Voldtægt = Sen Abort ?

migxher skriver:

Jeg tænker om det måske var en ide, inden du beslutter dig, at komme i kontakt med nogen  som har et voldtægts barn ( i mangel af bedre ord). Og hører deresten tanker. Måske finde en gruppe her på Facebook, eller måske der er et forum der ude et sted for voldtægts ofre.

Jeg set mange skrive at du nok vil komme til at hade barnet og blive mindet om din eks. Men det kan ingen jo rent faktisk vide.

Jeg har været i kontakt med piger/kvinder, som har beholdt barnet, selv om det blevet undfanget under en voldtægt. De har alle været meget hjælpsomme og støttende og i mit valg om sen abort. Desværre havde jeg ikke meget tid, til at snakke med dem. Da alle beslutninger er blevet taget meget hurtigt. 

Ingen kan vide hvordan jeg ville ha reageret, hvis jeg havde valgt og beholdt barnet. Men jeg har ud fra mit hjerte og oplevelser taget valget sen abort og det står jeg ved. Ved det kan være svært at forstå og det kan jeg godt følge dig i. Det svært at sætte sig ind i andres valg, når man aldrig har prøve at stå i deres sted.

tak for din bekymring og bidrag. 

Anonym skriver:

Jeg ville bortadoptere barnet. Ville slet ikke kunne få en abort så sent. Så hellere give barnet til nogen der kan give det et godt liv og som brændende øsnker at blive forældre. Det hele er nok nemmere sagt end gjort for jeg står jo ikke i din svære situation. 

At træffe valget om en abort, har på intet tidspunkt været nemt for mig og jeg ville ønske det hele var så nemt som du skriver. Men ja det svært at sætte sig selv i andres sted. Men jeg er glad for du kom med din ærlige mening. Tak. 

Jeg tror du har taget det helt rigtige valg. 

Held og lykke og mange varme tanker til dig 

.sommerfugl. skriver:

Jeg ved næsten hverken hvor jeg skal starte, eller slutte? Jeg prøver nu alligevel. 

Jeg en ung kvinde på 25, som nu sidder tilbage med en masse blandet følelser. efter snart 4 år i mit eget lille helevde. 

I år 2012, møder jeg min nu ekskæreste. Det hele starter som en hver lykke kærligheds historie, men det såkaldte "kærlige besættelse" og det første år går nu meget normalt, selvfølgelig stadigvæk med de små skænderier, som alle parforhold oplever. Desværre udvikler de små skænderier sig til både psykisk og fysisk vold, som resultere i at min verden falder sammen omkring mig. (Inden volden opstår, har vi taget den beslutning at flytte sammen) jeg dropper ud af min uddannelse som social og sundhedsassistent efter hårde 8 måneder, hvor jeg må akende jeg nu kun er en skygge af mig selv og jeg ikke kan opfylde de krav min uddannelse kræver. Jeg mister mine venner, har knapt nok kontakt til min familie, stopper til fitness og alle andre former for aktiviter, med minder det i selvskab med min ekskæreste. Jeg har en fornemmelse om at det svært at sætte sig ind i det forløb jeg går igennem i den her tid, hvis man ikke selv har oplevet noget i den stil. Men ord som magtesløs, ensom, had (også til sig selv), bange, angst, opgivende og en skygge af sig selv er ord som næsten alle på en eller anden måde kan relatere til, er de første der falder mig ind, i mit førsøg på at gi et indblik i mit liv i den periode. 

