det er så anstrengende

Abracadabra skriver:

Men man starter jo med at udrede. Selvom TS jo tydeligvis herinde er diagnosticeret som elendig bonusmor, så skal der jo flere øjne på sagen. 

Familien skal jo netop udredes i PPR mhp. psykiatrisk lidelse vs. dårligt samspil i familien. IIndenda skal der jo ikke ske så meget. Primært udredning, sekundært adfærdsændringer. 

Jeg læser om en stor frustration hos en ulykkelig kvinde, og hun får stort set ingen forståelse og hjælp. 

Det er jeg uenig i - det med primær udredning. Det går man faktisk i højere og højere grad væk fra i PPR regi, og arbejder i stedet konsultativt med systemet omkring barnet fra starten af forløbet. Man vil først og fremmest søge at afdække, om adfærden kan være en reaktion på systemet, snarere end noget iboende barnet selv. Såfremt man finder, at adfærden går på tværs af systemer og kontekster, kan det komme på tale at henvise til en egentlig udredning, såfremt man vurderer, at systemerne omkring barnet er nogenlunde velfungerende. 

Held og lykke i jeres lille familie, du må gerne give en update på et tidspunkt,  hvis I får sat noget i værk. Kan godt forstå du ikke magter den del af svarene herinde, der afleveres i en nedladende 'du må jo forstå'-stil, men synes også der er nogle konstruktive tanker imellem. Måske du kan læse det igennem om nogle dage og ikke føle du bliver sat i bås som den onde bonusmor. Tanker til jer, håber det bedste for alle. 

Abracadabra skriver:

Men man starter jo med at udrede. Selvom TS jo tydeligvis herinde er diagnosticeret som elendig bonusmor, så skal der jo flere øjne på sagen. 

Familien skal jo netop udredes i PPR mhp. psykiatrisk lidelse vs. dårligt samspil i familien. IIndenda skal der jo ikke ske så meget. Primært udredning, sekundært adfærdsændringer. 

Jeg læser om en stor frustration hos en ulykkelig kvinde, og hun får stort set ingen forståelse og hjælp. 

Der læser jeg så modsat - kan sagtens være drengen er udfordret, men en udredning og en eventuel diagnose er ikke en teylleformular. Ligegyldigt resultat af udredning vil familien skulle lave forandringer og det nok egentlig i hvert fald det jeg prøver at skrive igen og igen, et barn med særlige behov er ikke sådan pr natur og altid, det forstærkes og formindskes af omgivelser. Og som voksen kan man starte med at række hånden ud til fx en åben anonym rådgivning men så også være villig til at lytte også til de "fejl" man selv begår. Og fx et udfordret barn der er der en "fejl" der ikke er struktur og faste rammer for samvær fx

Anonym skriver:

Godt at han er delebarn, så I kan slippe af med ham hurtigt igen.

Tænk hvis I selv havde fået et barn der var så "besværligt" - så skulle I trækkes med ham hele tiden. 

Adfærden træder jo kun igennem når han er sammen med mindre børn, og havde han boet her hele tiden så var det sikkert også anderledes. 

Anonym skriver:

Det var rigtig skønt da vi ikke havde fælles børn. Nu er det rigtig forfærdeligt! Han bestemte heller ikke selv over samværd dengang, men efter han brækkede benet på en af de mindste så fik jeg måske slået lidt hårdt i bordet og sagt at nu var det nok!! Nu er vi så på vej op igen og forsøger med noget samværd men det er så frygteligt st gå og være bange for barn på 9 år i sit eget hjem!!! Han er ikke en del af vores familie, det burde han være ja!! Men jeg kan ikke lukke ham ind når han er så hård og konfliktsøgende! Jeg oplever at hans adfærd smitter utroligt meget af på de to andre! Jeg ved godt det er hårdt at høre sandheden men jeg har det simpelthen frygteligt og jeg kommer jo ingen vejne ved at lukke mig selv inde med mine tanker og følelser, det gør mig da mega ked af det at jeg ikke bare kan elske den dreng og være helt rolig omkring ham, men i mit hovede er han udelukkende en trussel mod MINE børn!

Du skulle ærlig talt skamme dig ved at skrive, at han ikke er en del af familien. Gu' er han da så! Det er for søren da din mands søn. Dine børn er ikke mere værd end din bonussøn. Hvad med at tage et ansvar, og søg noget hjælp til dig selv omkring din håndtering af din bonussøn og din frygt for ham. Du er den voksne, og du skal i samarbejde med din mand løse problemerne. Din bonussøn har kan jo tydeligvis mærke din modvilje imod ham, så selvfølgelig er han vanskelig at have. Han higer jo efter opmærksomhed, og efter at være en del af familien. Han mærker da at han ingen plads har i familien og føler sig til besvær. Hellere dårlig opmærksom end intet opmærksomhed. 

Ja undskyld mig, men jeg får så ondt i hjertet at den måde du skriver om din bonussøn på. Du beskriver ham som en ond djævel. 

Anonym skriver:

Nu snakker vi ikke om at der er nye ting hver gang han kommer, men jo kan da godt være at der lige er købt en ny pakke tusser siden sidst eller at en har haft fødselsdag og fået gaver, eller at en har været med ude og handle og fået en sodavand til 3kr! Jeg mener ikke at fordi den ene får så skal alle andre også, det er sådan det er i livet og det lære jeg mine børn til daglig at vi har ikke alle de samme behov og, så får den ene helt sikkert noget på et andet tidspunkt osv! 

Jeg synes det er rigtig FINT at lære børn at fordi den ene får så akal den anden også HA!!!

