Hvor længe er det acceptabelt at amme?

Hvorfor mener i det er ulækkert/unaturligt/grænseoverskridende at amme børn over en vis alder? Har i så ikke seksualiseret noget, der intet har med sex at gøre? Eller er der en anden baggrund?

snuskesmor skriver:

Hvorfor mener i det er ulækkert/unaturligt/grænseoverskridende at amme børn over en vis alder? Har i så ikke seksualiseret noget, der intet har med sex at gøre? Eller er der en anden baggrund?

Jo jeg har gjort det til noget seksuelt i mit hovede, og det er jeg godt klar over at det ikke er og at det er mig der er gal på den. Men det er derfor jeg finder det ulækkert

Anonym skriver:

Hvad tænker i, når i set billeder som disse?

Hvornår bliver (hvis det bliver) grænseoverskridende for jer at se på et stort barn bliver ammet, altså hvilken alder? 

Jeg har en veninde som ammer sit barn på halvandet 6-8 gange i døgnet, og jeg får det faktisk mere og mere underligt hver gang jeg er sammen med dem og det så sker. 

Kan jeg tillade mig at gå væk eller sige noget? 

Anonyme svar er tilladt 

Efter min mening er ham på billedet alt for stort.

Men synes ikke det er grænseoverskridende på nogen måde. Det er moderen eget valg. Jeg synes bare det er underligt og en smule ulækkert når barnet er stort nok til at spørger eller ta selv 

personligt stopper jeg alt amning efter 9 mdr. 

Ammer allerede nu kun om natten og slet ikke om dagen. Min dreng er 5 mdr

Jeg syntes lineog4 kommer med noget af det vigtigste netop det med forskelligheder os alle imellem. At prædike overfor andre fordi man selv har en anden mening og direkte nedgøre folk pga. Det er simpelthen ulækkert! 

At altid fremhæve at det er barnets behov holder heller ikke, det er ufatteligt let at fremelske behov hos sine børn som de rent faktisk ikke har, at man gør det i god mening er der ingen tvivl om men det er de færreste der er klar over det eller indrømmer at de rent faktisk har fremelsket et behov hos barnet der rent faktisk var ens eget behov

Hvor længe folk ammer syntes jeg egentlig folk selv må styre. Dog vil jeg personligt mene at hvis man ammer så længe at et barn kan blive "anderledes" af det, altså når barnet får en bevidsthed om at det er uden for normen og at andre ikke gør det så må man stoppe for ikke at skade sit barn I forhold til relationer til andre mennesker.

Jeg synes det er helt op til den enkelte familie at vurdere/vælge, hvad der er rigtigt for dem.

Jeg kan undres over, hvad der får folk til at synes det er ulækkert, at man ammer et barn på 9-10 mdr. Og synes også at det er lidt skræmmende, at det virker til at være helt acceptabelt at synes det er klamt og ulækkert at amme udover 6-8 mdr. 

Jeg synes, det er perfekt, så længe både mor og barn trives med det.

Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det skal diskuteres eller debatteres, hvornår en eller anden imaginær grænse mellem naturligt og "ulækkert" overskrides - det må da være så inderligt ligegyldigt, hvor længe andre ammer deres børn, så længe man ikke selv bliver tvunget til at amme længere, end man føler for.

Personligt kunne jeg nok ikke forestille mig at amme længere end til omkring 2 år, men jeg synes stadig, det ser hyggeligt ud, når min veninde ammer sin 3-årige.

Ej helt ærligt, hvordan kan man syntes det ligefrem er ULÆKKERT at amme et barn? 

Og jeg som troede det kun var langtidsammere der prædikede  ej spøg til side, men er faktisk overrasket over hvor mange der sætter en grænse allerede før det ene år som en sådan burde være, og hvor lidt der siger: det afhænger vel af barnet. 

For mig viser både den ene side og den anden side, at det ar få børn er er teoretisk projekt, jeg læser en masse om det at få barn og planlægger så detaljerne selv hvor lang tid jeg vil amme (så er det bare det ikke alle børn husker at lytte til deres forældre og så står man der med en skuffelse). 

Jeg er glad for jeg vist var lidt umoden på børnesiden da jeg blev gravid, og at det var en tid hvor der ikke var så meget snak. For jeg stod helt grøn med en baby, havde ikke en gang haft evner til at købe tøj, for hvad brugte sådan en lille størrelse? Jeg havde ikke lavet bestemmelser på forhånd om særlig meget andet end hvad manden skulle købe i HM (ja den gang var der såmænd ikke mange andre børnetøjsforretninger) hvis det blev en dreng og hvad han skulle købe hvis det blev en pige. Hvor længe jeg ville amme, hvordan vi skulle sove, hvornår grød, bæredims og så videre havde jeg ikke skænket en tanke, så derfor var jeg "fri" til bare at gøre det jeg lige følte for. Den første nat følte jeg får at have hende liggende hos mig, der startede samsovningen, hun bestemte hun ikke ville have en sut og mine bryster var bedst, der startede et ammeforløb som hun bestemte hvornår skulle stoppe osv. Med børnene efterfølgende har jeg kunne mærke såvel mine som omgivelsernes forandrede forventninger, nu er der meget mere fokus på rigtigt og forkert, mange flere der har ikke bare meninger men meget stærke meninger om amning, slynger, samsovning og og og 

og den her tråd viser det netop om amning. Og det overrasker hvor mange der sætter en imaginær grænse før det første år, og hvor mange der ikke ammer i offentligheden når barnet bliver lidt større. Hvor er jeg glad for den ammedebat ikke havde raset da jeg fik min datter, der var det stadig helt normalt at sidde på en bænk på gågaden og amme. 

lineog4 skriver:

Og jeg som troede det kun var langtidsammere der prædikede  ej spøg til side, men er faktisk overrasket over hvor mange der sætter en grænse allerede før det ene år som en sådan burde være, og hvor lidt der siger: det afhænger vel af barnet. 

