Kære trådstarter,
Jeg synes faktisk, at du har fået nogle lidt hårde ord med på vejen. Generelt synes jeg, at der her på baby.dk typisk falder hårde ord, når indlægget er forfattet af en fortvivlet bonusmor. Jeg vil gerne give dig et par ord med på vejen, som måske også kan normalisere noget af det, du føler.
Jeg kan se, at der er en del, der har det lidt svært med, at det lyder lidt som om, at din bonusdreng er i vejen i dine øjne. Jeg forestiller mig ikke, at du mener det så hårdt, som det med visse briller kan tolkes. Der er massevis af bonusmødre, som ikke kan og aldrig kommer til at elske deres bonusbarn med hud og hår på samme måde som egne børn, og det er fuldstændig normalt, og det er okay. Så længe man ikke udstråler det, så længe man drager omsorg for barnet og ikke forskelsbehandle, så er der ikke noget i vejen med at have de følelser.
Generelt kan man sige, at det er lidt et problem, at forudsætningen når man indtræder i rollen som bonusmor er at man "SKAL elske". Men virkeligheden er nu en gang sådan, at man forelsker sig i manden. Ikke i barnet. Så første skridt er accept af, at forelskelsen medfører et ekstra familiemedlem, som man skal kunne acceptere. Man kan ikke tvinge nogen til at elske. Der findes kvinder, der uden problemer føler samme kærlighed, som var barnet dets eget, men der er lige så mange kvinder - måske endda flere - som aldrig oplever den dybe kærlighed til bonusbarnet.
Det er okay. Vi er jo ikke skabt til at elske alle, vi møder. Måske er der også mange i ens øvrige familie, som man holder af, men som man ikke føler den indre gnistrende kærlighed for. Den kærlighed man føler til egne børn er anderledes, fordi den er instinktiv. Den følelse kan man ikke tvinge frem over for en anden kvindes barn. Nogen oplever den. Nogen gør ikke - Der er bare ikke ret mange, der tør sætte ord på det.
Men man kan jo altså sagtens få barnet til at føle sig velkommen og have en dejlig relation, uden man nødvendigvis inderligt elsker. Ofte vil det jo også forholde sig sådan, at bonusbarnet har en helt anden personlighed, end man er vant til, og måske matcher man ikke 100%.
Det er heller ikke unormalt at have en følelse af, at bonusbarnet kan være et forstyrrende element, når det træder ind på samvær. Jeg synes egentlig, at det er flot, at du sætter ord på det. Det handler jo typisk faktisk slet ikke om barnet, men at man har en daglig rutine, en daglig måde at gøre det på, og pludselig hver anden weekend indtræder det her ekstra element, som sikkert er vant til, at reglerne, rutinerne og måden at være en familie på er anderledes hjemme hos den anden forældre. Det vil unægteligt vende det hele på hovedet, og det kan være stressende.
Det vigtigste her må være, at man ikke lader de følelser ramme barnet. Jeg synes, at vi er ude på et sidespor, når vi forsøger at fortælle hinanden, at det er forkert at føle, som vi gør. Følelser er altid okay at have - Det er hvordan, man handler på dem, der er det vigtige element. Og så længe du føler dig glad, så længe jeres bonusbarn trives og også modtager omsorg fra dig, så må jeg indrømme, at jeg ikke ser nogen alarmklokker i de følelser, du beskriver, for mange har dem. Mine alarmklokker ringer dog, hvis du lader din følelser ramme jeres bonusbarn.
I forhold til at huset vendes på den anden ende hver anden weekend. Det er jo en balancegang. Det er klart, at et barn som kun ser sin far hver anden weekend har et behov for tid med ham, også meget gerne alenetid. Jeg synes ikke, at det er rimeligt overfor barnet at sige, at han/hun bare må tilpasse sig, for barnet har jo aldrig selv valgt at blive sat i en position, hvor det må undvære den ene forældre 12 dage af gangen.
Der hvor jeg personligt synes, at du godt kan forvente lidt mere, er at din mand selvfølgelig ikke skal træde helt ud af familien, når sønnen kommer. Jeg er sikker på, at det også er vigtigt for dit bonusbarn at føle sig inkluderet i familielivet. Jeg kan fortælle, hvordan vi gør det hos os. Mit bonusbarn er 7 år.
For det første er et barn på 10 år gammel nok til at indgå i de huslige pligter. Det er jo også en vigtig del af opdragelsen og at være inkluderet i familielivet. Herhjemme hjælper han gerne med at lave aftensmad sammen med sin far, hvor far/søn-tiden jo så også imødekommes. Han kan hjælpe med at rydde op efter sig selv, og på den måde er der også mange andre ting, der kan imødekommes.
Så er det jo også optimalt, at i laver nogle aktiviteter sammen allesammen. Og lige så sundt er det, at han har tid, hvor han kan rende og lege selv. I de perioder kan din mand jo så lige sætte en maskine vasketøj over, hygge lidt med jeres fællesbarn osv. For det er også vigtigt, at jeres fælles barn ikke bliver ekskluderet af sin far, fordi faderens andet barn er på besøg. Så kunne en aftale være, at det er far der putter bonusbarnet om aftenen. Så kan de læse en bog, snakke og putte lidt sammen.
På den måde har barnet flere stunder alene med sin far i løbet af dagen, som der uden tvivl er behov for, men bliver også inkluderet i det samlede familiebillede.
Jeg tænker, at det er de ting, i skal hitte rede i, før i beslutter, om i skal have et fælles barn mere. Jeg kan egentlig godt forstå, at du kommer til at se dit bonusbarn som noget lidt træls, fordi det er når han kommer, at du pludselig står med ALT det huslige, står selv med barnet osv. Det er jo heller ikke rimeligt. Det er jo naturligvis ikke dit bonusbarns skyld, så på den måde er følelserne rettet i en lidt skæv retning, men fordi han er symbolet på ændringen, er det meget normalt, at det er dér følelserne rettes ind.
Derfor tænker jeg, at din kæreste og dig skal have dannet nogle mere optimale rammer om samværsweekenderne, hvor barnets behov for alenetid med far imødekommes, men hvor jeres samlede familieliv stadig hænger sammen på en måde, hvor du og det fælles barn ikke er overladt til jer selv.
Kram til dig, det er hårdt ind i mellem 
