Parforholdet og bonusbarn??

Hej. Jeg har valgt at være anonym da dette er privat, men jeg er så meget i vildrede at jeg søger råd.

jeg er forlovet med en helt fantastisk mand som jeg elsker rigtig højt, jeg har en søn på næsten 3 og han har en søn på 5. 

Jeg har det bedste samarbejde med min søns far, men min forlovede har, ja stort set intet samarbejde med hans søns mor! Deres samarbejde foregår igennem statsforvaltningen og det sidste nye fodgen. Jeg har fra start af støttet min forlovede i alt hvad angår problemer med eksen. Men hun er virkelig strid fordi de ting hun gør det går ikke udover os, men hendes søn og det virker som om hun er på en eller anden form for hævntogt, og hun gør ALT i hendes magt for at min forlovede absolut ikke skal være deres søns far(hun har stået og råbt direkte til min forlovede at hun ikke ønsker han er far til drengen og at hun overhovedet ikke vil samarbejde med ham) hun siger til drengen på 5 at når han er hjemme hos dem så SKAL han kalde hendes kæreste for far og hans far ved navn og gør han ikke det så bliver hun irriteret, bilder ham ind han hedder noget forkert til efternavn, giver ham sko der er 3 numre for små med, termotøj der er for småt og hullet. Nægtet udlevering af ham fordi hun ikke mente hun skulle sørge for tøj (min kæreste betaler børnepenge) hvilket så endte i fodgen hvor hun jo fik trukket ned over hovedet at hun skulle sørge for tøj til alle dage! Giver så drengen tøj med som er for småt og som om det var sommer. Problemet er ikke tøjet, problemet er at drengen bliver virkelig påvirket af alle de ting her som mor hun gør og siger, fortæller ham at hun synes far er dum osv. Det er altså ikke sjovt for en dreng på 5 at stå og tage for småt og hullet tøj på, ihvertfald ikke for ham her. Gudskelov har vi noget til ham så vi kunne skåne ham for det. Samtidig får vi ingen vinterjakke med, min forlovede skriver så pænt og spørger om vi kan komme og hente den (de har lige lavet en aftale i fodgen om at hvis vi mener der mangler noget skal vi have mulighed for at hente det), hun mener så at hullet og for småt termotøj og regntøj er nok, hvilket resulterer i at da vi er nede i byen går knægten og fryser som jeg ved ikke hvad, og det ender jo med at vi er nødt til at købe en vinterjakke til ham. Man kan godt mærke på drengen at han bliver påvirket af alt det der foregår, han er begyndt at trække sig meget ind i sig selv. Moren har også svinet mig til fordi jeg ikke ville lave en overlevering alene, og det har jeg sagt at jeg ikke vil fordi jeg har oplevet at drengen er blevet hevet ud af armene på hans far mens de var ved at sige farvel fordi hun havde travlt, hun er kommet brasende ind i vores lejlighed og råbt og skreget af min forlovede og blandet min søn og jeg ind i ting som intet har med os at gøre og det kan jeg bare ikke acceptere. Hun beskylder os for en masse ting som ikke passer, i hendes verden må hun alt men vi må intet. Hvis hun vil snakke skal min forlovede bare stå der, men vil han snakke så ender det med mudderkastning eller os så vil hun slet ikke snakke. Glemmer vi at give en lille bøtte fra madkassen med i tasken så skal vi bare komme med den med det samme, men glemmer hun noget går der flere måneder før vi får det igen. 3 gange har vi oplevet at få en hel bærepose med tøj hjem som var for småt fordi hun ikke kunne finde ud af at afleverer det tilbage i tide (Der var en periode hvor det var min forlovede der var nødt til at sørge for tøj fordi hun absolut ikke ville). Når vi skal hente drengen må vi ikke kører ind på deres grund, vi skal vente ude ved vejen. Da vi skulle på sommerferie hentede vi ham hvor hun sendte ham ud af døren uden sko. Alt er bare en kamp med hende, det er virkelig trættende. Min forlovede har endda frasagt sig en dag med sin søn fordi hun lovede inde i forvaltningen at så ville hun samarbejde fordi hun mente den dag var et problem! 

