Frygten begynder at melde sig

Mit vand gik en søndag morgen to uger før termin. Jeg havde ingen veer men de bad kigge forbi fødegangen kl 12. Jeg havde ikke åbnet mig og kl 16 fik jeg en pille der skulle sætte det igang. Kl 18 gjorde det ondt og veerne var lange. Kl 20 kunne jeg mærke jeg skulle presse hvilket kom bag på jordemoderen,cvet var åbenbart gået hurtiger end hun havde forventet. En lille halv time efter havde jeg en velskabt dreng liggende op maven Det gjorde frygteligt ondt men det hjalp at min kæreste blev ved og ved med at sige at det var okay, at det godt måtte gøre ondt. Da jeg var i det føltes det helt forkert med den smerte og jeg ville kæmpe imod, men det kan man jo ikke, så man bliver bare nødt til at forsøge at være i det. Så det hjalp at blive mindet om at det var ok

Du skak nok klare det, og planlæg du bare hvis det er det der hjælper dig med at forberede dig

Roamer skriver:

Hej piger, 

Puha, ja - frygten for den forestående fødsel begynder virkelig at melde sig nu   Jeg er så rædselsslagen for at kaste op af ren og skær smerte, håmdtere smerten og veerne dårligt, og virkelig være den 'trælse' fødende   har sagt at jeg gerne vil føde i vand, men er bare sikker på at noget går galt, og at jeg så skal op i sengen - også ved jeg at jeg kommer til at råbe efter en epidural  ovenikøbet er jeg også bange for at jeg ikke mærker veerne, når de så endelig kommer - ved godt at man siger at man ikke er i tvivl, men hvad så hvis jeg er den ene ud af de 10 der netop ikke mærker dem - irrationel frygt, I know  der er bare 100000 tanker der flyver rundt i hovedet på mig, og har virkelig svært ved at få hold på dem igen. Har bare på fornemmelsen af at jeg bliver hysterisk, begynder at slå og råbe og det har jeg virkelig ikke lyst til 

Er der nogen der har lyst til at dele deres fødselsberetninger, eller om der er andre førstegangsfødende der har det på samme måde?

Heeey smukke 

Kan næsten gætte mig til hvem du er  Og hvis du har behov for at snakke, så er jeg her, 24/7 og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig igennem det her... Det er ikke farligt, din krop klarer det og jeg VED at du kan.. Du har jo heldigvis også den dejligste kæreste som vil hjælpe dig ALT det han kan 

Muhmi skriver:

Heeey smukke 

Kan næsten gætte mig til hvem du er  Og hvis du har behov for at snakke, så er jeg her, 24/7 og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig igennem det her... Det er ikke farligt, din krop klarer det og jeg VED at du kan.. Du har jo heldigvis også den dejligste kæreste som vil hjælpe dig ALT det han kan 

Hihi, smilede over hele femøren, da jeg så det var dig  vi har haft rigtigt mange gode snakke om det der fødsels-noget, og de har også virkelig hjulpet meget tror bare jeg er gået lidt i panik, fordi datoen kommer tættere og tættere på, og jeg pludselig ikke synes jeg har styr på tingene 

Og ja - jeg har virkelig den dejligste kæreste, som er rigtig god til at lytte til mine 'ramblings' og prøve at snakke så meget med mig som muligt det 

Lisette W skriver:

Mit vand gik en søndag morgen to uger før termin. Jeg havde ingen veer men de bad kigge forbi fødegangen kl 12. Jeg havde ikke åbnet mig og kl 16 fik jeg en pille der skulle sætte det igang. Kl 18 gjorde det ondt og veerne var lange. Kl 20 kunne jeg mærke jeg skulle presse hvilket kom bag på jordemoderen,cvet var åbenbart gået hurtiger end hun havde forventet. En lille halv time efter havde jeg en velskabt dreng liggende op maven Det gjorde frygteligt ondt men det hjalp at min kæreste blev ved og ved med at sige at det var okay, at det godt måtte gøre ondt. Da jeg var i det føltes det helt forkert med den smerte og jeg ville kæmpe imod, men det kan man jo ikke, så man bliver bare nødt til at forsøge at være i det. Så det hjalp at blive mindet om at det var ok

Du skak nok klare det, og planlæg du bare hvis det er det der hjælper dig med at forberede dig

Åh, kunne godt forestille mig at det betyder uendeligt meget, at have fødselshjælpere der bare er guld værd i sådanne situationer  din fødsel gik da også ret hurtigt så? 