For mig viser både den ene side og den anden side, at det ar få børn er er teoretisk projekt, jeg læser en masse om det at få barn og planlægger så detaljerne selv hvor lang tid jeg vil amme (så er det bare det ikke alle børn husker at lytte til deres forældre og så står man der med en skuffelse). 

Jeg er glad for jeg vist var lidt umoden på børnesiden da jeg blev gravid, og at det var en tid hvor der ikke var så meget snak. For jeg stod helt grøn med en baby, havde ikke en gang haft evner til at købe tøj, for hvad brugte sådan en lille størrelse? Jeg havde ikke lavet bestemmelser på forhånd om særlig meget andet end hvad manden skulle købe i HM (ja den gang var der såmænd ikke mange andre børnetøjsforretninger) hvis det blev en dreng og hvad han skulle købe hvis det blev en pige. Hvor længe jeg ville amme, hvordan vi skulle sove, hvornår grød, bæredims og så videre havde jeg ikke skænket en tanke, så derfor var jeg "fri" til bare at gøre det jeg lige følte for. Den første nat følte jeg får at have hende liggende hos mig, der startede samsovningen, hun bestemte hun ikke ville have en sut og mine bryster var bedst, der startede et ammeforløb som hun bestemte hvornår skulle stoppe osv. Med børnene efterfølgende har jeg kunne mærke såvel mine som omgivelsernes forandrede forventninger, nu er der meget mere fokus på rigtigt og forkert, mange flere der har ikke bare meninger men meget stærke meninger om amning, slynger, samsovning og og og 

og den her tråd viser det netop om amning. Og det overrasker hvor mange der sætter en imaginær grænse før det første år, og hvor mange der ikke ammer i offentligheden når barnet bliver lidt større. Hvor er jeg glad for den ammedebat ikke havde raset da jeg fik min datter, der var det stadig helt normalt at sidde på en bænk på gågaden og amme. 

Jeg har sat grænsen 1 år, fordi jeg TROR, det ville være slut der, men jeg ved også at virkeligheden er anderledes... Det betyder ikke, at jeg ikke vil amme efter 1 år... Men det kommer an på barnet, og om familielivet kan trives. 

Jeg har jo et flaskebarn, og derfor aner jeg meget lidt om amning i den alder. Jeg har kun den erfaring som jeg har med min datter, og hun var en af dem som valgte flasken fra hurtigt, da der kom rigtigt mad på bordet. Men det er jo ikke sikkert at det næste barn bliver sådan, og forhåbentlig kan jeg amme næste gang. 

Jeg kan også undre mig den anden vej, når kvinder siger de VIL amme til barnet er x antal år.  Jeg har læst debatter, hvor barnet er over 1 år og vil ikke ammes mere, men mor vil gerne have det skal fortsætte, og så kommer man med råd til hvordan man kan gøre. Er det så barnet eller moderens behov? 

Det skal lige siges, at jeg godt ved, at der findes børn dee gerne vil ammes meget længere end det, og det er jo fint nok. 

Jeg har det sådan hvis man kan trives med at amme, så længe som man vil, så må man gøre det. Jeg vil gerne rumme det, selvom det kan sætte nogle underlige følelser i mig, hvis jeg er et barn på den alder på billederne. Jeg ved godt, at det er mig, den er gal med, og derfor VIL jeg gerne rumme det. Så må jeg kigge den anden vej...

Saphiira skriver:

Jeg har sat grænsen 1 år, fordi jeg TROR, det ville være slut der, men jeg ved også at virkeligheden er anderledes... Det betyder ikke, at jeg ikke vil amme efter 1 år... Men det kommer an på barnet, og om familielivet kan trives. 

Jeg har jo et flaskebarn, og derfor aner jeg meget lidt om amning i den alder. Jeg har kun den erfaring som jeg har med min datter, og hun var en af dem som valgte flasken fra hurtigt, da der kom rigtigt mad på bordet. Men det er jo ikke sikkert at det næste barn bliver sådan, og forhåbentlig kan jeg amme næste gang. 

Jeg kan også undre mig den anden vej, når kvinder siger de VIL amme til barnet er x antal år.  Jeg har læst debatter, hvor barnet er over 1 år og vil ikke ammes mere, men mor vil gerne have det skal fortsætte, og så kommer man med råd til hvordan man kan gøre. Er det så barnet eller moderens behov? 

Det skal lige siges, at jeg godt ved, at der findes børn dee gerne vil ammes meget længere end det, og det er jo fint nok. 

Jeg har det sådan hvis man kan trives med at amme, så længe som man vil, så må man gøre det. Jeg vil gerne rumme det, selvom det kan sætte nogle underlige følelser i mig, hvis jeg er et barn på den alder på billederne. Jeg ved godt, at det er mig, den er gal med, og derfor VIL jeg gerne rumme det. Så må jeg kigge den anden vej...

 

Du skal endelig ikke misforstå, om det er den ene eller den anden man træffer en beslutning på forhånd er for mig hip som hap, det er mere det at man træffer de beslutninge r og ikke bare ser hvad der sker. Men så på den anden side, da jeg sad gravid med den første der troede jeg også jeg skulle til en Wagner opera og være væk i 6 timer når hun var 5 uger gammel - jeg skulle blive klogere, for set bestemte hun! Så måske er det bare fordi jeg ikke kan huske hvordan det var at være 1. Gangs gravid hvor man er så klog sp man kunne miste hovedet