Jeg gør ALT for at hjælpe min forlovede, fordi alt er nødt til at foregå med klare linjer og igennem statsforvaltningen, bliver der lavet aftaler udenom SF med eksen bliver de ikke overholdt.. 

Jeg prøver at hjælpe og komme med forslag og ideer, og siger også at der skal ringes til forvaltning osv hver gang hun stiller sig på bagben fordi ellers kan min forlovede intet gøre og han synes også det er en rigtig god ide, og vi har lange snakke om de ting der sker. Men så er det lidt som om at dagen efter har han bare glemt det og gør ingen af tingene... Har også kaldt ham for en vatpik(ja, sorry sproget ) fordi han intet gør medmindre han bliver presset til det. 

Jeg kan mærke på mig selv at jeg bliver rigtig frustreret over den her dreng pga. at hans mor er sådan og han kan ikke finde ud af at hører efter(ved godt at sådan er det med børn, men ham her er overdrevet slem og på en helt uforklarlig måde). Og jeg ved godt at det ikke skal gå udover ham at hans mor er strid! 

Jeg er nået dertil hvor jeg virkelig overvejer at tage min søn og flytte, fordi det er virkelig hårdt og tager bare alle mine kræfter når drengen er her og/eller når der foregår noget med eksen, hvilket jo nærmest er hele tiden. Jeg elsker min forlovede af hele mit hjerte, men Jeg ved virkelig ikke om jeg kan klare det her resten af mit liv, er virkelig i vildrede om jeg skal gå min vej!  

Jeg er kommet meget i tvivl om jeg bare er meget sart og følsom eller om det virkelig er hårdt. 

Undskyld det lange indlæg  

Anonym skriver:

Hej. Jeg har valgt at være anonym da dette er privat, men jeg er så meget i vildrede at jeg søger råd.

jeg er forlovet med en helt fantastisk mand som jeg elsker rigtig højt, jeg har en søn på næsten 3 og han har en søn på 5. 

