Hvor går grænsen?

Zafir skriver:

Det giver fuldstændig mening - For mig i hvertfald...

Thanks

Hmm, ja den er sgu svær..

For nogle år siden ville jeg have svaret at jeg ikke ville vælge en med Downs fra.. Da jeg ikke ville kunne få det over mit hjerte.

Men nu hvor jeg har 2 dejlige piger, og jeg kan se hvor meget børn egentlig kræver af mig og min mand som forældre, så ville jeg desværre nok vælge fra, da jeg ganske givet ikke ville kunne magte alt det som et barn med f. eks downs kræver.

Jeg syntes også man skal tænke på at, Ja, der er massere af posetive oplevelser med mennesker med Downs, men de lider ofte af mange andre sygdomme, en del af dem har f. eks dårlig hjerte, så det skal man osse tænke på.

Men hvad andre folk gør, det må de om... Der har jeg ingen fordomme, altså udover hvis vi pludselig er i ekstremer hvor man fravælger på grund af køn, en manglende arm, osv.

Knus

Vi valgte helt bevist alle scanninger fra ved første graviditet og også anden graviditet. Da jeg ventede vores 3. barn valgte vi NF fra, for jeg kan ikke bruge sandsynlighedsregninge og procenter til en dyt!!! Derimod valgte vi at få lavet en fostervandsprøve som med sikkerhed kunne sige om vi ventede et barn med downs eller ej (jeg var i mellemtiden blevet 38år, og der er risikoen jo væsentlig forhøjet). Og det siger næsten sig selv, at når man lægger sig op på briksen og får stukket en lang nål ind gennem maveskindet, så er det ikke for 'hyggens skyld´, sådan som nogle bruger scanningerne. Så er det en undersøgelse man vitterlig gerne vil have, og et resultat der skal 'bruges til noget'.

Til dit spørgsmål om jeg ville gå graviditeten ud med et barn der ikke var levedygtig uden for livmoderen, der må jeg sige: Det valg vil jeg ikke sætte mig selv i (og derfor vælger jeg også MD-scanningen fra).

For jeg tror på at det er psykisk er meget bedre og sundere at gå og glæde sig til den lille kommer, og så få et kæmpe chok, og ryge ned i en dyb sorg, og begrave sit barn, og alle omkring én forstå at man er dybt dybt ulykkelig og alle kan se det tragiske i det. End det ville være at finde ud af det under graviteten , og så skulle føle sig 'heldig' at det bleve opdaget, så man fik lov til at slå sit eget barn ihjel (for en sen abort af et levedygtigt foster er i mine øjne at slå det ihjel, jeg kan ikke se det på anden måde). Folk omkring én vil nok sige. Det var synd, men i samme åndedrag sige/mene: men hvor var det dog godt at det blev opdaget i tide. -og sådan ville jeg bare slet ikke føle det!!! Det var ikke spor godt at det blev opdaget i tide. Mit barns liv kunne have været dobbelt så langt!!! Det kunne have ligget inde i min livmoder og have hygget sig i 9 fulde månder, hvis der ikke var nogle læger der havde fundet ud af det skam ikke duede, og skulle smides væk!! Føj, den tanke kan jeg bare slet ikke med.

Omvendt ville jeg heller ikke, hvis jeg vidste det ikke var levedygtigt uden for livmoderen, kunne gå graviditeten ud. Det ville også være absurt, og man ville på ingen måde kunne nyde sin gravidtet. Det er jo derfor det hedder: at være lykkelig uvidende!! -derfor vil jeg slet slet ikke undersøges for om mit forster er sund og rask og om det er levedygtigt uden for livmoderen.

Mumto3 skriver:

Vi valgte helt bevist alle scanninger fra ved første graviditet og også anden graviditet. Da jeg ventede vores 3. barn valgte vi NF fra, for jeg kan ikke bruge sandsynlighedsregninge og procenter til en dyt!!! Derimod valgte vi at få lavet en fostervandsprøve som med sikkerhed kunne sige om vi ventede et barn med downs eller ej (jeg var i mellemtiden blevet 38år, og der er risikoen jo væsentlig forhøjet). Og det siger næsten sig selv, at når man lægger sig op på briksen og får stukket en lang nål ind gennem maveskindet, så er det ikke for 'hyggens skyld´, sådan som nogle bruger scanningerne. Så er det en undersøgelse man vitterlig gerne vil have, og et resultat der skal 'bruges til noget'.

Til dit spørgsmål om jeg ville gå graviditeten ud med et barn der ikke var levedygtig uden for livmoderen, der må jeg sige: Det valg vil jeg ikke sætte mig selv i (og derfor vælger jeg også MD-scanningen fra).

For jeg tror på at det er psykisk er meget bedre og sundere at gå og glæde sig til den lille kommer, og så få et kæmpe chok, og ryge ned i en dyb sorg, og begrave sit barn, og alle omkring én forstå at man er dybt dybt ulykkelig og alle kan se det tragiske i det. End det ville være at finde ud af det under graviteten , og så skulle føle sig 'heldig' at det bleve opdaget, så man fik lov til at slå sit eget barn ihjel (for en sen abort af et levedygtigt foster er i mine øjne at slå det ihjel, jeg kan ikke se det på anden måde). Folk omkring én vil nok sige. Det var synd, men i samme åndedrag sige/mene: men hvor var det dog godt at det blev opdaget i tide. -og sådan ville jeg bare slet ikke føle det!!! Det var ikke spor godt at det blev opdaget i tide. Mit barns liv kunne have været dobbelt så langt!!! Det kunne have ligget inde i min livmoder og have hygget sig i 9 fulde månder, hvis der ikke var nogle læger der havde fundet ud af det skam ikke duede, og skulle smides væk!! Føj, den tanke kan jeg bare slet ikke med.