Roamer skriver:

Hihi, smilede over hele femøren, da jeg så det var dig  vi har haft rigtigt mange gode snakke om det der fødsels-noget, og de har også virkelig hjulpet meget tror bare jeg er gået lidt i panik, fordi datoen kommer tættere og tættere på, og jeg pludselig ikke synes jeg har styr på tingene 

Og ja - jeg har virkelig den dejligste kæreste, som er rigtig god til at lytte til mine 'ramblings' og prøve at snakke så meget med mig som muligt det 

Lige over  Altid dejligt at se nogle man kender herinde  

Forstår din panik 100% for det er først når man kommer rigtig tæt på at det virkelig går op for én "Fuck, jeg skal være mor!" "Fuck, hvordan vil det føles?" "FUCK, kan jeg overhovedet klare det!!?" Og ja, kroppen tager 100% over når man går i føde-mode, det er en helt ubeskrivelig følelse og det kan være overvældende, men hold KÆFT hvor er det rart at kroppen bare gør det den er beregnet til, overtager showet og så plub, så har man en lille skabning i armene der bare er det mest vidunderlige syn man nogensinde har set

Muhmi skriver:

Lige over  Altid dejligt at se nogle man kender herinde  

Forstår din panik 100% for det er først når man kommer rigtig tæt på at det virkelig går op for én "Fuck, jeg skal være mor!" "Fuck, hvordan vil det føles?" "FUCK, kan jeg overhovedet klare det!!?" Og ja, kroppen tager 100% over når man går i føde-mode, det er en helt ubeskrivelig følelse og det kan være overvældende, men hold KÆFT hvor er det rart at kroppen bare gør det den er beregnet til, overtager showet og så plub, så har man en lille skabning i armene der bare er det mest vidunderlige syn man nogensinde har set

Verden er pludselig ikke så stor, haha 

Det er lige præcis sådanne spørgsmål, som der er begyndt at kværne rundt i hovedet på mig - og Palle prøver virkelig så godt han kan på at svare på dem 

Glæder mig (og gruer mig ) for at mærke hvordan kroppen bare tager over, og gør det som den er skabt til - og jeg glæder mig især til at den fine lille skabning ligger i vores arme 

Ved min første fødsel var jeg opsat på det værste overhovedet. Da han var født var min første tanke: Var det bare det. Min anden fødsel var lidt sværere fordi mine veer virkede dårligt, men stadig ikke en slem fødsel. Den varede bare lidt længe. Min tredie fødsel fik jeg vedrop pga de svage veer og grønt fostervand og igen en  god fødsel. Har endnu ik modtaget smertelindring da jeg kun vil ha det hvis jeg slet ik magter smerterne og så slemt er det aldrig blevet. Jeg bygger mig meget pykisk op til at samarbejde med min krop og sige til mig sig selv at det her kan jeg sagtens og glæder mig udelukkende til at skulle se det længe ventede barn. Venter barn igen og denne gang har jeg fået lovning på et vedrop igen skulle veerne svigte da det er et problem for mig. Men ja positive tanker og fokus på dit barn hjælper vildt meget synes jeg. De bedste ønsker til dig og at du får en dejlig fødelsoplevelse.

CC79 skriver:

Ved min første fødsel var jeg opsat på det værste overhovedet. Da han var født var min første tanke: Var det bare det. Min anden fødsel var lidt sværere fordi mine veer virkede dårligt, men stadig ikke en slem fødsel. Den varede bare lidt længe. Min tredie fødsel fik jeg vedrop pga de svage veer og grønt fostervand og igen en  god fødsel. Har endnu ik modtaget smertelindring da jeg kun vil ha det hvis jeg slet ik magter smerterne og så slemt er det aldrig blevet. Jeg bygger mig meget pykisk op til at samarbejde med min krop og sige til mig sig selv at det her kan jeg sagtens og glæder mig udelukkende til at skulle se det længe ventede barn. Venter barn igen og denne gang har jeg fået lovning på et vedrop igen skulle veerne svigte da det er et problem for mig. Men ja positive tanker og fokus på dit barn hjælper vildt meget synes jeg. De bedste ønsker til dig og at du får en dejlig fødelsoplevelse.