Jeg har det bedste samarbejde med min søns far, men min forlovede har, ja stort set intet samarbejde med hans søns mor! Deres samarbejde foregår igennem statsforvaltningen og det sidste nye fodgen. Jeg har fra start af støttet min forlovede i alt hvad angår problemer med eksen. Men hun er virkelig strid fordi de ting hun gør det går ikke udover os, men hendes søn og det virker som om hun er på en eller anden form for hævntogt, og hun gør ALT i hendes magt for at min forlovede absolut ikke skal være deres søns far(hun har stået og råbt direkte til min forlovede at hun ikke ønsker han er far til drengen og at hun overhovedet ikke vil samarbejde med ham) hun siger til drengen på 5 at når han er hjemme hos dem så SKAL han kalde hendes kæreste for far og hans far ved navn og gør han ikke det så bliver hun irriteret, bilder ham ind han hedder noget forkert til efternavn, giver ham sko der er 3 numre for små med, termotøj der er for småt og hullet. Nægtet udlevering af ham fordi hun ikke mente hun skulle sørge for tøj (min kæreste betaler børnepenge) hvilket så endte i fodgen hvor hun jo fik trukket ned over hovedet at hun skulle sørge for tøj til alle dage! Giver så drengen tøj med som er for småt og som om det var sommer. Problemet er ikke tøjet, problemet er at drengen bliver virkelig påvirket af alle de ting her som mor hun gør og siger, fortæller ham at hun synes far er dum osv. Det er altså ikke sjovt for en dreng på 5 at stå og tage for småt og hullet tøj på, ihvertfald ikke for ham her. Gudskelov har vi noget til ham så vi kunne skåne ham for det. Samtidig får vi ingen vinterjakke med, min forlovede skriver så pænt og spørger om vi kan komme og hente den (de har lige lavet en aftale i fodgen om at hvis vi mener der mangler noget skal vi have mulighed for at hente det), hun mener så at hullet og for småt termotøj og regntøj er nok, hvilket resulterer i at da vi er nede i byen går knægten og fryser som jeg ved ikke hvad, og det ender jo med at vi er nødt til at købe en vinterjakke til ham. Man kan godt mærke på drengen at han bliver påvirket af alt det der foregår, han er begyndt at trække sig meget ind i sig selv. Moren har også svinet mig til fordi jeg ikke ville lave en overlevering alene, og det har jeg sagt at jeg ikke vil fordi jeg har oplevet at drengen er blevet hevet ud af armene på hans far mens de var ved at sige farvel fordi hun havde travlt, hun er kommet brasende ind i vores lejlighed og råbt og skreget af min forlovede og blandet min søn og jeg ind i ting som intet har med os at gøre og det kan jeg bare ikke acceptere. Hun beskylder os for en masse ting som ikke passer, i hendes verden må hun alt men vi må intet. Hvis hun vil snakke skal min forlovede bare stå der, men vil han snakke så ender det med mudderkastning eller os så vil hun slet ikke snakke. Glemmer vi at give en lille bøtte fra madkassen med i tasken så skal vi bare komme med den med det samme, men glemmer hun noget går der flere måneder før vi får det igen. 3 gange har vi oplevet at få en hel bærepose med tøj hjem som var for småt fordi hun ikke kunne finde ud af at afleverer det tilbage i tide (Der var en periode hvor det var min forlovede der var nødt til at sørge for tøj fordi hun absolut ikke ville). Når vi skal hente drengen må vi ikke kører ind på deres grund, vi skal vente ude ved vejen. Da vi skulle på sommerferie hentede vi ham hvor hun sendte ham ud af døren uden sko. Alt er bare en kamp med hende, det er virkelig trættende. Min forlovede har endda frasagt sig en dag med sin søn fordi hun lovede inde i forvaltningen at så ville hun samarbejde fordi hun mente den dag var et problem! 

Jeg gør ALT for at hjælpe min forlovede, fordi alt er nødt til at foregå med klare linjer og igennem statsforvaltningen, bliver der lavet aftaler udenom SF med eksen bliver de ikke overholdt.. 

Jeg prøver at hjælpe og komme med forslag og ideer, og siger også at der skal ringes til forvaltning osv hver gang hun stiller sig på bagben fordi ellers kan min forlovede intet gøre og han synes også det er en rigtig god ide, og vi har lange snakke om de ting der sker. Men så er det lidt som om at dagen efter har han bare glemt det og gør ingen af tingene... Har også kaldt ham for en vatpik(ja, sorry sproget ) fordi han intet gør medmindre han bliver presset til det. 

Jeg kan mærke på mig selv at jeg bliver rigtig frustreret over den her dreng pga. at hans mor er sådan og han kan ikke finde ud af at hører efter(ved godt at sådan er det med børn, men ham her er overdrevet slem og på en helt uforklarlig måde). Og jeg ved godt at det ikke skal gå udover ham at hans mor er strid! 

Jeg er nået dertil hvor jeg virkelig overvejer at tage min søn og flytte, fordi det er virkelig hårdt og tager bare alle mine kræfter når drengen er her og/eller når der foregår noget med eksen, hvilket jo nærmest er hele tiden. Jeg elsker min forlovede af hele mit hjerte, men Jeg ved virkelig ikke om jeg kan klare det her resten af mit liv, er virkelig i vildrede om jeg skal gå min vej!  

Jeg er kommet meget i tvivl om jeg bare er meget sart og følsom eller om det virkelig er hårdt. 

Undskyld det lange indlæg  

 

Puha stakkels jer og stakkels barn.

Jeg syntes din kæreste skal søge om bopælen over sin søn for hun udøver samværs chikane i stor stil og det er så synd for barnet!

alenemor42 skriver:

Puha stakkels jer og stakkels barn.

