Kan livet bliver mere fucking uretfærdigt!!!!!!

Anonym skriver:

Jeg har som sagt mistet mit barn Idag, rent ud sagt, skide uretfærdigt og rigtig træls.. Nu har min kæreste lige fået en sms med et scanningsbillede fra hans bror for nu skal de være forældre igen. Tak TAK siger jeg bare. Som om dagen ikke var slem nok i forvejen!  Min kæreste slettede også bare beskeden og har ikke svaret ham.... 

Nej de ved ikke at jeg Idag har mistet vores barn Idag, men de ved sgu godt hvad vi går igennem, måske man kunne levere beskeden på en lidt mere human måde  

Kære,

Jeg føler med dig. Det er så frustrerende, at der er så mange, der ikke forstår, hvor hårdt det er at gå igennem behandling og miste. Jeg er sikker på, at din kærestes bror ikke har overvejet, hvor hård en sådan besked kan være for par i jeres situation. Når I er kommet lidt ovenpå igen, så overvej at fortælle ham det. Det kan være I på den måde kan undgå fremtidige ubehagelige situationer. Hvis han vidste, hvad han gjorde, ville han nok også have det dårligt med det. Jeg håber, I snart får lov at blive forældre.

Mange kram herfra.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

At være i fertilitetsbehandling og at miste gentagende graviditeter, kan for en del mennesker betegnes som så stor en livskrise, at man forskningsmæssigt har sammenlignet reaktionerne herpå, med de stressreaktioner man ser hos kræftpatienter. Der er tale om psykiske belastninger langt ud over hvad folk kan forestille sig.

Derfor synes jeg ikke at det er forkert at bede omverdenen om hensyn. Jeg synes det er ok at bede om, at folk deler deres glæde et andet sted, i de perioder hvor man er ved at drukne i sorg. Det er ikke "pænt" eller rart, men det kan være nødvendigt for at overleve.

Som jeg forstår på TS, kender broderen til deres problemer med at få børn. Ikke til den aktuelle abort.

Man må gerne være glad. Man skal fejre, råbe hurra og springe fyrværkeri. Men man skal finde et andet sted at gøre det, end ovenpå de som ligger ned. Uanset hvilket aspekt af livet der er tale om...

Jeg ville godt nok være ked af det hvis jeg kun måtte dele min lykke med min søster, hvis hun selv var lige så lykkelig. 

Dvs hvis hun blev fyret, måtte jeg ikke dele glæden med hende over mit nye job.

Det samme med TS's bror og svigerinde, de kan kun forvente at TS deler deres lykke, når hun selv har opnået den samme?? 

Jeg siger ikke at man ikke må/kan være møg hamrende ked og langt nede af at være i sådan et forløb, og have en masse negative følelser og måske jeg kun har denne holdning fordi jeg ikke har været i det samme, men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at det er en snert egoistisk. Sorry...

Loa skriver:

Jeg ville godt nok være ked af det hvis jeg kun måtte dele min lykke med min søster, hvis hun selv var lige så lykkelig. 

Dvs hvis hun blev fyret, måtte jeg ikke dele glæden med hende over mit nye job.

Det samme med TS's bror og svigerinde, de kan kun forvente at TS deler deres lykke, når hun selv har opnået den samme?? 

Jeg siger ikke at man ikke må/kan være møg hamrende ked og langt nede af at være i sådan et forløb, og have en masse negative følelser og måske jeg kun har denne holdning fordi jeg ikke har været i det samme, men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at det er en snert egoistisk. Sorry...

Pointen er netop, at man i livskriser og sorg meget nemt kan blive egoistisk og navlepillende. Vrede (også den irrationelle) mod omverdenen er temmelig klassisk i den sammenhæng - uanset om andre forstår det eller ej.

Og eksemplet med arbejde/fyring er da glimrende - jeg synes at det ville være smagløst at tvære rundt i sin forfremmelse og glæde over job, hvis man sad sammen med sin søster der var dybt ulykkelig over en fyring. Det rigtige at gøre i sådan en situation, når man er den der er ovenpå, er da at tage hensyn... fremfor at insistere på retten til at glæde sig (for selvfølgelig har man den "ret").

Og det handler ikke om at man skal være lige lykkelige for at glæde sig sammen. Blot om at nogle ting er så alvorlige, at de kræver hensyn og overbærenhed fra dem man holder af...

Loa skriver:

Jeg ville godt nok være ked af det hvis jeg kun måtte dele min lykke med min søster, hvis hun selv var lige så lykkelig. 

Dvs hvis hun blev fyret, måtte jeg ikke dele glæden med hende over mit nye job.

Det samme med TS's bror og svigerinde, de kan kun forvente at TS deler deres lykke, når hun selv har opnået den samme?? 

Jeg siger ikke at man ikke må/kan være møg hamrende ked og langt nede af at være i sådan et forløb, og have en masse negative følelser og måske jeg kun har denne holdning fordi jeg ikke har været i det samme, men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at det er en snert egoistisk. Sorry...

Du har ret, der ER egoistisk! Og på alle mulige måder ikke rationelt eller helt fint i kanten. Problemet med at være i en livskrise(som erdetsnartnu refererer til) er, at man simpelthen ikke har overskud til at tænke på andre. Man er ikke et sted, hvor man kan rumme andres glæde eller sorg for den sags skyld. Det er alt opslugende.Heldigvis for de fleste, er det ikke en tilstand man er i for evigt, ej heller nødvendigvis særlig lang tid. For mit vedkommende havde jeg typisk en dag eller to - lige efter et mislykket forsøg, hvor jeg var udenfor pædagogisk rækkevidde

Jeg har et par veninder, der lider af depression, og jeg ved når det er i udbrud, ja så er de selvcenteret. Men det det kan jeg heldigvis godt rumme, jeg ved jo også hvilke fantastiske omsorgsfulde og betænksomme mennesker de er, når de er ovenpå. 

Man kunne jo også vende den om og sige, hvis jeg som menneske ikke kan rumme, at andre har stunder og kriser, som gør de ikke kan være der på den måde, JEG vil have, hvem er så egoistisk?