Fyret under projekt baby, hvad nu?!

Hej alle.

Er ny herinde og har søg og søgt for at finde nogle der stod i lignende situation uden held. 

Sagen er den at jeg fik et nyt job i januar efter et halvt års ledighed og var lykkelig. Vi aftale her hjemme at efter min prøvetid var ovre at begynde på at få nummer 2, har i forvejen en på 3 år. Der gik efter 3 måneder rygter om at der var varsling af nedskæringer og en af os ville ryge ud. Havde hele tiden i tankerne at det ville blive mig og efter over en måned  i uvished efter vi fandt ud af der skulle fyres en medarbejder fik jeg sparket igen. Havde kun nået at være der i 5 måneder. Fyringen passende mig psykisk egentlig fint for jeg havde det SÅ skidt. Rystede når jeg skulle på arbejde og var virkelig utilpas. Min leder var rigtig sød, men mine kollegaer gik bag om ryggen på hinanden og snakkede i krogene og jeg kan ikke udstå den slags. Oven i det satte de mig til nogle rigtig dumme ting og brugte meget tid på at fortælle mig at jeg ikke duede til noget fordi jeg var så ny i faget. Det var bare for meget og fyringen kom næsten som en lettelse. Jeg fik hurtigt et nyt job inden min opsigelsesperiode udløb, men efter 14 dage stod jeg og blev dårlig, kastede op og kunne slet ikke se noget. Gik til lægen der sagde jeg havde for højt blodtryk og min krop var alt for overbelastet. Han fik historien om den tidligere arbejdsplads og jeg fik en sygemelding på 4 måneder. Nu har jeg så en sagsbehandler der presser på for at få mig i job igen og jeg skal til at søge når jeg er "rask", mener han i hvert fald jeg snart er, selvom jeg ikke er klar. Men man har jo maximalt 22 uger og så er det slut. Vi måtte jo så stoppe op med at forsøge at få nummer 2 da jeg mistede mit job og gik helt ned da det jo ikke var smart at fortsætte. Men jeg kan ikke slippe tanken selvom jeg snart står og skal på dagpenge igen. Jeg har 1 år og 4 måneder endnu til min dagpengeret er slut og kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre nu. Ved hvad jeg vil søge af job, men kan heller ikke med tanken om at vores nummer 2 ligger SÅ langt ude i fremtiden... det gør helt ondt inden i. Jeg bliver snart 30 og min mand 37 og ville gerne have at jeg ikke bliver for gammel og der kommer for langt imellem den første og en evt. lillesøster eller bror... 

Hvad tænker I?

Mangler virkelig andre der kan se det fra en anden side. Mine veninder siger jeg har alverdens tid til at finde job, men min krop har ikke resten af livet. Skal lige siges at vi klarer os udmærket på dagpenge, ingen af os mangler noget og vi har det rigtig godt! 

LM85 skriver:

Hej alle.

Er ny herinde og har søg og søgt for at finde nogle der stod i lignende situation uden held. 

Sagen er den at jeg fik et nyt job i januar efter et halvt års ledighed og var lykkelig. Vi aftale her hjemme at efter min prøvetid var ovre at begynde på at få nummer 2, har i forvejen en på 3 år. Der gik efter 3 måneder rygter om at der var varsling af nedskæringer og en af os ville ryge ud. Havde hele tiden i tankerne at det ville blive mig og efter over en måned  i uvished efter vi fandt ud af der skulle fyres en medarbejder fik jeg sparket igen. Havde kun nået at være der i 5 måneder. Fyringen passende mig psykisk egentlig fint for jeg havde det SÅ skidt. Rystede når jeg skulle på arbejde og var virkelig utilpas. Min leder var rigtig sød, men mine kollegaer gik bag om ryggen på hinanden og snakkede i krogene og jeg kan ikke udstå den slags. Oven i det satte de mig til nogle rigtig dumme ting og brugte meget tid på at fortælle mig at jeg ikke duede til noget fordi jeg var så ny i faget. Det var bare for meget og fyringen kom næsten som en lettelse. Jeg fik hurtigt et nyt job inden min opsigelsesperiode udløb, men efter 14 dage stod jeg og blev dårlig, kastede op og kunne slet ikke se noget. Gik til lægen der sagde jeg havde for højt blodtryk og min krop var alt for overbelastet. Han fik historien om den tidligere arbejdsplads og jeg fik en sygemelding på 4 måneder. Nu har jeg så en sagsbehandler der presser på for at få mig i job igen og jeg skal til at søge når jeg er "rask", mener han i hvert fald jeg snart er, selvom jeg ikke er klar. Men man har jo maximalt 22 uger og så er det slut. Vi måtte jo så stoppe op med at forsøge at få nummer 2 da jeg mistede mit job og gik helt ned da det jo ikke var smart at fortsætte. Men jeg kan ikke slippe tanken selvom jeg snart står og skal på dagpenge igen. Jeg har 1 år og 4 måneder endnu til min dagpengeret er slut og kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre nu. Ved hvad jeg vil søge af job, men kan heller ikke med tanken om at vores nummer 2 ligger SÅ langt ude i fremtiden... det gør helt ondt inden i. Jeg bliver snart 30 og min mand 37 og ville gerne have at jeg ikke bliver for gammel og der kommer for langt imellem den første og en evt. lillesøster eller bror... 