Jeg syntes din kæreste skal søge om bopælen over sin søn for hun udøver samværs chikane i stor stil og det er så synd for barnet!

Problemet er at statsforvaltningen ikke kan se problemerne!

Fordi hun sidder derinde og lyder som om hun bare gør alt rigtigt og vi gør alt forkert, og selvom min forlovede kan bevise en masse ting så har han mistet dage hver eneste gang de har været derinde fordi hun mener at hendes søn ikke trives hjemme hos os, men efter min forlovede har mistet samvær har drengen ændret sig drastisk, han er selv bange for at kalde ham for far når han kommer herhjem, men statsforvaltningen er ligeglade så han kan næsten intet gøre  

nu skal de derind igen snart, så håber vi der sker noget godt! 

Anonym skriver:

Hej. Jeg har valgt at være anonym da dette er privat, men jeg er så meget i vildrede at jeg søger råd.

jeg er forlovet med en helt fantastisk mand som jeg elsker rigtig højt, jeg har en søn på næsten 3 og han har en søn på 5. 

Jeg har det bedste samarbejde med min søns far, men min forlovede har, ja stort set intet samarbejde med hans søns mor! Deres samarbejde foregår igennem statsforvaltningen og det sidste nye fodgen. Jeg har fra start af støttet min forlovede i alt hvad angår problemer med eksen. Men hun er virkelig strid fordi de ting hun gør det går ikke udover os, men hendes søn og det virker som om hun er på en eller anden form for hævntogt, og hun gør ALT i hendes magt for at min forlovede absolut ikke skal være deres søns far(hun har stået og råbt direkte til min forlovede at hun ikke ønsker han er far til drengen og at hun overhovedet ikke vil samarbejde med ham) hun siger til drengen på 5 at når han er hjemme hos dem så SKAL han kalde hendes kæreste for far og hans far ved navn og gør han ikke det så bliver hun irriteret, bilder ham ind han hedder noget forkert til efternavn, giver ham sko der er 3 numre for små med, termotøj der er for småt og hullet. Nægtet udlevering af ham fordi hun ikke mente hun skulle sørge for tøj (min kæreste betaler børnepenge) hvilket så endte i fodgen hvor hun jo fik trukket ned over hovedet at hun skulle sørge for tøj til alle dage! Giver så drengen tøj med som er for småt og som om det var sommer. Problemet er ikke tøjet, problemet er at drengen bliver virkelig påvirket af alle de ting her som mor hun gør og siger, fortæller ham at hun synes far er dum osv. Det er altså ikke sjovt for en dreng på 5 at stå og tage for småt og hullet tøj på, ihvertfald ikke for ham her. Gudskelov har vi noget til ham så vi kunne skåne ham for det. Samtidig får vi ingen vinterjakke med, min forlovede skriver så pænt og spørger om vi kan komme og hente den (de har lige lavet en aftale i fodgen om at hvis vi mener der mangler noget skal vi have mulighed for at hente det), hun mener så at hullet og for småt termotøj og regntøj er nok, hvilket resulterer i at da vi er nede i byen går knægten og fryser som jeg ved ikke hvad, og det ender jo med at vi er nødt til at købe en vinterjakke til ham. Man kan godt mærke på drengen at han bliver påvirket af alt det der foregår, han er begyndt at trække sig meget ind i sig selv. Moren har også svinet mig til fordi jeg ikke ville lave en overlevering alene, og det har jeg sagt at jeg ikke vil fordi jeg har oplevet at drengen er blevet hevet ud af armene på hans far mens de var ved at sige farvel fordi hun havde travlt, hun er kommet brasende ind i vores lejlighed og råbt og skreget af min forlovede og blandet min søn og jeg ind i ting som intet har med os at gøre og det kan jeg bare ikke acceptere. Hun beskylder os for en masse ting som ikke passer, i hendes verden må hun alt men vi må intet. Hvis hun vil snakke skal min forlovede bare stå der, men vil han snakke så ender det med mudderkastning eller os så vil hun slet ikke snakke. Glemmer vi at give en lille bøtte fra madkassen med i tasken så skal vi bare komme med den med det samme, men glemmer hun noget går der flere måneder før vi får det igen. 3 gange har vi oplevet at få en hel bærepose med tøj hjem som var for småt fordi hun ikke kunne finde ud af at afleverer det tilbage i tide (Der var en periode hvor det var min forlovede der var nødt til at sørge for tøj fordi hun absolut ikke ville). Når vi skal hente drengen må vi ikke kører ind på deres grund, vi skal vente ude ved vejen. Da vi skulle på sommerferie hentede vi ham hvor hun sendte ham ud af døren uden sko. Alt er bare en kamp med hende, det er virkelig trættende. Min forlovede har endda frasagt sig en dag med sin søn fordi hun lovede inde i forvaltningen at så ville hun samarbejde fordi hun mente den dag var et problem! 