I slutning af 2014, får jeg en dag nok. Jeg pakker hvad jeg finder mest nødvendigt, for at komme hurtigst muligt væk. Jeg har nu gået med tanken om at løbe væk længe. Men har aldrig fundet modet, men den her dag sker der enlig, som jeg kun har kunne drømme om. Jeg fri men bange. Jeg husker jeg gemmer mig i flere timer, da jeg for bange til at gøre noget som helst. Mit hovede kører på fuldtryk... Hvad skal jeg gøre? Skal jeg be om hjælp? ..... Men hvad hvis han finder ud ad det... aaaaaaahhhhh! Pludselig sker der igen noget, jeg rejser mig og går målrettet til min mors og hendes mands hus. Da jeg kommer frem, er jeg både våd og kold. Jeg sikker på min mor blev mere chokket end jeg nåde at opfatte i sitation. Der nemlig sket det, at jeg under mit forhold til min eks har jeg udviklet en utrolig god evne til at lyve. Så min chokket mor får mig indenfor og jeg bryder selvfølgelig sammen. Jeg får efter noget tid i snakken med både min mor og hendes mand, fortalt i grove træk hvad der forgår og inden jeg får set mig om har min mor ringet til både krisecenter og politi. Klokken er på det her tidspunkt sen aften og da krisecenterets personale forlader stedet klokken 10, kan jeg ikke nå at blive indskrevet samme dag. Men jeg har nu en plads og bliver som det første næste morgen kørt der hen. 

Min tid på krisecentret er en blande følelse for mig, der mange andre der end mig og jeg føler straks med dem alle. Det resultere i, at jeg bliver hende den "glade" som leger med de børn der er på opholdststedet. Her er det igen min facade som spiller ind og igen begynder jeg lyve om hvordan jeg har det. Både til personale og psykologer. Jeg ender med at være der i 3 måneder. Hvor de 2 sidste måneder, faktisk ikke er så behagelige for mig. Da personalet uden tvivl sætter spørgsmålstegn ved min pysiske tilstand, i form af jeg føler mig presset til at tag en masse haste beslutninger, omkring lejlighed og den slags. Da de mener at der andre der har mere brug for min plads. Jeg bliver selvfølgelig meget ked af det, men forsætter med at holde min facade. Da jeg nu har mistet min tilid fuldstændig. Jeg ender med at flytte tilbage til den sammen by, som jeg kom fra. For min sitation, tilbage til alle problemerne!!  

Jeg får en dejlig 2 værelses, med bad i kælderen. Men inden længe står min ekskæreste der selvfølgelig igen og jeg må tag hvad jeg har og flygte igen. Jeg ender med at bo omkring 20 forskellige steder. Rundt omkring i Danmark. Derfor er min hverdag nu fuldstændig ude af takt. Det sidste sted jeg er for godt og vel 7 måneder siden inden min ulykke. Er i en studie bolig, langt væk fra hvor jeg kommer fra. Jeg har fået lov til at opholde mig i min venindes lejlighed, imens hun er væk i 2-3 måneder. De ca 2 første måneder går faktisk rigtigt godt, jeg får nogle nye bekendtskaber. På trods af jeg ikke kommer meget ud og jeg begynder at føle ro.. Stilhed før stormen.

Det en helt amindelig dag, som alle de andre. Jeg blevet ringet op af min veninde, som spørg om det okay, at hendes veninde kommer forbi og låner hendes støvsuger. Selvfølgelig er det jo det. Så hun er ventet. Problemet er så bare at min veninde og hendes veninde, misforstår hinanden. Så da jeg åbner døren, i troen om det den støvsugermanglene. Får jeg når at opfatte det faktisk er min ekskæreste. 

Han får hurtigt skubbet mig ind og låst døren bag sig. Her starter et forløb jeg ikke kan beskrive med ord, da jeg er bange for ham. Får han hurtigt overtaget magten, selv om jeg prøver at kæmpe imod er jeg på ingen måde så stærk som ham.

I dag sidder jeg her 20+4 eller nu da den er over 12, hedder den +5.

Jeg har holdt alt det her inden i mig selv, og grundet min psykiske tilstand og blødninger igennem de sidste 20 uger, har jeg på intet tidspunkt registeret graviditeten, før i torsdags. Da jeg ringer op til min læge, da jeg har underlives smeter. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, der siger jeg bare kan komme med en urinprøve, med det sammen. Så jeg er hurtigt ude af døren. Jeg kommer op og hun er grundig og tjekker det hele. Hun er efter lidt tid, ikke i tvivl om der tale om en underlives betændelse og i farten tag hun så en graviditets test. 