Hvad tænker I?

Mangler virkelig andre der kan se det fra en anden side. Mine veninder siger jeg har alverdens tid til at finde job, men min krop har ikke resten af livet. Skal lige siges at vi klarer os udmærket på dagpenge, ingen af os mangler noget og vi har det rigtig godt! 

Hvis du og din krop kan klare det, synes jeg i skal gå i gang med at prøve at få baby.. Det er ikke sikkert du blir gravid hurtigt og du kan ikke vide hvad fremtiden bringer med job osv.. Synes ikke i skal vente hvis i gerne vil have baby nu og i kan klarer det på dagpenge..

Men dagpenge er ikke for resten af livet og hvad gør i så ?

Kan i klare jer for kun din mands indtægt? 

For kan I ikke det så kan jeg ikke se andre muligheder at du må i gang med job. Du er kun 30 så børn kan nåes endnu og det kan jo heller ikke hjælpe noget at I ikke har noget at leve af. 

Kan godt forstå du har nogle følelser med ind over ,men man er også nødt til at se logisk på tingene. Især når I har et barn i forvejen der er afhængige af jer. 

Men ja i min verden synes jeg man er forpligtet til at forsørge sig selv hvis det er muligt så mit svar er self farvet af det - og jeg synes du skal have job før du får flere børn . 

Syntes helt klart i skal starte på pb da ens fasilitet falder drastisk når man bliver 30 og lige pluselig er det for sendt. 

Man kan desværre ikke vente hele livet og der kan jo gå lang tid inden du bliver gravid og endnu længere tid inden du måske finder nyt job 

Er der nogen af jer der selv har prøvet at være gravide uden arbejde siden I siger vi bare skulle gå i gang? Har mange bekymringer om det, selvom jeg ved det ville kunne tage lang tid før der sker noget! 

Ved ikke hvor hurtigt det går anden gang, kan jo ikke gå ud fra det kun tager 3 måneder at lave baby nr. 2 som den første kun tog at producere 

LM85 skriver:

Er der nogen af jer der selv har prøvet at være gravide uden arbejde siden I siger vi bare skulle gå i gang? Har mange bekymringer om det, selvom jeg ved det ville kunne tage lang tid før der sker noget! 

Ved ikke hvor hurtigt det går anden gang, kan jo ikke gå ud fra det kun tager 3 måneder at lave baby nr. 2 som den første kun tog at producere 

Vi holdt en pause, dengang jeg stod uden job. Vi havde brug for at få styr på situationen inden. 

Personligt ville jeg ikke prøve at få barn mens jeg var arbejdsløs. Når det så er sagt skal man jo også tage sin alder i betragtning. 

Forstår dit dilemma 

Carina:-) skriver:

Men dagpenge er ikke for resten af livet og hvad gør i så ?

Kan i klare jer for kun din mands indtægt? 

For kan I ikke det så kan jeg ikke se andre muligheder at du må i gang med job. Du er kun 30 så børn kan nåes endnu og det kan jo heller ikke hjælpe noget at I ikke har noget at leve af. 

Kan godt forstå du har nogle følelser med ind over ,men man er også nødt til at se logisk på tingene. Især når I har et barn i forvejen der er afhængige af jer. 

Men ja i min verden synes jeg man er forpligtet til at forsørge sig selv hvis det er muligt så mit svar er self farvet af det - og jeg synes du skal have job før du får flere børn . 