Jeg gør ALT for at hjælpe min forlovede, fordi alt er nødt til at foregå med klare linjer og igennem statsforvaltningen, bliver der lavet aftaler udenom SF med eksen bliver de ikke overholdt.. 

Jeg prøver at hjælpe og komme med forslag og ideer, og siger også at der skal ringes til forvaltning osv hver gang hun stiller sig på bagben fordi ellers kan min forlovede intet gøre og han synes også det er en rigtig god ide, og vi har lange snakke om de ting der sker. Men så er det lidt som om at dagen efter har han bare glemt det og gør ingen af tingene... Har også kaldt ham for en vatpik(ja, sorry sproget ) fordi han intet gør medmindre han bliver presset til det. 

Jeg kan mærke på mig selv at jeg bliver rigtig frustreret over den her dreng pga. at hans mor er sådan og han kan ikke finde ud af at hører efter(ved godt at sådan er det med børn, men ham her er overdrevet slem og på en helt uforklarlig måde). Og jeg ved godt at det ikke skal gå udover ham at hans mor er strid! 

Jeg er nået dertil hvor jeg virkelig overvejer at tage min søn og flytte, fordi det er virkelig hårdt og tager bare alle mine kræfter når drengen er her og/eller når der foregår noget med eksen, hvilket jo nærmest er hele tiden. Jeg elsker min forlovede af hele mit hjerte, men Jeg ved virkelig ikke om jeg kan klare det her resten af mit liv, er virkelig i vildrede om jeg skal gå min vej!  

Jeg er kommet meget i tvivl om jeg bare er meget sart og følsom eller om det virkelig er hårdt. 

Undskyld det lange indlæg  

 

Puha stakkels jer alle sammen.

Nu ved jeg godt det lyder hårdt med kan i ikke anmelde hende til kommunen ? og så få dem til at gå ind i sagen ? og så der efter gå til SF? det er jo tydeligt ud fra det du skriver at denne lille dreng ikke virker til at ha det super godt 

dukke skriver:

Puha stakkels jer alle sammen.

Nu ved jeg godt det lyder hårdt med kan i ikke anmelde hende til kommunen ? og så få dem til at gå ind i sagen ? og så der efter gå til SF? det er jo tydeligt ud fra det du skriver at denne lille dreng ikke virker til at ha det super godt 

Tanken har strejfet mig rigtig mange gange, min forlovede har også fået det forslået fra andre, vi håbede bare at det ikke skulle ende der og at hun efterhånden ville komme til fornuft, specielt efter en tur i fodgen, det er jo så desværre ikke sket, fordi selv i dag har min forlovede modtaget en SMS om hvorfor der er en plet på en af sønnens bluser, hvor jeg tænker at han er et barn og der kommer pletter på tøjet, men hun mener det er vores skyld. 