Her starter en af de aller hårdeste dage (og med flere i vente) i mit liv. Hun giver mig en tid hos lægen, allerede dagen efter klokken 11. Det skal i den forbindelse, så nævnes at jeg efter episoden har fået kontakt med en gamle god god ven og der har været en gang, hvor vi havde, i vellykket forsøg på sex. Men jeg afbrudte hurtigt da jeg under mine omstændigheder, ikke kunne gemmenfører det. Det havde han så fuldt forståelse for. Så mit håb lå nu på at det var ham der var faren og jeg ikke var lagt henne.

Jeg kommer til lægen klokken 11 næste dag. Vi får snakket om sitationen og får skrevet under på aklæring om abort. Jeg får fortaget en gynækologisk undersøgelse og her starter endnu en rusebane tur. Han mærker, trykker og kigger. Han mistænker graviditet ude for livmoren og ringer straks til sygehuset. Jeg for en tid 16:30 og ankommer til endnu en gynækologisk undersøgelse og efterfølgende scanning. lægen stopper hurtigt scanning og ringer efter en gynækolog læge, som arbejder et par afdelinger længere nede, hun kommer hurtigt. Allerede her kan jeg mærke tårnene og mine ben begynder og ryste... Hvad sker der? Er jeg meget langt henne? Er jeg gravid ude for livmoren.. Skal jeg operaers?.. 

Hun konstater efter en hurtigt scanning, jeg nok er 22 uger + henne og jeg bryder selvfølgelig helt sammen.. Jeg forklare sitationen og de sender sagen til ankenævnet afsted med det sammen.. Her får jeg smidt ting i hovedet som. Du skal ikke forvente et ja og du jo 25 og har ingen børn. De siger nok nej... Bla bla bla. (Undskyld mit attitude)! Jeg føler jeg angrebet og fuldstændig forvirrede. Nå jeg ihverfald ikke gravid ude for livmoren.. Men min eks har gjort mig gravid! Det nu fredag og jeg har weekenden til at tænke alt det her igennem. Jeg overbeviser mig selv om, at det hele nok skal gå. 

Der tag jeg så fejl... Nu begynder det for alvor at gå op for mig, hvad der sker.. Så den her weekend, består af tåre.. Vrede.. Benægtelse og forvirring ... Kan jeg overhovedet tag vare på et barn, når jeg ikke engang kan tag vare på mig selv.. 

Det bliver mandag, jeg vågner tideligt efter en elendig søvn. Klokken 9 ringer min telefon, jeg bemærker det ikke.. Da jeg overhovedet ikke forventer opkald allerede. Det sagsbehandleren. Hun lyder sød og får sat noget af en process igang. Senere den dag har jeg 2 aftaler til næste dag, som er tirsdag og allerede sammen dag mandag, til en gemmenscanning på sygehuset. 

Jeg tag hen og bliver scannet og får så beskeden at jeg kun er de 20 uger henne +3. Så det ændre min sag meget.

det i dag tirsdag og jeg har været til samtale med min sagsbehandler og en psykiater, som er med til at formidle min dag videre. Jeg får svar på torsdag(morgen) det vil sige imorgen, onsdag har jeg en hel dag til at tænke det hele igennem IGEN IGEN IGEN. Derfor har jeg oprettet det her indlæg, jeg har virkelig brug for jeres meninger og holdninger til min sag.. I fuldkommen fri til at være ærlige og selvfølgelig stille spørgsmål.

Det ville også være super dejligt, hvis nogle af jer ville dele jeres oplevelser om sen abort med mig.. Da jeg er meget bange! 

Ubeskyld for det lange lange oplæg, men det gør det nok nemmere for jer. På forhånd tak. 

Undskyld stavefejl og mangler hist og pist. Jeg håber i forstår. 

Jeg forstår godt din angst og nervøsitet omkring at være gravid med så farlig en mand. Jeg håber bare at du kommer igennem uden at fortryde. Mange kvinder fortryder desværre - uden overhovedet at være så langt i graviditet som du er. Hvis barnet viser tegn på liv ved den sene abort eller du når at mærke liv inden, så tror jeg at du vil risikere at fortryde. 

