Forskelsbehandling blandt bio og bonus

Hvordan oplever i andre forskels behandling blandt søskende ved den øvrige familie...? 

Især når det er barn fra tidligere, og et fælles barn...og forholdet til ikke bio familien?

Og hvor meget er det ok at gøre forskel, når man er gift, bor i hus og lever som en familie...mht hvordan i dette tilfælde sviger behandler det ikke biologiske barn i forhold til "egne" børnebørn...

Vi har været ude for at farmor har sagt til en familiefødselsdag, at "Ja, det her er mine to børnebørn" og pegede på min mands to piger, som stod sammen med min datter. Udover sagde hun senere at hun gerne lige ville have et billede af hendes børnebørn samlet, og så kunne vi også tage et af alle børnene (her med min datter inkl) bagefter. 

I selve situationen gjorde vi intet, andet end jeg sikkert har set rimelig stram ud i masken :-p Men efterfølgende havde min mand en alvorssnak med sin mor om, at her var vi en hel familie - biologisk som tilvalgt, og der skal ikke forskelsbehandles når vi er sammens hvis hun derimod havde behov for kun at lave/have noget med hendes biologiske børnebørn, så fair nok, men så måtte hun gøre det når min datter evt var hos sin far altså fysisk fraværende. 

Vi har også haft issues med min mands exkone, som gør meget ud af at fortælle deres to piger, at min datter/mig/min familie ikke er deres rigtige familie, og i sommers kom pigerne blandt andet ikke med til min datters 5-års fødsesldag i Tivoli, fordi de var hos deres mor og hun mente ikke der var grund til at lave om i samvær eller at der var grund til vi lånte pigerne en eftermiddag, fordi det ifølge hende ikke betød særlig meget for pigerne at komme med til fødselsdagen. 

Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man som voksent menneske, kan lave sådan en slags forskelsbehandling på børn, som nogle gør når de stiller det op biologisk kontra bonus feks. Er man ikke vidende om hvor meget det kan ødelægge er barn?!? 

Det er jo ikke børnenes valg/ide om det skal være sådan, de er jo bare blevet puttet i den situation pga valg deres forældre har taget. 

... Og det er på trods af vi bor sammen som en samlet familie, og lever som en i en alm hverdag alle sammen (vi har min mands børn 50/50, min datter 10/4) samt har et fælles barn min mand og jeg :-) 

sne190810 skriver:

Vi har været ude for at farmor har sagt til en familiefødselsdag, at "Ja, det her er mine to børnebørn" og pegede på min mands to piger, som stod sammen med min datter. Udover sagde hun senere at hun gerne lige ville have et billede af hendes børnebørn samlet, og så kunne vi også tage et af alle børnene (her med min datter inkl) bagefter. 

I selve situationen gjorde vi intet, andet end jeg sikkert har set rimelig stram ud i masken :-p Men efterfølgende havde min mand en alvorssnak med sin mor om, at her var vi en hel familie - biologisk som tilvalgt, og der skal ikke forskelsbehandles når vi er sammens hvis hun derimod havde behov for kun at lave/have noget med hendes biologiske børnebørn, så fair nok, men så måtte hun gøre det når min datter evt var hos sin far altså fysisk fraværende. 

Vi har også haft issues med min mands exkone, som gør meget ud af at fortælle deres to piger, at min datter/mig/min familie ikke er deres rigtige familie, og i sommers kom pigerne blandt andet ikke med til min datters 5-års fødsesldag i Tivoli, fordi de var hos deres mor og hun mente ikke der var grund til at lave om i samvær eller at der var grund til vi lånte pigerne en eftermiddag, fordi det ifølge hende ikke betød særlig meget for pigerne at komme med til fødselsdagen. 

Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man som voksent menneske, kan lave sådan en slags forskelsbehandling på børn, som nogle gør når de stiller det op biologisk kontra bonus feks. Er man ikke vidende om hvor meget det kan ødelægge er barn?!? 

Det er jo ikke børnenes valg/ide om det skal være sådan, de er jo bare blevet puttet i den situation pga valg deres forældre har taget. 