Jeg ved bare ikke om jeg personligt er klar på det her kamp osv resten af mit liv, selvom jeg elsker min forlovede rigtig højt. Det går allerede rigtig meget udover mit humør, og har heller ikke lyst til at mit dårlige humør skal gå udover min egen søn  

Anonym skriver:

Tanken har strejfet mig rigtig mange gange, min forlovede har også fået det forslået fra andre, vi håbede bare at det ikke skulle ende der og at hun efterhånden ville komme til fornuft, specielt efter en tur i fodgen, det er jo så desværre ikke sket, fordi selv i dag har min forlovede modtaget en SMS om hvorfor der er en plet på en af sønnens bluser, hvor jeg tænker at han er et barn og der kommer pletter på tøjet, men hun mener det er vores skyld. 

Jeg ved bare ikke om jeg personligt er klar på det her kamp osv resten af mit liv, selvom jeg elsker min forlovede rigtig højt. Det går allerede rigtig meget udover mit humør, og har heller ikke lyst til at mit dårlige humør skal gå udover min egen søn  

Åh den er svær! Jeg må sige, at havde jeg vidst hvad jeg gik ind til i sin tid med min mands 2 børn og eks. Ja så var jeg løbet min vej! Samtidig, her 12 år efter, er jeg jo også glad for det vi har sammen og ikke mindst vores to børn. Men for pokker hvor har det været svært igennem årene! Da jeg mødte ham var hun lige rejst ud af landet og blev væk i et år. Da de endelig kom hjem startede en masse chikane. Hendes nye mand skulle være far og han skulle bare daffe af. efter en del år frem og tilbage faldt der endelig nogenlunde ro på. Nu er det bare småting der ripper op i det. Når du selv har et barn at tá hensyn til, ja så var jeg nok gået. Mit bedste råd til dig ifald du bliver er, at trække dig og lade ham have føretrøjen på. Det er nu engang hans barn. Selvom du synes han handler forkert eller for lidt så slider du dig selv op ved at indvolvere dig for meget. Mht. Drengen, så er har min den yngste steddatter også været meget vild og "uopdragen". jeg tror det dels var en overlevelsesstrategi. I overført betydning sætte fingrende i ørerne og råbe lalalalala når de voksne blev for meget. Ved ikke om der kan være lignende træk hos din stedsøn...

Roselil skriver:

Åh den er svær! Jeg må sige, at havde jeg vidst hvad jeg gik ind til i sin tid med min mands 2 børn og eks. Ja så var jeg løbet min vej! Samtidig, her 12 år efter, er jeg jo også glad for det vi har sammen og ikke mindst vores to børn. Men for pokker hvor har det været svært igennem årene! Da jeg mødte ham var hun lige rejst ud af landet og blev væk i et år. Da de endelig kom hjem startede en masse chikane. Hendes nye mand skulle være far og han skulle bare daffe af. efter en del år frem og tilbage faldt der endelig nogenlunde ro på. Nu er det bare småting der ripper op i det. Når du selv har et barn at tá hensyn til, ja så var jeg nok gået. Mit bedste råd til dig ifald du bliver er, at trække dig og lade ham have føretrøjen på. Det er nu engang hans barn. Selvom du synes han handler forkert eller for lidt så slider du dig selv op ved at indvolvere dig for meget. Mht. Drengen, så er har min den yngste steddatter også været meget vild og "uopdragen". jeg tror det dels var en overlevelsesstrategi. I overført betydning sætte fingrende i ørerne og råbe lalalalala når de voksne blev for meget. Ved ikke om der kan være lignende træk hos din stedsøn...

Det lyder godt nok også hårdt. 

Jeg har bare virkelig svært ved at trække mig fordi det også går udover mit liv og min søn, statsforvaltningen mener jo at der ikke rigtig skal være nogle regler hjemme hos far fordi de har 4/10 ordning, men vi har altså også en anden lille en der skal lærer der er regler, så vi kan jo ikke bare fjerne reglerne de 4 dage han er her, så bliver min dreng jo skrupforvirret  

jeg har prøvet at trække mig rigtig meget, men så kommer min forlovede og søger råd hos mig, og jeg vil jo ikke "svigte" ham eller hans søn. 

Det vil bare være så svært at efterlade min kærlighed, men det vil måske være det bedste for både min søn og jeg, fordi jeg føler virkelig jeg ikke kan trække vejret og bliver kvalt i alt det her! 

