det er så anstrengende

Anonymor skriver:

Det er jeg uenig i - det med primær udredning. Det går man faktisk i højere og højere grad væk fra i PPR regi, og arbejder i stedet konsultativt med systemet omkring barnet fra starten af forløbet. Man vil først og fremmest søge at afdække, om adfærden kan være en reaktion på systemet, snarere end noget iboende barnet selv. Såfremt man finder, at adfærden går på tværs af systemer og kontekster, kan det komme på tale at henvise til en egentlig udredning, såfremt man vurderer, at systemerne omkring barnet er nogenlunde velfungerende. 

Jeg ser egentlig ikke nogen modsætning mellem vores synspunkter. Barnet skal udredes i PPR - børnepsykiatrien (i min region) tager  først børnene, når PPR er færdige. Først udrede socialpsykiatrisk, derefter psykiatrisk (hvis førstnævnte ikke giver svaret). 

Men TS kommer hurtigt længst med en underretning. 

Abracadabra skriver:

Jeg ser egentlig ikke nogen modsætning mellem vores synspunkter. Barnet skal udredes i PPR - børnepsykiatrien (i min region) tager  først børnene, når PPR er færdige. Først udrede socialpsykiatrisk, derefter psykiatrisk (hvis førstnævnte ikke giver svaret). 

Men TS kommer hurtigt længst med en underretning. 

Ah, jeg opfattede det som om, at du tænkte, at barnet allerførst skulle udredes i psykiatrien med henblik på at få en diagnose

Fejl47 skriver:

Ja, jeg ville personligt også have svært ved at se ud over at han havde brækket benet på mit barn..

 

MEN, jeg kan fortælle at en bekendt store dreng klippede tommelfingeren af lillebror fordi han skulle se om man kunne med det pågældende redskab.. Skal mor og far ikke kunne rumme deres mindste?? Jeg ved ikke hvordan jeg selv ville føle.. Men da MIN søn "undersøgte" på hunde hvor meget han kunne presse ned på dens ben i kurven - der fik han en overhaling af anden verden og røg direkte på værelset.. Jeg havde ellers svoret at jeg ALDRIG ville bruge "fint så kan du komme i seng eller nu kommer du på værelset" men lige der vidste jeg ikke hvordan jeg skulle handle og den slags "nysgerrighed/undersøgelser" skal IKKE finde sted nogen steder eller imod nogen uandet om man er menneske eller dyr.. !!!!

Min bonus og hans fætter prøvede at puste en killing op med en pumpe til luftmadrasser - børn udforsker og vi voksne skal så forklare dem grænserne. Hverken han eller hans fætter er mennesker med særlige behov eller udfordringer. 

Tænker bonus i denne historie ikke med vilje har brækket benet på sin bror, havde han det så tror jeg slet ikke denne tråd havde været her for så var der allerede lavet en indsats på barn og familie. Men måske har han været den der var skyld i det skete enten fuldstændig uforsættelig og måske lidt mere forsættelig alla er skub. Det kunne da også ske mellem mine børn, ikke at de vil hinanden noget ondt men.... Eller det kan ske i skolen med en god ven, hvor der blev givet et skub i legen og den anden faldt uheldigt - jeg har haft elever der måtte afsted med en brækket finger, med er øjenbryn der skulle syes osv. Og der stod gerne et par børn og følte sig skyldige. Det er jo noget der kan ske og jeg ville da ikke andet end tænke det kunne have været med modsatte fortegn. 

Kommer til at tænke på min mands ven, da han var barn og storebror, der forsøgte han både at skubbe sin lillebror ned af trappen, og at få ham til at hoppe ud af vinduet. Han hadede sin lillebror og var dybt misundelig. Forældrene tog det med ophøjet ro og de fik et fantastisk forhold de to brødre og det er nu gode historier 

Anonym skriver:

1. Min mand har en søn på 9 snart 10 år som er hos os indimellem, der er ikke noget fast tidspunkt og det er næsten aldrig med overnatning, da sønnen oftes hellere vil hjem til sin mor igen, hvilket jeg iøvrigt godt kan forstå da det er sindssygt svært for ham at være her da vi har nogen regler og rutiner der skal overholdes da vi også har to andre mindre drenge 3-5år og en på vej. Bonusbarnet har utrolig svært ved at forholde sig roligt og kommer med mange udbrud og råbende adfærd hvor han skræmmer de små ved at stå på lur og råbe af dem når de kommer forbi en hjørne eksempelvis. Han løber rundt i sofaen og løber faktisk bare altid rundt i hele huset! Han er utrolig jaloux og grådig vil jeg nok kalde det, han kan ikke tåle hvis de små har fået noget nyt legetøj siden han var her sidst, så er det snyd og han hader os og det er helt uretfærdigt! Jeg har udspioneret lidt når han har været her og luret ind af vinduet når de har "troet" at de var uden opsyn børnene, og det er virkelig skræmmende at se. Bonus tyrre store bamser og puder i hovedet på de mindre og er virkelig manipulerende og hiver legetøj ud af hænderne på dem, så det gør ondt! Mens der var sne fik de små virkelig nogen hårde sneklumper tyret direkte i ansigtet og han er meget truende i sin adfærd, ville ødelægge snemanden og smadre alverdens ting!! Jeg er simpelthen altid så nervøs hvergang han skal være her fordi der næsten altid sker en eller anden ulykke, sidst var det sønnike på 5 hvor bonus smækkede bildøren over hans finger! der er også sket det der er værrer igennem årenes løb! Hvordan skal jeg kunne lære at slappe af i det her! Jeg føler jeg er så hårdt spændt for og er nødt til at rende i røven af bonus konstant for at holde øje med der ikke sker noget med nogen  frygteligt. Min mand er her selvfølgelig også så jeg står jo ikke alene med de unger. Har det lidt somom at der kommer en teorist ind i mit hjem, som vil gøre mine børn fortræd  kan ikke klare den vildskab, råben og grådighed som han kommer ind med og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal få ham til at slappe lidt mere af og ikke være så angribende overfor de mindre!!

Jeg har slået to tænder ud på min søster, og hun har fået mange slag, det samme har jeg.. gjoft dumme ting, været gal, irriteret og misundelige.. 

Børn kan gøre ting, ud af misundelse, føler sig overset, ikke elsket...

Jeg spørg igen, laver DU nogensinde noget med drengen, udover at hente ham? Giver ham en følelse at du ser og høre ham?? Det er ikke nok at han kun er sammen med sin far, for det hjælper ikke for dig og de små.

I har "taget" hans far, JERES børn har mor og far under samme tag, bonusmor gider ham ikke, ser ham ikke som familie.. 

TNBC skriver:

Jeg har slået to tænder ud på min søster, og hun har fået mange slag, det samme har jeg.. gjoft dumme ting, været gal, irriteret og misundelige.. 

Børn kan gøre ting, ud af misundelse, føler sig overset, ikke elsket...

 

Jeg spørg igen, laver DU nogensinde noget med drengen, udover at hente ham? Giver ham en følelse at du ser og høre ham?? Det er ikke nok at han kun er sammen med sin far, for det hjælper ikke for dig og de små.

I har "taget" hans far, JERES børn har mor og far under samme tag, bonusmor gider ham ikke, ser ham ikke som familie.. 

Det er slet ikke det her det handler om!! Jeg mangler redskaber til at håndtere den udadreagerende adfærd! 

lineog4 skriver:

Min bonus og hans fætter prøvede at puste en killing op med en pumpe til luftmadrasser - børn udforsker og vi voksne skal så forklare dem grænserne. Hverken han eller hans fætter er mennesker med særlige behov eller udfordringer. 

Tænker bonus i denne historie ikke med vilje har brækket benet på sin bror, havde han det så tror jeg slet ikke denne tråd havde været her for så var der allerede lavet en indsats på barn og familie. Men måske har han været den der var skyld i det skete enten fuldstændig uforsættelig og måske lidt mere forsættelig alla er skub. Det kunne da også ske mellem mine børn, ikke at de vil hinanden noget ondt men.... Eller det kan ske i skolen med en god ven, hvor der blev givet et skub i legen og den anden faldt uheldigt - jeg har haft elever der måtte afsted med en brækket finger, med er øjenbryn der skulle syes osv. Og der stod gerne et par børn og følte sig skyldige. Det er jo noget der kan ske og jeg ville da ikke andet end tænke det kunne have været med modsatte fortegn. 