Jeg tror også at det vil være bedst, at fylde sig selv med positive og glade tanker - især tanken om det lille liv i armene må da være en god motivationsfaktor  vil også for så vidt muligt undgå for meget smertestillende, men på den anden side vil jeg også være helt okay med det, hvis det viser sig at min krop/mit hoved ikke kan klare sig uden  jeg er også begyndt at glæde mig til oplevelsen - for er sikker på at jeg ikke vil være foruden den, det er bare noget man er nødt til at opleve 

Roamer skriver:

Jeg tror også at det vil være bedst, at fylde sig selv med positive og glade tanker - især tanken om det lille liv i armene må da være en god motivationsfaktor  vil også for så vidt muligt undgå for meget smertestillende, men på den anden side vil jeg også være helt okay med det, hvis det viser sig at min krop/mit hoved ikke kan klare sig uden  jeg er også begyndt at glæde mig til oplevelsen - for er sikker på at jeg ikke vil være foruden den, det er bare noget man er nødt til at opleve 

Ja synes bestemt også du skal tage imod smetelindring hvis det er det der er godt for dig. Jeg har en høj smertetærskel og har nemt ved at føde og derfor er det nemt nok for mig at sige nej tak til. Derudover er jeg nok lidt stædig, men ikke mere end jeg altid har tænkt jeg vil tage imod smertelindring hvis det overskygger alting at have smerter. Men som sagt har jeg endnu ikke oplevet det og ja glæden ved at vide man snart har sit barn i armene er så overvældende at jeg synes det i sig selv dulmer smerterne.

Det er i hvert fald en super vej at dreje sin fokus samt at tænke på hvor tryg man egentlig er i DK. Nogle kvinder i andre lande aner ikke om de overlever ved den mindste komplikation og føler man sig tryg og rolig ved sine omgivelser kan man bare helt fokusere på sin fødsel, velvidende der er nogen klar hvis noget ikke går efter bogen. Alt i alt mange faktorer der kan give en et positvt fokus samt at blive lidt af en urkvinde og tænke selvfølgelig kan jeg bare det her. Det har kvinder altid kunnet og hvorfor skulle man selv være så meget anderledes?

Men ja selvfølgelig er en fødsel overvældende på mange måder og mon ikke vi alle oplever en snert af frygt som fødslen rykker tættere på. Det er nok meget naturligt og måske meget smart så vi lige er lidt ekstra kampberedte og giver de ekstra kræfter et sådant forløb kræver af os. Men selv har jeg oplevet at tankerne om fødslerne var langt værre end den virkelighed jeg oplevede under fødslerne. Tanker kan virkelig spille en et puds. Knus

CC79 skriver:

Ja synes bestemt også du skal tage imod smetelindring hvis det er det der er godt for dig. Jeg har en høj smertetærskel og har nemt ved at føde og derfor er det nemt nok for mig at sige nej tak til. Derudover er jeg nok lidt stædig, men ikke mere end jeg altid har tænkt jeg vil tage imod smertelindring hvis det overskygger alting at have smerter. Men som sagt har jeg endnu ikke oplevet det og ja glæden ved at vide man snart har sit barn i armene er så overvældende at jeg synes det i sig selv dulmer smerterne.

Det er i hvert fald en super vej at dreje sin fokus samt at tænke på hvor tryg man egentlig er i DK. Nogle kvinder i andre lande aner ikke om de overlever ved den mindste komplikation og føler man sig tryg og rolig ved sine omgivelser kan man bare helt fokusere på sin fødsel, velvidende der er nogen klar hvis noget ikke går efter bogen. Alt i alt mange faktorer der kan give en et positvt fokus samt at blive lidt af en urkvinde og tænke selvfølgelig kan jeg bare det her. Det har kvinder altid kunnet og hvorfor skulle man selv være så meget anderledes?

Men ja selvfølgelig er en fødsel overvældende på mange måder og mon ikke vi alle oplever en snert af frygt som fødslen rykker tættere på. Det er nok meget naturligt og måske meget smart så vi lige er lidt ekstra kampberedte og giver de ekstra kræfter et sådant forløb kræver af os. Men selv har jeg oplevet at tankerne om fødslerne var langt værre end den virkelighed jeg oplevede under fødslerne. Tanker kan virkelig spille en et puds. Knus

Jeg vil i hvert fald gerne først forsøge med vand, da det også hjalp da jeg havde galdestensanfald  også akupunktur, varmepude og massage - vil helst gerne undgå de der bistik, dem har jeg ikke hørt godt om  og som du selv siger, så må tanken om det lille barn også være en god faktor for at man nok skal klare den 

Kender også flere kvinder der fortæller, at det er så sindssygt vigtigt at man husker på, at kvinder jo har gjort dette i flere tusinde år - også uden smertelindring eller hjælp  og det er så smadder vigtigt at stole på sin krop, og at den instinktivt ved hvad den skal gøre 

Og ja - man skal nok passe på med at 'gejle' sig selv for meget op før fødslen, med en masse bekymrende tanker  det har i hvert fald hjulpet at snakke med andre omkring mine tanker og forventninger, så det er skønt