Anonym skriver:

En i min familie blev gravid ved date voldtægt. Hun beholdte barnet. Ved ikke hvordan hun håndterede det offentlige, men hun har ikke fortrudt. Jeg er i mod abort, især så sent. Det er tydeligt et menneske der bliver "fjernet" og det er ikke smertefrit for barnet.

Det er en forfærdelig situation. Men jeg ville beholde det. 

Jeg glad for at hører, at det kan lad sig gøre i så tragiske situationer og hun selvfølgelig ikke har fortrudt. Jeg var faktisk også selv i mod abort og ligemeget hvor kort eller langt henne, så havde det hele været en stor ting for mig, som det er nu. Det hårdt at akende at jeg har måtte, tag en beslutning som jeg engang ikke selv hat haft støttet. Jeg har fået et helt nyt syn på den her slags situationer og kunne jeg ha haft set, bare det mindste håb forude. Så havde jeg truffet et helt andet valg. Men det kunne jeg ikke, jeg indforstået med du måske ikke kan komme til at forstå, men jeg ikke i tvivl om mit valg er det rigtige. Dog er jeg glad for din ærlige mening og det glæder mig at du har haft mulighed for at leve et liv som har givet dig plads til at tænke sådan. 

Jeg klar over der mange udlemper ved en sen abort og det har knust mig fuldstændig jeg har måtte tag det valg. Men jeg ved at i min sitation, er det, det rigtige. 

.sommerfugl. skriver:

At træffe valget om en abort, har på intet tidspunkt været nemt for mig og jeg ville ønske det hele var så nemt som du skriver. Men ja det svært at sætte sig selv i andres sted. Men jeg er glad for du kom med din ærlige mening. Tak. 

Kære dig. Allerførst et stort kram. Det du har oplevet burde ingen gå igennem. Jeg synes, du har truffet et meget modent, uselvisk og ansvarligt valg og jeg er sikker på, at det ikke har været nemt. Jeg tror, det er det rigtige valg. Jeg ønsker dig alt godt fremover. Læn dig op ad fagfolk og tag imod al den hjælp, der tilbydes. Du kommer ud på den anden side. Stort kram. 

.sommerfugl. skriver:

Jeg har nu valgt at få en sen abort, processen er sat igang og kan godt mærke jeg har svært ved at forholde mig til hvad jeg skal føle.. Men din besked beroligere mig uden tvivl. 

Jeg håber som du siger, at jeg en dag kan finde fred i mit liv. Til at finde den rigtige mand.. Men det langt ude i fremtiden. Det vigtigste for mig nu, er at få min eks straffet for alt det han har gjort imod mig.. Så jeg forhåbligt kan komme videre. 

Igen tak, du har været en stor støtte for mig 

Jeg er på en måde stolt af dig, for det er en stor stor beslutning og det er ikke mindst en forfærdelig beslutning men du må aldrig tvivle på om det et det rigtige - for det er det  

kærligheden finder man når man mindst venter den - efter jeg gik fra min eks psykopat kæreste tilbage i 2010 startede jeg et sted kommunen havde lavet for os som var havnen på bunden og ikke kunne komme op. Alle os unge fik tilknyttet sig en kontaktperson ........... Min kontaktperson er nu min mand snart kendt hinanden 6 år, gift ved det største og smukkeste bryllup i 2014 og har den dejlige søn 

.sommerfugl. skriver:

Jeg har i dag fået tilladelse og har valgt og få en sen abort, alt er gået meget hurtigt og processen er sat igang. Tak fordi i allesammen har været så søde, at komme med jeres ærlige meninger, støtte og andre historier. I har alle hjulpet mig meget! Jeg fortryder på ingen måde mit valg og synes jeg har taget den rigtige beslutning, ud fra mine omstændigheder. 

Jeg vil selvfølgelig stadigvæk svare på jeres beskeder, men i må undskylde hvis der forekommer vente tid.