Jeg kan sagtens følge dig og det er også de samme tanker jeg går med. Har været selvforsørgende hele mit voksne liv og aldrig haft brug for offentlige ydelser da jeg altid har prioriteret arbejde frem for alt. Det her er bare en helt anden situation da jeg virkelig følte mig trådt på og selvom jeg hadede jobbet holdt jeg fast fordi jeg hellere ville have et dårligt arbejde end slet ikke noget så vi var sikret. Og så ender det alligevel med at jeg ikke kunne føle mig sikker overhovedet! 

LM85 skriver:

Hej alle.

Er ny herinde og har søg og søgt for at finde nogle der stod i lignende situation uden held. 

Sagen er den at jeg fik et nyt job i januar efter et halvt års ledighed og var lykkelig. Vi aftale her hjemme at efter min prøvetid var ovre at begynde på at få nummer 2, har i forvejen en på 3 år. Der gik efter 3 måneder rygter om at der var varsling af nedskæringer og en af os ville ryge ud. Havde hele tiden i tankerne at det ville blive mig og efter over en måned  i uvished efter vi fandt ud af der skulle fyres en medarbejder fik jeg sparket igen. Havde kun nået at være der i 5 måneder. Fyringen passende mig psykisk egentlig fint for jeg havde det SÅ skidt. Rystede når jeg skulle på arbejde og var virkelig utilpas. Min leder var rigtig sød, men mine kollegaer gik bag om ryggen på hinanden og snakkede i krogene og jeg kan ikke udstå den slags. Oven i det satte de mig til nogle rigtig dumme ting og brugte meget tid på at fortælle mig at jeg ikke duede til noget fordi jeg var så ny i faget. Det var bare for meget og fyringen kom næsten som en lettelse. Jeg fik hurtigt et nyt job inden min opsigelsesperiode udløb, men efter 14 dage stod jeg og blev dårlig, kastede op og kunne slet ikke se noget. Gik til lægen der sagde jeg havde for højt blodtryk og min krop var alt for overbelastet. Han fik historien om den tidligere arbejdsplads og jeg fik en sygemelding på 4 måneder. Nu har jeg så en sagsbehandler der presser på for at få mig i job igen og jeg skal til at søge når jeg er "rask", mener han i hvert fald jeg snart er, selvom jeg ikke er klar. Men man har jo maximalt 22 uger og så er det slut. Vi måtte jo så stoppe op med at forsøge at få nummer 2 da jeg mistede mit job og gik helt ned da det jo ikke var smart at fortsætte. Men jeg kan ikke slippe tanken selvom jeg snart står og skal på dagpenge igen. Jeg har 1 år og 4 måneder endnu til min dagpengeret er slut og kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre nu. Ved hvad jeg vil søge af job, men kan heller ikke med tanken om at vores nummer 2 ligger SÅ langt ude i fremtiden... det gør helt ondt inden i. Jeg bliver snart 30 og min mand 37 og ville gerne have at jeg ikke bliver for gammel og der kommer for langt imellem den første og en evt. lillesøster eller bror... 

Hvad tænker I?

Mangler virkelig andre der kan se det fra en anden side. Mine veninder siger jeg har alverdens tid til at finde job, men min krop har ikke resten af livet. Skal lige siges at vi klarer os udmærket på dagpenge, ingen af os mangler noget og vi har det rigtig godt! 

Behøver det at være enten eller?

det kan tage alt fra en måned til over 4 år at blive gravid. Sker det så sker det at du bliver gravid. Hvis I kan klare jer økonomisk ville jeg fortsætte både jobsøgning og pb. Så kan du jo se hvad der kommer først.

esioul skriver:

Vi holdt en pause, dengang jeg stod uden job. Vi havde brug for at få styr på situationen inden. 

Personligt ville jeg ikke prøve at få barn mens jeg var arbejdsløs. Når det så er sagt skal man jo også tage sin alder i betragtning. 

Forstår dit dilemma 

Ja det er jo også sådan jeg tænker, ved hvad min fornuft siger, men både min alder (i følge mig selv) tager jeg også i betragtning! Og tak for svar 

Smølfine123 skriver:

Behøver det at være enten eller?

det kan tage alt fra en måned til over 4 år at blive gravid. Sker det så sker det at du bliver gravid. Hvis I kan klare jer økonomisk ville jeg fortsætte både jobsøgning og pb. Så kan du jo se hvad der kommer først.

Det er så også bare det at hvis vi når det inden mine dagpenge udløber, ja så er der altid uddannelsessted en eventuel barsel, så står jeg jo egentlig bare i samme situation som nu uden job... Puha den er svær når fornuften siger én ting, men hjertet og skuffelsen over det ikke gik som forventet siger noget andet. Bare øv at skulle starte forfra...