Jeg kan sagtens forstå det må være ubehageligt for dig som mor at se din datter føle sig udenfor. Jeg vil dog mene det vil være helt unaturligt at din mands mor skal kalde din datter for et barnebarn- eller have det bånd som hun har med sine børnebørn. Det vil måske komme med tiden, men blot fordi I har valgt, at bringe familien sammen, så ændrer det jo ikke på, at hun ikke har samme bånd til din pige, som hun har til en hendes børnebørn, der foruden det biologiske bånd er nogle hun har fulgt siden de blev født.

Mine svigerforældre kalder deres ikke-biologiske barnebarn for barnebarn. 
De siger altid de har 8 børnebørn, selvom det biologisk set kun er 7.

Jeg synes ikke det er unaturligt. Måske har de ikke samme følelser for ham som for de andre og det er sådan set også okay. Men vi har aldrig mærket til det og det er det, der betyder noget.
Når de skal have taget billeder af børnebørnene sammen er min ældste søn også med og de har billeder hængende af ham i deres hjem.

Det er vel ikke anerledes end hvis man har adopteret. Barnet er da en del af familien, selvom det ikke er biologisk ophav.

Jeg kan mærke jeg elsker mine svigerforældre endnu mere, når jeg læser sådan en tråd her.

RGN skriver:

Mine svigerforældre kalder deres ikke-biologiske barnebarn for barnebarn. 
De siger altid de har 8 børnebørn, selvom det biologisk set kun er 7.

Jeg synes ikke det er unaturligt. Måske har de ikke samme følelser for ham som for de andre og det er sådan set også okay. Men vi har aldrig mærket til det og det er det, der betyder noget.
Når de skal have taget billeder af børnebørnene sammen er min ældste søn også med og de har billeder hængende af ham i deres hjem.

Det er vel ikke anerledes end hvis man har adopteret. Barnet er da en del af familien, selvom det ikke er biologisk ophav.

Jeg kan mærke jeg elsker mine svigerforældre endnu mere, når jeg læser sådan en tråd her.

Jeg er selv opvokset i en sammenbragt familie. Jeg er aldrig blevet kaldt barnebarn af min mors mands forældre. Jeg er dog blevet taget godt imod af dem og har altid fået gaver på ligefod med deres børnebørn. Jeg bliver også inviteret med hjem til dem her i mit voksne liv. Jeg har altid været meget afklaret omkring deres rolle som ekstra omsorgspersoner i mit liv. Mit behov for bedsteforældre var også udfyldt af mine egne bedsteforældre. 

RGN skriver:

Mine svigerforældre kalder deres ikke-biologiske barnebarn for barnebarn. 
De siger altid de har 8 børnebørn, selvom det biologisk set kun er 7.

Jeg synes ikke det er unaturligt. Måske har de ikke samme følelser for ham som for de andre og det er sådan set også okay. Men vi har aldrig mærket til det og det er det, der betyder noget.
Når de skal have taget billeder af børnebørnene sammen er min ældste søn også med og de har billeder hængende af ham i deres hjem.

Det er vel ikke anerledes end hvis man har adopteret. Barnet er da en del af familien, selvom det ikke er biologisk ophav.

Jeg kan mærke jeg elsker mine svigerforældre endnu mere, når jeg læser sådan en tråd her.

Hvor dejligt at høre - og også meget naturligt synes jeg faktisk.

Mine forældre blev skilt da jeg var 10 måneder og min storebror var 3 år. Min mor havde mødt en anden mand, som hun flyttede sammen med. Min bror og jeg har altid boet hos min mor og stedfar og vi har altid været 100 % opfattet som ægte børn, børnebørn, niecer og nevøer i familien. Jeg har altid haft to fædre og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min stedfar elsker mig og min bror på lige fod med min søster, som min mor og han har fået sammen. Min farmor og farfar ligeledes. Alle tog os til sig 100 %. Vi var de første børnebørn i familien og min stedfar havde ikke andre børn. Hvilket min far heller ikke har fået. Jeg ved ikke om det gør en forskel, men jeg ved 100 % at min mor ikke ville have ladet os leve som en del af en familie, hvor vi ikke var 100 % accepteret på lige fod.  

