Hvor meget har jeres kæreste/mand at sige??

Smølfine123 skriver:

der er selvfølgelig ændringer man ikke kan gøre ved - strækmærker og flere rynker osv.

Og selvfølgelig sidder kærligheden ikke i længden på ens hår. Jeg ville imidlertid ikke lave en stor ændring (tatovering, fra lang til ultra kort hår osv.) uden at min partner var med på ideen. Det giver sig selv at man ikke forlader hinanden pga det men jeg synes faktisk, at det er respekt at man høre hinandens meninger om sådanne ting. Og jo hår vokser ud - mennhvis du går fra 40 cm til 10 cm langt hår tager det år. Og 

Jeg høre også altid min mands mening med tøj, hår osv men det er ikke respekt hvis han skal bestemme hvordan jeg skal klæde mig, eller om mit hår skal være kort eller langt. Han må gerne synes jeg er pænere med sort end rødt hår, men jeg vælger altid selv om det bliver det ene eller andet.

Og hvis han mister lysten til mig pga det, så er det godt nok ham der har et problem. Desuden fik jeg faktisk lavet en tattoo for nogle år tilbage, som han ikke kendte til og han er meget imod sådan noget...Men som han sagde: det er jo din krop og jeg elsker det hele alligevel.

Smølfine123 skriver:

der er selvfølgelig ændringer man ikke kan gøre ved - strækmærker og flere rynker osv.

Og selvfølgelig sidder kærligheden ikke i længden på ens hår. Jeg ville imidlertid ikke lave en stor ændring (tatovering, fra lang til ultra kort hår osv.) uden at min partner var med på ideen. Det giver sig selv at man ikke forlader hinanden pga det men jeg synes faktisk, at det er respekt at man høre hinandens meninger om sådanne ting. Og jo hår vokser ud - mennhvis du går fra 40 cm til 10 cm langt hår tager det år. Og 

Jeg synes, det ville være udtryk for manglende selvrespekt og selvstændighed, hvis jeg havde brug for min mands accept af noget så overfladisk som længden på min hår, en tatovering - eller den næsepiercing, jeg fik lavet for år tilbage. Jeg er ikke hans accessorie, jeg er og forbliver først og fremmest min egen, og netop min selvstændighed og evne/vilje til at være mig, på netop min måde, er en helt afgørende del af den "pakke", der er mig. 

Jeg har forandret mig radikalt "indeni" i løbet af de mange år, vi har været sammen. Det har han selvsagt ikke kunnet bremse eller ændre, og heldigvis har det ikke ændret på hans kærlighed til mig - men HVIS nogen forandring skulle påvirke den andens syn på én for alvor, skulle det da være en indre - det ydre er da så underordnet, når man ikke er 18 år længere. 

Hvis min mand fik den ide, at han ville have overskæg - hvilket jeg virkelig ikke synes er kønt - ville jeg da netop knuselske ham for at gøre, hvad HAN kunne lide. Jeg kan nærmest ikke forestille mig noget værre og mere usexet end en mand, der lod sig forme efter min smag og ikke holdt fast ved sig selv. Jeg synes generelt, det er sørgeligt at se de mange mænd, der lader konen/kæresten bestemme deres tøjsmag, frisure osv., som om der var tale om mor og søn. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, det ville være udtryk for manglende selvrespekt og selvstændighed, hvis jeg havde brug for min mands accept af noget så overfladisk som længden på min hår, en tatovering - eller den næsepiercing, jeg fik lavet for år tilbage. Jeg er ikke hans accessorie, jeg er og forbliver først og fremmest min egen, og netop min selvstændighed og evne/vilje til at være mig, på netop min måde, er en helt afgørende del af den "pakke", der er mig. 

Jeg har forandret mig radikalt "indeni" i løbet af de mange år, vi har været sammen. Det har han selvsagt ikke kunnet bremse eller ændre, og heldigvis har det ikke ændret på hans kærlighed til mig - men HVIS nogen forandring skulle påvirke den andens syn på én for alvor, skulle det da være en indre - det ydre er da så underordnet, når man ikke er 18 år længere. 

Hvis min mand fik den ide, at han ville have overskæg - hvilket jeg virkelig ikke synes er kønt - ville jeg da netop knuselske ham for at gøre, hvad HAN kunne lide. Jeg kan nærmest ikke forestille mig noget værre og mere usexet end en mand, der lod sig forme efter min smag og ikke holdt fast ved sig selv. Jeg synes generelt, det er sørgeligt at se de mange mænd, der lader konen/kæresten bestemme deres tøjsmag, frisure osv., som om der var tale om mor og søn. 

Så det er mangel på selvstændighed hvis ens mand ikke er med på råd eller har nogen indflydelse på beslutningen om man skal have en tatovering på ryggen fx.? Det er da trods alt også noget ham skal se på de næste 40-50 år. 