Det drengen gør rigtig meget her er at han "glemmer" alt hvad der bliver sagt. Og så går han rigtig meget ind i sig selv og kan lege fantasi leg i flere timer hvis man ikke stopper ham, han hopper rundt og leger han slås, men bruger aldrig noget legetøj. Alting går os ud på at slås når han endelig leger med noget, og ved han er en dreng, men i forhold til hvad jeg har oplevet fra mange andre børn er det bare rigtig ekstremt. 

Tusind tak for dit svar 

Om du skal blive eller ej, har jeg ingen holdning til, det er kun dig, der kan mærke om det går for meget udover din dreng. Men hvis I ikke allerede har det, så ville jeg få fat i en advokat til at hjælpe med SF. Det der er chikane og må stoppes.  Stakkels lille dreng

Anonym skriver:

Hej. Jeg har valgt at være anonym da dette er privat, men jeg er så meget i vildrede at jeg søger råd.

jeg er forlovet med en helt fantastisk mand som jeg elsker rigtig højt, jeg har en søn på næsten 3 og han har en søn på 5. 

Jeg har det bedste samarbejde med min søns far, men min forlovede har, ja stort set intet samarbejde med hans søns mor! Deres samarbejde foregår igennem statsforvaltningen og det sidste nye fodgen. Jeg har fra start af støttet min forlovede i alt hvad angår problemer med eksen. Men hun er virkelig strid fordi de ting hun gør det går ikke udover os, men hendes søn og det virker som om hun er på en eller anden form for hævntogt, og hun gør ALT i hendes magt for at min forlovede absolut ikke skal være deres søns far(hun har stået og råbt direkte til min forlovede at hun ikke ønsker han er far til drengen og at hun overhovedet ikke vil samarbejde med ham) hun siger til drengen på 5 at når han er hjemme hos dem så SKAL han kalde hendes kæreste for far og hans far ved navn og gør han ikke det så bliver hun irriteret, bilder ham ind han hedder noget forkert til efternavn, giver ham sko der er 3 numre for små med, termotøj der er for småt og hullet. Nægtet udlevering af ham fordi hun ikke mente hun skulle sørge for tøj (min kæreste betaler børnepenge) hvilket så endte i fodgen hvor hun jo fik trukket ned over hovedet at hun skulle sørge for tøj til alle dage! Giver så drengen tøj med som er for småt og som om det var sommer. Problemet er ikke tøjet, problemet er at drengen bliver virkelig påvirket af alle de ting her som mor hun gør og siger, fortæller ham at hun synes far er dum osv. Det er altså ikke sjovt for en dreng på 5 at stå og tage for småt og hullet tøj på, ihvertfald ikke for ham her. Gudskelov har vi noget til ham så vi kunne skåne ham for det. Samtidig får vi ingen vinterjakke med, min forlovede skriver så pænt og spørger om vi kan komme og hente den (de har lige lavet en aftale i fodgen om at hvis vi mener der mangler noget skal vi have mulighed for at hente det), hun mener så at hullet og for småt termotøj og regntøj er nok, hvilket resulterer i at da vi er nede i byen går knægten og fryser som jeg ved ikke hvad, og det ender jo med at vi er nødt til at købe en vinterjakke til ham. Man kan godt mærke på drengen at han bliver påvirket af alt det der foregår, han er begyndt at trække sig meget ind i sig selv. Moren har også svinet mig til fordi jeg ikke ville lave en overlevering alene, og det har jeg sagt at jeg ikke vil fordi jeg har oplevet at drengen er blevet hevet ud af armene på hans far mens de var ved at sige farvel fordi hun havde travlt, hun er kommet brasende ind i vores lejlighed og råbt og skreget af min forlovede og blandet min søn og jeg ind i ting som intet har med os at gøre og det kan jeg bare ikke acceptere. Hun beskylder os for en masse ting som ikke passer, i hendes verden må hun alt men vi må intet. Hvis hun vil snakke skal min forlovede bare stå der, men vil han snakke så ender det med mudderkastning eller os så vil hun slet ikke snakke. Glemmer vi at give en lille bøtte fra madkassen med i tasken så skal vi bare komme med den med det samme, men glemmer hun noget går der flere måneder før vi får det igen. 3 gange har vi oplevet at få en hel bærepose med tøj hjem som var for småt fordi hun ikke kunne finde ud af at afleverer det tilbage i tide (Der var en periode hvor det var min forlovede der var nødt til at sørge for tøj fordi hun absolut ikke ville). Når vi skal hente drengen må vi ikke kører ind på deres grund, vi skal vente ude ved vejen. Da vi skulle på sommerferie hentede vi ham hvor hun sendte ham ud af døren uden sko. Alt er bare en kamp med hende, det er virkelig trættende. Min forlovede har endda frasagt sig en dag med sin søn fordi hun lovede inde i forvaltningen at så ville hun samarbejde fordi hun mente den dag var et problem! 

