Hvor går grænsen?

Vi havde valgt allerede inden jeg blev gravid at vi ville have begge scanninger for at se om vores barn var som det skulle være. Vi var af den overbevisning at vi ikke havde lyst til og sætte et "sygt" barn til verden. Med sygt mener jeg også downs, hul i hjertet, rygmavsbrok eller et multihandicappet barn. jeg ville aldrig vælge mit barn fra fordi det ikke var det køn jeg ønskede mig eller manglede en arm. det syntes jeg er umenneskeligt.

Det er en meget svær beslutning men jeg mener at hvis forældrene ikke føler de magter og være forældre til et barn der er sygt er det bedre og vælge det fra for begge partnere.

Min far blev syg med muskelsvind da jeg var 15 år, og jeg ved hvor meget arbejde der er i og passe en der er syg og intet kan selv. Må sige at jeg har set fra min papmor hvor stort et arbejde og pres det er og have med en syg person og gøre og det er det jeg har ønsket ikke og "udsætte" mig selv for. jeg ved godt det er en helt anden situation men ville ikke kunne magte det selv.  

min grænse går det samme sted som din, Zafir. og det er vi helt afklaret omkring, vi har haft massere tid til at snakke om den slags og veje for og imod ingen tvivl om, at det ville være utrolig svært at sige farvel til et sygt barn, men jeg syntes ikke det er fair at jeg får et barn fordi jeg partout vil have et, hvis det barn ikke er sundt og rask, men sygt helt fra det ligger i livmoderen.

min søsters mand har fået konstateret huntingtons og de skal have lavet moderkagebiopsi af alle fremtidige graviditeter for at sikre sig, at barnet ikke lider af denne sygdom (der er ganske forfærdelig, men temmelig omstændig at forklare, så det gør jeg ikke her). De har allerede en datter og kan ikke få svar på om hun bærer sygdommen, idet man selv skal godkende en sådan test og for at kunne gøre det, skal man være 18.

Vi snakkede om det så sent som igår, og hun siger selvfølgelig, at det bliver underligt at skulle have tjekket fosteret relativt langt henne i graviditeten og måske skulle sige farvel til det der hvis det bærer sygdommen, men der er simpelthen ikke andet for.

jeg syntes det er enormt vigtigt at respektere hinandens valg og hinandens grænser når det kommer til et sygt foster. blot fordi man selv føler sig i stand til at tage sig af et sygt barn, er det ikke sikkert at andre har det på samme måde. det gør os hverken til bedre eller dårligere mennesker, men det handler om et barns tarv og der forsøger vi alle at tage den rigtige beslutning for vores børn