Ikke desto mindre har du et familiemedlem i din bonussøn som IKKE har lært det.. Og min holdning er at man skal møde børn hvor de er - andet kan man ikke være bekendt.. De kan flyttes JA for søren - men kan I flytte ham, når han tilbringer så meget tid i et andet miljø.. (jeg ved det ikke - men tænker bare.. )

Kan man ikke når man køber en pak nye tuscher så købe til han også..?? Selv købte jeg 2 bluser til min søn og en bluse til bonus og et hårbånd - hendes kommentar var da hun skulle "fortælle far" hvad hun havde fået at hun havde fået xx og samtidig fortalte hun hvad min søn havde fået (hun er ældre og min søn kommer sjældent hurtig nok ud af starthullerne inden hun har reageret eller talt - det sker tit og i mange tilfælde.. Det kan jeg godt i mit ømme møder hjerte blive lidt irriteret over - men det er der nu ingen der opdager og det bliver i mit stille sind) Men hun konstatere samtidig at de jo havde fået 2ting hver.. Måske skal man bare acceptere at delebørn er lidt udsatte børn og kræver lidt ekstra´(ikke negativt ment på nogen måde)

Var jeg dig, ville jeg klar ligge op til at Far og storesøn foretager sig noget ALENE så har du sikkert også mere ro på og dine børn har jo lært at bare fordi nogen får behøver alle ikke og ha.. Deres far tilbringer jo alene tid med deres far på andets tidspunkt..

Blot lige noget der slog mig mens jeg læste..

Skriftsprog kan læses på mange måder.. forskellige meninger og holdninger skal der være plads til - så svar venligst konstruktivt..

Gå efter bolden ikke personen..

Anonym skriver:

Adfærden træder jo kun igennem når han er sammen med mindre børn, og havde han boet her hele tiden så var det sikkert også anderledes. 

Åh hvor har jeg ondt af dig, børn, bonus og far. 

Dig: fordi hvor må det været hårdt at have et barn i sit hjem med så store problemer. Også endda et barn der pr blod ikke er ens eget. 

far: fordi hans søn lider

børn: fordi de bliver terroriseret

bonus: fordi han har det skidt. Du skriver han altid har været lettere destruktiv er det eskaleret efter alle ekstra børn er kommet. 

I har brug for hjælp. I stor grad. Og mor skal indover det her. I skal snakke om hvad fanden der foregår. 

Også skal han ikke bestemme samværd men det skal I. Måske få de små passet de første par gange. 

Men henvender jer til tværfagligt team, skolepsykologen. Alle

Anonym skriver:

Det var rigtig skønt da vi ikke havde fælles børn. Nu er det rigtig forfærdeligt! Han bestemte heller ikke selv over samværd dengang, men efter han brækkede benet på en af de mindste så fik jeg måske slået lidt hårdt i bordet og sagt at nu var det nok!! Nu er vi så på vej op igen og forsøger med noget samværd men det er så frygteligt st gå og være bange for barn på 9 år i sit eget hjem!!! Han er ikke en del af vores familie, det burde han være ja!! Men jeg kan ikke lukke ham ind når han er så hård og konfliktsøgende! Jeg oplever at hans adfærd smitter utroligt meget af på de to andre! Jeg ved godt det er hårdt at høre sandheden men jeg har det simpelthen frygteligt og jeg kommer jo ingen vejne ved at lukke mig selv inde med mine tanker og følelser, det gør mig da mega ked af det at jeg ikke bare kan elske den dreng og være helt rolig omkring ham, men i mit hovede er han udelukkende en trussel mod MINE børn!

Ja, jeg ville personligt også have svært ved at se ud over at han havde brækket benet på mit barn..

MEN, jeg kan fortælle at en bekendt store dreng klippede tommelfingeren af lillebror fordi han skulle se om man kunne med det pågældende redskab.. Skal mor og far ikke kunne rumme deres mindste?? Jeg ved ikke hvordan jeg selv ville føle.. Men da MIN søn "undersøgte" på hunde hvor meget han kunne presse ned på dens ben i kurven - der fik han en overhaling af anden verden og røg direkte på værelset.. Jeg havde ellers svoret at jeg ALDRIG ville bruge "fint så kan du komme i seng eller nu kommer du på værelset" men lige der vidste jeg ikke hvordan jeg skulle handle og den slags "nysgerrighed/undersøgelser" skal IKKE finde sted nogen steder eller imod nogen uandet om man er menneske eller dyr.. !!!!

Anonym skriver:

Jeg har da ikke lyst til at være sammen med et barn der tiltagende gennem årene er blevet mere og mere fysisk mod mine børn, vi kan snakke alt den opdragelse det skulle være i hele verden og måder at se på tingene men det hjælper bare ikke på at han er til tider direkte ond ved sine brødre, som han ser en gang om ugen og nogen gange mindre! Fordi han er her så lidt så har jeg nok heller ikke lige tænkt at vi skulle søge hjælp udefra, når nu også moderen allerede har en hjemme hos pædagog der hjælper hende på vej med at tackle ham. Der er moderen bare inden situation at der kun er ham at tage hensyn til, det er der jo ikke kun her og vi kan ikke lave om på det hele fordi det skal passe på ham, der er selvfølgelig nogen ting vi kan tage forbehold for inden han kommer. Fx gemmer jeg puderne i sofaen væk og de store bamser på drengenes værelse for at minimere det fysiske! Jeg er altid smilende og venlig og jeg roser ham for de gode ting han gør, men der hjælper ham ikke til at lade med at være så fysisk overfor de små! Og jeg vil bare ikke stå model til det!

Jeg tænker om hende der "hjemme-hosseren" har mulighed for at komme hos jer også? Hun kender drenge, ser ham i mor-miljø og så kan det jo være,at hun ser ham når han reagere og samtidig kan give jer nogle værktøjer til at hjælpe/stoppe ham.