Jeg gør ALT for at hjælpe min forlovede, fordi alt er nødt til at foregå med klare linjer og igennem statsforvaltningen, bliver der lavet aftaler udenom SF med eksen bliver de ikke overholdt.. 

Jeg prøver at hjælpe og komme med forslag og ideer, og siger også at der skal ringes til forvaltning osv hver gang hun stiller sig på bagben fordi ellers kan min forlovede intet gøre og han synes også det er en rigtig god ide, og vi har lange snakke om de ting der sker. Men så er det lidt som om at dagen efter har han bare glemt det og gør ingen af tingene... Har også kaldt ham for en vatpik(ja, sorry sproget ) fordi han intet gør medmindre han bliver presset til det. 

Jeg kan mærke på mig selv at jeg bliver rigtig frustreret over den her dreng pga. at hans mor er sådan og han kan ikke finde ud af at hører efter(ved godt at sådan er det med børn, men ham her er overdrevet slem og på en helt uforklarlig måde). Og jeg ved godt at det ikke skal gå udover ham at hans mor er strid! 

Jeg er nået dertil hvor jeg virkelig overvejer at tage min søn og flytte, fordi det er virkelig hårdt og tager bare alle mine kræfter når drengen er her og/eller når der foregår noget med eksen, hvilket jo nærmest er hele tiden. Jeg elsker min forlovede af hele mit hjerte, men Jeg ved virkelig ikke om jeg kan klare det her resten af mit liv, er virkelig i vildrede om jeg skal gå min vej!  

Jeg er kommet meget i tvivl om jeg bare er meget sart og følsom eller om det virkelig er hårdt. 

Undskyld det lange indlæg  

 

jeg har en søn på 7½ hvis far også har sendt ham på samvær med manglende/hullet/for småt tøj og det gjorde mig ærligt talt gal, fordi hans far kunne finde på at fortælle mig og min kæreste at nu havde han været i biografen, købt film og/eller spil og til sidst gik jeg til Statsforvaltningen, for det er jo ikke det mine penge skal gå til.

De sagde at han skulle oppe sig og sørge for tøj, og hvis han ikke gjorde det, så skulle jeg gemme alle boner på tøj og sko vi var nødt til at købe, og have billeder af tøjet, for så kan vi få sat børnebidraget ned.

lotchen skriver:

Om du skal blive eller ej, har jeg ingen holdning til, det er kun dig, der kan mærke om det går for meget udover din dreng. Men hvis I ikke allerede har det, så ville jeg få fat i en advokat til at hjælpe med SF. Det der er chikane og må stoppes.  Stakkels lille dreng

Jeg har sagt til min forlovede utallige gange at han skal kontakte en advokat, hjulpet ham med at finde ud af hvor han kan finde en, fundet numre osv. Men intet sker!  

Samtidig med at jeg ikke ved om jeg skal blive i det her, er det også virkelig svært at stå og "se på" at det ikke bliver gjort noget for at redde den dreng.