Omvendt ville jeg heller ikke, hvis jeg vidste det ikke var levedygtigt uden for livmoderen, kunne gå graviditeten ud. Det ville også være absurt, og man ville på ingen måde kunne nyde sin gravidtet. Det er jo derfor det hedder: at være lykkelig uvidende!! -derfor vil jeg slet slet ikke undersøges for om mit forster er sund og rask og om det er levedygtigt uden for livmoderen.

Jeg kender desværre én som var gravid uden for livmoderen og heldigvis i hendes tilfælde, blev det opdaget i tide, da hun kom i livsfare og måtte indlægges akut for at få fjernet barnet og den ene æggestok 

Derudover døde en veninde til min veninde af en graviditet uden for livmoderen, da den ikke blev opdaget i tide....hun var kun 20 år gammel

Jeg har svært ved at tage stilling til hvad jeg ville gøre, hvis nu det ser skidt ud.

Jeg fik foretaget begge scanninger med mine to første og det var mest for at se den lille.

Men jeg sagde nej tak til nf og md scanning ved nr 3, da jeg ikke følte mig i risikogruppe i forhold til min alder (28 på det tidspunkt), men lægen rådede mig så til at få dem alligevel, for selvom jeg ville have barnet på trods af downs eller lign. så var vi i det mindste forberedte, når baby kom ud. Så jeg sagde alligevel ja tak til begge scanninger denne 3. gang.

Og nu er jeg glad for det valg, for tror faktisk at jeg ville vælge et foster fra, hvis det var sygt, da jeg har to sunde og friske drenge, så ville det være bedst for os som familie.

Jeg har læst på din hjemmeside Zafir, og synes det er et meget kraftfuldt og kærligt valg i foretog, da det var jeres situation.

Majken 15+3

LotteGabriella skriver:

 

Jeg kender desværre én som var gravid uden for livmoderen og heldigvis i hendes tilfælde, blev det opdaget i tide, da hun kom i livsfare og måtte indlægges akut for at få fjernet barnet og den ene æggestok 

Derudover døde en veninde til min veninde af en graviditet uden for livmoderen, da den ikke blev opdaget i tide....hun var kun 20 år gammel

Puha, det lyder slemt!!! Men har man ikke også ondt når man har en graviditet uden for livmoderen??? Jeg mener, hvis jeg havde mega ondt i maven, så ville jeg selvfølgelig lade mig scanne!!!

LotteGabriella skriver:

 

Jeg kender desværre én som var gravid uden for livmoderen og heldigvis i hendes tilfælde, blev det opdaget i tide, da hun kom i livsfare og måtte indlægges akut for at få fjernet barnet og den ene æggestok 

Derudover døde en veninde til min veninde af en graviditet uden for livmoderen, da den ikke blev opdaget i tide....hun var kun 20 år gammel

Tragisk!!!

(men tror nu ikke det er dét der menes med "uden for livmoderen".... => når det er blevet født...)

Herhjemme havde vi taget stilling allerede inden jeg blev gravid.

Jeg har i nogle år arbejdet med både fysisk og psykisk handicappede børn og voksne, og jeg ville bare ikke kunne magte at sætte et barn i hverden med en masse specielle behov, ej heller ville jeg kunne sætte et barn i verden og vide at jeg skulle hive ham/hende igennem en masse operationer og hårde forløb....

Så herhjemme sagde vi ja tak til de tilbudte scanninger med det for øje at kunne vælge fra, hvis og såfremt barnet var sygt.

Man kan sige mange ting om det med at vælge scanninger fra eller til, jeg synes det kræver super meget mod både at kunne sige "vi elsker og vil have barnet uanset hvad" - men bestemt også at kunne sige "Jeg ville ikke kunne magte det, og derfor vælger vi barnet fra, det er det bedste for begge parter".

Jeg er 38 år gammel og har valgt at tage imod scanninger, dels for at se den lille (blir vist aldrig træt af at se hvordan hun udvikler sig) og dels for, at der bliver holdt øje med at hun udvikler sig som hun skal.

Det barn jeg venter er længe ønsket, men jeg tog også den svære beslutning inden, at var der noget i vejen med barnet - som f.eks. dowvs, rygmarvsbrok, hul i hjertet o.lin. - så måtte det fjernes.

Jeg er alene om denne graviditet og ville ikke kunne overskue livet med et svært handicappet barn.

jeg er der, hvor jeg syntes alle fortjener en chance.

syge eller ej.. downs eller "almindelige".. det er et liv fra den dag hjertet slår.. og IMO er det mord at slå et foster ihjel.

det er helt umenneskeligt at kvinder skal vælge livet til/fra for deres børn. jeg har ondt af dem der måtte aborten igennem for det kan jeg ikke sætte mig ind i.

men personligt vil jeg ikke gøre det. og det pisser mig af dem der gør det ved et sundt barn. men sådan er verdenen jo