Jeg er selvstændig, men jeg er da også lydhør overfor hvad andre siger og har stor respekt for min mands smag og mening. Jeg lytter da også stadigvæk på råd fra min mor...

jeg er da helt med på at man selv træffer valget - men jeg giver da også råd den anden vej og vil da ikke ønske at han får skæg fx. Andre synes det er fint og jeg ville da leve med det. Men jeg ville aldrig bryde mig om det. Det gør da ikke at man elsker den anden mindre eller er overfladisk.

Smølfine123 skriver:

Så det er mangel på selvstændighed hvis ens mand ikke er med på råd eller har nogen indflydelse på beslutningen om man skal have en tatovering på ryggen fx.? Det er da trods alt også noget ham skal se på de næste 40-50 år. 

Jeg er selvstændig, men jeg er da også lydhør overfor hvad andre siger og har stor respekt for min mands smag og mening. Jeg lytter da også stadigvæk på råd fra min mor...

jeg er da helt med på at man selv træffer valget - men jeg giver da også råd den anden vej og vil da ikke ønske at han får skæg fx. Andre synes det er fint og jeg ville da leve med det. Men jeg ville aldrig bryde mig om det. Det gør da ikke at man elsker den anden mindre eller er overfladisk.

Der er jo stor forskel på at tage med på råd eller ikke ville gøre noget man virkelig gerne vil selv fordi ens mand nedlægger veto. 

Da jeg fik min tatovering fx var min mand med på råd på den måde, jeg spurgte hvad han syntes om mine ideer til placering, om tegningen osv. Men da jeg vidste det var noget JEG ville, så var han ikke med på råd og hvorvidt jeg skulle. Og kan han ikke lide at se på den så er det ærgerligt. 

Hvis jeg ønsker at klippe mig helt kort, og det er mit ønske. Så kan jeg høre ham om frisurer, om farve om detaljer, men hvis JEG ønsker at være korthåret så er det bare sådan det er. 

Jeg spørger gerne om den kjole er pæn på, om jeg hellere skulle have de sko på til osv. Og jeg lytter gerne, men jeg vil fx aldrig tage noget på jeg ikke føler mig tilpas i bare fordi min mand kan lide det, så igen i sidste ende er det mig der bestemmer.

Jeg kan også udtale mig om min mands tøjvalg fx men i sidste ende vælger han da, og jeg ville aldrig sige: fordi du får skæg, fordi du klipper håret sådan, fordi du får en stor tatovering eller.... Så kan jeg ikke tænde på dig...

så jo vi kan give hinanden råd, men vi er selvstændige individer som bestemmer helt selv.

Var forresten en gang til en polterabend og inden længe talte alle de skønne kvinder om, hvad deres mænd skulle have på til brylluppet. Den ene havde nedlagt veto for han skulle have ditten og datten på selvom han hellere ville have dytten, en anden havde købt det for ham fordi det skulle matche hendes, en tredje var stadig i diskussion for tænk han ville have.... Og sådan var det hele vejen rundt. Og mig, jeg anede da ikke hvad han skulle have på, det var da hans problem og endte han i et par cowboybukser og en t-shirt som altid, ja så gjorde han da det, men han skulle altså følges med mig med min lange fine kjole  

Smølfine123 skriver:

Så det er mangel på selvstændighed hvis ens mand ikke er med på råd eller har nogen indflydelse på beslutningen om man skal have en tatovering på ryggen fx.? Det er da trods alt også noget ham skal se på de næste 40-50 år. 

Jeg er selvstændig, men jeg er da også lydhør overfor hvad andre siger og har stor respekt for min mands smag og mening. Jeg lytter da også stadigvæk på råd fra min mor...

jeg er da helt med på at man selv træffer valget - men jeg giver da også råd den anden vej og vil da ikke ønske at han får skæg fx. Andre synes det er fint og jeg ville da leve med det. Men jeg ville aldrig bryde mig om det. Det gør da ikke at man elsker den anden mindre eller er overfladisk.

Woops, og så blev vinklen drejet der er ikke tale om at tage med på råd, men om hvirvidt man skal lade være at gøre noget man selv ønsker, fordi partneren siger nej. Stor forskel! 

Som Line skriver, er det da ganske udmærket at høre den andens mening , men den skulle aldrig være afgørende for mit valg.  

Smølfine123 skriver:

Så det er mangel på selvstændighed hvis ens mand ikke er med på råd eller har nogen indflydelse på beslutningen om man skal have en tatovering på ryggen fx.? Det er da trods alt også noget ham skal se på de næste 40-50 år. 

Jeg er selvstændig, men jeg er da også lydhør overfor hvad andre siger og har stor respekt for min mands smag og mening. Jeg lytter da også stadigvæk på råd fra min mor...

jeg er da helt med på at man selv træffer valget - men jeg giver da også råd den anden vej og vil da ikke ønske at han får skæg fx. Andre synes det er fint og jeg ville da leve med det. Men jeg ville aldrig bryde mig om det. Det gør da ikke at man elsker den anden mindre eller er overfladisk.

