Jeg har været her på Baby.dk længe, men vælger at skrive dette opslag som anonym, da jeg kender flere på min arbejdsplads der også er her...
Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg vil hen med det, måske trænger jeg mest af alt bare til at komme ud med min galde og frustration.
Jeg har efter en sygemelding fra studie (som jeg valgte ikke at gå tilbage til) været på supplerende dagpenge ved siden af mit studiejob, alt i mens jeg har søgt fuldtidarbejde. På jobbet har jeg haft en 8-10 timer ugentligt, og jeg er netop ved at overtale min chef til at give mig kontrakt på 20 timer/ugen, for bl.a. at undgå aktivering og dermed en risiko for, at jeg ikke længere kan passe mit job, og må opsige det.
Nu nærmer jeg mig så mine 30, dog usammenhængende, uger på supp. dagpenge, hvilket betyder, at jeg nu ikke længere har ret til supp. dagpenge fra d. 18. april.
Jeg har to valg:
1. Leve af 20 timer om ugen (hvis min chef kan give mig det) - hvilket jeg selvfølgelig ikke kan. Det er omtrent en indtægt på 5500 efter skat.
2. Sige mit (studie)job op, komme på dagpenge fuld tid + mangle et (studie)job når jeg til september påbegynder ny uddannelse.
Hvad gør man lige i denne situation? Jeg kan på INGEN måde leve for 5500 kr./mdr, men jeg har absolut heller ikke lyst til at sige mit job op. At beholde studiejobbet og "tage det som det kommer" - og håbe at jeg får et fuldtidsjob hurtigt, som i LIGE NU, eller senest 18. april tør jeg ikke satse på. For det har jeg simpelthen ikke råd til.
På den anden side er det jo fuldstændig åndssvagt at man nærmest bliver tvunget til at sige sit job op - hvorefter a-kassen så kun kommer til at udbetale mig FLERE penge end de gør nu. Jeg forstår simpelthen ikke det system altså.
Er der mon andre der er eller har været i samme situation? Og hvad gjorde I? Eller hvad ville DU gøre, hvis du kom i denne situation?