Jeg synes ikke, at man kan påtvinge sin familie et forhold til bonus på lige fod med deres biologiske børnebørn "bare sådan lige". Det tager jo tid at opbygge en relation og kærlighed. Det tager tid som bonusmor eller far, og man ser trods alt barnet relativt jævnligt, formoder jeg. De fleste bedsteforældre ser bonusbarnet endnu mindre end det, og så tager det altså tid at opbygge det bånd. Det synes jeg er okay. Så længe det ikke er en direkte "holden udenfor". Jeg kan da stadig tage mig selv i, når jeg folk spørger hvor mange børn jeg har, at sige, at jeg har 2. Men jeg har 2 og min bonusdreng. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker ham. Jeg har jo bare altid kun haft de to, og så tager det tid at omstille sig til at sige 3. Desuden synes jeg faktisk, at det føles unaturligt at sige "Jeg har 3 børn". Det har jeg jo ret beset ikke - Jeg plejer at sige, at jeg har 2 egne børn og et dejligt bonusbarn. Det er lige så meget af respekt for hans mor. Han HAR jo en mor, sådan praktisk taget er han jo ikke "min". Det betyder ikke, at jeg forskelsbehandler børnene i det daglige, for de bliver behandlet på lige fod og får lige meget omsorg, nærhed, opmærksomhed og kærlighed. Men jeg vil ikke sige, at "Jeg har en datter og 2 sønner". Han er ikke min søn. Han er min bonussøn. Og han har en mor, og det respekterer jer. Så at klandre bedsteforældre for den formalitet ikke at bruge det ordvalg, det synes jeg ikke er fair.

Nå, men min familie behandler nu altså også bonus på lige fod. Han var med på "barnebarnsbilledet" til fødselsdag for nylig, han får gaver på lige fod med de andre til jul osv. Men jeg tror ikke, at det omtaler ham som "mit barnebarn". Og det er han da virkelig ikke ked af - Han kalder dem jo heller ikke mormor og morfar fx, de er jo ikke hans mormor og morfar. Jeg tror, at man skal lade være at gøre det til noget større end det er. Så længe bonus modtager kærlighed om omsorg på lige fod med egne børn, så synes jeg det er helt okay og naturligt, at terminologien måske lige er en anden. Det er lige så meget at vise respekt for bonus' biologiske familie, synes jeg.

Jeg har altid kaldt min bonusmor ved navn. Jeg har altid kaldt hendes familie ved navn. Jeg har altid vidst, at det var ikke mine rigtige bedsteforældre. Jeg vidste, at de elskede mig alligevel. Men har aldrig studset over, at jeg ikke lige blev kaldt "barnebarn" og ej heller, at der ikke var billeder af mig i deres hjem. Det synes jeg faktisk var meget naturligt.

Vi skal passe på ikke at placere vores egne følelser over på barnet. 

SØS skriver:

Hvor dejligt at høre - og også meget naturligt synes jeg faktisk.

Mine forældre blev skilt da jeg var 10 måneder og min storebror var 3 år. Min mor havde mødt en anden mand, som hun flyttede sammen med. Min bror og jeg har altid boet hos min mor og stedfar og vi har altid været 100 % opfattet som ægte børn, børnebørn, niecer og nevøer i familien. Jeg har altid haft to fædre og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min stedfar elsker mig og min bror på lige fod med min søster, som min mor og han har fået sammen. Min farmor og farfar ligeledes. Alle tog os til sig 100 %. Vi var de første børnebørn i familien og min stedfar havde ikke andre børn. Hvilket min far heller ikke har fået. Jeg ved ikke om det gør en forskel, men jeg ved 100 % at min mor ikke ville have ladet os leve som en del af en familie, hvor vi ikke var 100 % accepteret på lige fod.  

