Anonym skriver:
Jeg havde en oplevelse i min datters vuggestue i morges, som jeg synes var rigtig ubehagelig og jeg har gået og tænkt over det hele dagen.
Da vi kom ind på stuen sad der en dreng på gulvet der var rigtig ulykkelig og kaldte på sin mor. Vi afleverede lidt tidligere end vi plejer, så ingen af min datters (og drengens) pædagoger var kommet. Min datter tig det pænt, men drengen var virkelig ulykkelig, og jeg overhørte at han havde været ked af det i over en halv time. Drengen rækker sine arme ud efter pædagogen og jeg tænker bare: så tag ham dog op! Endelig tager hun ham op, men hun er tydeligvis sur, og siger til ham, at så skal han stoppe med at græde. Og det gør han selvfølgelig ikke. På vej ud af døren hører jeg hende sige: han er billigt til salg.
Min kæreste synes ikke pædagogens måde at håndtere det på var særlig god, men han tænker ikke at det er stort problem. Jeg er mere påvirket. Det er vores første barn, og vores første vuggestue, så jeg ved ikke om jeg bare er lidt sart. Jeg ved at normeringerne er dårlige, men jeg forstår simpelthen ikke hvordan man som pædagog kan være så sur på en to årig dreng, der er ulykkelig.
Er det normalt at børn ikke bliver trøstet i vuggestuer og børnehaver?
Det tyder på en pædagog der var kørt lidt langt ud en måske sur morgen og glemte at være hundrede procent professionel. Men en halv times gråd fra et lille barn i ørene, kan da drive selv den mest tålmodige til vanvid.
har han grædt en halv time, så har hun nok prøvet at trøste rigtig mange gange og er hun feks alene på morgentjansen i stuen, så kan hun jo ikke have alene fokus på en lille trold i en halv time, og må sætte ham fra sig for også at være der for de andre.
Om det er normalt - nej det vil jeg ikke tro, men det kan være en morgen hvor der har været sygdom og en vikar ikke er fundet, en morgen hvor hun selv har haft en lorte aflevering med sit eget barn, en morgen hvor der har været mange skrigende børn osv.
jeg ville aldrig selv gå til lederen med sådan en oplevelse, men måske lige observere om der var mange af sådanne oplevelser. Hvis den var en engangsforeteelse, ja så var den skrinlagt som en af de dumme dage.
Men ja det er skræmmende første gang man oplever, at selvsagt har ens barn (eller et af de andre) ikke det samme en til en forhold som der hjemme. Og et barn der græder i 30 minutter og ikke kan trøstes, og hvor man kender grunden (mor er gået), må nogen gange lige vente til fordel for de andre børn.