åh hvor jeg dog føler med dig.
men en lille historie:
da jeg mødte min mand var det mig der ikke ville ha flere børn (jeg har 3 og han har 1 fra tidligere)
min mand blev ved med at snakke lidt om det, men jeg stod fast på mit. han snakkede ikke om det konstant, men det belv nævnt engang imellem.
da vi købte hus fandt vi tilfældigvis et hvor der var et ekstra værelse,,,og da vi købte bil blev det også til en med en ekstra plads i.
til sidst blev jeg lidt lun på ideen... men så begyndte min mand at trække i land.... jeg stod så pludselig i en situation hvor han havde gjort hans drøm til min....og nu vidste han ikke helt alligevel.
jeg bad ham tage en beslutning. men fik et meget svagt svar om at "ikke lige nu i hvertfald"
men stadig fortsatte han med at snakke om "hvis vi nu får et barn mere"
til sidst blev jeg så frustreret at jeg bad ham beslutte sig helt endegyldigt, for jeg ønskede ikke der sku gå 10 år før jeg fik den næste...så sku vi i gang med projekt baby.... ja så ville jeg gerne starte snart...og sku vi ikke... ja så ville jeg bruge lidt mere tid på mit arbejde, for at se om der ku ske lidt på karriere fronten.
ved at tvinge ham til at tage stilling lige nu, tvang jeg ham til at vælge "enten eller" og til min store glæde blev det et ja til babyen...
hvor vil jeg hen med alt dette?
jeg synes nok at du skal stille ham stolen for døren og spørge ham om han vil ha børn eller ej, for hvis han vil så mener du klart det er på tide....og siger han nej.,... ja så ved du hvad du har at arbejde med....så må du bare finde ud af om du kan leve med den beslutning.
mange hilsner herfra
Anmeld