Men der  er jo en forskel! Forstå mig ret, jeg synes at et bonusbarn skal behandles på lige fod, når det kommer til kærlighed, nærhed, omsorg, gaver og hvad ved jeg. Men jeg synes faktisk, at det er forkert, hvis man som bonusforældre går ind og leger "rigtig mor" eller "rigtig far", fordi ellers er der jo "forskel". For jeg synes, at det er så uendelig vigtigt at respektere, at bonusbarnet HAR "rigtige" forældre, og at man som bonusforældre også må respektere, at der er områder, hvor man ikke kan blande sig, fordi det ikke er eget barn, men vedkommer de "rigtige" forældre, og at man også respektere, at barnet altså har en faktisk mor eller far, som de nu en gang elsker på en anden måde. Og det er helt okay.

Jeg har en veninde, der konstant smider billeder op af bonus på facebook "Se min smukke datter" og den slags. Det ville jeg være ked af som biologisk forældre. For det er ikke hendes datter. Man kan jo godt smide billeder op og udtrykke stolthed uden at sætte sig ind i en biologisk forældrerolle. Og af den årsag mener jeg, at det aldrig kan være 100% - Fordi man naturligvis og selvfølgelig skal respektere båndet til den biologiske forældre, og det bånd og samarbejde der bør være mellem den biologiske mor og far. 

... Og det kan man godt gøre uden at gøre forskel i omsorg, kærlighed og nærhed. 

sne190810 skriver:

Vi har været ude for at farmor har sagt til en familiefødselsdag, at "Ja, det her er mine to børnebørn" og pegede på min mands to piger, som stod sammen med min datter. Udover sagde hun senere at hun gerne lige ville have et billede af hendes børnebørn samlet, og så kunne vi også tage et af alle børnene (her med min datter inkl) bagefter. 

I selve situationen gjorde vi intet, andet end jeg sikkert har set rimelig stram ud i masken :-p Men efterfølgende havde min mand en alvorssnak med sin mor om, at her var vi en hel familie - biologisk som tilvalgt, og der skal ikke forskelsbehandles når vi er sammens hvis hun derimod havde behov for kun at lave/have noget med hendes biologiske børnebørn, så fair nok, men så måtte hun gøre det når min datter evt var hos sin far altså fysisk fraværende. 

Vi har også haft issues med min mands exkone, som gør meget ud af at fortælle deres to piger, at min datter/mig/min familie ikke er deres rigtige familie, og i sommers kom pigerne blandt andet ikke med til min datters 5-års fødsesldag i Tivoli, fordi de var hos deres mor og hun mente ikke der var grund til at lave om i samvær eller at der var grund til vi lånte pigerne en eftermiddag, fordi det ifølge hende ikke betød særlig meget for pigerne at komme med til fødselsdagen. 

Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man som voksent menneske, kan lave sådan en slags forskelsbehandling på børn, som nogle gør når de stiller det op biologisk kontra bonus feks. Er man ikke vidende om hvor meget det kan ødelægge er barn?!? 

Det er jo ikke børnenes valg/ide om det skal være sådan, de er jo bare blevet puttet i den situation pga valg deres forældre har taget. 

Her det meget hurtigt blevet fra (dine,mine,vores børn) til VORES BØRN!  

Vi fandt sammen da de ældste børn var 2 år. (i år fylder de 6) 
Og i starten var det da dine børn, mine børn, ikke din farmor, ikke din mormor, osv osv. det var simpelthen ren forvirring for de stakkels børn  

Så det blev meget hurtigt til at min mor, gik fra at være mormor til 2, blev det til 3 og omvendt med hendes farmor, er nu også mine børns farmor  
ja self har de en rigtigt mormor og farmor mm, MEN for børnene er det bare dobbelt op af forkælelse og råhygge!

så siger vi til børnene at vi skal hjem til farmor, så er det at vi skal ud til farmor og farfar i Nødehegnet (der hvor de bor) så ved de hvilken farmor det er vi snakker om  

men der er stadig noget forskel, og det skal der have lov til at være. 

fx kommer min mands datter ikke på ferie fx hos min mor /mormor

eller omvendt for mine drenge til (farmor)  

og mine drenge får da nok meget mere i forkælelse og gaver af fx mormor end de gør af farmor

MEN! aldrig når de er sammen! når de er sammen bliver der aldrig gjort forskel. KUN hver for sig  

jeg håber i forstår den her forvirring jeg fik skrevet her ha ha ha