Sender mange gode tanker din vej 

Pas rigtig godt på dig selv

.sommerfugl. skriver:

Jeg glad for at hører, at det kan lad sig gøre i så tragiske situationer og hun selvfølgelig ikke har fortrudt. Jeg var faktisk også selv i mod abort og ligemeget hvor kort eller langt henne, så havde det hele været en stor ting for mig, som det er nu. Det hårdt at akende at jeg har måtte, tag en beslutning som jeg engang ikke selv hat haft støttet. Jeg har fået et helt nyt syn på den her slags situationer og kunne jeg ha haft set, bare det mindste håb forude. Så havde jeg truffet et helt andet valg. Men det kunne jeg ikke, jeg indforstået med du måske ikke kan komme til at forstå, men jeg ikke i tvivl om mit valg er det rigtige. Dog er jeg glad for din ærlige mening og det glæder mig at du har haft mulighed for at leve et liv som har givet dig plads til at tænke sådan. 

Jeg klar over der mange udlemper ved en sen abort og det har knust mig fuldstændig jeg har måtte tag det valg. Men jeg ved at i min sitation, er det, det rigtige. 

Kram herfra  Find dig en god støtteperson at komme igennem det her  Du gør hvad du mener er rigtigt, og det har jeg respekt for

.sommerfugl. skriver:

Det jeg virkelig virkelig ked af at hører 

Jeg kan uden tvivl sætte mig ind i din sitation og jeg vil råde dig til både at anmelde det og søge en form for hjælp, jeg ved det hårdt.. Men det er den eneste udvej. Snak med din familie og dine tætte venner om det, jeg sikker på de allesammen vil være mere hjælpsomme end du kan drømme om. Vær stærk og kæmp imod, husk du fortjener bedre.. Desværre skal man kæmpe hårdt for at komme der til, men du ikke den eneste der skal kæmpe den kamp og mange som er færdige med kampen, lever "normale" live med mand, hus og børn. Du må ikke give op og jeg selvfølgelig glad for han ikke voldtog dig, lov mig at pas på dig selv.

Jeg selv imod abort og det gør jo igen kun det hele meget svære. Men ja, jeg havde aldrig forventet at stå i den her sitation.. Alting går så hurtigt... Og nu jeg her. 

Tak for din støtte og tak fordi du delte din historie med mig, lov mig at ligemeget hvor svag du er.. Så gør det sammen som jeg gør og kæmp, han har ikke ret til at behandle dig på den måde. Husk det.

Tak for dine krammere, og dine råd - og du kan tro jeg kæmper - jeg har slet ikke noget valg, jeg har et barn der ikke skal vokse op uden sin mor, men jeg må indrømme jeg har frygtet flere gange at det ville ende sådan...

Men nu har jeg haft ro i 5 dage i træk, efter trusler om at komme og gøre alt muligt, jeg barrikerede mig i huset, låste alt hvad jeg kunne, alarmerede naboen, der ved han har været voldelig overfor mig, så hun ku ringe til politiet lige så snart hun så ham - jeg fik fat på genboen der evt sku tage sig af mit barn i et akut situation, også sad jeg 2 timer i gangen og holdte øje med hver en bil og bevægelse... Og han kom gudskelov ikke, men stilheden fra ham siden da skræmmer livet af mig, det har jeg ikke prøvet før, og han har chikaneret og stalket mig i adskillige måneder nu... Så nu sidder jeg på kanten af sofaen og venter på hans næste træk - for jeg er ikke i tvivl om at det kommer.

Jeg har overfor venner og nærmest alle været ret åben om hvad der er sket, efter han første gang overfaldte mig, for jeg var i chok længe efter og ude af stand til at lyve om hvorfor jeg havde blå mærker, opførte mig sært osv, så de fik alle sandheden... Set i bagklogskabens lys ville jeg dog ønske jeg havde haft et filter, for jeg føler mig meget sårbar og udleveret, også endda af mig selv. Jeg vil ikke være hende der fik tæsk af kæresten. 

Jeg håber du lader os høre hvordan det kommer til at gå dig