Evt. tage med på råd - ja. Træffe den endelige beslutning - nej. Bringe det i spil, om han tænder på kort eller langt hår - aldrig. Gøre det til et issue, at man faldt for en glatbarberet, og så vil han pludselig have skæg - aldrig nogensinde. 

Jeg tror, at hvis man vil have en tatovering, der fylder det halve af ryggen, så er det virkelig en drøm af betydning og ikke en tilfældig indskydelse á la "Nå, jeg kan da også bare lade være, pyt!" Det ville jeg aldrig spænde ben for, selvom jeg ved gud ikke er begejstret for store tatoveringer. Faktisk tror jeg, jeg ville komme til at elske sådan en tatovering, hvis min mand fik den lavet, fordi det ville være endnu et symbol på noget af det, jeg elsker og beundrer ved min mand - at han er helt sin egen og ikke prøver at tilpasse sig hverken andres eller min smag. 

Noget af det sjoveste ved at se gamle fotoalbums er at se, hvordan onkel Kurt pludselig fik et flip og groede sig et fuldskæg, og mor fik permanentpuddelkrøller, eller for den sags skyld, at jeg havde en semipunket tøj- og hårstil sidst i 80'erne, da min mand og jeg allerede var kærester. Det er da fedt, at folk følger deres fikse ideer og ikke tænker "Det kan jeg ikke, for så ligner jeg ikke ham/hende, hun/han forelskede sig i". Eller endnu værre og helt uforståeligt for mig - at lade det indgå i overvejelserne, hvad partneren tænder på, når man er dødtræt af sit lange hår og virkelig ville glædes dagligt over en korthårsfrisure. 

Synes du virkelig, det er i orden, at en mand skal afgøre, om hans kone/kæreste hver eneste dag skal ærgre sig over sit lange hår, når hun drømmer om noget helt andet? 

Ingenting, når det handler om hår eller tøj.

Sjovt nok har jeg altid tænkt ekstra på mine kæresters mening om mit hår, men det er udløst af det gennemgribende traume, at min børnehave-kæreste slog op, da min mor havde fået mit lange hår klippet til en pagefrisure

Mor og meget mere skriver:

Evt. tage med på råd - ja. Træffe den endelige beslutning - nej. Bringe det i spil, om han tænder på kort eller langt hår - aldrig. Gøre det til et issue, at man faldt for en glatbarberet, og så vil han pludselig have skæg - aldrig nogensinde. 

Jeg tror, at hvis man vil have en tatovering, der fylder det halve af ryggen, så er det virkelig en drøm af betydning og ikke en tilfældig indskydelse á la "Nå, jeg kan da også bare lade være, pyt!" Det ville jeg aldrig spænde ben for, selvom jeg ved gud ikke er begejstret for store tatoveringer. Faktisk tror jeg, jeg ville komme til at elske sådan en tatovering, hvis min mand fik den lavet, fordi det ville være endnu et symbol på noget af det, jeg elsker og beundrer ved min mand - at han er helt sin egen og ikke prøver at tilpasse sig hverken andres eller min smag. 

Noget af det sjoveste ved at se gamle fotoalbums er at se, hvordan onkel Kurt pludselig fik et flip og groede sig et fuldskæg, og mor fik permanentpuddelkrøller, eller for den sags skyld, at jeg havde en semipunket tøj- og hårstil sidst i 80'erne, da min mand og jeg allerede var kærester. Det er da fedt, at folk følger deres fikse ideer og ikke tænker "Det kan jeg ikke, for så ligner jeg ikke ham/hende, hun/han forelskede sig i". Eller endnu værre og helt uforståeligt for mig - at lade det indgå i overvejelserne, hvad partneren tænder på, når man er dødtræt af sit lange hår og virkelig ville glædes dagligt over en korthårsfrisure. 

Synes du virkelig, det er i orden, at en mand skal afgøre, om hans kone/kæreste hver eneste dag skal ærgre sig over sit lange hår, når hun drømmer om noget helt andet? 

Jeg ville oersonligt ikke bryde mig om st kysse skæg - det gør da ikke en til et dårligt menneske  jeg ville da også leve med det men jeg ville da ikke bryde mig om det. Jeg sætter ikke ultimatumer og det gør min mand heller ikke. Men vi lytter meget til hinanden. Jeg skriver netop også st det sidste ord selvfølgelig er ens eget. Jeg har aldrig sagt at han skal bestemme. Men være en del af vægten på vægtskålen - ja.

Selvfølgelig kan man have en dårlig tur til frisøren hvor man ser herrens ud. Det er ikke den samme ændring som at gå fra fx 60 cm hår til ultra kort. 

Og hvad man har af undertøj, tøj eller parfume er da Også i en vis grad for at manden skal tænde på en eller kunne lide det. 

Jeg er i den helt modsatte grøft, jeg har langt tykt hår (altså 1 cm fra røven) jeg vil gerne klippe 20 cm af så det går til midten af ryggen, da det tager 2 timer at rede igennem, men manden siger nej, og det respektere jeg da bestemmer hvordan hans hår og tøj skal se ud ��

Dog har han intet at sige til mit tøj