Kommer til at tænke på min mands ven, da han var barn og storebror, der forsøgte han både at skubbe sin lillebror ned af trappen, og at få ham til at hoppe ud af vinduet. Han hadede sin lillebror og var dybt misundelig. Forældrene tog det med ophøjet ro og de fik et fantastisk forhold de to brødre og det er nu gode historier 

Der blev hoppet på benet med fuld overlæg jo!!

Anonym skriver:

Det var rigtig skønt da vi ikke havde fælles børn. Nu er det rigtig forfærdeligt! Han bestemte heller ikke selv over samværd dengang, men efter han brækkede benet på en af de mindste så fik jeg måske slået lidt hårdt i bordet og sagt at nu var det nok!! Nu er vi så på vej op igen og forsøger med noget samværd men det er så frygteligt st gå og være bange for barn på 9 år i sit eget hjem!!! Han er ikke en del af vores familie, det burde han være ja!! Men jeg kan ikke lukke ham ind når han er så hård og konfliktsøgende! Jeg oplever at hans adfærd smitter utroligt meget af på de to andre! Jeg ved godt det er hårdt at høre sandheden men jeg har det simpelthen frygteligt og jeg kommer jo ingen vejne ved at lukke mig selv inde med mine tanker og følelser, det gør mig da mega ked af det at jeg ikke bare kan elske den dreng og være helt rolig omkring ham, men i mit hovede er han udelukkende en trussel mod MINE børn!

Du har valgt at stifte familie med din mand, du VIDSTE hans søn var der. Du kan på INGEN måder tillade dig at "vælge ham fra" på den måde! 

Du har selv valgt din mand, men hans søn har ikke valgt dig! 

Synes ærligt det er forfærdeligt den måde du udtaler dig på, forstår dælme godt han ikke føler sig velkommen når han jo slet ikke er det! 

Du burde skamme dig! 

Anonym skriver:

Det er slet ikke det her det handler om!! Jeg mangler redskaber til at håndtere den udadreagerende adfærd! 

Jeg synes faktisk, du får nogle rigtigt gode råd her i tråden. 

Men det lyder til I skal have hjælp udefra...

Benjamins'mor skriver:

Du har valgt at stifte familie med din mand, du VIDSTE hans søn var der. Du kan på INGEN måder tillade dig at "vælge ham fra" på den måde! 

Du har selv valgt din mand, men hans søn har ikke valgt dig! 

Synes ærligt det er forfærdeligt den måde du udtaler dig på, forstår dælme godt han ikke føler sig velkommen når han jo slet ikke er det! 

Du burde skamme dig! 

Hvorfor skulle han dog ikke føle sig velkommen? Hvad ved du egentlig? Jeg vil da overhovedet ikke skamme mig over det jeg føler Og tænker! Jeg vil bare gerne have hjælp til at håndtere barnet når han er fysisk overfor de mindste!! 

Ja jeg har valgt både mand og barn til uvidende om hvordan det ville udvikle sig efter der kom flere børn til!

Anonym skriver:

Jeg ved bare ikke hvad jeg så skal gøre!? Jeg går jo ikke og viser eller gør forskel på dem! Men jeg er mange gange nødt til at bede ham stoppe med nogen ting fx. Kaste med LEGO efter de små, banke dem hårdt med bamser i hovedet når de er på vej op i øverste køje, så en falder baglæns ned, spænde ben, true med at ødelægge lego'en, sparke hårdt i maven og jeg kunne ærlig talt blive ved!! Hvordan forholder jeg mig til det? Er jeg virkelig så ond fordi jeg føler et kraftigt instinkt for at beskytte egne børn!? 

Du behøver heller ikke vise at du ikke gider barnet, men du skriver det jo selv flere gange her i dine indlæg.... Og i er inde i en ond cirkel, og så længe du har set sådan vil barnet have den udreagerende adfærd fordi han/hun kæmper en indre kamp og for at få anerkendende opmærksomhed..... 

Selvom det er træls skal der virkelig fokuseres på de positive ting hos barnet og i skal sige det højt.... 

Barnet er kommet så langt ud så irettesættelse er dagligdag og det synker derfor ikke ind længere.... Lad barnet føle sig nyttigt frem for en klods om benet.... 

Håber du forstår hvad jeg mener ☺️