bruge mere tid sammen med børnene så de kan knytte bånd. 

Foreløbig lyder aftalen, at han er her to gange om ugen. En formiddag alene med lillemand og en eftermiddag med begge børn. Fra 1/1 får han storesøster med hjem hver anden weekend. 

I går ville vi underskrive en samværs/kontrakt/aftale.

Da vi nåede til feriesamvær gik den så gal. Hans forældre har købt en rejse sydpå i 3 uger hvor ham og børnene er inviteret med. Jeg mener personligt ikke, at hverken den ene eller anden kan undvære mig og sine trygge faste rammer i 3 uger? 

Er jeg helt urimelig? Hvor længe varighed er jeres på samme alder på samvær ad gangen? Er det nået jeg skal sige vi tager når vi kommer over på den anden, og samværet forhåbentlig knytter de bånd som mangler. 

Takker på forhånd for kommende input. Er helt på bar bund i det her. 

Anonym skriver:

Kære alle mødre og gerne fædrene også. 

Min kæreste og jeg er desværre gået fra hinanden. Sammen har vi to små guldklumper. Den store er lige fyldt 3 år og lillebror er 5 måneder. 

Faren har desværre ikke været her meget og prioritet arbejde og fritid meget højt. Det har aldrig generet mig. Tværtimod har jeg beundret hans vilje for, at arbejde og kæmpe for hvor langt han er nået i dag. Det er så sejt! 

Jeg har derimod været her for vores børn døgnet rundt og jeg elsker livet som mor. 

Det har fungeret fint, indtil nu. Og nu fungere vi bare ikke som par længere, men vi skilles som rigtig gode venner. 

Vi er begge enige i, at han skal bruge mere tid sammen med børnene så de kan knytte bånd. 

Foreløbig lyder aftalen, at han er her to gange om ugen. En formiddag alene med lillemand og en eftermiddag med begge børn. Fra 1/1 får han storesøster med hjem hver anden weekend. 

I går ville vi underskrive en samværs/kontrakt/aftale.

Da vi nåede til feriesamvær gik den så gal. Hans forældre har købt en rejse sydpå i 3 uger hvor ham og børnene er inviteret med. Jeg mener personligt ikke, at hverken den ene eller anden kan undvære mig og sine trygge faste rammer i 3 uger? 

Er jeg helt urimelig? Hvor længe varighed er jeres på samme alder på samvær ad gangen? Er det nået jeg skal sige vi tager når vi kommer over på den anden, og samværet forhåbentlig knytter de bånd som mangler. 

Takker på forhånd for kommende input. Er helt på bar bund i det her. 

Jeg synes også 3 uger er meget lang tid når de stadig er så små. 

Jeg tror ikke den store tager skade af det som sådan, men ville nok prøver at indgå et kompromis på 1-2 uge i stedet. Den lille ville jeg nok enten lade blive hos dig eller sige en uge maks. 

Jeg ville nok vælge at den store kunne komme med på ferien, men at den lille blev hjemme. Tre uger er godt nok også lang tid, selvom det er sammen med far. Hvis det på nogen måde kunne forkortes til 14 dage, ville jeg synes det var helt fedt. 

Jeg syntes 3 uger er alt alt for meget !!  

Tænker lidt børnene vil føle det som et stort svigt fra dig at skulle undvære dig så lang tid tror ikke de kan forstå hvor mor er !  har selv et barn på 1år og et par 2 år og 8mdr og jeg ville aldrig gå med til det. 

Den store ville jeg nok kunne sige godt kunne klare den med opkald dagligt eller noget i den stil. Den lille derimod ville jeg aldrig gå med til i så lang tid. 

Kære alle mødre og gerne fædrene også. 

Min kæreste og jeg er desværre gået fra hinanden. Sammen har vi to små guldklumper. Den store er lige fyldt 3 år og lillebror er 5 måneder. 

Faren har desværre ikke været her meget og prioritet arbejde og fritid meget højt. Det har aldrig generet mig. Tværtimod har jeg beundret hans vilje for, at arbejde og kæmpe for hvor langt han er nået i dag. Det er så sejt! 

Jeg har derimod været her for vores børn døgnet rundt og jeg elsker livet som mor. 

Det har fungeret fint, indtil nu. Og nu fungere vi bare ikke som par længere, men vi skilles som rigtig gode venner. 

Vi er begge enige i, at han skal bruge mere tid sammen med børnene så de kan knytte bånd. 

Foreløbig lyder aftalen, at han er her to gange om ugen. En formiddag alene med lillemand og en eftermiddag med begge børn. Fra 1/1 får han storesøster med hjem hver anden weekend. 

I går ville vi underskrive en samværs/kontrakt/aftale.

Da vi nåede til feriesamvær gik den så gal. Hans forældre har købt en rejse sydpå i 3 uger hvor ham og børnene er inviteret med. Jeg mener personligt ikke, at hverken den ene eller anden kan undvære mig og sine trygge faste rammer i 3 uger? 

Er jeg helt urimelig? Hvor længe varighed er jeres på samme alder på samvær ad gangen? Er det nået jeg skal sige vi tager når vi kommer over på den anden, og samværet forhåbentlig knytter de bånd som mangler. 

Takker på forhånd for kommende input. Er helt på bar bund i det her. 

Man siger 1 døgn pr leveår når de er så små.

Kan du ikke tage med evt og de så bare fik dem med på udflugter?

mine ville savne for meget, og savn gør ondt på de små pus.

Det ville jeg ikke synes om når du så tydeligt er den primære forældre. Slet ikke med den lille. 

Jeg er ret sikker på statsamtet er enig med dig, men man skal ikke undervurdere et godt samarbejde. Kunne en løsning være at du tog med på ferie hvis i stadig kan komme godt ud af det sammen?

Den lille er efter min mening i hvert fald for lille,  den store kommer det an på hvordan h*n er og hvor tæt h*n er på sin far vil jeg sige 

Jeg ved ikke hvornår ferien er tiltænkt - men den lille er da alt for lille til at være så længe alene med en far der knapt er knyttet bånd til? 

Herhjemme er vi 50/50 om vores datter og min mand er på vej på lang barsel med hende - men alligevel ville jeg synes at det var virkelig synd for hende at fjerne hende tre uger fra én af os?

Mon ikke godt far og bedsteforældre kan se at det er et lidt egoistisk og urealistisk ønske, der slet ikke handler om barnets behov?